10. januar 2020

Hvis du har omkring 20 min tilovers, så se pressekonferencen med stats-, udenrigs- og forsvarsministeren den 8. januar 2020 hér. Jeg tror den på visse punkter kan siges at være historisk.

Statsministeren siger at “vi fordømmer” Irans bombning af den base, der også huser danske soldater. Og det kan man jo godt forstå. Omend hun må have vidst at Iran advarede partnerne i forvejen for netop at undgå menneskelig tab og gengælde på et så lavt niveau at der ikke skulle blive tale om en eskalering.

Men på et direkte spørgsmål om hvorledes hun ser på det, der startede balladen – USAs likvidering i fredstid (Iran og USA er ikke i krig) af Irans Nummer 2 mand, General Soleimani, siger hun ordret:

– “Jeg har ikke behov for at udtale mig om de amerikanske aktiviteter.”

Men egentlig bør det jo ikke handle om statsministerens behov men om at føre effektivt diplomati og politik. (1)

Jeg får næsten indtryk af at hun har fået traumer efter den tilrettevisning, hun sandsynligvis fik af Trump personligt efter at have kaldt hans forslag om køb af Grønland absurd.

Hér sagde hun lige netop det, der var brug for at sige, roligt og kløgtigt. Men så, må man formode, fik hun diplomatisk bank fra Washington – sikkert med mere eller mindre klare trusler om hvad der ville ske hvis hun opførte sig sådan igen. For den gang havde hun åbenbart behov for at udtale sig om en nok så amerikansk aktivitet, nemlig præsident Trumps.

Løkke Rasmussen lykkedes med at gøre det helt klart for amerikanerne at man ikke skulle undervurdere antallet dræbte danske soldater eller pege fingre af dansk militær og Danmarks loyalitet med USA.

Mette Frederiksen burde kunne gøre det mindst lige så godt, når der er grund til det. Og det er der når en amerikansk aktivitet bringer verden tæt på en ny storkrig i Mellemøsten med garanteret langt værre konsekvenser for regionen og verden en både Irak og Libyen.

I et andet perspektiv er det måske ikke så overraskende. Jeg kan ikke huske at det officielle Danmark har turdet ytre en svag eller stærk kritik af hverken en lille eller større amerikansk aktivitet.

Men jeg kan huske at regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU) i 1980erne kunne publicere en rapport om Norden som atomvåbenfri zone, der må være blevet opfattet i USA og NATOs hovedkvartér som noget af en provokation. (Jeg sad i udvalget og var dermed med til at producere den).

Men det var den gang ting kunne diskuteres.

Siden Danmark er blevet systematisk og permanent krigsnation med udenlandske engagementer under USAs militære ledelse er det – populært sagt – kun ét princip, der gælder, nemlig kæft, trit og retning.

Dette har intet med sikkerhedspolitik at skaffe.

•

Det er intellektuel, moralsk og politisk underkastelse. Og dét under den par excellence mest krigsførende nation og alliance siden 1945 – i mange tilfælde uden hjemmel i folkeretten. Og under den mest uberegnelige, impulsive præsident i samme tidsrum.

Statsminister Frederiksens svar indebærer en total officiel underordning af dansk politik i angst for USAs indflydelse på og magt over både pressen og politikken i Danmark:

Lederen af den suveræne stat, Danmark, kan ikke formå sig selv til – tør ikke eller er ikke så retskaffen – at hun i selv de mildeste diplomatiske termer påpeger at hendes regering tager afstand fra alle brud på folkeretten, herunder FN-Erklæringen.

Og dét var hvad likvideringen indiskutabelt var.

Hvortil kommer – som det vil være de fleste bekendt – en dyb bekymring verden over for hvad denne halsløse amerikanske aktivitet kunne have medført.

Trumps tilsyneladende helt personlige, overildede magtdemonstration har destabiliseret hele regionen, øget krigsrisikoen – faktisk erklæret Iran krig – og han undlod at orientere eller konsultere sine allierede forud for likvideringen.

Det er også kommet frem at den iranske general rejste civilt til Baghdad for at mødes med Iraks statsminister, der på en tidligere anmodning af Trump fungerede som mægler mellem Iran og Saudi Arabien. Soleimani havde et budskab med fra Iran angående forstærkede kontakter mellem Iran og Saudi Arabien for at dén konflikt ikke skulle eksplodere.

Likvideringen var i den forstand også et angreb på et vigtigt regionalt og meget vigtigt mæglingsforsøg – eller en fælde, Trump havde sat op.

Statsministeren nævner heller ikke det faktum at det irakiske parlament har truffet beslutning om at USA og andre udenlandske tropper skal forlade Irak. Hun nævner flere gange kun at de danske soldaters evakuering til Kuwait er “midlertidig”, en sikkerhedsforanstaltning, og at hun tror og håber at de snarest skal være tilbage på basen i Irak.

Vel, det er måske det eneste, hun kan sige offentligt. Men det havde været smagfuldt om statsministeren havde ladet forstå at hun er informeret og bevidst om denne vigtige markering fra Irak – ja, at hun har respekt for Iraks ret til at bestemme den slags som suveræn stat.

Igen er det noget, hun udmærket kunne have sagt – med lidt diplomatisk snilde. Men, som også Jyllands-Posten bemærker så viger hun tilbage.

•

Endelig gentager hun mantraet om NATO som en slags verdens frelser – en besværgelse mod alle odds eller det, man trygt kan kalde wishful thinking – hvis man ser lidt længere ud i fremtiden end hun synes at gøre:

– USA er og bliver vores vigtigste allierede, når det gælder sikkerhedspolitik. Det er uden enhver tvivl NATO og vores alliance over Atlanten, der har tilvejebragt mest tryghed og sikkerhed i verden. Sådan skal det bliver ved med at være.

Og…

… det tjener ikke Danmarks interesse, at regeringen i fuld offentlighed diskuterer, hvad der er klogest at gøre på den anden side af Atlanten. Det er en samtale, vi tager i fortrolighed med vores allierede i Washington.

Det er store ord hvis empiriske sandhed er solidt plantet i den blå luft.

Men hvad tør man så sige til Washington i al fortrolighed? Jeg tillader mig at have min tvivl.

I grunden er det en udtalelse, der fornægter det fine med demokratiet – og ytringsfriheden – nemlig at man kan forblive kolleger eller venner selvom man ikke er enige om alt. Og tillige idéen om at man bliver stærkere når man udfordrer hinanden og dialogiserer sig frem til nye positioner og tiltag.

NATO er åbenbart så svagt – og, ja, det er det, faktisk mere end nogensinde siden alliancen blev etableret – at man ikke tør tillade sig at praktisere de vestlige værdier, men selv hævder at man er sat til at værne om.

Kort sagt, det officielle Danmark adlyder – uværdigt angstfuldt – den amerikanske kaptajn på Titanic og føjer sig imod megen sund fornuft i alle hans aktiviteter – uanset hvor vanvittige de måtte være for en mere objektiv betragtning og i henseende til verdens fælles bedste.

Danmarks sikkerhedspolitiske interesse eksisterer ikke. Kun USAs. Det er hvad hun faktisk får formidlet.

Gad vide hvordan det ser ud med Danmark i 2030 med dén politik og hvilken position og rolle, vil Danmark have med dén underkastelsespolitik – blottet for selvstændige tanker om Danmarks interesse og for visioner om hvor meget og hvor hurtigt, verden vil forandre sig i bare det årti, vi netop er gået ind i? (2)

Danmark er siden 1999 slået ind på en glidebane, der vil føre landet mere og mere ned i militarismens morads og forhindre enhver nytænkning. Verden står overfor enorme forandringer i disse “interessante” tider og uden kreativitet og selvstændig tænkning vil det en ikke så skøn dag gå gruligt galt.

Tværtimod er det mindre lande, der kan tænke nyt – sammen med andre. Og sætte civile midler og folkeretten i højsædet fordi forbrydelser ofte begås mod netop de små. Ét sådan begreb ville være “fælles sikkerhed” – ikke kun med NATO men også med Rusland, Mellemøsten, Kina/Asien etc.

Men tilsyneladende så må gode idéer og nytænkning ikke findes og – hvis de gør, hvad jeg betvivler – ikke siges højt.

En helt igennem trist omgang.

Hvis dette gav dig noget…

Note

1. Her er ordret hvordan det tyske udenrigsministeriums talsmand, Rainer Breul, fik sagt hvad der retteligt burde siges: “Berlin has not been privy to information that would allow us to see that the US attack was based on international law.” Sådan!

2) Den interesserede kan finde lidt mere om mit syn på Danmarks rolle og position nu og på en 40 års horisont i Clement Behrendt Kjersgaard (red), Hvor Står Danmark Nu?, Ræsons forlag, 2015 – og de er ikke blevet mindre relevante end da jeg skrev dem.