NATO/Rusland-konflikten i Ukraine: Vestens rygmarvsreaktion vil vise sig ekstremt selvdestruktiv

Satirical art piece above by Bantonglaoatang, a Chinese cartoonist, which mocked the Group of Seven (G7) members that attempt to suppress China

Selvretfærdigt rygmarvshad, indre russofobisk svinehund og lovløshed som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine vil skade Vestverden selv og påskynde dens nedgang og fald

En engelsk version af denne findes på The Transnational

Udtrykket “den indre svinehund” betyder ifølge den danske ordbog ungefær “Ondsindet, hadefuld drift, som gemmer sig bag en persons tilsyneladende venlige og tolerante ydre”.

Denne hund, der kan tilhøre både eliter og masse, er i de sidste par uger blevet sluppet helt løs blandt både høj og lav langs det politiske spektrum. Der synes ikke længere at være nogen grænser for hvad man kan sige om russere og Rusland – også uden komparativt perspektiv – og hvad man kan gøre for at isolere landet og folket økonomisk, kulturelt, socialt, finansielt og mediemæssigt. Altsammen med henvisning til Ruslands – hovedløst overreagerende – invasion af Ukraine. Ordet “Putin” forklarer alt som ved et trylleslag.

Der er tale om en foragt og et had, der må have ligget latent dybt nede i det kollektivt ubevidste i meget lang tid. Det er formodentlig i vid udstrækning en konsekvens af de såkaldt frie mediers systematiske, ensidige “trusselsvurderinger” over årtier – igen uden sammenlignende analyse med NATOs adfærd og militære overforbrug – og udeladelsen af ethvert perspektiv på hvad der er Ruslands historie, sikkerhedspolitiske behov eller dets opfattelse af os.

At forklare er blevet fordrejet – af hvem? – til at være identisk med at forsvare. Samtalen forstummer. Sagen – bolden – forsvinder og tilbage står kun personagrebet, kategorisering og positionering: “Putin Versteher,” “pro-russisk”, “anti-NATO,” “Putinist,” ellr “betalt af Kreml.”

Omend jeg som reaktioner på min udtalelser til dansk presse har fået nok så mange lovord, som jeg er dybt taknemmelig for, så har jeg også på sociale medier fået min del af shitstormen.

Mediernes rolle i den hadefule reaktion

Medierne har lagt en meget væsentlig del af klangbunden for det grænseløse had, der nu spreder sig fra de laveste instinkter til konkrete handlinger og reaktive foranstaltninger på højeste politiske beslutningsniveau.

Danske mainstream-medier, ikke mindst public service Danmark Radio, der ifølge loven har et særligt ansvar for folkeoplysning, har blot meddelt – som et faktum, der ikke kaldte på dokumentation – at Rusland var fjenden, en trussel, og fortiet den militærøkonomiske u-balance, nedtonet eller ladet helt uomtalt det forkastelige i USAs og andre NATO-landes krige, besættelser, massedød, flygtningeskabelse, regimeforandringer – og mislykkede forsøg derpå som i Syrien – samarbejde med terrorister, de frygtelige menneskelige konsekvenser af disse krige og f.eks. de kvælende sanktioner mod Irans sagesløse 85 millioner store befolkning. Og Israels bombninger og atomvåben er man for længst ophørt med at rapportere.

Jeg, der dagligt følger disse temaer ved hjælp af en bred vifte af medier, har korset mig hver eneste dag de seneste mindst 20 år over den åbenbare måde hvorpå det hele tilrettelægges i USAs og NATO-landenes klare favør. Man har brugt udelukkende vestlige kilder og nyhedsbureauer, indkaldt eksperter betalt af NATO-landes regeringer i statslige forskningsinstitutter som DIIS i Danmark, og stort set aldrig publiceret materialer, der kunne belyse Ruslands interesser, måder at tænke på eller syn på hvad vi i NATO-kredsen foretog os.

En mediekrig har kørt i årtier. Idag reagerer ganske almindelige mennesker så voldsomt og aner næppe hvor meget de er blevet forført af konstante, sagligt ukyndige gode/onde-verdensbilleder.

De irreversible, forhastede beslutningers ulidelige dårskab

Således er regering, politikere, forskere og medier – med det klassisk forbehold for enkelte undtagelser – idag helt i emotionernes vold. Love kan overtrædes, særlove indføres, penge tages fra verdens fattige til ukrainske flygtninge; erhvervslivet er pludseligt blevet PR-politisk korrekt med Ukraine-flag og blå/gule belysninger og omgående ophør af alle aktiviteter i Rusland. EU har fra den ene dag til den anden ingen ressourceproblemer med 2-3 millioner flygtninge fra Ukraine, mens det i 2015 ikke kunne klare 1,5 millioner – hovedsageligt muslimer, og dét er vigtigt – fra de krigsområder, USA og andre NATO-lande har hærget i årtier og mange gange værre end Rusland i hvert fald frem til idag har gjort det i Ukraine. Tyskland beslutter sig for – igen uden analyse – omgående at opruste til US$ 112 milliarder per år. Ruslands er US$ 66 milliarder!

Danmark og flere politiske partier kaster sine grundlæggende holdninger til militarisme, baser, atomvåben og NATO overbord. Man må jo tage ansvar i den nye situation, lægge hånden på kogepladsen som statsminister Frederiksen udtrykker det. I hundeflokkens rus vil ingen risikere at fremstå som forsigtige, moderate eller forstående hvad angår de underliggende Rusland-NATO-konflikter. Man tager afstand fra volden – Ruslands men ikke andres i nær samme grad – og overser helt de underliggende konflikter, som er Rusland og NATO og aldeles ikke Rusland og Ukraine. Ukraine er kun de ulykkelige krigsskueplads.

Flere våben og mere oprustning – uanset prisen for vort samfund på lidt længere sigt, som ingen analyserer – er det eneste svar, der er brug for. Det skal gå så stærkt. Og vi må stå sammen nu – og vi står sammen.

Måske ikke så godt hvis det, man endelig kan stå sammen om – i en iøvrigt grundigt splittet Vestverden uden klarøjet ledelse – viser sig i overmorgen at være en i bund og grund forkert og selvdestruktiv holdning.

Guderne må vide hvordan et så intellektuelt lavmåligt tiltag som at sætte Danmarks militærudgifter op til 2% af BNP kan vedtages af mennesker, vi gerne vil opfatte som ansvarlige politikere.

For det første er det intellektuelt nonsens at militærudgifterne skal øge hvis det går godt for et lands økonomi og falde hvis det ikke gør det. Militærudgifter skal besluttes i forhold til en seriøs trusselsanalyse – hvilke tænkelige trusler har så lille en sandsynlighed og effekt at vi ikke behøver at forberede os på dem? Hvilke trusler er så store at vi ikke kan eller har råd til at gardere os imod dem? Og hvilke trusler blir der så tilbage, som vi både kan gøre noget ved og har råd til at opbygge et adekvat forsvar imod? Og så ser man i statskassen og prioriterer mellem alle en stats udgifter.

Guderne må således også være de eneste, der véd hvordan man på Christiansborg har beregnet at Ruslands invasion af Ukraine skal mødes på 2% af BNP og ikke på 1,8% eller 4,4%. Faktisk er den slags ikke andet en ekstrem dyr signalpolitik af laveste kundskabsmæssige karaktér og betalt af skatteyderne, der aldrig protesterer mod vanviddet fordi de er kyste. Putin, den satan, kommer jo hvis vi ikke punger ud.

Hvad dette vil koste det danske samfund på en 10-20 års horisont er der med garanti ingen, der har analyseret inden beslutingen blev vedtaget.

Og videre:

Kulturbegivenheder, der involverer russere, lukkes ned på stribe – udstillinger og koncerter. Det groteske er, at disse tiltag også rammer russiske kunstnere, der udtrykkeligt har taget afstand fra Ruslands invasion. De straffes med andre ord fordi de er russere.

Ministre opfordrer videnskabsfolk til at stoppe igangværende forskningssamarbejder og absolut ikke påbegynde nye. Russiske varer fjernes fra butikkerne. Freds- og andre demonstrationer går kun til den russiske ambassade, ikke til NATO-landenes, der – ekstremt provokativt – bare har udvidet NATO og ladet alle kyndige advarsler dumpe i papirkurven. Og, som nævnt, ført krige i et omfang, der gør Rusland til en dværg i sammenligning.

Facebook finder det passende at tillade had-tale mod russere – og kun dem, naturligvis – så længe det ligger inden for rammerne af krigen i Ukraine.

Gad vide hvor langt russere og vi andre skal tvinges til at lide under denne vor tids parallel til anti-semitismen: Russofobi?

Gad vide hvornår denne kollektive psykose, dette massehysteri med ét eneste fokus, skal kunne ende generationer frem?

Gad vide om nogen i det kristne Vest en dag kommer til at tænke på Lukas: “Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.” (Luk. 6, 41-42).

Lovløshedernes glidebane

Der synes nu at være tale om en selvretfærdighedens orgiastiske hede. Hele reaktionen – hvert eneste tiltag – er blevet besluttet på så kort tid at der ikke har været tid til nogen form for konsekvensbedømmelse bare 6 måneder frem og slet ikke på en 6 års eller 30 års horisont. Hverken indenfor en dansk, europæisk eller global ramme.

G7-landene indefryser Ruslands indestående US$ 400 milliarder. Det er rent tyveri. Man lukker luftrum så f.eks. den russiske udenrigsminister ikke kan flyve til møder i FN i Geneve. Man kapper olie- og gasimporten fra Rusland og indfører utallige sanktioner mod alt og alle, der kan bevæge sig, i Rusland: “We are coming to get you!” – siger Præsident Biden i sin State of the Union speech.

Sådan opfører men sig ikke hvis man føler sig underlegen eller er bange for modstanderen – sådan som man argumenterer når man skal hæve militærudgifterne. Og tidligere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen siger til TV2 at – “Putin vil blive slået til plukfisk af NATO. Når først NATO bevæger sig, så er det med en enorm kraft. Man skal huske på, at de investeringer, vi foretager i forsvaret, er ti gange så store som Putins.”

Og nu skal den stærkt over-rustede over-ruste endnu mere.

Over 150 danske virksomheder i Rusland står til mulig nationalisering. Gad vide hvordan den danske stat eller EU eller USA har tænkt (nej det har de ikke) at kompensere dem? Og tænk på det tyske erhvervslivs omkostninger ved det hér på en 10-20 års horisont – det er i bedste fald den tid, der vil gå indtil vi kan håbe på en tilnærmelse til Rusland efter dette.

Boomerangerne vil komme tilbage til os. Vær sikker på dét. Og når det sker så det gør ondt, vil det eneste svar fra alle beslutningstagerne være: Jamen, det var og er jo altsammen Putins skyld! Vi måtte jo gøre noget!

Men dét holder jo ikke en meter ifølge Vestens egne normer.

NATO har provokeret Rusland med sin ekspansion i 30 år og ignoreret snesevis af advarsler om hvor det hér bar hen. Når gedigne, yderst erfarne amerikanske statsmænd og intellektuelle af en hel anden kaliber end dem, Vesten har idag, advarede – som George F. Kennan, Henry Kissinger, John Mearsheimer, Jack Matlock og William Perry – mod NATOs ekspansion og/eller forsøg på at få Ukraine med i NATO lod man bare hånt om dem.

Man har brudt løfterne om ikke at udvidde NATO en tomme, givet til Gorbatjov i 1989-90. Man har opstillet Missilskjold og dermed undermineret Ruslands svarsevne mod et atomangreb. Man har ført krig i Jugoslavien og behandlet såvel Rusland som FN og folkeretten som noget nærmest inferiørt.

At der ville komme en reaktion er jeg ikke den eneste, der har forudsagt for år tilbage. Ingen lyttede. Nu har Rusland så reageret – over-reageret. Jeg er enig i det er en over-reaktion og har argumenteret for at Putin kunne have gjort andre ting end denne invasion.

Proportionalitet, kollektiv afstraffelse og brud på ytringsfriheden

Hér står vi så ved et helt klassisk dilemma og ansvar:

Det er muligt at A provokere B, men det er immervæk B, der vælger sin måde at reagere på og må holdes ansvarlig for den.

Det er netop dette ræsonnement om den provokerede sides ansvar for sin reaktion, der også må gælde for NATO/EU-landenes reaktion på Ruslands invasion.

Og her findes der to principper som normalt gælder i ordentlig politik:
a) Reaktionen skal stå i en vis proportion til angrebet eller provokationen, og:
b) der må ikke foretages kollektiv afstraffelse af et folk for noget, som kun én eller nogle få er de facto og de jure ansvarlige for. Læs om kollektiv afstraffelse, der er en del af Geneve-konventionerne hér.

Det er indiskutabelt forståeligt at de lidelser, vi ser Ukraines uskyldige civile befolkning udsættes for netop nu, vækker stor medlidenhed og et ønske om at hjælpe. Spørgsmålet bliver dog: Hvorfor har vi ikke set lignende reaktioner med lignende intens dybde og bredde ved nogle af de mange og langt værre krige siden Vietnam? En lignende fordømmelse, lignende sanktioner, lignende isolering af den, der krænker folkeretten, herunder alt hvad der står i FN-Erklæringen?

I skrivende stund er reaktionen mod Rusland for dets invasion af Ukraine partikulær, ude af proportion og den er uden tidsbegrænsning. En forbryder sættes i fængsel og afsoner en tid i forhold til forbrydelsen. Det, der nu er vedtaget som reaktioner på invasionen, er tids-ubegrænset. Og selvom Rusland skulle acceptere en våbenhvile i morgen og trække sig ud af Ukraine vil ingen af de mange foranstaltninger blive hævet.

Der er nemlig ikke tale om realpolitik eller logiske sanktionspolitik: Når I har gjort X, Y og Z, så hæver vi alle vore foranstaltninger. De er ude af proportion og uden konditionalitet.

Nu til den anden ulovlighed. Læger Uden Grænser definerer kollektiv afstraffelse såldes: “International law posits that no person may be punished for acts that he or she did not commit. It ensures that the collective punishment of a group of persons for a crime committed by an individual is forbidden…This is one of the fundamental guarantees established by the Geneva Conventions and their protocols. This guarantee is applicable not only to protected persons but to all individuals, no matter what their status, or to what category of persons they belong…”

En gruppe/folk må altså aldrig, uanset omstændighederne, straffes for en gerning udført af en eller nogle få. Moralsk set er kollektiv afstraffelse helt og aldeles modbydeligt og uacceptabelt.

Det er det i ganske særlig grad når de, der foretager den, mener at de står over for en diktator. I et demokrati kan man muligvis gøre gældende at folket er medansvarlig for lederes gerninger, fordi de er blevet ledere gennem frie valg. Helt anderledes stiller sagen sig i hvad de samme mennesker betegner som diktaturer; dér kan man ikke gøre befolkningerne medansvarlige (Jeg mener ikke hermed at Rusland er et diktatur; jeg anfægter det ræsonnement, der føres af netop dem, der mener at det er det).

Og så er der en tredje ulovlighed: Nedlukningen af russiske medier som RT og Sputnik, konti på sociale medier og hvilke, der nu mått blive ramt fremover.

Den traktat, der hedder International Covenant on Civil and Political Rights fra 1966 stadfæster i Artikel 19 at:

1. Everyone shall have the right to hold opinions without interference.

2. Everyone shall have the right to freedom of expression; this right shall include freedom to seek, receive and impart information and ideas of all kinds, regardless of frontiers, either orally, in writing or in print, in the form of art, or through any other media of his choice.”

Det må være klart, at hvis man udelukker russiske medie- og anden information fra at komme til udtryk i de medierum, man kan nå fra Vesten, så bryder man mod stykke 1. Det samme gælder når man aktivt søger at hindre at mennesker i Vest frit skal kunne søge information om hvorledes russiske medier behandler Ukraine og verdens øvrige temaer.

Traktatens Artikel 20 stadfæster at:

1. Any propaganda for war shall be prohibited by law.

2. Any advocacy of national, racial or religious hatred that constitutes incitement to discrimination, hostility or violence shall be prohibited by law.

Omend det er svært at bedømme hvornår den slags ting faktisk sker og burde dømmes, så tangerer hele den offentlig diskussion at overtræde i det mindste ånden i disse folkeretslige bestemmelser. Og det kan og bør ikke fejes af bordet med henvisning til at russere eller andre gør ligeså. Vi er ansvarlige for vore gerninger.

Det er Vesten selv, der træder internationale menneskerettigheder under fode 24/7 for øjeblikket.

Sådanne ret indlysende etisk-juridiske dimensioner er naturligvis sat helt ud af kraft.

Den indre svinehund har fråde om munden og kan i al sin løgnagtige selvretfærdighed ikke få nok. Uanset anstændighed, ånden og bogstaverne i folkeretten.

Hadets boomeranger – Vestens selvødelæggelse

Vi, vore børn og børnebørn vil komme til at betale dyrt for dette – Vestens selvisolering og hurtigere nedgang og fald. Og måske atomkrig – villet eller ved en teknisk og/eller menneskelig fejl.

Og det er, vil man at vi skal huske for altid, altsammen én eneste persons skyld, Vladimir Putin. Og ham behøver “vi” hverken forstå eller tage hensyn til. Amatørpsykologerne og redaktører står lige nu i kø i vore medier for nu også at få hans diagnose stillet som nærmest sindssyg. Det blev han den 23. februar 2022.

På den måde kan denne helvedes komplekse konflikt over årtier med mindst 50 parter reducerer til spørgsmål om én persons mentale sundhed. Og deraf følger jo så også at “vi” ikke har noget som helst ansvar for at verden netop nu nu befinder sig i den mest eksistentielt truende situation siden 1945. Vi er oppe imod en russisk Hitler “Putler” – og nu er intet kneb for ringe, ingen løgn for stor.

Der er bare lige disse valgte mulige scenarier, som Vestens beslutningstagere næppe har værdiget en tanke:

• Jo længere krigshandlingerne varer i Ukraine – og de varer længere end de ellers ville fordi der pumpes enorme mængde af våben og ammunition ind fra Vest – jo større vil den humanitære katastrofe blive og derefter genopbygningen af et land, der allerede var det fattigste i Europa og stærkt præget af korruption. Hadet internt i Ukraine må også forventes at blive tifold mere intenst end før invasionen.

• Det nok så omfattende indslag af nynazisme i Ukraines politik og sikkerheds-sektor – vel det største noget sted – vil ikke blive mindre når krigen er ovre. Disse kredse vil kræve en særlig status i fremtidens Ukraine på grund af deres indsats i modstandskampen. Hvilken rolle vil de måske søge at spille internationalt – i f.eks. USA lignende bevægelser og i europæiske lande med indtil videre mindre højreekstremisme? Med årene kunne Nazismen brede sig netop i lyset af at dens tilhængere betragtes som helte i kampen mod Rusland.

• Ruslands folk på sigt vil lide så meget på grund af vore sanktioner at verden kan komme til at stå overfor en gigantisk humanitær katastrofe, som den ikke kan bære på toppen af alle de andre problemer med fattigdom, flygtninge og nød. Og nogen vil begynde at indse og sige: Disse stakkels, sagesløse mennsker er ofre for Vestens sanktioner, der blev indført uden tidsbegrænsning.

• Mens mange taler om hvilke lande, Putin nu vil forsøge at erobre, mener jeg at dette er et rimeligt sandsynligt scenario. I USAs optik er der nu en glimrende chance for at binde Rusland til krigen i Ukraine og gøre den så lang som mulig ved at pumpe våben og alt andet ind i Ukraine – men ikke selv deltage direkte. Samtidig satses der nu 100% på at kvæle den russiske økonomi og i praksis få landet til at falde sammen som det gamle Sovjetunionen. Jeg véd for lidt om den russiske økonomi til at sige om det overhovedet er en mulighed – men i Washingtons tanke verden så er det lige hér der skal satses stenhårdt: Dræn Ruslands militære styrke i Ukraine og underminér dets økonomiske base hjemme. Derimod er jeg ret sikker på at Kina og andre ikke vil lade det ske. Uanset dette kan USA så kalkulere med at millioner af russere må flygte – blandt andet til Europa. Og dér vil enigheden over Atlanten så ende: EU vil beskylde USA for at have krævet at EU skulle indføre disse kvælende sanktioner hvis mennesklige konsekvenser kun Europa, ikke USA, vil blive ramt af.

• Langt mere nationalistiske og militaristiske folk i Kreml afsætter Putin og opruster, som Tyskland, til det dobbelt og bomber de NATO-installationer, NATO ikke vil diskutere som provokative. I så fald er der tale om en langt over 50% risiko for atomkring i Centraleuropa.

• Denne konflikt vil legitimere enhver forøgelse af USAs tilstedeværelse med tungt materiel så nær Ruslands grænse som muligt. Det planlægges allerede i amerikanske militære kredse. I praksis vil USA sætte sig militært og politisk på Europa i et måske hidtil uset omfang. Lig indtil den dag, USA vil have militariseret sig ihjel ved samtidigt at søge at køre to kolde krige – mod Rusland og Kina – med store indslag af oprustning og militaristisk politik. Det kaldes over-extension og økonomien vil, som i det gamle Sovjetunionen, bryde sammen under denne byrde. Hvorfor satser amerikanerne sådan på Europa? Fordi NATO’s hovedformål – når man skræller al retorikken af – er at sikre at en krig med Rusland bliver udkæmpet på europæisk jord, ikke på USAs.

• Med de våben og ammunition, som NATO- og EU-lande nu pumper ind i og omkring Ukraine er der allerede tale om en de facto krig mellem NATO/EU og Rusland. Da grænserne desuden står åbne for alle mulige lejesoldater og eventyrer fra hele verden kan man trygt påregne flere lidelser end ellers nødvendigt. Terroristgrupper af forskellig art vil givetvis også føle sig draget; jeg kan tænke mig at de terrorgrupper, som Rusland har været med til at nedkæmpe i Syrien, vil se Ukraine som et gyldent territorium for hævn mod russere.

• Et andet scenario kan være at Rusland klarer sig nogenlunde godt økonomisk med en langvarig militær tilstedeværelse i Ukraine, stiller om til en slags krigsøkonomi og udvider samarbejdet med Iran, Kina og måske Indien. Andre end disse udenfor Vesten vil se samme skrift på væggen: Det er meningsløst at forsøge at få et nogenlunde tillidsfuldt forhold til USA, NATO og EU efter dette. Når de kan gøre sådan mod russerne, hvad kan de så ikke gøre mod os? Det USA-ledede system, som også Danmark helt uden selvstændighed tilhører, vil med årene som går blive en periferi i den fremtidige verdensorden.

• Vestverden har med sin reaktioner på Ruslands invasion oplevet at det eneste, der kan få den til at stå sammen er had – den har jo ikke kunnet stå sammen omkring hverken finanskrisen, NATOs fremtid og byrdefordeling, flygtningene i 2015 eller Coronaen, der ellers alle kunne have fået os til at rykke nærmere og arbejde sammen til vort eget og menneskehedens bedste. Mere had giver tilfredsstillelse, skaber solidaritet og understregr de fælles værdier. Så hvem mon bliver det næste hadobjekt?

• Meget enkelt: Kina i endnu højere grad end hidtil. Vi har bare set begyndelsen på den hidtil af USA-ledede og -financierede kolde krig mod Kina. Vesten vil beskylde Kina for ikke at stille sig tæt nok på Vestens side imod Rusland (og det kommer Kina ikke til omend det givetvis er vred på Rusland over invasionen). Den fremtidige iskolde krig i verden vil altså kunne stå mellem den faldende Occident og den voksende Orient for nu er forenkle det. Vestens gigantiske oprustning som “svar” på Ruslands invasion vil naturligvis dræne dets civile økonomi – al militarisering er skadelig for alle andre end våbenindustrierne – og medføre at Vestens økonomiske styrke ad åre undermineres endnu mere og hurtigere under oprustningens vanvittige ressourcespild.

• Menneskeheden har som bekendt desperat brug for konstruktivt samarbejde hvis vi hér i den 11. time skal få løst ulighedernes problemer, klima- og miljøproblemerne, skabe teknisk fremdrift og nye infrastrukturer til alle bedste, skabe en ny grøn global økonomi, reducere militarismen og afskaffe atomvåbnene…etc. Alt det – alt dette – vil blive umuliggjort på grund af Vestens destruktive energi, koldkrigsfilosofi, omstilling til en slags krigsøkonomi samt totale mangel på positive realpolitiske visioner på bare en 20-års horisont.

Den intellektuelle dovenskab, foragten for ‘de andre’ som en slags Untermenschen, rygmarvshadet og selvretfærdighedens cocktail vil givetvis skade det russiske folk. Men jo længere denne ‘politik’ føres, jo mere skadelig vil den blive for Vesten selv. Kina og de andre behøver ikke at løfte en finger, én efter én vil historiens frugter falde ned i dets kurv og USA-systemet smuldre.

Men jeg véd at et sådant ræsonnement ikke har én chance på tusind at blive hørt i disse – skæbnesvangre – timer og dage. Hvor ubærligt det end er, har jeg dog ment at det bør siges som jeg her har gjort.

Hvis du synes at denne type af analyser er behageligt anderledes det meste andet, du har set,
så bliver jeg glad for at se det her. Tak!

Diskussionen om denne på Facebook