////

Libyen – en krigsdagbog, marts 2011

Løbende kommentarer til hvad der sker og hvad der i stedet burde været sket. Du skal altså scrolle ned for at se de nyeste indlæg…

9. marts 2011
LIBYEN: FATAL DISKUSSIONS-FATTIGDOM
Jeg er bange for dette: Med undtagelse af Chavez’s forsøg er der ingen diskussion af civil intervention, mægling, fact-finding, høringer, FN-aktivitet, eller et EU-initiativ for at afværge storkrig.
Der er kun ét forslag til diskussion:No-Fly Zone, hvor det så end kommer fra. En sådan vil ikke løse nogle problemer men vil istedet lede til militær intervention senere.
Formodentlig handler det hele om at Libyen er et olieland, der har 3,5% af verdens olie, det dobbelt af USA selv. Om freds-skabelse og konfliktløsning handler dét forslag – og diskussionen – i hvert fald ikke. Hvilken freds-fattigdom!

9. marts 2011
FRANKRIG ANDERKENDER OPPOSITIONEN I LIBYEN
Uanset hvad man kan mene om dét, så er det endnu et eksempel på i hvor rine grad EU er i stand ti at tale med én stemme i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, sådan som den skal ifølge Lissabon-traktaten.

14. marts 2011
“FLYVEZONEN”
Er der mere end 5-10% af den danske befolkning, der véd hvad en
“flyvezone” er, hvordan den gennemføres, dens folkeretslige aspekter, og hvad den vil komme til at kræve og hvad den kan lede til? Medier, der dækker spørgsmålet om No-Fly-Zone forklarer ikke engang hvad det er for en størrelse.

14. marts 2011
TV-AVISEN OG HORISONT
Uden at stille relevante spørgsmål hepper de to programmer i aften igen på intervention gennem en bevidst kombination af billeder & spørgsmål til statsministeren. Een studievært kalder Khadaffis svar på oprørerne for “folkemord”! En anden åbner interviewet med Løkke R: “Hvornår kommer så den flyvezone”?
Har såka…ldt frie medier frihed til at føre egen udenrigspolitik uden ansvar for følgerne?

14. marts 2011
DE ÅH SÅ BEKYMREDE HUMANISTER – der mest er det når deres humanisme kan kombineres med miltærintervention giver jeg intet for. De kerer sig aldrig om det faktum at mindst 100.000 mennesker dør hver dag af mangel på det mest elementære i livet, som vand, mad og medicin. De kerer sig aldrig om at disse mennesker kunne reddes hvis vi ikke brugte så meget på dét militær, de legitimerer med deres – falske – humanisme.

14. Marts 2011
LIBYEN & DANSK TV
Dansk TV’s nyhedsdækning med Thomas Ubbesen og i aften Deadlines 1.sektion: Kan man tænke sig at de skulle kunne finde nogen at tale med, der IKKE direkte eller indirekte hepper på militær intervention nu? At de indser at en No-Fly zone, som “alle” ønsker er det samme som militær aggression?

14. marts 2011
HVAD KUNNE MEDIER HAVE GJORT
Jeg ville have talt med mindst én, der ikke ønsker at USA/NATO skal “redde” den våbenbærende opposition. Eller bare én der synes at dén skulle have brugt ikkevold. Eller spurgt om en USA/NATO intervention ville blive godt modtaget på den arabiske gade eller set som endnu en støtte til Israel. Eller måske med en folkeretsekspert, der kort og fyndigt kunne udtale den sandhed at No-Fly zone = aggression.
På redaktionen i Kbh ville jeg måske rejse spørgsmålet om en ekspert kun skal defineres som en person, der støtter brugen af militære midler…etc.
Der er mange måder at dække konflikter på. Inspiration kan man finde f.eks. i Jake Lynchs & Annabel McGoldricks utallige artikler og lærebog.

18. marts 2011
KRIGSZONE OPRETTET
En ny vestligt domineret krigszone er nu oprettet i regionen. Formodentlig vil Gaddafi optrappe sin krig, der ikke kun er imod oprører men nu også mod Vesten.
Optrapning med uoverskuelige konsekvenser er resultatet af at hverken USA, EU eller andre forstår sig på mægling og konfliktløsning og derfor ser militære midler som de eneste.

18. marts 2011
INTET CIVILT FORSØGT
Ingen har lært det mindste af Jugoslavien & Irak. Netop ved ikke at gøre noget civilt-politisk vandt man tid til den militære planlægning – hjulpet af medier der heppede på “at vi må da gøre noget” (ligegyldigt hvad).
Jeg håber jeg tager fejl: Dette vil koste mange flere libyer livet og ødelægge landet meget mere. Men så får VI jo kontrol med olien…

18. marts 2011
TV-AVISEN 21.00
Hvad siger det om public service-begrebet at man bruger 20 min til de rent militære aspekter, F-16 fly etc og ikke ét minut til den aktuelle politiske diskussion i Folketinget? Og at ikke én ekspert, der måtte have tvivl om dansk deltagelse i international krig for 4. gang, bliver bragt ind i studiet?

18. marts 2011
HELE FOLKETINGET I KRIG!
Hvad er det mon for psyko-politiske mekanismer, der får alle Folketingets partier til at slutte op bag dansk deltagelse i krig i Libyen? Hele projektet bygger på løse antagelser – f.eks. om et formodet fremtidigt massedrab
– og ønsketænkning om NATO’s destruktion af Libyen som trylleformular. For at opnå hvad?

18. marts 2011
OG HVA’ SÅ I LIBYEN?
Er der nogen, der har en forestilling om hvad vi skal stille op med Libyen hvis vi “lykkes” militært? Installere en marionet-regering? Anerkende nogle olierede dele af territoriet som selvstændig stat à la Kosovo, der er en fiasko som stat? Irak har i disse dage været et 8 års helvede for befolkningen. Hvor mange år skal libyerne mon lide nu?

18. marts 2011
BOMB OG STATSLEDEREN VIL BLIVE STYRKET
Når befolkningen opdager hvad NATO-landes bomber indebærer vil de i stigende grad støtte Gaddafi som en garant for landets suverænitet. Majoriteten vil sandsynligvis ikke have en ny regering som komemr til magten takket være NATOs krig på deres jord. Altså en 3. gruppe, en majoritet: Dem der hverken vi have Gaddafi eller Vestens allierede på jorden. Hvilket kaos!

18. marts 2011
ALTERNATIVERNE? # 1
Siden balladen begyndte: Skab en uvildig international fact-finding kommission. Da vi hverken har klar information om den militære situation, drabene eller Gaddafis stategi. Hvilke udenlandske specialstyrker har længe været i landet? Hvem er “oprørerne” egentlig?

18. marts 2011
ALTERNATIVERNE # 2
Skulle have skabt en international bredt sammansat mæglingsgruppe af højt respekterede fhv. diplomater, kulturfolk, konfiktforskere, forhandlings- og forsoningseksperter – folk udelukkende fra lande, der ikke har specielle nationale interesser i Libyen – lidt buddhister, erfarne fhv FN-folk, militærer. Gruppen fremlægger sin rapport for FN, EU og verdens medier. Budskab: Der er flere muligheder!

18. marts 2011
ALTERNATIVERNE # 3
EU som EU kunne have inviteret repræsentanter for alle parter i Libyen og omegn til en høring i EU-Parlamentet, så vi kunne få klarhed i hvem der står for hvad. FN kunne bruge Generalforsamlingen til noget lignende. Fakta om konflikten, om parternes synspunkter og følelser samt hvad de selv ser som løsninger er altafgørende forud for at nogen intervenerer. Høringer er heller ikke blevet prøvet.

18. marts 2011
ALTERNATIVERNE # 4
Diskussion af en robust FN-mission, som vi har rimeligt gode erfaringer med i borgerkrige, som f.eks. i Kroatien. 3 dele: 1) Robuste FN-styrker, der kan afvæbne oprører & overvåge en våbenhvile, deponere våben under lås. 2) FN-politi til beskyttelse i lokalsamfundene; 3) Civile hjælpearbejdere, jurister, socialarbejdere, etc – alle der véd noget om den menneskelige dimension af konflikter & vold.

18. marts 2011
ALTERNATIVERNE # 5
Facilitere forhandlinger, jo mindre medieopmærksomhed jo bedre. På flere steder i verden. Alle parter/grupper i Libyen med + repræsentanter for naboer og internationale organisationer. Inddrage erfarne NGOer, religiøse ledere, forhandlings- og mæglingsekspertise. Brainstorm, brug af erfaringer fra vellykkede konfliktløsninger og fredsaftaler i historien. Kort sagt – professionalisme!

18. marts 2011
ALTERNATIVERNE # 6
Eneste mål med forhandlinger: At finde frem til løsninger alle parter kan leve med UDEN at de vestlige lande pådutter sine “løsninger” eller true nogen til at skrive under med en pistol i ryggen (som Rambouillet og Dayton hvilket aldrig holder).
Da en FN-våbenhvile er etableret mens dette foregår kan man give forh…andlingerne den tid, der behøves og det TAGER tid at nå kvalitets-konfliktløsning.

18. marts 2011
ALTERNATIVERNE # 7
Hvis alt dette prøves og er forgæves kan man iflg FN-traktaten gå til militær intervention mod dem, der ikke på nogen måde vil deltage i en civiliseret forhandlingsløsning eller bryder våbenhvilen på landjorden. Altså militær = sidste udvej helt ifølge FN-traktaten.

18. marts 2011
KONKLUSION PÅ DE 7 MANGLENDE ALTERNATIVER
Verdenssamfundet er forpligtet til at “skabe fred med fredlige midler” (FN traktatens Artikel 1) og kun når alt er prøvet at bruge vold under FN-kommando.
I tilfældet Libyen er intet blevet prøvet. Vi har kun aggressionen No-Fly Zone – “war as the only plan in town” dvs total mangel på konflikt- og fredskundskab. Konfliktanalfabetisme + militarisme = krig.

19. marts 2011
TAK TIL DE UHYRE FÅ DANSKERE
Tak til dem, der på min Facebook side har kommenteret ovenstående 7 forslag til hvordan Libyen-konflikten kunne være håndteret med mer adekvate midler end dem, der i aften er blevet taget i brug. Dog flere svenskere end danskere svarede.
Hvorfor ligger de danske venner af FN, folkeret og fred så lavt? Er der en fredsopinion i Danmark? Er det opgivenhed over at Danmark nu deltager for 4. gang i krig?

20. Marts 2011
NATO-LANDES BOMBER REGNEDE NED OVER TRIPOLI I NAT
Ifølge Politiken regner “de allieredes” bomber ned over Tripoli. Gad vide hvilke konsekvenser det har for civilbefolkningen, som det officielle Danmark drager en så rørende omsorg for?

20. marts 2011
SF KAN TÆNKE SIG LANDTROPPER
Socialisten Holger K. Nielsen vil, iflg. Politiken idag, diskutere indsættelse af danske tropper på jorden i Libyen – “svært at lave luftoperationer, for så vil der blive dræbt mange civile”, siger han idag – indsigtfuldt omend lidt sent!
Han sætter sig hér iøvrigt ud over FN-resolutionen og går længere i militar…isme og interventionisme end noget vestligt land.

20. marts 2011
HYPOTESER
Nattens bombninger af Libyen, inklusive hovedstaden, er meget voldsommere end vi lige nu hører og ser. Shock and Awe blev det kaldt i dagene for 8 år siden i Irak. Gaddafi genner nu civile ud som “menneskelige skjolde” og giver libyerne våben. Når Vest har bombet nok, skal der udråbes en ny oliestat som “selvstændig”.

20. marts 2011
FLYVEFORBUDS-ZONE ?
På svenske & internationale medier kan man i dag se resultaterne af Vestens bombinger i Libyen: døde soldater i tanks, ødelagte køretøjer i stribevis. Hvad i alverden har dét at gøre med at forhindre Gaddafi i at bruge luftrummet til at bombe sine egne? Nej, det er den storkrig, man kunne forudse – meget mere end en flyveforbuds-zone. Ikke mærkeligt at Den Arabiske Liga nu får kolde fødder.

21. marts 2011
ENHEDSLISTENS LILLE OOOOPPPSSSS
Hvad forestillede de sig mon? En lille natbombning, lidt smadrede tanks, Gadaffi gir sig og vi flyver hjem igen, og så er han blevet bange at han ikke forsøger igen? Ingen fagkkundskab om hvad en no-fly zone er? Er de blevet betænkelige nu der helt logiskt foregår et uhyre voldsomt destruktions-show, der ikke vil slutte før Gadaffi er dræbt eller på anden måde sat ud af spillet?

Interesting too?  Håkan Wiberg could have turned 80 today

21. marts 2011
KAOS-KOALITIONEN
TV-Avisen, Horisont & Deadline havde i aften travlt med at vise (naturligvis hovedsagelig med militær ekspertise) hvordan bombeforetagendet er splittet, ikke aner hvad de(t) næste skridt skal være, og er vildt uenige hvem der skal have kommandoen!
Holy cow – så uansvarligt af disse hot-headede statsmænd og mediefolk bare 3 dage senere! Hvor den intellektuelle kapacitet går ned, går den militære op.

24. marts 2011
TV 2’s “DEBATTEN” – ELLER OM AT VÆRE STATIST I CIRKUS CLEMENT
Således går det for sig – hvis de der aldrig har været med skulle være interesseret.
Jeg overvejer lidt om jeg gider igen.
Først ringer en person fra redaktionen op og vil gerne høre hvor jeg står i spørgsmålet og forklarer selv de foreløbige planer for programmet. Det brugte jeg – med glæde – 45 min på. Planlægning er jo vigtig for et godt resultat.
I formiddags ringer så Clement selv, det gjorde han ikke sidste gang, så det er jo en ære (i aften hilste han også på sine deltagere).
Vi taler frem og tilbage; han er velinformeret om gårsdagens snak. Han præsenterer de fire “afdelinger”, der ska være i aften og hvem der skal være med; jeg skal have 7 minutter alene med Frank Aaen og vi skal fokusere på hvad der – måske – kunne være gjort i stedet for bombningen. At Enhedslisten gik med på krigseventyret havde jeg sagt at jeg ikke mente det var min opgave at diskutere.
Helt professionelt får man så en mail med det aftalte som bekræftelse.
Da de ikke har spurgt svarer jeg redaktionen at sådan og sådan skal jeg præsenteres på skærmen (sidste gang skrev de Lunds Universitet som jeg forlog i 1989…).
Jeg beder desuden om at få at vide om der udbetales honorar. Der er – eller har i alle tilfælde været – en regel i DR at hvis man deltager som ekspert i et program der varer længere end 7 min er man berettiget til honorar. Det synes jeg ikke er urimeligt som freelance og eftersom jeg må bruge min aften og en del tid på forberedelse og de netop nævnte samtaler. Vi der freelancer og formidler kundskab skal jo også have noget at leve af, eller hur?
Lige inden programmet skal begynde kommer Clement blæsende ind – showmanden fornægter sig ikke – og meddeler de måbende gæster at programmet er blevet langt om i sidste øjeblik – “det er bare lidt scenografi, ikke nogen større forandring, men sådan ser det i hvert fald ud nu…” Han gennemgår de 4 indslag og der viser sig at være forandringer på de 3. Jeg skal f.eks. ikke længere diskutere med Frank Aaen – nej, jeg skal blive nedkaldt til en diskussion 4 andre deltagere har haft. Jeg er dermed den eneste i programmet, der ikke deltog i en hel session.
Og det første spørgsmål han vil stille mig er nu – nej, ikke alternativerne til bombningerne – men hvordan folk plejer at reagere når de blir bombet. (Ih de blir normalt helt forelskede i de der bombepiloter, tænker jeg).
På nuværende tidspunkt føler jeg at jeg har spildt min tid. Dette er ikke hvad jeg sagde “ja” til at deltage i.
Clements medarbejder har ikke fået min mail, hævder hun. Nå men hvordan vil jeg så præsenteres? Jo som “Fil.kand. Jan Øberg, http://www.transnational.org”. Men NEEEEJ – “det plejer vi ikke og nej, vi kan jo ikke gøre reklame…”
Efterhånden er jeg blevet rimeligt sur over forvirringen og amatørismen. Jeg siger at faktisk ikke vil deltage hvis man også skal afgøre min identitet og baggrund på skærmen. En anden medarbejder siger at man kan skrive Den Transnationale Stiftelse men absolut ikke en internet-adresse. Jeg svarer at det er sgu da meget smart så seerne kan se folks baggrund og det er kortere. Men nej – vi KAN ikke gøre reklame!
Falskhedene er bedårene. Clement selv gør reklame for programmets Facebook-side to gange og det står på skærmen, hjemmeside etc.! Reklame for sig selv men ikke forbrugeroplysning om de deltagende!
Hvad angår honoraret svarer – undskyld – tåben: Jamen folk gør det jo også for “brandingen”. Av min bare – han tror jeg har brug for at deltage i “Debatten” for at få mine synspunkter ud og vil gøre det for enhver pris (også 0 i honorar)! Alle der laver programmet får vel betalt for det eller hur?
I programmet er Rynning, Pittelkow, Gourani og jeg modstandere af krigen. Alle andre er i skiftende grader for den. På grund af manglende research/fokus forud for “Debatten” køres der floskler ad absurdum uden at nogen får følgespørgsmål som: Når I nu alle siger at vi handlede i en nødsituation og der var tale om et forestående “massemord”, “massakre” og “folkemord” i og omkring Benghazi hvor er så beviserne for dét henne?
Hvad der IKKE – igen og som i alle andre programmer – ikke blir tid til eller skal blive tid til eller er intellektuel kapacitet til at fokusere på er netop dette: Hvad kunne der være gjort i stedet for bombninger? Hvad kan der stadig gøres? Hvad skulle vi kunne have lært af de tidligere mislykkede krigs-indsatser? Hvilket grundlag havde politikerne egentlig da de trykkede på krigs-knappen?
Istedet får vi mindst 80 % af sendetiden om de forskellige argumenter de deltagende hver i sær synes kan legitimere deres beslutning.
Da der ikke blir tid til alternativerne – udover mit eget lille frustrerede pip – resulterer selve “scenografien” i at vi for Gud véd hvilken gang hører de partipolitiske argumenter, vi har hørt getaget ad libitum i alla andre medier, på nettet og i Folketinget. Egentlig sagde ikke én af dem noget som helst nyt iaften.

Clement elsker sit cirkus. Han er bestemt ikke klovn – han er den charmerende, let manipulerende og smørende Sprechstallmeister, der har iscenesat showet og debatten med fokus på ikke den almen-politiske eller intellektuelle process, heller ikke på det folkeoplysende eller på samtalen – men netop på den partipolitiske “debat”, kagekastningen, mundhugeriet.
Hvad vi egentlig skal med det hele – jo jo det er da mere sjovt end at lytte til folketingsdebatten – hvor meget klogere nogen blir, tjah, det kan i hvert fald ikke jeg se.
Eet eller andet sted føler jeg også at jeg ikke én gang til har lyst til at være statist et et show – til og med et show, der var et ganske andet end det jeg blev indbudt til og som bare vil alt andet end det, jeg synes er væsentlig, nemlig at tale om alternativerne. Når ingen alternativer diskuteres fremstår bombningen jo som det eneste mulige.
Clement skal naturligvis lave det program han synes er spændende. Og jeg kan jo bare lade være med at sige “ja”. Jeg véd at han selv ser sit program som mere sofistikeret og “principielt” end ren nyhedsjournalistik. Det er det nok også – men forskellen mellem Clements Show, andre underholdningsprogrammer og TV-Avisen/Horisont/Deadline er nu ikke så stor.
Eller hvad synes du, der bare ser på det fra den anden side af skærmen? Hvad giver de dér 50 minutters partipolitisk “debat”?

25. marts 2011
NATO BOMBER I 90 DAGE?
Reuters Bureau har lige meddelt at man i NATO mener der kan blive tale om en bombe”kampagne” på 90 dage. Dét er beviset på at det i realiteten aldrig har handlet om at etablere en No-Fly Zone men om at deltage fra luften i en borgerkrig. Jo mindre strategi og organisation, jo længere bombning?
Det kan under ingen omstændigheder handle om en flyveforbuds-zone. Den er i praksis allerede etableret. Vi deltager nu i en regelret krig fra luften – omend jeg vil tro at der også er udenlandske specialtropper på landjorden, der nu samarbejder med “oprørerne.”
Gad dog vide om hvert eneste folketingsmedlem, der stemte “ja” havde regnet med den udmelding fra NATO. Jeg vil helst tro at de lidt godtroende og med ønsketænkningens sødme håbede på at det hele ville være ovre på nogle få dage.
I Serbien/Kosovo bombede NATO i 1999 i 78 dage – hårdt og brutalt, jeg var der under bomberne – uden at kunne overvinde serbisk militær i Kosovo. Det var truslen om totaldestruktion af Beograd (fremsat af den senere Nobel fredspris-modtager Martti Arthisari), der fik Milosevic til at give op, hvorefter hans tanks og alt andet materiel kørte tilbage til Boegrad fra Kosov, stort set intakt.

25. marts 2011
DANMARKS UDENRIGSMINISTER
Undskyld, men jeg synes udenrigsminister Lene Espersen kløjser lidt i principperne. I går aftes i “Debatten” fastholdt hun at der var brug for dialog med Ghaddafi og at oliehandler og samarbejde var eller havde været, en god ting, der kunne påvirke ham.
Når det gjaldt at løse konflikten med ham og mellem ham og oprørerne, så var bombning derimod det eneste. En lidt speciel form for dialog?
Det ser altså ud til at hvis der er tale om givtige kontrakter for vestlige selskaber og man iøvrigt ønsker at stå sig godt med “Libyens statsleder” – som han er blevet kaldt i årevis i vor presse – så er dialog det vi bruger. Når det derimod handler om at stå sammen med USA og vise solidaritet inden for NATO, så er massive bombninger i 90 dage det man tyer til.
Hvor i himlens navn er logikken? Enten tror vi vel at vi kan samtale med ham og at han er modtagelig for omverdenens synspunkter eller også tror vi det ikke. Og hvis de vestlige bombe-stater pludselig ikke synes det længere, så er de da helt ude i hampen hvis de tror at han bliver mere lydhør når vi har ødelagt Libyen og måske forsøgt at slå ham selv ihjel.

25. marts 2011
HVIS LÆGER VISTE LIGE SÅ LIDT OM MEDICIN, SYGDOMMME OG SUNDHED…
… som politikere & journalister gennemsnitligt synes at vide om konfliktanalyse, -prognose og -konfliktbehandling samt krisehåndtering, ville mennesker dø som fluer på vore hospitaler.
Efter at have lyttet til politikerne i Danmark og andre steder må je sige: Der må sgu da være noget der hedder kvalitet i politik og kriterier for hvad der er god og dårlig politik? God politisk og dårlig politisk smag? Eller er alt lige fedt hvis vi bare kan undskylde os med at vi troede vi stod overfor et folkemord og handlede i en nødsituation?

Interesting too?  Oprustningsministeren om "Ruslands vilje til potentielt at angribe NATO."

26. marts 2011
“BLODBADET”, “FOLKEMORDET”, “MASSAKRERNE” ?
Krigstilhængerne gentager til ulidelighed at man måtte afværge den slags, at “man kan da ikke bare se på og ikke gøre noget.” Giv os så beviserne: luftfotografier af massegrave, flygtninge der har set døde kroppe i tusindtal, mobiltelefonfoto af dem, der var nær en massakre, solid efterretni…ngsdokumentation, udenlandske journalister i Benghazi, hvad som helst. Holdbart…
Dette er krumtappen eller selvforsvaret fra alle tilhængere af denne krig. Hvorfor er der ingen medier, der spørger om beviser. Er det virkeligt nok at sige “Vi troede…da vi trykkede på krigsknappen”?

26. marts 2011
“MEN GHADDAFI SAGDE JO AT HAN VILLE FINDE FOLK I HVERT ET KLÆDESKAB OG MYRDE DEM”
1) Arabisk retorik handler ofte om gentagne, vilde overdrivelser som erstatning for handling. Når man har sagt alle de dramatiske ting man mener skal gøres så behøver man ikke at gøre dem rent faktisk.
2) Folk opildner som regel sine egne i/til krig.
3) Borgerkrig og folkemord er vidt forskellige ting.
4) Gad vide om han har så stor interesse i at slå civile, der ikke er bevæbnede oprører, ihjel?

Nej, jeg er ikke godtroende om Ghaddafi, jeg anser ham blot ikke for at være totalidiot. Risikoen er stor i disse situationer at vi overdriver hvor ond og uberegnelig “diktatoren” (medierne systematiske betegnelse efter at han i årevis er blevet kaldt statsleder af dem) er således at vi ikke behøver at høre på ham eller forsøge at se tingene fra hans side og samtidig opnår at vi selv blir så utroligt gode netop i kontrast til bæstet. På den måde får vi vore egne gerninger – også når vi slår civile ihjel – at fremstå som mere eller helt acceptable. Hvad der er blevet skrevet af vås og løgn om Milosevic og “serberne” i 1990erne siger mig at vi kunne være i den samme situation nu. Han skal dæmoniseres for at vores egen politik kan se retfærdig ud.
I hverdagslivet er det det vi kalder selvbedrag…
(Der skal nok være én og anden, der opfatter dette som et forsvar for Ghaddafi – eller Milosevic. Det kan jeg ikke forhindre, men gider heller ikke bruge tid på at besvare mig mod den mistolkning).

26. marts 2011
TV 2 “PRESSELOGEN” SØNDAG MORGEN
Jeg skal i morgen fra 10 til 11 på formiddagen diskutere mediernes rolle i krig og fred med chefredaktører fra Ekstrabladet, BT, Berlingske Tidende og DR. Håber det kan blive lige så givende og folkeoplysende som “Deadline” om det samme emne var i aften.

27. marts 2011
TV2 “Presselogen” – EN FORNØJELSE
Hjemme igen: det blev det. En samtale, vilje til gensidig fortåelse hele vejen rundt, intet goldt mundhuggeri som i “Debatten”.
Det glæder mit gamle hjerte at der er medie-mennesker, der ønsker diskussion om deres egen metiér. Tænk om det også kunne siges om politikere!

28. marts 2011
VI ER PÅ SAMME SIDE SOM AL-QUEDA…
I aften falder jeg over denne sensationelle artikel af den kyndige Peter Dale Scott, fhv diplomat og professor i engelsk i Berkeley, om hvem oprørerne egentlig er og hvem der står bag dem. Der cirkulerer også artikler nu om at oprørerne militære leder er en gut, der med al sandsynlighed har samarbejdet med CIA i årevis og netop er vendt hjem til Libyen efter mange års ophold i Virginia, USA.
Herregud, Scott viser at en del af dem sandsynligvis er Al Queda folk – men det tror folk ikke på fordi Ghaddafi også har sagt det?
Tolv timer efter at jeg har postet Scotts artikel er der én, der har trykt på “Like” skønt et er en fundamentalt vigtig artikel, der knuser argumentet om både at vi hjælper sagesløse/uskyldige og at de er frihedskæmpere.

29. marts 2011
HUMANITÆR INTERVENTION
De fire danske politikere, der udtaler sig hér til Politiken i dag, dokumenterer én farlig ting: At humanismen er afhængig af “omstændighederne” og intet har at gøre med principper. Sådan brolægger man vejen til helvede med sikkert velment, gode intentioner. De bortser systematisk fra krigens egen logik og tror man kan både-og.
Sådan er det ikke i virkeligheden. Humanitære interventioner bør bygge på klare kriterier og et flertal af dem skal være opfyldte for at man starter maskineriet, krigen. For også humanitære interventioner er krig.
For at være troværdige som just humanitære bør de desuden praktiseres hvor som helst situationen betinger det. Hvis folk mejes ned ét sted og vi ikke løfter en finger og andre mejes ned et andet sted og vi intervenerer med voldsomme bombninger – hvor er så humanismen? Omsorgen for mennesket? Humanismen kan ikke være selektiv og det bør humanitære interventioner heller ikke være.
Argumentet om at det må afhænge af omstændighederne er et entydigt tegn på at de ikke klarhed i begreberne og at de derfor har sat sig selv på en glidebane. Det er hvad jeg tror tiden vil vise meget hurtigt.

30. marts 2011
VI SAMARBEJDER MED AL-QUEDA OG HIZBOLLAH I LIBYEN !
For to dage siden satte jeg artiklen af Peter Dale Scott på min Facebookside, TFF’s Facebook-side og vores Twitter-side. Jeg syntes den var sensationel, fordi den viser at det er et sammelsurium af grupperinger, der tæller ovenstående plus gamle Kong Idris-tilhængere osv.
Idag er så den store nyhed i The Telegraph og på Dansk TV 2 (TAK!) at NATO’s øverstkommanderende i Europa, Admiral Stavridis, på en høring har sagt at efterretningstjenester ser elementer fra Al-Queda og Hizbollah på landjorden i Libyen. Det bekræfter hvad man kunne ane – skønt det intet siger om hvor mange de er eller hvad de kan. Her er clippet med Stavridis, der også på de 49 sekunder får sagt at Khaddafi skal ud af klappen fordi det internationale “samfund” samstemmende mener at han skal det. Det står der som bekendt intet om i FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1973, men det er jo sagt af stribevis af politikere i den vestlige verden.
Nu siges det rundt omkring i medier af kommentatorer at NATO er ved at finde ud af hvem oprørerne egentlig er. Det var da på tide de fik den idé! Og de må da heller finde ud af det inden de begynder at bevæbne dem.
Ellers er Enhedslisten hoppet af. Det er da bedre end at fortsætte med at være på, men bedre hvis man ikke var hoppet på overhovedet. Det var jo lidt inkonsekvent fra begyndelse at Frank Aaen den ene dag foreslog at vi skulle bevæbne oprørerne og den næste tale varmt for våbenhvile.

30. marts 2011
SVERIGE GÅR MED: LIBYENS OG NATOs SAG ER VORES…
Sverige har besluttet at deltage med 8 JAS-fly. Under den patetiske overskrift at Libyens sag er nu vores formulerer Svenska Dagbladets lederskribent i dag sig på denne måde – så vi skal forstå at Libyen-eventyret for Sveriges vedkommende skal blive en hævestang for svensk medlemsskab af NATO:

“Under kalla kriget hade Sverige ett nära hemligt samarbete med Nato-länder. Numera är samarbetet öppet. Numera agerar svensk militär under Nato-befäl. Och fortfarande är det Nato som vi ska hoppas på om det blir nattfrost i våra trakter. Är det inte hög tid att bryta tabut om svenskt medlemskap i Nato? Nato tjänade oss väl under kalla-krigsårens neutralitet. Nu verkar vi tillsammans med Nato för att skapa fred och säkerhet i Afghanistan – samtidigt som Nato fortfarande är den yttersta garanten för vår säkerhet här hemma.

När Fredrik Reinfeldt samtalar med Natos generalsekreterare Anders Fogh Rasmussen under dennes Sverigebesök borde han komma ut:

Anders, jag vet att du brukar säga att Sverige skulle kunna bli medlem i Nato över en natt. Med Libyen som bakgrund känner jag mig nu mogen att våga möta den svenska opinion som under decennier har matats med skräckskildringar av Nato. Som ett första steg ska jag ta initiativ till att vi i Sverige gör samma sak som man har gjort i Finland: Vi ska också göra en för- och nackdelsutredning.

Samtidigt ska jag se till så att den luftförsvarsutredning som alla andra riksdagspartier vill ha men som Moderaterna har lagt in veto mot ska tillsättas. Det handlar om försvaret av Sverige men också om att se över beväpningen av Jas Gripen så att vi nästa gång har möjlighet att genomföra operationer på marken. Det känns lite pinsamt att nu tvingas inskränka vår insats till att bara flyga omkring.”

For denne skribent har det i hvert fald intet med Libyen “sak” at gøre. Det er Sverige der i den mest uheldige af interventioner skal meritere sig til NATO-medlemsskab. Hvis jeg ikke var så hærdet på disse områder ville jeg helst tro at det var løgn. Men se dét er det ikke!

Og hvis du ikke vidste det så er det Sverige der fandtes for 10-30 år siden – solidarisk med de små og med tredje verden, tilhænger af atomvåben-nedrustning, flygtningemodtagerland, en stærk støtte for FN og folkeretten, neutral men samtidig mægler, etc etc – afgået ved døden. Myten lever i bedste velgående, ikke mindst i Sverige selv hvor turistindustriens slogan er “Sverige er fantastisk”. Det er skam sandt – landet er den største eller anden største våbeneksportør per indbygger i verden og – det kan du være helt sikker på – om nogle år fuldt medlem af NATO, som svenskerne jo længe (se ovenfor) har lavet fred med.

I dag gik der 14 minutter på Aktuelt, der svarer til TV-Avisen kl 21, inden man nævnte Sveriges bidrag til Libyen-vanviddet. Også hér i landet er “vänstern” og Miljöpartiet gået i krig. Det er jo en FN-mission!! Nu skal det blive spændende at se om de følger Enhedslisten eller har is i maven som Holger K. Nielsen – en af dansk forsvarspolitiks intellektuelle højdespringere – så elegant kritiserede Enhedslisten for i aften.

30. marts 2011
OBAMA GIVER CIA GRØNT LYS FOR AT BEVÆBNE OPRØRERNE OG FJERNE KHADDAFI
TV 2 nævnte lige i aften at President Obama ifølge et Reuter telegram har underskrevet et hemmeligt direktiv, der autoriserer at CIA kan intervenere i Libyen på oprørernes side og også frit arbejde på at fjerne Khaddafi.
Dette projekt har aldrig haft noget reelt med etableringen af en flyveforbuds-zone at gøre. De mange, der troede på det, må da føle sig ført bag lyset?
Jeg frygter hvad dette vil betyde for det libyske folk de nærmeste måneder og år. Og om CIA på landjorden ikke meget snart vil trække tropper med sig.

Krigsdagbogen for april fortsætter hér.

JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

18 Comments

  1. Jo Jan Øberg !
    For mig er du een af de vise mænd – som kan få sagt det – som jeg – min mand og mange andre mener.
    Ikke engang demokrati og et kryds kunne afværge dette vanvid – jeg er skuffet. Bodil.

  2. Kære Jan Øberg, at der ikke er flere der har kommenteret, skyldes vel til dels at du ikke skriver på de officelle blogs. Man skal jo lede efter dig som person for at læse dine indspark. Dine argumenter er savnet – kom tilbage og skriv i de mere læste medier. Please!

  3. du bør få en “facebook like” herinde, så man nemt og hurtigt kan dele den i sin feed på Fb

  4. Stadig offline
    Kære venner,
    Efter at Ekstra Bladets netudgave publicerede interviewet med mig, er min hjemmeside, fredsakademiet.dk lagt ned af en hacker og er offline.
    Det er dog besynderligt at man mister retten til at formidle gratis analyser og informationer om årsagerne til krig og fred, når man udtaler sig til pressen.
    Med fredsommelig hilsen,
    Holger Terp

  5. Tak, Jan Øberg
    … for dine gode formuleringer….så meget bedre end mine sætter de alligevel ord på alt det, jeg selv går og tænker!
    Venligt Nete

  6. Hej Jan,
    det er ensomt at være imod invasionen i Libyen i disse dage. De danske medier og politikerne har solgt denne krig så godt, at ALLE tror, det er medmenneskelighed at sende F-16 fly afsted for at “hjælpe”.

    På facebook tordner jeg imod krigen,- men næsten ingen tør svare.
    Jeg har d.d. meldt mig ud af SF af samme grund og fandt dit navn i debatten derinde. Jeg kan ikke stå bag dem længere.
    Det er ubegribeligt vi ikke har nogen opposition til krig længere.

    Mvh
    Agnete Nyboe Andersen

  7. Jeg synes det er ærgerligt at politikerne ikke lytter noget mere til dine argumenter. I dag er jeg glad for at jeg ikke er medlem af noget polistisk parti, så bøhøver jeg nemlig ikke at melde mig ud. Jeg synes også det er lidt træls at blive latterliggjort fordi man er i mod krig. En af de mast primitive kommunikationsformer der findes.

    Så vil jeg sige dig tak Jan for alt hvad du gør og det er meget flot at du bliver ved.

    Kærlig hilsen Torben

  8. jeg så tilfældigt clement i dag, og syntes du havde nogle gode pointer. der mangler flere af din slags, som lufter nogle sandheder for vores kapitalistiske magtliderlige topstyrede politikere der stopper os med den ene løgn efter den anden. du gjorde et så stort indtryk, at jeg måtte finde dig på nettet. og udtrykke min respekt. jeg håber du får mange flere muligheder for at blive hørt af folket, vi har brug for sandheden

    mvh. Bent

  9. Ja, Jan, den folkeoplysende del i Clements show var til at overse. Og politikernes opgave – i egen selvforståelse – var at retfærdiggøre deres egne handlinger, som er bestemt af magten for enden af “løbet”.
    Kan godt forstå du føler dig en smule misbrugt.
    Hilsen – Nis

  10. men at du var der, betød dog, at dem der ikke kendte til dine synspunkter og virke blev opmærksomme på dette.
    et partipolitisk styre betyder at fritænkere og personer med viden, indsigt og moral, ikke er ønskede…det er sørgeligt men fakta.
    freds og konfliktforskere savnes i debatten så absolut, og måske skulle der tænkes i en international net-avis som platform. deling til you-tube og de sociale tjenester ser ud til at have effekt i mellemøsten, og kan vel også få det i både Norden og resten af Verden.
    Fortsæt endelig med dine indspark, hvor de så end måtte kunne få plads, selv i popularistiske programmmer på underholdningskanalerne. At vi så er mange der ærgrer os over, at der ikke gives tid til at komme i dybden med tingene, er præmissen.
    alt vel-ib kasper

  11. Jeg vil blot sige Jer alle tak for kommentarerne. Jeg er ikke nogen stor blogge – ganske “langsom”, der er lidt for længe mellem snapsene, men jeg skriver på så mange andre steder, ikke mindst på http://www.transnational.org.
    Det luner i en kold og kynish tid og jeg skal nok blive ved! Jan

  12. Jeg vil blot sige Jer alle tak for kommentarerne. Jeg er ikke nogen stor blogge – ganske “langsom”, der er lidt for længe mellem snapsene, men jeg skriver på så mange andre steder, ikke mindst på http://www.transnational.org.
    Det luner i en kold og kynisk tid og jeg skal nok blive ved! Jan

  13. Hej Jan.
    Forstår godt dine frustrationer, MEN: Giv ikke op! Du bliver selvfølgelig nødt til at være med en anden gang, for dét du alligevel formår at sige, er absolut vigtigt. Lad pip-politikerne køre ud af deres tangent – og vær selv det gode alternativ.
    Mvh

  14. Hej Jan
    Clement Kjærsgård er bestemt ikke min kop the – tværtimod – men jeg så udsendelsen fordi du skulle deltage. Jeg kan godt forstå at du var ved at forlade foretagenet, men det var godt at du blev og talte mod krigstilhængerne. Det gjorde indtryk og dine nye fb-tilhængere kom fra fb-debatten under udsendelsen.
    vh
    Tove Lodal

  15. Jeg syntes at du fremstod meget saglig og at indtrykket efter første halvdel var at man ikke havde styr på hvad man havde begivet sig ud i med flyveforbuddet.

    Men desværre var anden halvdel den sædvanlige konkurrence mellem politikere der fik lov til at stå uimodsagt.

    Det primære i debatten er selvfølgelig at prøve at overbevise om det katastrofale i at parterne i Libyen bliver antagoniseret af Vestens ensidige deltagelse og konflikten dybere og blodigere, men du skal vide at der en anden vigtig funktion.
    Alle os der som ‘ikke eksperter’ står i debatten mellem almindelige mennesker, er blevet meget trængt af den enstemmige politiske opbakning i folketinget og har stærkt behov for at blive bestyrket, når man bliver anklaget for ‘bare at ville se til’ overfor ‘folkemord’. Dette stereotype og sentimentale argument er krævende at imødegå pragmatisk med historiske og faktuelle argumenter og kræver en stor paratviden.

    Når nu Enhedslisten også har tabt hovedet, var din deltagelse i Debatten styrkende og absolut ikke forgæves.

  16. Kære Jan
    Jeg tillader mig at indrykke min kommentar til dagens kronik i Information herunder:
    http://www.information.dk/263681

    Hvis man vil gå i krig er det vigtigt at kende fjenden, hans intentioner og styrke, men ligeså vigtigt at kende sine allierede og sin egen indflydelse på forehavendet.

    Et er at man ignorerer historiske erfaringer med flyveforbud, der viser at landkrigen intensiveres og våbenhvile udskydes på ubestemt tid, men at man også tror at ens egen snævre tolkning af FN mandatet kan begrænse de allierede der søger og udøver en maksimal tolkning, er tåbeligt.

    ‘Ingen krigsstrategi overlever kontakt med fjenden’, ej heller med allierede. Begge dele burde forudses før man træffer en beslutning; man kommer ikke til at agere i et lufttomt historieløst rum. Aktion på motivet ‘man må gøre noget’ alene, er hovedløst og sentimentalt.

    De garantier Enhedslisten fik af Lars Løkke Rasmussen er dækningsløse; dels har Danmark ingen strategisk indflydelse, udover som medløber, på de store deltagere, hverken i koalitionen eller Nato, og Lars Løkke har derfor ikke troværdigt ‘mandat’ til at stille garantier og dels er Enhedslisten det parti i det danske folketing der har absolut mindst indflydelse på og betydning for den borgerlige regering.

    Tilsyneladende har ingen i koalitionen samme mål med aktionen eller inden og udenrigs politiske motiver. Med denne manglende politiske sammenhæng og strategi har man nu delvist overladt den militære ledelse til NATO og håber på en ‘ISAF’ lignende politisk overbygning i dette regis. Manglen på strategi er værre og mere åbenlys end i Afghanistan og Irak og at overlade strategien til en millitær alliance er opskriften på samme katastrofe.

    Hvis ikke Vesten før interventionen var inhabil til mægling om våbenhvile mellem parterne i Libyen, så er vi helt sikkert blevet det nu med vores deltagelse på den ene side i en hastigt udviklende borgerkrig.

    Der skal i følge FN resolutionen straks søges våbenhvile og det mest realistiske og endnu aktuelle håb er forhandlinger via Den Afrikanske Union.

    Alt dette var forudsigeligt og det er helt ufatteligt at Enhedslisten ofrede deres troværdighed ved at stemme for denne aktion og derfor kan jeg ikke stemme på Enhedslisten igen.

  17. Hej Jan
    Endelig fik jeg læst din langsomme blok – det er lige mig, altså det med manglende hastværk.
    Men lige nu synes jeg dog det haster at få stoppet krigen mod Libyen.
    Det er godt at Enhedslisten erkender deres fejltagelse. Forhåbentlig lærer de af det. Men det skuffer mig meget, at mit gamle parti, SF, vil gøre ordet ‘pacifist’ suspekt. Og at Holger K kan have is i maven mens danske fly bomber løs.
    Du spørger hvordan hele den danske befolkning er hoppet på mediernes og krigsmagernes bedrag. Jeg tror, at det skyldes euforien over de unges oprør i de arabiske lande. Nu kan den vestlige verden og Dansk Folkeparti vel endelig få øjnene op for at det er helt almindelige mennesker, der bor i den arabiske verden – unge mennesker, der vil gå på diskotek og have fred. Og pludselig, midt i den eufori, fremstår det i medierne som om Khaddaffi først sætter snigskytter, og derefter tungt militær ind mod de unge. Det truede vores drøm om en positiv, fredelig ændring af verden.
    Det rystede os alle, og selv Enhedslistens folketingsmedlemmer glemte, at men ikke kan skabe fred med krig. Og de glemte også, at man ikke skal tro på alt, hvad man læser i avisen.
    Hvor er det godt, at vi har nogle som dig, Jan. Selv om du har været en af de få, der har talt imod krigen, har du gjort det med så megen overbevisning, at flere og flere får øjnene op for bedraget – startende med Enhedslisten.
    Tusind tak for det.

Leave a Reply to Holger TerpCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

Våbenhandel og diktatorer

Next Story

Libyen – en krigsdagbog, april 2011

Latest from Danmark

Discover more from 🗝 Jan Oberg

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading