Dagens DR kalkun…

Nej nej, det skal ikke blive et tema hver dag. Men det kan næsten blive det: Public service DR’s lave standard hvad gælder udenrigs- og sikkerhedspolitisk journalistik.

Her en rigtigt fin illustration af Anne Sofie Ellesøe om spioner i det Sverige, jeg bor i. Fremstillingen bygger helt på en artikel, der ligger på det svenske TV’s hjemmeside; der er ingen research eller egne vinkler.

Den eneste kilde eller ekspertviden er militær suppleret med en kommentar fra den svenske forsvarsminister, der er kendt som en rolig/besindig alarmist.

Hverken den svenske eller den danske journalist har tænkt på eller gidet konsultere ikke-militær, uvildig ekspertise men forlader sig helt på en partsinteresse som eneste kilde til hvad der i mine øjne stort set må betegnes som en ikke-historie.

Når den så alligevel bliver en historie er det naturligvis fordi det anti-russiske narrativ er så gangbart i begge landes medieverden.

Man må formode at det er på grund af manglende kundskaber om sikkerhedspolitik i almindelighed og Sverige i særdeleshed at der ikke gøres mindste reference til den konfliktformation – eller ramme – som Sverige og disse aktiviteter er en del af. Det ville jo nemlig kræve et minimum af viden at sætte tingene ind i en sammenhæng og give brugerne en baggrund og dermed vægte forskellige fakta og skrive proportionérligt.

Det falder ikke de to journalister ind at Sverige de sidste tyve år har nærmet sig USA og NATO på en måde det svenske samfund aldrig før har gjort.

At der for kort tid siden er blevet indgået en værtslandsaftale, der sikrer NATO adgang til svensk territorium i en krisesituation og som har vakt betydelig debat fordi landet ikke er medlem af NATO.

Det falder ikke journalisterne ind at NATO i flere år har kørt meget omfattende militærøvelser i de områder, artiklen taler om og at den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, er det moderne Sveriges mest russofobiske og gang på gang siden sin tiltrædelse har spyttet galde ud over Rusland over både dit og dat (og forfalsket baggrunden til Ukraine-krisen i sine artikler i svensk presse).

Det falder dem overhovedet ikke ind at der må være mindst to til at deltage i en konflikt og at Sverige, der for år tilbage også ophævede sin neutrale status på en historisk unik måde, deltager på den amerikanske side, på NATOs side – og deltager i NATO-operation hist og pist ude i verden uden at være medlem.

For år tilbage var det umuligt at bare nævne svensk medlemsskab af NATO. Nu er det en helt comme il faut diskussion i brede kredse, takket være dét mange debattører og jeg selv kalder “smyganslutningen” – de facto, praktisk skridt-for-skridt -tilslutning til alliancen bag ryggen på det svenske folk og med den bevidste strategi at om dette skal der være mindst mulig debat i det svenske samfund.

Een offentlig formulering er at Sverige nu har været forlovet sålænge med NATO at det er naturligt at de to bliver gift.

Kort sagt, det er i hovedsagen USA/NATO, der har skudt sine positioner frem i de nævnte områder og Rusland, der – som en helt naturlig reaktion – interesserer sig mere for disse områder og Sverige idag end førhen.

Naturlig?

Ja, enhver stat ville, når den officielle fjende således skyder sine positioner frem og kommer nærmere grænserne, øge sin egen efterretnings- og anden aktivitet. Sådan er spillet og hvis det var USA, der lå dér hvor Rusland ligger ville det, stillet over for en sådan ekspansion, have gjort det samme.

Det véd den kyndige også godt hvis han eller hun ikke er fanget af propaganda eller må og skal skrive på en bestemt måde.

Men er det ikke russerne selv, der har begyndt det hér?

Nej, det er det ikke. Sovjetunionen og dets Warszawapagt brød sammen for godt 25 år siden og landet har siden da været på knæ på både den ene og den anden måde.

NATO har – istedet for logisk at nedlægge sig selv da det skete – ekspanderet NATO siden Sovjetunionen brød sammen, hele vejen rundt om Rusland – fra Tblisi i Georgien til det nordlige Norden. Og ført krige i lande, der var vigtige for Rusland, f.eks. Jugoslavien.

Hvad du aldrig hører er det faktum at Rusland er ét land, NATO 28 (nu med mængder af tidligere Warszawa-lande) og at Rusland militære udgifter er 8% af NATOs.

At Rusland med andre ord er en dværg i spillet med NATO og at kun en suicidal eller sindssyg russisk præsident, vel vidende dette, ville forsøge sig med et angreb på et NATO-land.

Finland skubbes også i retning af NATO-medlemsskab. Begge var før i tiden meget vigtige “stødpuder” og neutrale zoner, som partner i Øst og Vest vidste at de ikke skulle (mis)bruge til egne formål. De var begge spændingsreducerende.

“Gruppetænkning” i mediekredse og symbiosen med politikere medfører at allehånde negativ information om Rusland – og Rusland som en fjende – spredes mest muligt under dække af objektiv nyhedsjournalistik.

Journalisterne aner det formentlig ikke selv; men vi der har nogle årtiers erfaring i branchen ser det ganske og aldeles klart.

Naturligvis er det ikke bevidst at Anne Sofie Ellesøe skriver hvad der med rimelighed må betegnes som propaganda eller stærkt ensidig dækning af et vigtigt emne. Jeg vil antage at hun bare ikke har nogen kundskab på det sikkerhedspolitiske område og derfor tror at dette er sensationelt eller på anden måde værdig en historie.

Og at DR ikke mener at sikkerhedspolitik bør håndteres af mennesker, der har blot nogen ekspertise – som man mener at økonomistof, mad, sport og indenrigspolitik fortjener.

Artiklen om spionvirksomhed i Sverige er groft ensidig journalistik med politisk hældning og ikke en nyhedsværdig historie – medmindre den er et første indspil i en serie om hvad der er sket med svensk sikkerhedspolitik i de senere år og de næste artikler vil handle om Sveriges omorientering og om USAs og NATOs historiske indflydelse, påvirkningspolitik, krænkelser af svensk territorium, tilstedeværelse på dets territorium og amerikanske diplomaters pres for NATO medlemsskab på svenske politiske partier.

Altså at den vil blive fulgt op af artikler, der kan balancere og skabe fair mediedækning af et tema, der har mange aktører og mange mulige indfaldsvinkler. Men mon dét vil ske?

Desværre handler det nok snarere om at både SVT og DR klare sig så fint med at skrive kalkunartikler, der svarer til at kommentere en fodboldskamp og kun omtale det ene hold.

Men, se, dét ville man ikke slippe afsted med på sportsredaktionen…