Åbent brev sendt til 2200 mennesker i Norden herunder 325 danske medieadresser.
Af Jan Øberg
Dr.hc., forskningschef TFF
21. marts 2015
Missilskjoldet tjener til at gøre det muligt at udkæmpe og vinde en atomkrig – ikke at afskrække fra den
Den russiske ambassadørs artikel i Jyllands-Posten kan maaske siges at være bombastisk formuleret men i grunden har han – og ikke udenrigsminister Lidegaard – ret.
Ledende medier som f.eks. Danmarks Radio, Ritzaus og Politiken giver baggrund til missilforsvaret som vidner om total mangel paa fagkundskab om strategi og atomdoktriner.
I stærk kontrast til hvad vi hører om missilskjoldet – som Danmark nu tilsyneladende skal bidrage til – er det det mest de-stabiliserende indslag i atompolitikken siden 1945.
Det kan kun opfattes af Rusland og andre som en provokation.
Her er den forklaring som beslutningstagerne næppe har modtaget fra Washington, ministerier eller militære kredse. Den gælder for atomvaaben saavel som for konventionelle:
Den klassiske terrorbalance fra 1950-erne handler om at hvis A har kastet sine raketter – inkl atomare – paa B, saa vil B altid have tilstrækkeligt at gengælde med nemlig atomvaaben paa sine fly, ubaade og i siloer, som A ikke har mulighed for at slaa ud i sit første angreb.
Det hed “gensidigt sikret ødelæggelse”- MAD, Mutually Assured Destruction. Den afskrækkende værdi laa i at begge parter vidste at hvis de startede en atomkrig ville deres egne befolkninger dø i millionvis som følge af modpartens gengældelse.
Hvad indebærer det i dette perspektiv at udvikle et missilskjold eller “forsvar”?
Enkelt udtrykt at A forsøger paa at hindre B i at kunne faa sine gengældelsesvaaben igennem til A. At der altsaa kun er én part, der bliver smadret men dens anden “vinder”. Hvis – og det er det store spørgsmaal – man har den tekniske evne til saa at sige at skyde pistolkugler ned med pistolkugler.
Det betyder at hvis A tror at han har et saadant system med hvilket han kan skyde modpartens gengældelsesmissiler ned saa øger hans tro paa muligheden af at han – uden selv at lide skade – kan indlede, gennemføre og vinde en atomkrig med mindre risiko for sin egen befolkning.
Dette sænker den psykologiske tærskel for atomkrig. Det gør atomkrig mere sandsynlig!
Det underminerer det grundlæggende i afskrækkelsen – nemlig at jeg véd at hvis jeg smider atomvaaben først saa mister jeg selv millioner af mine egne medborgere ved modpartens garanterede andenslags- gengældelsesevne.
Hvis A kan ramme de vaaben B fyrer af som gengældelse langt inden de naar A’s territorium – f.eks. over Europa – kan A vinde fordi han befinder sig under et “skjold”, en osteklokke, hvor han ikke selv lider nogen skade.
Siden omkring aar 2000 har USA bygget sin atomdoktrin paa dette – ikke MAD men NUTS, Nuclear Use Theory.
Kort sagt i det atomare spil kan missilskjoldet kun opleves som de-stabiliserende og provokerende i den andens øjne. Og hér har USA et stort teknisk forspring foran Rusland.
Det véd USA/NATO godt og har derfor fundet paa den absurde paastand – som baade udenrigsministeren og ledende politikere maa have faaet at vide at de skal ty til – at det hér skam ikke handler om Rusland men om at beskytte Vesten mod f.eks. Iran!
Nu er der bare det ved det at Iran ikke har atomvaaben eller langtrækkende raketter; dets militære udgifter er 6,3 miliarder dollar mod NATOs samlede 990 milliarder dollar.
For den, der vil vide fakta og ikke lade sig forføre af propaganda og løgn saa er Ruslands militære udgifter cirka 10% af NATOs. Medmindre Putin anses for at være klinisk sindssyg eller suicidal er der ingen risiko for et angreb paa hverken de baltiske stater, Danmark eller nogen anden som NATO føler sig forpligtet overfor.
Det er tragikomisk at høre udenrigsministeren og ledende politikere sige at russerne véd godt at missilforsvaret ikke er rettet imod dem – for det har vi fortalt dem.
Paa hele det udenrigs- og sikkerhedspolitiske felt har propaganda, spindoktorer, markedsføringsfirmaer og smarte konsulenter erstattet kundskab. Og loyaliteten med USAs vanvittige atomstrategi har erstattet hensynet til danskernes sikkerhed. Og det gælder alle partier og politikere, der siden august 2014 har ment at Danmark skal være med i dette Dr. Strangelove-projekt.
At være politiker og undlade at sætte sig ind i disse bogstaveligt talt dødsensalvorlig ting – eller omgive sig med inkompetente raadgivere – er slet og ret utilgiveligt. Det handler om danskernes, europæernes og principielt hele verdens overlevelse.
Bedre bliver et ikke hvis journalister heller ikke har den fornødne viden at stille politikere mod væggen med kritiske spørgsmaal. Tænk hvis kundskaben om sikkerhed, forsvar og udenrigspolitik var bare halvt saa god som den, der findes vedrørende sport, økonomi, mad og underholdning.
Den eneste oprustning, der er brug for i dagens Danmark, er intellektuel.
Hér en video, der viser hvad der er idéen bag missilforsvaret og hvorfor det er det stik modsatte af hvad ministre, medier, og eksperter fortæller os.
Har delt på facebook, Kunne ikke være mere enig! Yderligere, har jeg sendt en mail til Politiken, som udtrykker min forargelse over deres artikel, “Overblik: Hvad går Natos missilskjold ud på?” Det er snarere et udtryk for journalistens og avisens manglende overblik…
Kære Mai – mange tak skal du have. Det er netop denne spredning og personlige initiativ, der er så vigtige hvis vi skal skabe forandring.
Tusind tak! Det er afgørende og nyttig viden, som jeg vil søge bragt til torvs ad andre kanaler. Med henvisning, selvfølgelig. Man kan gyse ved tanken om, at ganske almindelig uvidenhed kan eskalere til aldeles overflødig konfrontation.
Mange gode pointer men en enkelt sætning i det du skriver Jan, vil jeg godt udfordre. Og den er omdrejningspunktet for en stor del af reaktionsmønstrene nu:
“Medmindre Putin anses for at være klinisk sindssyg eller suicidal er der ingen risiko for et angreb paa hverken de baltiske stater, (klip)”
Jeg tror man kunne have skrevet under på det for nogle år siden, men de russiske reaktioner og handlinger de sidste 10 år har affødt en betragtelig nervøsitet, det seneste år stigende til direkte angst overfor hvad Rusland kan finde på. Ingen havde vel for et par år siden forestillet sig at russerne skulle slippe afsted med et så eklatant brud på OSCE’s grundlag som anneksionen af Krim jo er.
Jeg har en mere eller mindre permanent gang i Estland og trods NATO medlemskab er der en ikke ubetydelig – og stigende – bekymring for den åbne og lukkede aggression vi jævnligt ser fra Russisk side. Internt i Estland og op mod grænserne.
Spørgsmålet om missilskjoldet kan ikke løsrives fra det generelle sikkerhedspolitiske klima i Europa, og der har begge parter – ikke kun NATO/USA – et enormt ansvar.
-Jesper
Kære Flemming Jensen – vil bare sige dig mange tak for dine venlige ord og for at du vil hjælpe med at sprede mine. Godt 24 timer efter er der ikke én af de 325 mediefolk i DK der har reageret. Venlig hilsen – Jan
Kære Jesper Madsen – mange tak. Jeg respekterer både dine venlig ord og din udfordring. Du og jeg har forskellige personlige erfaringer og jeg har f.eks. ikke min gang i Estland. Kan derfor kun sige dig tak for den information du dér giver mig. Jeg har en analytisk, konfliktteoretisk tilgang hvor det interesserer mig såre lidt hvem der gør hvad eller hvad den ene eller den anden er eller kan karakteriseres som. (En læge tager heller ikke stilling til patientens eventuelle medskyld i at han har pådraget sig en sygdom; der skal helt enkelt gøres noget ved den inden det går galt).
Hvis vi således siger at du har helt ret – og mener, til forskel fra mig, at Putin er utilregnelig (dvs. mere end emotionel eller “menneske” som alle andre) så kan jeg blot sige tre små ting: a) det er ikke mit indtryk at han er det fra de video, taler, pressekonferencer etc. som jeg har set hér og dér (nej, jeg har ikke studeret ham dybere); b) en leder tager ikke beslutning om atomkring helt alene; c) hvis der er grund til at mene at han lider af et eller andet farligt så vil det være klogt ikke at brase på fra vestverdens side med det ene mere provokerende tiltag efter det andet så hans paranoia i egne øjne ser velmotiveret ud – alternativt at han bliver bekræftet i at han må slå først mod sin overlegne fjende – så er det bedre at (nej, heller ikke bukke sig eller trække sig) men holde sig til en korrekt business-as-usual linje.
Til slut: Du nævner annekteringen af Krim – den har jeg skrevet om, så helt OK. Men det er uholdbart argumentatorisk at nævne den uden at nævne hvad der gik forud for den. Den af vestverdenen – Washingtons fundamentalistiske neo-konservative og EUs dumme enten/eller politiker – orkestrerede regimeforandring måtte for enhver politisk erfaren ede til en eller anden modreaktion fra Ruslands side. Sådan er det med Realpolitik – et begreb jeg ikke selv støtter men som man må indse styrer tænkningen i besluttende kredse – eller burde gøre det. Det er derfor på tide – hvis vi skal undgå en katastrofe at vestverden holder op med at dække over en major foreign policy bunder med at ruste videre og komme endnu nærmere den russiske grænse og snarest får tillidssksabende foranstaltninger og egentlige fredsforhandlinger igang med alle sider – Merkel må føle sig meget elene med sin konstruktive linje, der hele tiden modarbejdes af allierede. Og dét er farligt – netop i det perspektiv du siger du kender godt til.
Venlig hilsen og tak for sobert indlæg – Jan
Hej Jan,
Mange tak for dit svar. Jeg vil godt vende et par ting i både mit svar og dit gensvar.
Nej jeg mener ikke at Putin er utilregnelig. Tværtimod anser jeg ham for at være en dreven, intelligent og iskold rationelt handlende person. En tålmodig “skakspiller” i den store russiske tradition. Og da han så en åbning og et påskud slog han til med en gambit.
Han spiller spillet, og satser netop på at “realpolitik” giver ham det han spillede ud for. Krim. Hvis det koster et par år i unåde eller nogle sanktioner, så er det en pris han kan betale og har tålmodighed til at vente på.
Men deraf også problemet. For den “realpolitik” vil have en række afsmittende effekter i resten af Europa. Ikke mindst i de gamle Østblok og Sovjet-republik lande der omkranser Rusland og især de af dem der har store russiske mindretal.
Putin behøver nemlig ikke angribe åbent og offensivt. Han kan spille stedfortræderkortet ud. Som han fx har gjort i Ukraine. Og ironiske nok, jo mere han benægter direkte russisk involvering i Ukraine, jo mere skræmmer han nabo’erne.
Rusland har overskredet en grænse (i mere end en forstand), og hvis det ender med en realpolitisk løsning der giver Putin hvad han kom efter, kan konsekvenserne blive meget værre. Missilskjoldet er næste skridt i realpolitikken.
-Jesper