Så skal Danmark i bombe krig for 6. gang siden 1999. Det er i hvert fald hvad DR varsler her.
Først var der Jugoslavien – to nætter i 1999, så Afghanistan, derpå Iraq 2003-2007 og fra 2014; så pulveriseringen af Libyen langt uden for FN’s Sikkerhedsråds mandat og nu skal dette udvides til Syrien.
Sådan som den er blevet udkæmpet skaber krigen mod terroren kun mere terror. I 1999-2000 blev 1100 mennesker på kloden påvirket af terrorhandlinger – cirka 400 døde og 700 blev såret, iflg amerikanske kilder.
Idag koster krigen mod terror per år 32.000 menneskeliv, iflg The Global Terror Index.
På den faktuelle baggrund må man vel kunne sige at denne krig, som Danmark nu igen på amerikansk anmodning skal deltage i, er den moderne histories dummeste. Den har gjort det problem, den officielt skulle reducere cirka 80 gange større.
På sine egne præmisser har samtlige krige, Danmark har været ud at bombe i, være brilliante fiaskoer. Partiet Venstre må, sammen med Socialdemokratiet, bære hoveddelen af ansvaret for at Danmark idag kan betegnes som en “rogue state” – en bøllestat.
Konkret var det om netop en militær indsats i Syrien statsministeren i et interview med DR’s Ask Rostrup i oktober sagde at han selv med en spændstig fantasi ikke kunne se for sig – specielt tropper på landjorden. DR skriver hér at de allerede er der. Nu drejer det sig så om bombefly.
Gør Danmark noget andet end at bidrage til at alt bliver værre?
Besøget i Saudi Arabien for erhvervslivets skyld kan selvsagt ikke bruges til politiskt pres i og med at det er Danmark, der kommer med hatten i hånden og vil have ordre. At blande de to formål – handel og politisk pres – vidner om amatørisme.
Og støtte til alt hvad USA gør? I en tid hvor den amerikanske lederstilling i verden er på manifest nedtur?
Hvad med at se ud i verden og skabe en ny udenrigs- og forsvarspolitik til tiden efter det amerikanske imperiums afvikling (og dermed NATOs opløsning).
Nej, så langt tænker man ikke i ministerierne, og så frit kan man ikke tænke.
Kyndige analytikere som Daniel Ellsberg og andre siger at ISIS aldrig vil kunne bekæmpes fra luften og at USA med al sandsynlighed vil indsætte landtropper – og går et nyt Vietnam i møde.
En dansk bombeindsats i Syrien kan kun gøre ondt værre. Også fordi ingen i Danmark tænker på andre typer af indsatser, herunder mægling, en FN-mission eller civil fredsskabelse med civilsamfundet i Syrien.
En dansk bombeindsats i Syrien kan kun gøre ondt værre. Også fordi ingen i Danmark tænker på andre typer af indsatser, herunder mægling, en FN-mission eller civil fredsskabelse med civilsamfundet i Syrien.
Det er bomber, bomber, bomber – og det vil lede til:
a) flere flygtninge,
b) mer død og smerte for de uskyldige,
c) mere had mod Vesten generelt,
d) endnu mere terrorisme og
e) et endnu mere negativt billede af Danmark ude i verden.
Er det mon helt umuligt for dansk beslutningstagere, deres embedsmænd og rådgivere, at lære af den lange historie om Vesten i Mellemøsten og de sidste 15 års samtidshistorie?
Sandsynligvis.
“Gruppetænkningen” og den omstændighed at der ikke i de kredse findes nogen, der kan stille bare ét grundlæggende spørgsmål: Hvorfor skal Danmark egentlig bombe i Syrien – hvad skal det vær godt for? – forhindrer selvstændig dansk politik og en næsten bevidstløs lydighed i forhold til USA.
Men nogle enkeltindivider, også folketingsmedlemmer, måtte vel kunne stoppe op og prøve at tænke og føle.
Tak for det klare sprog. I øvrigt har danskerne jo ikke nogen direkte erfaring med krigens gru. De ser det mest i tv. Jeg kan huske, hvordan radioen refererede de første vestlige bombninger som led i Vestens Golfkrig den 16.1.90. Folk havde set starten på krigen med de såkaldte præcisionsbombninger og så rapporteredes at de måtte trykke på speederen i bilerne, fordi de var forsinkede. ‘Take off’ for de undertrykte sjæle…
Hej Jan, tak for dine altid til-benet gående analyser. Og tak for, at du altid bærer globale briller, frem for de regionale briller vore lokale politikere notorisk er udstyret med.
Men, er vi ikke nu – hvor den globale landsby er erklæret – forpligtede til at slå dem ihjel, som vil slå os ihjel?
Jeg mener nej, jeg mener, at tale stadig er det stærkeste våben.
Og jeg mener også, at den politiske brug af frygt er med til at eskalere det hele.
bedste hilsner
jesper
Tak til Jer begge. Jesper Høgh, du har helt ret og havde vi ikke pumpet så mange våben ind tidligt i denne konflikt, så havde det været lettere at netop tale sig frem.
Jeg er også helt enig i at frygt er en hovedingrediens i at få folk til at acceptere vanviddet. Skønt terroren er vokset så er det stadig mere sandsynligt, statistisk, at du eller jeg skal blive myrdet af et familiemedlem end ved en politisk terrorhandling. “Fearology” er en meget udviklet videnskab, der skal få os at sluge al militarisme fordi den angives at være relateret til vores sikkerhed. Lige det modsatte er imidlertid tilfældet…
Du har jo nok ret i det, men du ignorerer helt de andre aktører i Syrien – Iran og Rusland. Hvorfor så ensidig Jan?
Tak, Britt Vestergaard men jeg forsøger mig med en anden diskurs, en der ikke hele tiden forsøger at legitimere hvad vi gør med hvad andre gør samt en i hvilken det bliver muligt at tale om andre midler end volden. I det konkrete tilfælde er det Vestverden og kun den, der for 4-5 år siden begyndte med en tåbeligt forenklet idé om at alt vad al-Assads skyld og at løsningen var at pumpe våben ind til allehånde “oppositionelle”. Hér kunne Vestverden have valgt at gøre helt andre ting og lade være med endnu engang at anlægge et regime-forandringsperspektiv (“ingen løsning med Assad”).
Og hvis jeg skal gå ind i din diskurs så var det altså først meget senere Rusland kom ind i billedet og det er en meget lille magt i forhold til USA og NATO.
Kære Jan
Tak for dit svar – det er altid en (positiv! og desværre sjælden..)) oplevelse når profilerede personer træder ud af glasburet og gider tage en dialog med deres læsere.
Mht. din diskurs så er det absolut ikke min pointe at vi skal legitimere “vores” (hvormed jeg antager du mener Danmarks/Vestens/NATOs) aktioner og holdninger, og da slet ikke når det gælder vold. På det punkt er vi nok 100% enige.
Men omvendt – og det er her jeg åbenbart er helt uenig med dig – så nytter det heller ikke at falde ind i den gamle koldkrigsdiktomi og lukke øjnene for andre parters ansvar. Længe før vestverdenen gik ind med sine “tåbeligt forenklede ideer”, havde Iran/Rusland aktivt gået ind i en lige så “tåbeligt forenklet” aktiv støtte til Assad. Jeg boede i Libanon frem til sommeren 2012 og oplevede de første resultater af netop den Iransk-russiske støtte til Assad, de første flygtningestrømme og den eskalering af vold der endte med den eksplosion der i dag er ved at rive Syrien i stumper og stykker. På papiret (og økonomisk) er såvel Iran som Rusland ganske rigtigt meget mindre magter end USA/NATO, men i absolutte tal, og hvad angår størrelsen af den militæret og (hemmeligt-politi-mæssige del af) undertrykkelsen i Syrien er det lige omvendt.
Personligt tror jeg ikke omverdenen kan bidrage til at løse problemerne i Syrien før den lægger sine (falske) diktomier på hylden. Og det gælder såvel anti-Assad vestlige politikere som de der lukker øjnene og – med udgangspunkt i en forfalsket opfattelse af konflikten – prøver at bagatellisere fx Iran’s og Rusland’s ansvar. Herunder – og det siger jeg med al respekt – også dig. 🙂
/Britt
Kære Britt – dialog? Jamen dét gør jeg gerne når jeg bare kan overkomme det. Det er jo én vigtig årsag til at man skriver.
Hvis jeg nu i al venskabelighed skal drille dig lidt så er vi da to om at sidde i en koldkrigs-dikotomi… fordi du synes at insistere på at Rusland og Iran også er nogle fæle karle. Uanset om de r og i hvilket omfang så blir t udsagn af den type til en forflygtigelse af det ansvar “vi” (NATO/EU/USA) har for miséren. Vores bomber kan, som jeg ser det, hverken moralsk legitimere det vi gør – det er os, der vælger hvilke midler vi vil bruge sagde Gandhi – og vi behøver ikke at vær et spejlbillede, vi kan gøre noget andet. Det er heller ikke noget, der kan forklare situationen i dag. Og det siger jeg på baggrund af to artikler, der totalt underminere den vestlige – gennemfalske – historie om hvad det handler om i Syrien. Men det er den falske historie, der som diagnose” har ledt ti prognosen og “behandlingen” – bombningerne.
Det er tre amerikanskeres analyser, som man ikke kan beskuylde for at gå Vestens ærinde og det er den slags, eg ville ønske at vore “fire” medier ville turde at læse og bygge på – i hvert fald også:
1. William R. Polk
http://www.theatlantic.com/international/archive/2013/12/understanding-syria-from-pre-civil-war-to-post-assad/281989/
– medsamt den debat den affødte med James Fallows
2. Robert F. Kennedy Jr.,
http://www.politico.com/magazine/story/2016/02/rfk-jr-why-arabs-dont-trust-america-213601
3. Daniel Ellsberg – om lighederne med Vietnam
https://freedom.press/blog/2014/10/pentagon-papers-whistleblower-daniel-ellsberg-similarities-between-vietnam-and-war#utm_sguid=155260,44bddd33-b0d3-264e-0e25-33a2df80b734
Slutteligt – det er mig stadig på sinde at finde måder at tale om disse ting på som ikke kun leder til selvretfærdige bombninger og “det er de andres skyld” men til en diskussion af hvad vi selv må tage ansvaret for og hvordan vi – dvs hele verden – kan bevæge sig i rtning af en fredelige situation. Her må the blame game ganske enkelt stoppe – inklusive de tilrettelagte “forklaringer” som vi bliver fodret med i f.eks. DR – der stadig kan bruge folk som Nasr Khader som ekspert og sandhedsvidne.
OG jeg siger utrykkeligt ikke at du hepper på dem, jeg forstår din baggrund er kyndig og personlig – men ntop drfor bør vi kunne mødes i en besträbelse på at finde konstruktive løsninger for fremtiden. Al kritik af både Vesten og Rusland og Iran må derfor bygge på en vilje og evne til at komme med nogle konstruktive konfliktløsningsforslag – og derfor vil jeg spørge dig: Hvad vil du gør i og med Syrien hvis du have en gudelignende mulighed for at skabe fred?
Kære Jan
Tak for din gen-replik. 🙂
Måske var jeg ikke helt klar i spyttet før (hvis du opfatter det jeg skriver som en del af en diktomi), men skal da gerne understrege at jeg netop _ikke_ accepterer idéen om “de gode” mod “de onde”. Min diskurs tager udgangspunkt i at _alle_ parter har et ansvar for tragedien – såvel Vesten, som Assad, Iran og Rusland – og at diktomierne derfor er værdiløse. Ikke mindst da den bombning Vesten lægger op til, allerede sker i Syrien i dag – dels af russerne, dels af Assad’s russisk-iransk støttede militær. Hvis ikke _alle_ parter stopper, ingen fred.
Hvis jeg havde en “gudelignende” mulighed for at skabe fred ville jeg tage udgangspunkt i 5 principper:
1) Syriens udelelighed. Hvis man først accepterer “retten” til at dissekere en stat, så er det en glidebane. Jeg ved godt det kan opfattes som et carte blanche til Assad-styret, men jeg har svært ved at se en holdbar løsning uden en effektiv stat.
2) Til gengæld må Assad (eller hvem der afløser ham) acceptere en forbundsstat i en-eller-anden form (lidt som Johan Galtung har været inde på), med udstrakt regionalt selvstyre og et _ægte_ pluralistisk politisk system. Intet parti (heller ikke Baath) har nogen særrettigheder. Almindelige frie valg til såvel parlament som til præsidentskabet.
3) Modydelsen er så mindretalsgarantier til alle – et Sunniflertal må ikke bruge en nyvunden majoritetsmagt til at undertrykke Alawier eller andre politsi. Ej heller må et religiøst flertal påtvinge mindretal religiøse dogma.
4) Et demokratisk og suverænt Syrien kan derefter selv vælge hvilke lande, og under hvilke omstændigheder de ønsker at indgå aftaler, traktater etc. Hverken Rusland, Iran, USA, Saudi, Tyrkiet, Israel eller andre har en inplicit “ret” til nogensomhelst militær tilstedeværelse. Det er alene op til et demokratisk Syrien at afgøre det suverænt.
5) De sår der er er skal heles. Læren fra fx Sydafrika – på godt og ondt – kan måske bruges.
Jeg tror at uden en kombination af disse elementer bliver det svært at opnå varig fred.
Jeg er spændt på at høre dine idéer.
Tyrkiets største avis, Zaman, blev fredag d. beslaglagt af AKP-regeringen og administreres nu af den tyrkiske stat. Det er ikke Hvad er det, der får almindelige mennesker til at begå ondskabsfulde gerninger? Dette satte Copenhagen Jewish Film Festival fokus på