Udenrigsledelsen om Iran, USA og Irak: En trist omgang

10. januar 2020

Hvis du har omkring 20 min tilovers, sÄ se pressekonferencen med stats-, udenrigs- og forsvarsministeren den 8. januar 2020 hér. Jeg tror den pÄ visse punkter kan siges at vÊre historisk.

Statsministeren siger at “vi fordĂžmmer” Irans bombning af den base, der ogsĂ„ huser danske soldater. Og det kan man jo godt forstĂ„. Omend hun mĂ„ have vidst at Iran advarede partnerne i forvejen for netop at undgĂ„ menneskelig tab og gengĂŠlde pĂ„ et sĂ„ lavt niveau at der ikke skulle blive tale om en eskalering.

Men pĂ„ et direkte spĂžrgsmĂ„l om hvorledes hun ser pĂ„ det, der startede balladen – USAs likvidering i fredstid (Iran og USA er ikke i krig) af Irans Nummer 2 mand, General Soleimani, siger hun ordret:

– “Jeg har ikke behov for at udtale mig om de amerikanske aktiviteter.”

Men egentlig bĂžr det jo ikke handle om statsministerens behov men om at fĂžre effektivt diplomati og politik. (1)

Jeg fÄr nÊsten indtryk af at hun har fÄet traumer efter den tilrettevisning, hun sandsynligvis fik af Trump personligt efter at have kaldt hans forslag om kÞb af GrÞnland absurd.

HĂ©r sagde hun lige netop det, der var brug for at sige, roligt og klĂžgtigt. Men sĂ„, mĂ„ man formode, fik hun diplomatisk bank fra Washington – sikkert med mere eller mindre klare trusler om hvad der ville ske hvis hun opfĂžrte sig sĂ„dan igen. For den gang havde hun Ă„benbart behov for at udtale sig om en nok sĂ„ amerikansk aktivitet, nemlig prĂŠsident Trumps.

LĂžkke Rasmussen lykkedes med at gĂžre det helt klart for amerikanerne at man ikke skulle undervurdere antallet drĂŠbte danske soldater eller pege fingre af dansk militĂŠr og Danmarks loyalitet med USA.

Mette Frederiksen burde kunne gÞre det mindst lige sÄ godt, nÄr der er grund til det. Og det er der nÄr en amerikansk aktivitet bringer verden tÊt pÄ en ny storkrig i MellemÞsten med garanteret langt vÊrre konsekvenser for regionen og verden en bÄde Irak og Libyen.

I et andet perspektiv er det mÄske ikke sÄ overraskende. Jeg kan ikke huske at det officielle Danmark har turdet ytre en svag eller stÊrk kritik af hverken en lille eller stÞrre amerikansk aktivitet.

Men jeg kan huske at regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU) i 1980erne kunne publicere en rapport om Norden som atomvÄbenfri zone, der mÄ vÊre blevet opfattet i USA og NATOs hovedkvartér som noget af en provokation. (Jeg sad i udvalget og var dermed med til at producere den).

Men det var den gang ting kunne diskuteres.

Siden Danmark er blevet systematisk og permanent krigsnation med udenlandske engagementer under USAs militĂŠre ledelse er det – populĂŠrt sagt – kun Ă©t princip, der gĂŠlder, nemlig kĂŠft, trit og retning.

Dette har intet med sikkerhedspolitik at skaffe.

‱

Det er intellektuel, moralsk og politisk underkastelse. Og dĂ©t under den par excellence mest krigsfĂžrende nation og alliance siden 1945 – i mange tilfĂŠlde uden hjemmel i folkeretten. Og under den mest uberegnelige, impulsive prĂŠsident i samme tidsrum.

Statsminister Frederiksens svar indebÊrer en total officiel underordning af dansk politik i angst for USAs indflydelse pÄ og magt over bÄde pressen og politikken i Danmark:

Lederen af den suverĂŠne stat, Danmark, kan ikke formĂ„ sig selv til – tĂžr ikke eller er ikke sĂ„ retskaffen – at hun i selv de mildeste diplomatiske termer pĂ„peger at hendes regering tager afstand fra alle brud pĂ„ folkeretten, herunder FN-ErklĂŠringen.

Og dét var hvad likvideringen indiskutabelt var.

Hvortil kommer – som det vil vĂŠre de fleste bekendt – en dyb bekymring verden over for hvad denne halslĂžse amerikanske aktivitet kunne have medfĂžrt.

Trumps tilsyneladende helt personlige, overildede magtdemonstration har destabiliseret hele regionen, Ăžget krigsrisikoen – faktisk erklĂŠret Iran krig – og han undlod at orientere eller konsultere sine allierede forud for likvideringen.

Det er ogsÄ kommet frem at den iranske general rejste civilt til Baghdad for at mÞdes med Iraks statsminister, der pÄ en tidligere anmodning af Trump fungerede som mÊgler mellem Iran og Saudi Arabien. Soleimani havde et budskab med fra Iran angÄende forstÊrkede kontakter mellem Iran og Saudi Arabien for at dén konflikt ikke skulle eksplodere.

Likvideringen var i den forstand ogsĂ„ et angreb pĂ„ et vigtigt regionalt og meget vigtigt mĂŠglingsforsĂžg – eller en fĂŠlde, Trump havde sat op.

Statsministeren nĂŠvner heller ikke det faktum at det irakiske parlament har truffet beslutning om at USA og andre udenlandske tropper skal forlade Irak. Hun nĂŠvner flere gange kun at de danske soldaters evakuering til Kuwait er “midlertidig”, en sikkerhedsforanstaltning, og at hun tror og hĂ„ber at de snarest skal vĂŠre tilbage pĂ„ basen i Irak.

Vel, det er mĂ„ske det eneste, hun kan sige offentligt. Men det havde vĂŠret smagfuldt om statsministeren havde ladet forstĂ„ at hun er informeret og bevidst om denne vigtige markering fra Irak – ja, at hun har respekt for Iraks ret til at bestemme den slags som suverĂŠn stat.

Igen er det noget, hun udmĂŠrket kunne have sagt – med lidt diplomatisk snilde. Men, som ogsĂ„ Jyllands-Posten bemĂŠrker sĂ„ viger hun tilbage.

‱

Endelig gentager hun mantraet om NATO som en slags verdens frelser – en besvĂŠrgelse mod alle odds eller det, man trygt kan kalde wishful thinking – hvis man ser lidt lĂŠngere ud i fremtiden end hun synes at gĂžre:

– USA er og bliver vores vigtigste allierede, nĂ„r det gĂŠlder sikkerhedspolitik. Det er uden enhver tvivl NATO og vores alliance over Atlanten, der har tilvejebragt mest tryghed og sikkerhed i verden. SĂ„dan skal det bliver ved med at vĂŠre.

Og…

… det tjener ikke Danmarks interesse, at regeringen i fuld offentlighed diskuterer, hvad der er klogest at gĂžre pĂ„ den anden side af Atlanten. Det er en samtale, vi tager i fortrolighed med vores allierede i Washington.

Det er store ord hvis empiriske sandhed er solidt plantet i den blÄ luft.

Men hvad tÞr man sÄ sige til Washington i al fortrolighed? Jeg tillader mig at have min tvivl.

I grunden er det en udtalelse, der fornĂŠgter det fine med demokratiet – og ytringsfriheden – nemlig at man kan forblive kolleger eller venner selvom man ikke er enige om alt. Og tillige idĂ©en om at man bliver stĂŠrkere nĂ„r man udfordrer hinanden og dialogiserer sig frem til nye positioner og tiltag.

NATO er Ă„benbart sĂ„ svagt – og, ja, det er det, faktisk mere end nogensinde siden alliancen blev etableret – at man ikke tĂžr tillade sig at praktisere de vestlige vĂŠrdier, men selv hĂŠvder at man er sat til at vĂŠrne om.

Kort sagt, det officielle Danmark adlyder – uvĂŠrdigt angstfuldt – den amerikanske kaptajn pĂ„ Titanic og fĂžjer sig imod megen sund fornuft i alle hans aktiviteter – uanset hvor vanvittige de mĂ„tte vĂŠre for en mere objektiv betragtning og i henseende til verdens fĂŠlles bedste.

Danmarks sikkerhedspolitiske interesse eksisterer ikke. Kun USAs. Det er hvad hun faktisk fÄr formidlet.

Gad vide hvordan det ser ud med Danmark i 2030 med dĂ©n politik og hvilken position og rolle, vil Danmark have med dĂ©n underkastelsespolitik – blottet for selvstĂŠndige tanker om Danmarks interesse og for visioner om hvor meget og hvor hurtigt, verden vil forandre sig i bare det Ă„rti, vi netop er gĂ„et ind i? (2)

Danmark er siden 1999 slĂ„et ind pĂ„ en glidebane, der vil fĂžre landet mere og mere ned i militarismens morads og forhindre enhver nytĂŠnkning. Verden stĂ„r overfor enorme forandringer i disse “interessante” tider og uden kreativitet og selvstĂŠndig tĂŠnkning vil det en ikke sĂ„ skĂžn dag gĂ„ gruligt galt.

TvĂŠrtimod er det mindre lande, der kan tĂŠnke nyt – sammen med andre. Og sĂŠtte civile midler og folkeretten i hĂžjsĂŠdet fordi forbrydelser ofte begĂ„s mod netop de smĂ„. Ét sĂ„dan begreb ville vĂŠre “fĂŠlles sikkerhed” – ikke kun med NATO men ogsĂ„ med Rusland, MellemĂžsten, Kina/Asien etc.

Men tilsyneladende sĂ„ mĂ„ gode idĂ©er og nytĂŠnkning ikke findes og – hvis de gĂžr, hvad jeg betvivler – ikke siges hĂžjt.

En helt igennem trist omgang.

Hvis dette gav dig noget…

Note

  1. Her er ordret hvordan det tyske udenrigsministeriums talsmand, Rainer Breul, fik sagt hvad der retteligt burde siges: “Berlin has not been privy to information that would allow us to see that the US attack was based on international law.” SĂ„dan!

2) Den interesserede kan finde lidt mere om mit syn pĂ„ Danmarks rolle og position nu og pĂ„ en 40 Ă„rs horisont i Clement Behrendt Kjersgaard (red), Hvor StĂ„r Danmark Nu?, RĂŠsons forlag, 2015 – og de er ikke blevet mindre relevante end da jeg skrev dem.

2 thoughts on “Udenrigsledelsen om Iran, USA og Irak: En trist omgang

  1. NĂ„r selv det tyske socialdemokratis formand og leder af forbundsdagsfraktionen officielt kan sige, at USAs likvidering af general Soleimani er et brud pĂ„ folkeretten og statsterrorisme, sĂ„ stĂ„r den danske statsministers “no comment” som en klar indrĂžmmelse af fravĂŠr af politisk stillingtagen.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.