Trykt i tidsskriftet Ræson 4/14

I politisk forstand eksisterer det Danmark jeg voksede op i ikke mere. Det var et land hvor man i rimeligt omfang troede på humanisme, på retfærdighed, ligeberettigelse, velfærdsstat og på at snakke om tingene. Selvom vi var med i NATO så skulle konflikter løses i overensstemmelse med folkeretten og ved at snakke om tingene.

Idag er Danmark ledende på to områder, som mange i min generation dengang ville have forsværget at vi nogensinde ville røre med en ildtang: fremmedfjendtlighed og militarisme. Selvom der er en sammenhæng mellem disse to ting så skal jeg i det følgende i en slags listeform svare på det spørgsmål Ræson har stillet mig: Hvad er det for en udvikling der er sket i DK’s syn på verden og militær magtanvendelse de sidste 25 år?

Man kunne også spørge: Hvorfor er den aktivistiske udenrigspolitik i første række militær? Hvorfor er det moralske argument om at vi ”må da gøre noget når” kun relevant dér hvor F16 kan bruges men ikke dér hvor fattigdommens og fejludviklingens problemer tager tusinder af liv hver dag?

Punkterne, der dækker de nævnte 25 år – altså tiden siden den gamle kolde krigs afslutning i 1989 – er ikke prioriterede. Alting hænger sammen og den lineær tænkning samt enkel kausalitet af typen A forårsager B forårsager C er forældede begreber.

Det globale perspektiv. Alt uden for EU, altså sådan cirka 93 % af verden – er blevet nedprioriteret i medier og politisk debat. Jo mere globalisering, jo mere er Danmark (jeg véd godt det er en generalisering!) blevet selv/nationalt-orienteret og kombinerer hygge med fornægtelse af de store problemer menneskeheden står overfor.

Efterkrigsgenerationen. Politikere har ingen erfaring af krigen, mange var endog børn eller unge da Muren faldt. Hvis der findes en afsky eller frygt for krigens gru så er den tilstede via medier – og krigen finder sted på behagelig afstand i kulturer vi stort set ikke forstår men nok synes skal ændres af det mere civilisatorisk overlegne Vest. Og går dét så helt galt som i Irak så havde vi i hvert fald gode intentioner.

Socialdemokratiet. Det i en vis forstand historisk samfundsbærende parti i de nordiske lande har opgivet alt hvad der fandtes i bevægelsen af solidaritet, nedrustning, retfærdighed og engagement ude i den store verden. Det er som P. O. Engquist vist har formuleret det et parti, der ikke længere har en historie at berette.

Det radikale venstre. Traditionelt anti-militaristisk, nu pro. Når man ser på Danmarks krige er det gamle spørgsmål jo stadig relevant: Hvad skal det nytte? Det var S og R der, personificeret ved Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen, i 1999 gjorde to fundamentale ting: blæste på FN og bombede Jugoslavien og dermed åbne for alt, der siden er sket.

Kundskab blandt politikere. For et par årtier siden havde vi en række politikere på tinge, der havde den store verden og sikkerhedspolitik som specielt kundskabsområde

Continue reading “Hvordan Danmark blev en krigsførende nation”