Statsminister Frederiksen fjerner fuldstændigt FN og folkeretten

Og det er kun én af mange dybt foruroligende ting i hendes udenrigspolitiske programtale

Når en statsminister holder en programtale som den Mette Frederiksen holdt i Det Udenrigspolitisk Selskab (1) den 29. oktober 2021 skal folket lytte opmærksomt. Ikke fordi hverken hun selv eller talen er visionær eller siger noget nyt – men fordi den udstikker kursen for fremtidens danske udenrigs- og sikkerhedspolitik på en ekstrem måde.

Med denne tale kan hun fremover agere frit – og ubegrænset militaristisk – på Danmarks vegne og sige, at der er jo ikke noget at komme efter – som en forgænger i hendes embede ofte udtrykte det – fordi det var jo den politik, hun udstak i denne tale. Derfor kalder jeg den en programtale.

Fra en intellektuel synsvinkel kunne jeg skrive en kritik af næsten hvert eneste afsnit, men det fører jo for vidt, så jeg begrænser mig til nogle af de vigtigste punkter, som ligger mig på sinde:

• 1 Folkeretten er sat ud af spil i statsminister Frederiksens verdensbillede.

I dens sted sætter hun ikke mindre end 7 gange i talen “den regelbaserede verdensorden.” Hun definerer den ikke men om den kan man læse følgende i Wikipedia: In international relations, the liberal international order (some times referred to as the rules-based^[1] or the US-led^[2] international order) describes a set of global, rule-based, structured relationships based on political liberalism, economic liberalism and liberal internationalism since the late 1940s.^[3] More specifically, it entails international cooperation through multilateral institutions (like the United Nations, World Trade Organization and International Monetary Fund) and is constituted by human equality (freedom, rule of law and human rights), open markets, security cooperation, promotion of liberal democracy, and monetary cooperation.^[3][4][5] The order was established in the aftermath of World War II, led in large part by the United States.^[3][6]

Det er denne af USA definerede liberale orden, det hér drejer sig om. Ikke folkeretten – “international law” – som verden har anvendt omkring 100 år på at grundlægge med megen møje og besvær. Den “regelbaserede” orden er den, som USA officielt følger og henviser til igen og igen og som netop adskiller sig fra folkeretten ved ikke at være globalt gældende men et begreb, der understøtter USAs globale politik, der udtrykkes i en såkaldt liberal verdensorden – og naturligvis kun kan ledes af USA.

Ved at henvise til den regelbaserede orden og ikke nævne folkeretten, herunder FN-Erklæringen, med ét ord, kommer statsministeren rundt om at USA/NATO er den største enkelstående årsag til de sidst årtiers underminering af hele det folkeretslige system. Eller anderledes udtrykt: Det er USAs lov, der skal gælde og ikke menneskehedens, således at USA kan fortsætte med at opføre sig exceptionelt, dvs. som stående over den folkeret, der gælder for alle andre.

Da USAs udenrigsminister, Antony Blinken, for nylig var på besøg brugte han dette begreb – som alle andre steder – men ingen journalist spurgte ham om hvad forskellen er og hvorfor han ikke taler om “international law or the UN Charter norms.” Man må formode at de ikke aner forskellene. Men det kan man være helt sikker på at statsministeren gør når hun nævner den regelbaserede orden så frekvent i talen.

• 2 Plattityder & markedsføringssnak.

“Vi skal passe på med at være naive.” Og “Vi gør det, vi siger, vi gør. Det har verden opdaget.” Eller “Vi er det, vi siger, at vi gerne vil være.” Eller “Sådan kendes vi i dag.” Og “Det er nu det gælder.” Eller “efter den forfærdelige borgerkrig i det tidligere Jugoslavien, hvor det internationale samfund ikke levede op til sit ansvar, fandt det nye globale verdenssamfund sine ben i en mere aktivistisk udenrigspolitik.”

Men Jugoslavien var ikke bare en borgerkrig men i højere grad en international krig hvor Vestverden gjorde alt den kunne for at forebygge og forhindre fred. Og hvem er og hvilket ansvar havde det internationale samfund, som det ikke levede op til? Hvordan adskiller det sig fra det nye globale verdenssamfund – globale verden? – og hvordan kunne dette globale verdenssamfund mon finde sine ben og føre en mere aktivistisk udenrigspolitik? Mod andre planeter?

Volapyk – er det. Hvordan kan hun og hendes rådgivere lade sådanne sprogtudser passere?

Her er lidt mere markedføringssprog: “Og at det i udenrigspolitik ikke er nok at tro og håbe. At modet til at handle er afgørende. Også når det er svært.” Eller om klimapolitikken “Danmark går forrest i verden. Både fordi vi kan. Fordi vi har en særlig forpligtelse. Og fordi det åbner store muligheder for dansk erhvervsliv.”

Eller hvad med denne: “Læren af Afghanistan må i mine øjne aldrig blive, at vi skal engagere os mindre. Tværtimod. Den eneste måde at sikre vores demokrati og danske værdier – Danmarks tryghed og sikkerhed – er, at tage ansvar.” For hvad? Og hvad er nu lige forbindelsen mellem de ting må man måbende spørge? Eller denne helt ubeskedne … “Vi er i gang. Vi har idéerne. Der er modstand. Men vi har modet til at gå forrest.”

• 3 Elendige metaforer.

Statsministeren siger i indledningen: “Danmark skal kendes som en samarbejdspartner, der: Ikke alene forlader sig på håb og drømmerier. Vi skal turde at lægge hånden på kogepladen. Og tage det nødvendige ansvar – også militært.”

Men hvad betyder det at lægge hånden på kogepladen – det lyder jo ikke særligt begavet? Er det selvpinsler, der er brug for? Hvad er det der skal svides? Og læg mærke til hvordan statsministeren retorisk smart, men ak så gennemskueligt, knytter mod eller civilcourage (“turde”) sammen med ansvar og militære indsatser.

Et andet sted siger hun “Men vi må ikke bedømme vores forhold til USA ud fra et øjebliksbillede. Aldrig. Der skal ikke være et A4-ark imellem Europa og USA. USA har i årtier været vores vigtigste allierede. Sådan skal det også være i fremtiden. Vi må aldrig glemme det store perspektiv.”

A4 ark mellem USA og Europe – hvad mener statsminister Frederiksen mon med dét? Spørg en spindoktor?

• 4 Savner konfliktanalyse og sikkerhedspolitisk analyse

Mette Frederiksen nævner Ruslands og Kinas aktiviteter, men ikke USAs og NATOs – altså en fornægtelse af at der er tale om en konfliktformation, noget mere komplekst med flere aktører involveret. Hvad “de andre” gør er provokerende, og de gør ting og sager mod os fordi de er som de er. Vi, derimod, er uskylige – vi er som vi er og siger vi er. Ærlige. Men vi er objekter. Måske endog ofre. Det er aldrig os, der har påbegyndt dette eller hint, vi reagerer bare så godt vi kan på de andres udvikling og aggressive adfærd.

Som om der ikke skulle to til at danse tango.

Med sin blinde loyalitet i forhold til USA – se punkt 6 – sætter statsministeren Danmark på skinner i en konfrontativ kurs. Man må formode at andre lande også læser denne tale, drager sin konklusioner og tager sine forholdsregler. Havde statsministeren og den danske udenrigspolitiske elite haft den mindste indsigt i videnskaben om konflikter – deres opståen, natur, konsekvenser, håndtering og eventuelle løsning – ville man aldrig have have formuleret sig på denne – unødvendigt konfrontative, udiplomatiske og egentlig provokative – måde.

Men dét gør man for – næsten barnligt – at kunne erklære sig 110% på USAs side. Handler demokrati dog ikke også om at man kan være venner og samtidig have bare lidt forskellige holdninger og politik? Er troen på USA mon alligevel så svag at man må ty til disse USA-besværgelser tidligt og silde?

Udenrigs- og sikkerhedspolitik kan ikke skabes gennem besværgelser. De bør udelukkende bygge på en bred og kvalificeret analyse af a) den internationale situation, b) hvad vi kan lære af historien og på c) en række scenarier om fremtiden – og derpå fastlægger man en politik.

• 5 Ingen omverdensanalyse eller sans for de store træk.

Den globale struktur – eller verdensordenen – undergår i disse år en enorm forandring. Den del af verden, vi tilhører, har klart vigende magt og andre får mere magt. Efter henved 300 års global dominans kommer “vi” ikke til at være verdensledende længere. Men Mette Frederiksen taler blot om “en magtforskydning i verdensøkonomien” og om at “også den geopolitiske og militære balance i verden ændrer sig. Kina er i færd med en massiv militær oprustning – ikke mindst af den kinesiske flåde, som udbygges og moderniseres. USA er heldigvis fortsat verdens førende militære magt. Men både Kina og Rusland rykker med hver sit udgangspunkt hastigt fremad.”

Sådan lidt fristil eller kommunikationsmedarbejder-snak. Hvorfor det er sådan og hvad det er for dynamikker, der ligger under – nej, det klarer hun, hendes rådgivere og taleskrivere ikke at sætte ord på. Geopolitik, økonomi og militær – dét forstår man sig på men lader det så uomtalt at Ruslands militærudgifter er 8% af NATO’s så den, der heller intet véd skal føle, at vi er truet og behøver at opruste til 2% af BNP – et fjollet mål fordi forsvar skal knyttes til en trusselsanalyse og ikke til ens økonomiske udvikling.

Men statsministeren ser det næppe. Hun følger helt blindt USA som “heldigvis” er militært førende. At USA militært, politisk og moralsk har tabt alle krige siden Vietnam – siden hun blev født i 1977 – er ikke noget, der giver hende anledning til mindste tvivl.

• 6 Den blinde loyalitet med USA.

Overalt blafrer fader-figuren USA – den vi aldrig må svigte men altid følge. Den store beskytter, den – heldigvis, som statsministeren udtrykker det – stærkeste militærmagt. Den hvis forbrydelser, militarisme, fadæser og svagheder, vi aldrig skal diskutere.

Statsminister Frederiksens underdanighed for Washington er idag at sammenligne med f.eks. Østtysklands i forhold til Moskva i 1980erne. Inden sammenbruddet. Enhver form for selvstændig tænkning er enten uønsket, umulig eller utænkelig. Der er kun én ledestjerne og derfor kun én sandhed:

“I alt dette skal vi huske på vores skæbne- og værdifællesskab mellem Europa og USA. Jeg tror ikke, at nogen er i tvivl om, hvad jeg mener: USA er Danmarks vigtigste allierede. Præcis som det var for 75 år siden, da Det Udenrigspolitiske Selskab blev stiftet. Det er ikke kun, fordi USA i kraft af NATO er garanten for danskernes sikkerhed. Fordi USA er Danmarks største samhandelspartner uden for EU. Eller på grund af vores arktiske naboskab. Verden har brug for et stærkt USA. Som står vagt om vores fælles værdier – demokrati, frihed og menneskerettigheder.”

Mette Frederiksen trosbekendelse for åbent tæppe: Danmark og hele verden behøver et stærkt USA som står vagt (igen en militær metafor) om fælles værdier. Det er endog et skæbnefællesskab. Har hele verden forresten nogle fælles værdier eller er det den gamle kristne missionstanke at kun vestens værdier bør universaliseres?

Mod slutningen siger statsminsteren: “Det er nu det gælder. Og jo mere vi tøver. Jo mere tid vi spilder på at så tvivl om nødvendigheden af dette fællesskab. Des mere plads giver vi til de systemiske konkurrenter, der træder stadig tydeligere frem. Og de spilder ikke tiden.”

Er den, der er uenig med statsministeren, i virkeligheden “med de andre”? De onde? Er vi en slags forræddere, der sår tvivl, Mette Frederiksen?

Man husker hvorledes statsministeren på en pressekonference efter at USA havde myrdet Irans Nr. 2-mand, General Soleimani, på et spørgsmål fra en journalist om hendes mening herom svarede: “Jeg har ikke behov for at udtale mig om de amerikanske aktiviteter.” Og i samtlige sager, der har været – senest at Danmark har overdraget dataindsamling om andre lande og statsledere til USA har hun undgået enhver form for kritik af Danmarks egen og USAs politik.

Gad vide om det mon findes nogen – yngre eller ældre – i Statsministeriet, Udenrigsminiseriet og Forsvarsministeriet, der har turdet stille disse konstant fundamentale sikkerhedspolitiske spørgsmål højt: Hvad nu hvis vi en dag ikke kan følge USA på grund af dets politik? Er der ét eller andet, vi ikke vil være med til eller går vi planken ud med USA uanset hvad der måtte ske? Har vi en Plan B hvis USA går ned som leder? Findes der nogen anden, bare lidt alternativ, tænkning til den at vi nu på Danmarks vegne blot lægger alle vore æg i én kurv, nægter at se problemerne og bare håber på det bedste?

Hvis der gør, må det være Danmarks bedst bevarede hemmelighed.

Og dén politik – vil jeg hævde – udgør den måske største sikkerhedspolitiske trussel mod Danmarks fremtid – ikke mindst set i lyset af det foregående punkt.

I denne tale nærmer statsminister Mette Frederiksen sig en afgørende grænse, nemlig den at være mere loyal med fremmed magt end med eget land. Eksakt hvor denne grænse går er selvsagt svært at fastlægge, men overskrides den vil man med rimelighed kunne tale om politisk landsforræderi i fredstid (landsforræderi er såvidt jeg kan skønne et juridisk begreb, der er reserveret for krigs- og besættelsestider).

• 7 Og hvad taler statsministeren ikke om?

I mangt og meget er det i dag mindst lige så vigtigt at spørge hvad man bevidst undgår eller udelader som at se på hvad der faktisk siges og skrives. Det vil sige, at undersøge rammebetingelserne for en diskussion.

Mette Frederiksen taler ikke som socialdemokratisk leder om hvordan hendes tanker og verdensbillede er forankret i socialdemokratiet . Anker Jørgensen og mange andre ægte socialdemokrater, som jeg har kendt i et vist omfang, ville – tror jeg – rotere i sine grave hvis de kunne høre hendes tale.

Statsministeren taler ikke om fred – men om sikkerhed. Hun synes ikke at kunne eller ville indse, at der først burde skabes fred og at den derpå skal sikres – hun tror tilsyneladende at den nuværende USA/NATO-politik – med mantraet “security, stability and peace” uanset hvad man gør – skal lede til fred i verden.

Hun og hendes medarbejdere har efter alt at dømme heller aldrig stillet sig spørgsmålet: Hvordan kan det dog være at NATOs filosofi og politik i over 70 år ikke har ledt til den udlovede fred og at vi nu istedet er inde i den 2. Kold Krig i Europe? Alternativt er hun nok mere interesseret i loyaliteten med USA – den moderne histories mest krigsførende og mest perverst militariserede magt – end med freden?

Statsminister Frederiksen taler ikke om at fremtidens verden også indeholder nye spændende muligheder for samarbejde, inter-kulturel dialog og synergi – det er frygtens, truslernes, de såkaldt autoritære staters og konfrontationens briller, hun ser verden igennem. Hun nævner ikke menneskelig sikkerhed, fælles sikkerhed, afspænding, nedrustning, et stærkt og reformeret FN, tillidsskabende foranstaltninger, forsoning eller nye institutioner for civil konflikthåndtering.

Statsministeren nævner ganske vist ordet diplomati én gang – “Udenrigspolitik er ikke kun diplomati. Det er også at lægge hånden på kogepladen” – men ikke som en vital del af en aktiv udenrigspolitik; kun den militære dimension dér på kogepladen går igen. Hun taler heller ikke om EU som en ny mulig aktør for en bedre verden. Hun siger ikke ét ord om årsagssammenhængen krig>asylsøgende og om behovet for en mere human flygtninge- og migrationspolitik eller om at indvandrere også gør Danmark rigere og mere mangfoldigt.

Hun er – som mange andre kvinder, der er nået til tops i magtens verden – tilsyneladende ude af stand til at formidle noget, man skulle kunne kalde kvindelige værdier. Hun er en super-hardliner, der lover mere militær intervention uden at ryste på hånden og ikke viser det mindste tegn på at have lært noget af Danmarks bøllestatsrolle som folkeretsstridig bombenation og (i Irak besættelsemagt) siden 1999.

Hun nævner klimaet men levere ikke så meget som en antydning af hvordan vort økonomiske system må forandres for at i praksis og ikke bare ord blive bæredygtigt til gavn for fremtidige generationer. Hun taler også om dét og andre ting som sikkerhedspolitk, men sikkerhedspolitik koges ned dér på kogepladen til blind loyalitet med USA og mere dansk militær langt borte når “ansvaret” kræver det.

Og hun siger, som sagt ikke ét ord om folkeretten, FN-Erklæringen, krigens love, humanitære love eller om hvor hendes Danmark bør stå fremover i disse spørgsmål.

Jeg tror konklusionen må være klar, kære læser.

Noter

(1) Her er Wikipedia om DUS:

“Det Udenrigspolitiske Selskab (DUS)^[1] er en privat, almennyttig forening, som har til formål at fremme kendskabet til og højne interessen for udenrigspolitiske spørgsmål i Danmark. Selskabets protektor er Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik. Formand for bestyrelsen er Ulrik Federspiel^[2], og selskabets direktør er Charlotte Flindt Pedersen.^[3]

DUS er uafhængigt af såvel det offentlige og de politiske partier som erhvervs- og organisationsinteresser. Det tager ikke stilling til politiske spørgsmål, men fungerer udelukkende som formidler af information, debat, kontakter og netværk.

Det Udenrigspolitiske Selskab har omkring 1000 personlige medlemmer og cirka 200 medlemmer, der er tilknyttet gennem institutioner, virksomheder eller organisationer. Selskabet har også omkring 200 medlemmer i ungdomsafdelingen, DUS-U35.^[4]“

At DUS ikke tager stilling til politiske spørgsmål kan nok – som enhver besøgende på Selskabets hjemmeside kan forvisse sig om – diskuteres. Det hele fremstår som konservativt, USA/NATO-orienteret og -legitimerende uden nogen iøjnefaldende nytænkning eller intellektuel spænst.

(2) Addendum 21. november 2021: En ven har gjort mig opmærksom på et interview med Mette Frederiksen i Altinget den 29. oktober 2021. Dér taler endnu mere firkantet om nogle af de ovenstående temaer og taler også om andre ting på en måde, der kun kan øge min foruroligelse yderligere.

(3) Addendum 21. november 2021: I dagens Politiken mener historikeren Bo Lidegaard at »I det perspektiv vil den grønne omstilling som led i en fornyet velfærdsvision mere end håndteringen af pandemien blive den målestok, Mette Frederiksen bliver målt efter. Lykkes det at skabe succes her, og samtidig at bruge den som løftestang i velfærdspolitikken, vil hun kunne komme til at stå som en af hovedarkitekterne bag et nyt århundredes ’Fremtidens Danmark’. Den nok så store mundfuld – udtalt helt inden for magtens rammer – peger i retning af at Lidegaard åbenbart ikke mener Frederiksens udenrigs- og sikkerhedspolitik bør være en målestok. Også heri er jeg uenig med ham.

Du er meget velkommen til – hvis du synes at indlæg af ovenstående type er vigtige for den demokratiske dialog – at støtte min skriverier. På forhånd tak!