Partilederdebatten om attentatet på Charlie Hebdo

En beslægtet version på engelsk hér:

Blandt verdens mange voldelige handlinger, krige og terrorhandlinger vælger Danmarks Radio at afholde en partilederdebat om netop denne terroraktion, der – så tragisk og afskyelig som den er – kostede 12 mennesker livet på et lille ugeblad i Paris. Den skal, hedder det – og tages uden videre som udgangspunkt for hele debatten – handle om ytringsfrihed og demokrati. Her en video fra debatten.

Spørgsmål 1:
Hvad er kriterierne for hvornår der gøres så meget ud af en international begivenhed at der hasteindkaldes til en times partilederdebat direkte efter TV-Avisen? Jeg kan ikke huske det skete under f.eks. Jugoslavienkrigene, besættelsen af Irak, Libyen eller Israels angreb for nogle måneder siden på Gaza hvor over 2000 blev dræbt.

Spørgsmål 2:
Hvordan ser forbindelseskæden ud mellem drabene i Paris og det, der af DR og alle politikere forstås (uden diskussion) som et angreb, ikke på et bestemt medie men på hele “vores” demokrati og ytringsfrihed? Hvad der således tages for givet er altid interessant – og vigtigt for demokratiet og ytringsfriheden – at stille spørgsmålstegn ved. Det være hermed gjort fordi det er svært at tro at nogen fundamentalist eller forstyrret person skulle forestille sig at ét angreb på et lille ugeblad og 12 dræbte kan true hele den vestlige verden i sin grundvold.

De 8 politkere er helt enige om – og det er rigtigt og vigtigt at få sagt til alle i Danmark – at alle muslimer ikke slås i hartkorn med de formodentligt muslimske ekstremister som begik denne massakre.

Desværre bliver de også lynhurtigt enige – under ledelse af statsministeren – at det skete ikke har årsager, der har noget som helst med vor egen politik, holdninger, krige etc. at gøre. Jeg tager i parantes hatten af for de to udspørgere, Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup, der flere gange forsøgte men blev afvist af alle otte. Een partileder mente endog at man ikke skulle analysere sig ihjel.

Nej, de to eneste argumenter vi fik

var at a) der er tale om galninge hvis motiver er ligegyldige for sagen og b) hvis man begynder at spørge om årsager eller søge forklaringer så ligger det snublende nær at også begynde at se formildende omstændigheder eller “forsvare” handlingen. At dette at forklare ikke er det samme som at forsvare faldt åbenbart kun DR ind, ikke én politiker.

Een mulig årsag blev dog nævnt af et par partiledere, nemlig at det måske gik tilbage til “religionskrigene” men tilføjede så skyndsomst at det nye i det hér er at det har spredt sig til vores kontinent. Det slår tilsyneladende ingen, at de krige vi har udkæmpet har været på de andres territorium, f.eks. Iraks, Afghanistans, Libyens og Syriens og at det er os, der har leveret utrolige mængder af våben til hele Mellemøsten så disse krige kunne vare længst muligt.

Det vidner om en nok så rudimentær historiebevidsthed. Alternativt om fornægtelse. Kolonialkrige efter det osmanniske riges sammenbrud, ting som Sykes-Picot og Balfour eller f.eks. splittelsen af Libyen for ikke at tale om krigen i Algeriet (se nedenfor) er, må man formode, ukendte ting og derfor kan man erklære at den vestlige verden, herunder Danmark, er komplet skyldfri.

Spørgsmål 3:
Hvordan skal man adekvat søge et problem løst hvis man ikke er det mindste interesseret i at forstå problemet? Hvilken operation uden diagnose?

Spørgsmål 4:
Lurer der et eller andet under overfladen at man godt véd at der er noget der hedder årsag og virkning, actio-reactio? Er den store elefant på Christiansborg som man bare ikke vil se en politik, der hedder Irak-krigen, Libyen og Syrien etc samt at USA’s administration som besættelsesmagt (med dansk deltagelse) er hovedårsagen til at Islamisk Stat findes?

Man kunne få det indtryk uden at være psykoanalytiker fordi spørgsmålene formeligt regnede ned til politikerne om netop dette: Har krigen mod terroren siden 11. september – eller rettere 7. oktober-angrebet på Afghanistan – været forfejlet når vi nu snart 14 år siden ser mere terror end nogensinde. Samtlige politikere svarer nej – men siger at “mere” nok kunne gøres, at kampen er lang og svær og vi skam kommer at vinde, etc.

Konklusionen kan kun være at Folketingets partier på tværs af alle andre forskelle er enige om at være enige om at Danmarks krigsdeltagelse, Muhammed-tegninger, udstrakte fremmedhad og følgen-trop med USA/NATO i alle Mellemøsten-forhold ikke har noget med disse galningers værk at gøre. Man kan sige at det véd vi heller ikke at de har i den konkrete sag – men partilederne udelukker enhver mulighed herfor.

Spørgsmål 5:
Hvordan kan det være at denne vask af egne hænder er vigtig i en sag hvor det allerede nu står klart at gerningsmændene er blevet radikaliseret af blandt andet Irak-krigen, har forsøgt at kæmpe dér og rekruttere folk til den og iøvrigt er børn af algeriske forældre, altså med lænker til en afkoloniseringskrig mod Frankrig mellem 1954 og 1962, der kostede over 300.000 algeriske borgere livet blandt andet takket være Frankrigs udstrakte brug af terror, likvideringer, tortur, tvangsforflytninger, napalm-bombninger mm. Mere om dette hér og hos Juan Cole. Mere om morderne hér.

Gennem hele denne time bruges ord som terrorisme, fundamentalister, galninge, ekstremister i flæng. Lad os blot tage ordet terrorisme. Det kan defineres som en politisk handlinger der bevidst og planlagt rammer civile – altså ikke soldater eller andre, der er involveret i at udkæmpe en krig men netop sagesløse som f.eks. børn i en skolebus – for at opnå et politisk mål. Terrorismen kendetegnes desuden ved at være overraskende, udforudsigelig, i strid naturligvis med folkeretten og vækker afsky og frygt.

Der er således ingen tvivl om at attentatet på Charlie Hebdo er en terrorhanding i klassisk forstand. Dog tvivler jeg på at nogen af vore politikere ville have været i stand til at give noget i retning af ovenstående definition af sine egne, meget brugte, ord hvis de var blevet spurgt: Hvad mener du egentlig når du siger terrorisme eller terrorist?

Hvorom alting er så er det interessante hér at det ikke falder nogen ind at ordet terrorisme også kunne anvendes om Frankrigs egen modbydelige adfærd i 130 år i Algeriet, der angives i den ene af ovenstående kilder til at have kostet omkring en million mennesker livet. Det falder dem heller ikke ind at terror – som defineret ovenfor – var en hovedingrediens i den USA-ledede invasion og besættelse af Irak, herunder 13 år sanktioner der sammenlagt også har kostet omkring en million uskyldige civile irakere livet. Og som Danmark har et uafviseligt medansvar for.

Det kendetegner mange konflikter at de indebærer f.eks. tunnel-syn/skyklapper, selektiv fornægtelse af ethvert medansvar for miséren, projektion af al skyld til “de andre”, selektiv historieskrivning samt sproglige og andre former for demonisering og afhumanisering. Og at disse kendetegn er væsentlige årsager til at man griber til våben og opfatter sig selv som stående for den gode vold mens “de andre” står – udelukkende – for den onde.

Selvom ingen bør kræve at politikere holder faglige seminarer når de drøfter vigtige ting kunne i hvert fald jeg godt ønske mig svar på ovenstående spørgsmål. Og skønt der i denne ekstraordinære debat blev sagt fornuftige ting finder jeg alligevel grund til dyb bekymring – også fordi der lyttes ude i verden til hvad vore politikere siger. Jeg håber og tror ikke deres vinkel på denne konkrete sag eller Danmarks totale “uskyld” i international politik dækker hele befolkningens opfattelse

Desværre kan vi ikke tage for givet at der ikke vil ske flere terrorhandlinger i Europa. Derfor der tænkes dybere hvis ikke det skal gå helt grassat.

PS
Programmets vinkel var jo at vi må stå op for ytringsfriheden som et grundelement i vestligt demokrati. Må jeg forsigtigt minde politikerne om at NATO bombede Serbiens Radio- og TV i 1999, Iraks ledense radio- og TV-station, Al-Jazeeras kontor i Bagdad og at EU i lange periode har lukket iranske og russiske satellit-stationer ned uden smålige hensyn til menneskers ret til kommunikation. Israel har bombet palestinensiske medier og universitetet (2014), der også kan siges at høre med til ytringsfriheden – uden protester fra de selvsamme partier.

Argumentet har været at der var tale om militære installationer eller “propaganda” og at fjenden skulle hindres i at få sit budskab ud. Man kan forestille sig at voldsmændene i Paris mener at Charlie Hebdo ikke er udtryk for ytringsfrihed men fra deres vinkel stod for fjendtlig propaganda.

Det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser.

2 responses to “Partilederdebatten om attentatet på Charlie Hebdo

  1. niels riisbro madsen

    jeg er ganske enig i dine betragtninger; jeg var ved at fare i blækhuseet igår mens udsendelsen var på skærmen. Jeg holdt mig tillbage, da jeg ikke udtrykker mig så diplomatisk som du. Jeg var rysttet dels over journalisternes foruudindtagede spørgsmål og over ppolitikerne vage svar, idet jeg især bemærkede Enhedslistens of SF’ss repræsentanters indholdsløse synspunkter, hvor Johanne Schmidt Nielsen havde behov for at vise sin manglende indsgt ved at berøre Lars Løkke R. på overarmen flere gange!

    På udenlandsk ville en karakteristik af udsendelsens indhold blive betgenet ‘appaling’

  2. Pingback: Hvordan skal vi reagere på voldelige angreb i Danmark? | Life • Peace • Art photography

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s