Puk Damsgaard, kildefusk og DR’s amerikaniserede verdenbillede

23. januar 2020

Den 3. januar fortalte DR’s Mellemøstenkorespondent, Puk Damsgaard, at den iranske “skyggegeneral” Soleimani, der netop var blevet likvideret i Bagdads lufthavn på ordre af præsident Trump selv, havde tusindvis af amerikanske soldaters blod på sine hænder.

Klik på linket ovenfor – og så opdager du at jeg skriver tusindvis men at artiklens overskrift siger hundredvis. Men den er god nok. DR fandt ud af at den første unægtelig opsigtvækkende overskrift ikke var sand.

Sådan hér så det først ud:

– første version… “tusindvis”
– revideret version siger kort efter “hundredvis”

Denne “rettelse” forklares på denne måde:

Hvis jeg forstår det ret, så var det altså angrebene (ledet af Soleimani), der skulle regnes i tusindvis mens de dræbte amerikanske soldater skulle regnes i hundredvis. I den første version står der imidlertid ikke noget om antallet angreb – så der er snarere tale om et tillæg end en rettelse.

Hvordan man så kan tage fejl af antallet dræbte og antallet angreb hvori de er blevet dræbt må forblive en gåde.

Puk Damsgaards artikel vil nok kunne give en hel del læsere det indtryk at der var – eller kunne tænkes – en slags god forklaring, måske endog et slags forsvar, for Trumps likvidering af denne Nummer 2 mand i Iran: Han havde jo slået ufatteligt mange amerikanske soldater ihjel og nu blev dét så hævnet af USA.

Det gør det interessant at se hvad DR – public service – og dets Mellemøsten-korrespondent bygger baggrundsorientering på. Artiklen blev jo publiceret på et tidspunkt i en periode hvor der foregik en ekstremt farlig udvikling, der kunne lede til en endog meget omfattende krig i regionen.

Hvilke fakta, tolkninger og formodninger, DR formidler i sin rolle som public service – og dét er nøje reguleret i en lov – er derfor ikke helt uinteressant.

Og bestemt heller ikke ligegyldigt. Man kan jo trygt formode at henved 99% af DR’s brugere aldrig har været i hverken Irak eller Iran og derfor bygger deres forståelse, verdensbilleder og holdninger på grundlag af hvad DR (og naturligvis andre medier) formidler til dem i ord og billeder.

Jeg satte mig derfor for at indlede en korrespondence med Puk Damsgaard selv. Den følger nu in extenso – hverken mer eller mindre er skrevet mellem os:

(A) Øberg til Damsgaard
4. januar 2020:
Kære Puk Damsgaard
Selvom der nu er indført en rettelse i din artikel fra i går, vil jeg gerne høre om du kan opgive dine kilder til antallet af dræbte amerikanske soldater.
Jeg er udmærket klar over at der ikke findes en opgørelse med et helt konkret tal, men ”hundredvis” må enten baseres på en eller anden kilde, f.eks. det amerikanske militær, eller være din helt egen vurdering.
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Jan Øberg

(B) Damsgaard til Øberg
4 jan. 2020 kl. 12:11 skrev Puk Damsgård Andersen DR
<PUKD@dr.dk>:

Kære Jan, 
Tak for mail.
Militsen asaeb al Haq har taget skylden for alene 6000 angreb på amerikanske soldater mellem 2006-2011.
Derudover findes andre militser. 
I militsangreb er 600 soldater blevet dræbt. 
Bedste hilsen og i al hast fra Bagdad
Puk 

(C) Øberg til Damsgaard
4. januar 2020:

Kære Puk
Tak for det hurtige svar og for at du tager dig tid dér hvor du er. 
AAH findes der jo nok så meget om på Nettet.
Een kilde til de 6000 angreb kan man finde på Wikipedia
https://en.wikipedia.org/wiki/Asa’ib_Ahl_al-Haq
– men de to dér i fodnote 42 kan ikke nås idag (de er fra 2014, fra Pentagons Operation New Dawn-hjemmeside – men på den der findes i dag finder jeg ingen angivelse af antallet døde amerikanske soldater).
De tal finder man derimod i Pentagon PDF her:
https://www.defense.gov/casualty.pdf
– men de dækker alle krigsdeltagende lande hvor USA er militært tilstede i Mellemøsten.
Fodnote 44 i Wikipedia, der skal dokumentere at AAH er finansieret af Iran – hvad de nok er, helt eller delvist – går heller ikke at nå.
Samtidig kan en sådan gruppe jo have en interesse i at blæse tallene for sine egne angreb op. Har du andre kilder til tallet 6,000 ?
Hvad angår de 600 amerikanske soldater, der er døde – jeg formoder du mener i Irak og under Operation Iraqi Freedom 2003-2010/11? – så stammer det fra en Pentagon-rapport, der synes videregivet af State Department i april sidste år.
https://www.militarytimes.com/news/your-military/2019/04/04/iran-killed-more-us-troops-in-iraq-than-previously-known-pentagon-says/
– og henvist til mange andre steder.
Military Times er en meget kyndig kilde og den skriver om rapporten ”The Pentagon did not provide Military Times with the new report to independently assess.” 
Jeg har da heller ikke kunnet finde denne Pentagon-rapport andre steder.
I samtlige artikler om sagen nævnes Brian Hook, USAs Special Representative for Iran. Jeg har fulgt ham lidt og han er ikke en person jeg ville købe en brugt cykel af ham samtidig med at han synes at nære et nærmest patologisk had til Iran.  
Iøvrigt har præsident Trump, som du sikkert véd, sagt at ikke færre end 2000 amerikanske soldater har mistet livet pga Irans aktiviteter
https://www.businessinsider.com/trump-said-iran-killed-2000-americans-pentagon-report-says-otherwise-2019-6?r=DE&IR=T
– hvor han så har dét fra.
De samlede tal for døde amerikanske soldater findes i ovennævnte Pentagon-PDF og siger 3,490 KIA – Killed In Action. Hvilket svarer til at 17% skulle være den direkte resultat af Suleiman’s virke – sådan som du beskriver det i din artikel.
Hér kan du se en anden troværdig kilde, Task & Purpose, med en video i hvilken General Petraeus forklarer, men ikke dokumenterer, Irans rolle i Irak.
https://taskandpurpose.com/iran-killed-us-troops
Din artikel om ”Skyggegeneralen” formidler klart, direkte og indirekte, at Suleimani er hovedårsagen til de tusindvis/hundredvis af dræbte amerikanske soldater. Men den kæde er jo ikke så let at gennemskue eller bevise. Har han deltaget selv, slået dem ihjel selv – har han trænet eller ledt nogle slag fra et skrivebord – bragte penge, været rådgiver for dem – eller hvad? 
Den stærke formulering ”amerikanske soldaters blod på hænderne” skal jo på en eller anden måde kunne dokumenteres med en slags direkte årsag-virkning. Og den ser i hvert fald ikke jeg i din artikel og hverken selve teksten eller den røde fakta-rude angiver kilder.
Kilden synes – medmindre du har andre – at være en Pentagon-rapport. Men da den ikke er tilgængelig men kun omtales, er det svært at vide hvordan Pentagon har skilt soldater døde i kamp med dokumenteret iransk-støttede og Suleimani-ledede militser fra dem, der er døde i kamp med alle andre modstandere i årene 2003-2010. 
Og så undlader jeg at nævne alle de klassiske årsager til at det er hulens svært at opgive præcise tal for døde i enhver krig.

Mine spørgsmål til dig:
a) Har du troværdige kilder, herunder en fungerende url, til tallet 6,000 angreb – og helst en kilde, der ikke er AAH selv?
b) Har du andre kilder til de 600 døde amerikanske soldater end nævnte Pentagon-rapport som altså ikke er tilgængelig? Hvis ja, hvilke?
c) Finder du det journalistisk korrekt at bygge på udokumenterede kilder fra Pentagon, dvs. besættelsesmagtens myndigheder, uden at gøre læserne opmærksom på at dette er en speciel kilde og ikke f.eks. et stykke forskning fra f.eks. et amerikansk universitet, men altså en part i sagen?
d) Hvilken relevans har det hvad Suleimani måtte have stået bag for mellem 16 og 9 år siden for den omstændighed at USAs præsident altså besluttede sig for at få ham myrdet for et par dage siden? Jeg forestiller mig at hvis 608 amerikanske soldater blev dræbt af Iran inden 2010, så ville man nok have taget affære for længe siden?
e) Véd du hvor mange, omvendt, USA har dræbt af såkaldt Iran-støttede/dirigerede militsfolk og terrorister – USA kalder jo Iran for verdens vigtigste centrum for terrorisme ? 
f) Finder du det overraskende at en invasions-, sanktions- og besættelsesmagt mødes af modstand fra den besatte og dens allierede?

Undskyld denne lange udredning men jeg håber du forstår at jeg finder historien i sig selv såvel som måden DR og du dækker den på vigtig i forhold til DR’s forpligtelse om folkeoplysning, kildekritik, troværdighed og mangfoldighed.

Jeg skal også gøre opmærksom på at jeg regner med at skrive offentlig om denne sag og forbeholder mig retten til at citere direkte fra dit svar til mig.

Med venlig hilsen
Jan 

(D) Øberg til Damsgaard
10. januar 2020

Kære Puk
Jeg véd at du givetvis har meget om ørene, ikke mindst i den aktuelle situation, men jeg håber du ikke helt glemmer mine spørgsmål.
De bedste hilsener
Jan

(E) Øberg til Damsgaard
19. januar 2020

Kære Puk
I løbet af et par dage vil jeg færdiggøre artiklen – da den jo gerne skal være nogenlund aktuel.
Jeg håber meget at du vil kunne sende mig en eller anden form for svar inden på mandag.
Artiklen bliver helt klart mere informativ hvis du bidrager med dine kilder, tolkningen af dem og dine eventuelle synspunkter.

De bedste hilsener
Jan

Slut på korrespondencen

Længere kom jeg altså ikke. Jeg synes jeg har gjort hvad man med rimelighed kan forlange og desuden ventet tålmodigt i næsten 3 uger. Det tolker jeg sådan at DR’s Puk Damsgaard enten ikke kan eller ikke vil diskutere hvorledes det, hun skriver, er blevet til. Eller anderledes udtrykt, at hendes kilder er uklare eller uholdbare.

Det må noteres at hun i sit eneste svar – (B) ovenfor – ikke angiver nogen som helst kilde(r). Og at dem, jeg har kunnet finde – og som hun kan have brugt, det véd vi ikke – enten er ikke-eksisterende, har uklart ophav eller er umulige at verificere.

Der er i hvert næppe tale om at DR har fulgt den gamle tommelfingerregel i god journalistik, nemlig at en oplysning skal være bekræftet af tre af hinanden uafhængige kilder for at den skal præsenteres som et pålideligt faktum.

Gennem ikke at svare i hvert fald et eller andet eller i det mindste på nogle af a) til f) spørgsmålene er det svært at få andet indtryk end at Puk Damsgaard – eller eventuelt DRs udenrigsredaktion/redaktør – ser det som i sin interesse i at forholde sig tavs.

Eller anderledes formuleret: Hvis der hér havde været tale om fakta baseret på verificérbare kilder – og eventuelt andre end USAs militær, der jo er en central part i hele historien – skulle det vel ikke have været uoverkommeligt at smide et par links tilbage til mig som dokumentation for vederhæftighed – måske med en venlig hilsen om at Puk Damsgaard desværre ikke kan finde den fornødne tid til at besvare de øvrige spørgsmål, jeg stiller i (C) ovenfor.

Det ville jeg have respekteret og takket for.

Journalister såvel som redaktører skal vel på en eller anden måde kunne stå inde for hvad de trykker og hvorfra materialer og fakta er hentet?

Men det sætter man sig altså bare ud over på DR. Og dét sætter troværdigheden i hastigt fald mod nul.

Hvad tyder det hér på?

Det er svært at bedømme. Naturligvis kan det være en smutter – men så ville det jo have været smart at indrømme det direkte på DR.dk og/eller overfor mig.

Det må stå ret klart at DR i denne sag helt forlader sig på et amerikansk pespektiv og amerikanske, mere eller mindre klare, militære kilder. Der skrives intet, der kan tolkes som en slags iransk forklaring på hvorfor man – Iran – har dræbt amerikanske soldater, Killed In Action.

Mit spørgsmål om hvorvidt Puk Damsgaard anser det for at være urimeligt at Irak og Iran (det handler jo om Shia-militser) kunne have en fælles interesse i at bekæmpe USA, der invaderede, besatte og administrede Irak imod en lang række bestemmelser i folkeretten og ikke mindst FN-Pagten – ja, dét får vi heller ikke svar på.

Eller om man kunne se det som en a-symmetrisk kamp mellem en besætter i folkeretslig forstand og den besatte som havende en ret til, ifølge FN-Pagtens Artikel 51, at yde modstand.

Puk Damsgaard og altså DR’s vinkel bliver dermed rent amerikansk – og det passer derfor ind i et større mønster at påpege – få det til at se ud som om – at “skyggegeneralen” fra Iran sådan set er ude om det selv at han blev likvideret: Han har jo dræbt amerikanske soldater – og hvor mange militære og civile de har dræbt hører vi intet om, hverken fra USA selv – som et ordentligt medie som The Independent hér påpeger – eller fra DR.

Hele historien tangerer jo det horrible når man – som de mulige amerikanske kilder, jeg har fundet og refererer til i mit længere brev til Damsgaard – opdager at tallene for dræbte amerikanske soldater dækker 9 til 16 tilbage i tiden, altså en periode med klokkeren amerikansk-ledet, ulovlig aggression og besættelse af Irak.

Og hvor mange af dem, “skyggegeneralen” – gad vide hvad der ligger i denne betegnelse på en mand, der de facto, er general? – er direkte ansvarlig for er der formentlig ingen, der véd, fordi det ikke er klart hvilken rolle han har spillet i de enkelte amerikanske soldaters død. Og på det tidspunkt i Irak.

Puk Damsgaard baggrund og “forklaring” passer imidlertid ind i et større mønster, som jeg har påpeget nok så mange gange hér på min blog og f.eks. på Facebook – ofte under overskriften “DR næsten ikke til at bære…”

Her er # 28 i denne serie: “DR lader Trump forklare mordet på Soleimani.” Da der i denne DR-artikel ikke stilles spørgsmål ved Trumps – nok så taktiske – forklaring og andre forklaringer ikke gives, ja så må Trump betragtes som DRs sandhedsvidne. Vi skal forstå morderen, som også er Danmarks hovedallierede og som heller ikke regeringen tør kritisere. Vi skal derimod ikke forstå ofret, den myrdede.

Til sagen hører at Trump senere ændrede forklaring eller motiv til mordet, blev modsagt af sin forsvarsminister, og i største almindelighed er kendt for lyve når han har brug for det. Men DR bruger ham som sandhedsvidne og så er dén ikke længere. For DR.

Det større, faste – politiske i stedet for journalistiske – mønster kan man også se af Det Politiske Talkshow fra 8. januar. Her snakker Johannes Langkilde med Jeppe Kofod (S), Per Stig Møller (K) og Claus Hjort Frederiksen (V) om det dér svære med at sende danske soldater i krig i udlandet.

Langkilde er ikke belastet af viden om hvordan man analyserer en konflikt. Det behøver han heller ikke at være for hans politisk korrekte spørgsmål til de indforståede politikere et stykke inde i programmet er nemlig hvordan det kan være at Iran er blevet sådan et problem for USA? Det intellektuelle niveau og den afslørende, men sikkert ubevidste, vinkling til entydig fordel for USA og dets folkeretsforbrydelser passer hinanden som hånd i handske.

At Iran skulle have årsager til, siden det CIA-ledede kup mod den første demokratisk valgte præsident, Mossadegh i 1953, er der ingen af deltagerne, der finder relevant. Og det er nok heller ikke meningen, givet deltagernes sammensætning. Vi får en gennemgang af overmagtens problem med undermagten.

I samme Talkshow – et gyseligt navn for en samtale – leveres en oversigt over Danmarks deltagelse i krig. I den udelader man pikant nok helt Libyens ødelæggelse under den danske ikke-dømte krigsforbryder Anders Fogh Rasmussens ledelse som NATOs generalsekretær på daværende tidspunkt (2011). Det var Fogh Rasmussen, der også som dansk statsminister sørgede for at Danmark var besættelsesmagt i Irak 2003 til 2007. 1)

Som et indslag i denne krigsoversigt dukker følgende op vedrørende Iran og drabet på Soleimani:

skærmbillede fra programmet

Interessant er det jo i relation til mine kildespørgsmål til Puk Damsgaard at præsident Trump samme dag – 3. januar – som hun skriver om de tusindvis af amerikanske soldaters blod, Soleimani har på sine hænder, har skrevet på sin Twitterside at Soleimani har “såret alvorligt eller dræbt tusinder af amerikanere over en længere tidsperiode og pønsede på at dræbe mange flere.”

Ja, seerne skal endog lære – uden DR’s kvalificeringer eller moderering – at Soleimani “direkte og indirekte var ansvarlig for millioner af menneskers død,” som Trump formulerer det.

Verden ifølge Trump. Og Trump som DR’s sandhedsvidne. Virkeligheden står nok nærmere at læse hér på Statista – igen på en amerikansk kilde, der tydeligvis ikke er blevet konsulteret.

DR fungerer atter som en forklarende instans, som en slags legitimering, af USAs folkeretsforbrydelser – og i fremstillingen af USA som et offer, der har ret til hævn.

DR viser denne post fra Trumps Twitter-konto den 3. januar men fortæller ingen at der ikke er noget som helst bevis for den – horrible – påstand, Trump fører frem. Og som er umulig at finde kilder til, simpelthen fordi manden farer med løgn.

Store dele af den seriøse amerikanske presse er for længst ophørt med at se præsidentens Tweets som noget, der har med virkeligheden uden for Trumps person at gøre. DR bruger dem som pålidelig kilder i en public servicesammenhæng.

Den, der bare sidder dér med sin kaffe og kigger på Talkshowet, kan ikke få andet indtryk end at det var retfærdigt at denne dræber af millioner af amerikanere (og andre, må vi formode) blev “taget ud” af den store stærke amerikanske verdenspolitimand.

Dannebrog som DR ser det i disse tider…

Spørgsmålet, som i hvert fald jeg føler presser sig på, er: Mon ikke det netop er det, der er meningen? Det tendentiøse eller ikke-eksisterende kildevalg, vinklingen, iscenesættelsen, valget af indbudte, spørgsmålenes fordrejede formulering – det hele skal glide umærkeligt og uproblematiserende over skærmen som det naturligste af verden. For ellers fungerer det ikke som propaganda.

Måske har DRs folk på grund af det man kalder “gruppetænkning” ganske enkelt ikke tænkt over den mulighed at der kunne findes en kritisk vinkel på dét USA, der har dræbt flere mennesker rundt om i hele verden end nogen anden siden 1945 og har historiens største – og voksende – militærbudget, tilstadighed truer snart den ene, snart den anden med krig, demonisering, sanktioner etc. og næsten permanent sætter sig over folkeretten idet det ser sig selv som exceptionelt og derfor hævet over den? 2)-4)

Eller måske er der en systematisk politisk selektionsmekanisme? Måske er det sådan at hvis man har en sådan fæl tanke, der ville passe nok så godt med alsidighedskravet og et frit, ikke-politiserende medies kritisk gravende journalistik og undersøgelse af magten – ja, så bliver man ikke ansat i DR?

Jeg har nok så mange gange i de senere år sendt kritiske analyser eller kommentarer til DR-medarbejdere – og til stort set hele den danske presses udenrigsredaktioner. De er kun uendeligt få gange blevet besvaret. Det er ikke noget specielt for mig. Hæderlige journalister, der forsøger at udføre et professionelt arbejde, skriver ofte for døve øren. Mens jeg sidder og skriver på dette kommer denne ind fra Peter Hitchen – et andet eksempel på afsløring af politisk mediemanipulation til fordel for krigen.

Og på andre danske mainstream medier véd man sikkert godt at det er bedst ikke at publicere indlæg som dette.

Andre har samme erfaring som jeg.

Når DRs håndtering af international politik kritiseres, når fusket og de tendentiøse kildevalg og amerikansierede verdensbilleder, der dagligt serveres på det internationale område, afsløres som et mønster – ja, så forholder man sig bare tavs som graven.

Tavs som den grav hvori DR synes at have lagt ordentlig, alsidig, kritisk og kildebevidst journalistik på det sikkerheds- og udenrigspolitiske område – formentlig for ikke at forstyrre den danske regerings militaristisk-aktive udenrigspolitik og His Master’s Voice i Washington.

Hvis du mener dette er vigtigt og gav dig ny viden…

PS
Den 23. januar sendte jeg denne mail til Puk Damsgaard:
Kære Puk
Sådan blev det så uden dine synspunkter. Det beklager jeg.
https://janoberg.me/2020/01/23/puk-damsgaard-kildefusk-og-drs-amerikaniserede-verdenbillede/
De bedste hilsener
Jan 

Den er også forblevet ubesvaret.

Noter

  1. Det skrev jeg en bog om baseret på besøg i Irak og cirka 160 interviews 2002 og 2003 op til invasionen, Forudsigelig Fiasko. Om konflikten med Irak og Danmark som besættelsesmagt, Tiderne Skifter 2004.
  2. Hvor mange USA har dræbt i Mellemøsten og rundt om i verden kan man læse om her på The Transnational (se også kilderne dér) og her på ConsortiumNews.
  3. På Brown University i USA kører man et Cost Of War projekt, der forsøger at bedømme hvor mange der er døde og sårede som følge af USAs krigsførsel i Afghanistan, Pakistan og Irak. Det er dybt chokerende at disse tal er så høje og alligevel stort set aldrig bliver rapporteret. DR har mig bekendt heller ikke værdiget dem opmærksomhed. Trumps løgne om andres drab og amerikanske soldaters lidelser, ja de rækker godt og vel for public service mediet. Da DR har haft og har mængder af medarbejdere, der på et eller andet tidspunkt har været i USA, studeret eller rapporteret, kan man ikke være uvidende om disse undersøgelsers resultat.
  4. It’s time for America to reckon with the staggering death toll of the post 9/11 wars.

Addendum

På The Transnational publiceredes den 3. februar 2020 denne artikel af den britiske ambassadør Craig Murray, Lies, the Bethleham Doctrine and the illegal murder of Soleimani, som giver en konkret folkeretlig baggrund og – ligesom som ovenstående – stærkt betvivler at Soleimani havde en masse amerikanske soldaters blod på hænderne.

6 Comments »

  1. Tak, kære Jan, for at fremsætte saglige argumenter og kritiske spørgsmål, selv om de ikke bliver besvaret. Så vidt jeg kan se, er journalistik i dagens Danmark ikke præget af saglighed og kritisk sans.
    Og når man tænker på, at alle disse journalister er gået i en skole, hvor netop kritisk, selvstændig tænkning var det store mantra!
    Det væsentlige i dagens massekommunikation er – sådan oplever jeg det – at udsprede ensidige, stærkt forenklede udlægninger af især store udenrigspolitiske spørgsmål; pointen synes ofte at være at undgå ophold i talestrømmen og tid til at tænke kritisk: tæppebombning med kvarte sandheder i den krigspropaganda, som ændrede karakter d. 11. september 2001.
    Som en klog italiener sagde efter fascismens fald: det værste var ikke, hvad Mussolini-styret kommunikerede, men det, offentligheden ikke måtte få at vide.

  2. Det er en fin artikel, og at du var vedholdende i korrespondancen med Puk – meget detaljeret – gjorde, at hun ikke “kunne” svare – afslørende!

  3. Fin artikel. Ikke så meget ny viden men vi må gentage og gentage. Fjenden må bekæmpes fra alle sider og fjenden er “KRIG”. Ikke kun den krig der dræber mennesker og ødelægger ting men også den der dræber sandhed og kritisk nysgerrig indstilling og muligheder for ærlig, kærlig menneskelig relatering.Den krig, der ødelægger sproget så det beskriver virkeligheden falsk. Fx på den måde at Trump aldrig kaldes det han er: terrorist og voldsmand. Eller bare et menneske der ser virkelighed som krig og derfor i sin egen optik legitimt kan slå sin fjende ihjel og legitimt blive slået ihjel af sin fjende. Lad os arbejde for en ny “Wiener-kongress”; en ny verdensorden. Lad os få kompetent diplomati på banen. Vi kunne lære af Iran fx.

  4. Hvor er det dejligt Jan, at du orker at blive ved med så overbevisende at afsløre DR, som USAs nyhedstjeneste i Danmark. Det er ikke bare mediemæssigt, militært, politisk og økonomisk, men også kulturelt, der føres kamp mod den nye verden, dvs. Kina, Rusland, Iran, Syrien m.fl. Se her mit læserbrev https://arbejderen.dk/idekamp/“-cave”-–-og-vestlig-arrogance , som også blev bragt i Ekstrabladet og Nordjyske Stiftstidende, som stadig bringer indlæg, der går i mod hovedstrømmen. Det vil undre mig meget, hvis denne film ikke får årets Oscar.

  5. Tja, gad vide om Puk Damsgaard nogensinde i sine artikler har brugt udtrykket, at USA har (ikke hundreder men) hundredtusinder af irakiske militære og civiles “blod på hænderne”.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.