I disse interessante tider synes sort humor og satire mere relevant end seriøse kommentarer

13. january 2020

Hvad er meningen med intellektuelle argumenter? Referencer til begreber og teorier – og til behovet for at de defineres bare nogenlunde klart?

Er det meningsfuldt at pege på i hvor høj grad populistiske talemåder, fake og udeladelser har undermineret den offentlige samtale og mediers rapportering om internationale forhold?

Er det meningsfuldt at argumentere for fred og ikkevold i disse “interessante tider” hvor vi er nærmere den globale ødelæggelse end måske nogensinde siden 1945 – takket være den farlige kombination af anti-intellektualisme og militarisme (“Jeg er den største og stærkeste og derfor behøver jeg hverken at vide noget, tænke eller argumentere…”)

Hvad er meningen med at kommentere udviklingen i verden på et tidspunkt i Vestverdens multi-krise hvor demokratiet er blevet post-kundskab og truer med at glide ind i kakistokratiets mørke?

Jeg tænker over dette hver eneste dag i disse år. Det gjorde jeg ikke førhen, har aldrig gjort det siden jeg i midten af 1970erne begyndte at deltage i den offentlige debat.

Og jeg tænker på det hver gang jeg kommenterer – skriftligt eller mundtligt – på medier og endog måske nogle gange når ud til millioner af mennesker: Men, giver det nogen mening?

De, der har brug for perspektiver omkring fred i stedet for vold men ikke véd det, lytter aldrig. De, der lytter (stadig altfor få), er lammede af informationsmængder, løgne, fake og udeladelser eller fortielser – dybt bekymrede over at der ikke er en demokratisk modkraft til den omsiggribende vanvittinge, militaristiske og ondskabsfulde magtudøvelse og overvældede af de hurtige, gentagne, bisar-absurde, oprørende, farlige-for-hele-verden, uansvarlige udtalelser, der flyder fra eliterne og deres præsident i et land, der plejede at blive betragtet som verdens fremmeste demokrati og på mange måder lederen af den visonære, frie verden.

Et land, skal jeg måske lægge til, som jeg plejede at beundre – i og med at jeg kun har været anti-Imperium og anti-Krig, aldrig anti-US og aldeles indlysende aldrig anti-Amerika. Og dog er netop dén distinktion blevet uendeligt meget sværere at opretholde: USA er et militaristisk imperium. Og man må stille sig det spørgsmål hvad der er så galt dybt nede i dette samfund når det har produceret dét Imperium og dén Militarisme og gjort så megen skade rundt om i verden.

Det må jo komme fra et eller andet sted.

Måske er det en trøst at dette Imperium er på vej ned og vil falde. Men hvordan vil det falde?

At det vil falde skyldes at dets tid er forbi – som alle imperiers tid på et eller andet tidspunkt er det. Og fordi dets adfærd og politik i andres øjne er blevet et udtryk for radikal ondskab – er blevet Ondskabens Imperium for nu at parafrasere præsident Ronald Reagan.

Du kan støtte
Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF.
Det er dér jeg, sammen med omkring 50 andre,
vil vedblive med at tale om fred.

Der er mange eksempler på sort humor som et middel til at håndtere den globale situation og de aktuelle faremomenter, inklusive konventionel og atomar krig. Nogle hjælper os til at grine af dét, vi retteligt burde græde over. Nogle giver os styrke – fordi latteren er menneskelig og i sig selv en befrielse og udtryk for positiv energi.

Her er et aktuelt eksempel – med fokus på præsident Trumps personlige beslutning om at likvidere Irans Nummer To, general Soleimani og hvad der derefter skete:

Jeg synes den er intelligent og skarp og ikke for tyk som en del satire kan blive. Den er stærkt politisk og – ja, fik mig bestemt til at le flere gange.

I det mindste for så længe som den varer.

Derefter kommer opvågnen-til-virkelighedens kranke erkendelse. Dette er satire, morsomt, bidende. Men det handler om Virkeligheden. I vores fælles verden. I januar 2020.

Hvis vi har en fremtid, gad vide hvordan historikerne vil se tilbage på et øjeblik som dette i disse “interessante tider”…?

Jeg er temmelig sikker på at de ikke vil le.

Hvorom altid er, ufortrødent vil jeg fordybe mit engagement og fortsætte mit daglige arbejde – også selvom svaret på “Er der nogen mening med…” i disse tider er “Nej, ikke megen!…”

Note

Her er et tidligt, klassisk politisk eksempel på sort humor med den legendariske og helt unikke Tom Lehrer. Hans kunst er nu omkring 60 år gammel og “Send the Marines” dækker en serie elementer i amerikansk udenrigspolitik som, tragisk nok, stadig er aktuelle i dag.

Intet lært…

Flere af hans geniale tekster og sange her.

Hvis du satte pris på denne artikel så…