Site icon 🗝 Jan Oberg

Danmarks krigsdeltagelse i Syrien er landsskadelig

Udsendt til 1600+ modtagere i Danmark og Sverige
inklusive 330 mediefolk i Danmark

18. april 2016

Og det er på tide at tage alvorlige ting alvorligt

Efter alt at dømme beslutter et flertal i Folketinget sig tirsdag den 19. april for at sende Danmark i krig for 6. gang.

Det vil blive endnu en forudsigelig fiasko.

Beslutningen bør betegnes som landsskadelig for Danmark selv, idet en sådan indsats med fly og specialstyrker er i klar strid med folkerettens ånd og bogstav og øger risikoen for terror mod Danmark.

Det er absurd at beslutte herom netop nu naar der for første gang er en våbenhvile og forhandlinger foregår i Geneve.

Forsvarsministeren har udtalt at civile kan dræbes hvis den militære “nødvendighed” tilsiger det – men der findes ikke nogen nødvendighed i at Danmark overhovedet skal føre krig i Syrien – der forresten ikke har truet eller angrebet Danmark eller bedt om vores hjælp.

Folkeretten som figenblad for kriminel aktivitet.

Nej, Danmark skal kun bombe fordi USA har bedt os om det og fordi vi har cirka den samme udenrigspolitiske selvstændighed i forhold til Washington – His Master’s Voice – som Østtyskland havde til Moskva op til 1989.

At være mere loyal med fremmed magt end med den dansk befolknings sikkerhedsbehov er ogsaa landsskadelig virksomhed.

For hver dræbt terrorist dernede vil der stille 5-10 nye, der er parate til at ofre deres liv. Men intet vestligt land er rede til at risikere kamptroppers liv for alle de flotte idealer Vesten har. Imidlertid kan højteknologisk overlegenhed ikke kompensere for den moralske byrde for massemord og ødelæggelse af hele lande og kulturer.

Der vil blive mere had til Vesten, boomerang-terror mod Europa, herunder Danmark. Og mængder af nye flygtninge – fordi der bag enhver flygtning staar en vaabenhandler og en militaristisk regering.

Det er blevet alt for let for danske ministre, folketingsmedlemmer, medier og store dele af befolkningen at gå i krig.

Vi, der har arbejdet i krigszoner, set menneskers lidelser og forstaaet hvorfor uskyldige mennesker flygter fatter ikke beslutningstagernes tilsynladende totale mangel paa tvivl, konsekvensbedømmelse og medfølelse.

Ej heller at veluddannede, folkevalgte mennesker med raadgivere ikke kan komme paa noget mere kreativt end at slaa endnu flere mennesker ihjel.

Der er utvivlsomt tale om racisme forstået som foragt for andre mennesker, i dette tilfælde muslimer. Kun den man foragter eller paa anden måde ser ned paa kan man slå ihjel med lignende selvfølglighed og uden at overveje mindre voldelige alternativer.

Og vestlige lande har paa 25 aar slået omkring 4 millioner muslimer ihjel. Hvornaar er nok nok? Men man er god til at klynke og spille historisk uskyldig naar modterroren rammer i Paris og Bruxelles.

Hvis Danmark fortsætter af denne vej har vi bare set begyndelsen.

Alt her i livet har en forklaring. Årsagerne er det eneste man ikke har villet tale om siden 11. september 2001 – men uden diagnose kan behandlingen kun gå galt.

Krigen mod terror har øget antallet af ofre fra 400 i år 2000 til 32.000 i 2014! Og ingen spørger: Hvad er det vi gør forkert? Man kan ligeså lidt bekæmpe terrorismen ved at slå terrorister ihjel som man kan bekæmpe sygdomme ved at slå alle syge ihjel.

Om disse ting har jeg skrevet 6 korte artikler og produceret en video.

I dem findes også et antal konstruktive forslag til alternative handlinger og en civilt aktiv dansk udenrigspolitik.

Fraværet i Danmark af dén udenrigspolitisk kyndig-kritisk spørgende journalistik, man kan finde i visse europæiske og amerikanske medier, strider imod selv den mindste forpligtelse til alsidighed, folkeoplysning og objektivitet.

Men hvis nogen skulle være interesseret i uddybende kommentarer staar jeg selvsagt til rådighed som én af de meget faa eksperter med både teoretisk og praktisk erfaring, der er helt uafhængig af støtte fra såvel stat som næringsliv.

Med venlig hilsen

Jan Øberg  

Kontakt 

Jan Øberg

0046 738 525200

oberg@transnational.org

Exit mobile version