Udenrigsudvalget have den 6. juni indkaldt to personer til at diskutere den så kontroversielle Magnitzky-lov om sanktioner mod russiske enkeltpersoner, der menes at have tjent penge i forbindelse med forbrydelser mod menneskerettigehderne. Det har DR skrevet om blandt andet den 13. marts 2018, der indledes sådan:

“For at ramme Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal man gå efter hans venner og allierede i form af rige russiske forretningsmænd og oligarker. Sådan lyder det fra en række af Folketingets større partier. Og i forlængelse af giftangrebet på den russiske eksspion Sergej Skripal og hans datter Julia i den engelske by Salisbury, som Storbritannien beskylder Rusland for at stå bag, bør Danmark netop indføre sanktioner mod særligt udvalgte russere tæt på Putin.”

Det er altså Skripal-sagen, der har sat især Venstre igang. Skripal-sagen forsvandt pludseig fra medier skønt to i princippet dødsdømte pludseligt rejste sig fra sygesengen og placeredes så de ikke kunne tale med medier. En sag hvori beviser for hvem gerningsmanden/landet var, nemlig Rusland, ikke er blevet fremlagt.

Beviset for forbrydelsen synes derimod at ligge implicit i selve afstraffelsen – udvisning af mængder af ansatte ved russiske ambassader. I disse tider er det nok når bare en ledende politiker siger at det er sådan og sådan; research er irrelevant – og måske uvelkommen. Eftersom man mente midlet var russisk fremstillet så måtte det være Rusland, der stod bag forgiftningen. Lidt som at hvis han drikker Coca Cola så må han være amerikaner.

Der er simpelthen for meget, der ikke stemmer og forgiftningen kan meget vel være arrangeret. Den slags sker i politikkens underverden, nok så frekvent.

Resultat? Udelukkende mere Kold Krigs-stemning og øget risiko over tid for den kolde krig bliver til en varm krig.

Og det er så dette helt igennem mystiske forløb, der nu kører videre i udenrigsudvalget under Nick Hækkerups og Naser Khaders ledelse.

De to problemer, jeg skal tage op hér er:

1. D R næsten ikke til at bære at der ikke gøres nogen research og at journalisten, der skriver historien, fremstiller de to hovedpersoner i udvalgets høring som en slags moralske helte.

2. Og hvem de personer måske er, der bruges til at påvirke dansk lovgivning?

1. DRs rapportering

Den 6. juni har DR denne baggrund til Udenrigsudvalgets høring. Da det er regeringspartiet Venstre, der synes at have taget initiativet til høringen er det partiets udenrigspolitiske ordfører, Michael Aastrup Jensen, der udtaler sig:

– Vi har oplevet et meget aggressivt Rusland, som udfører angreb mod Vesten – for eksempel hackerangreb mod Danmark, og vi har haft giftangrebet i Storbritannien (mod en tidligere russisk spion og hans datter, red.), siger han.” Han mener også at Danmark er “nødsaget til” at indføre en sådan lov.

DR interviewer derefter en ekspert, der som det nu er sædvane på DR udtaler sig til fordel for den til enhver tid førte eller påtænkte politik. Fra et institut der er statsligt financieret, delvist af Forsvarsministeriet, og ledes af en akademiker med baggrund dér og i NATO. Næppe et sted man vil finde en grundlæggende kritisk holdning til dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik sådan som den føres i disse år.

Som utallige gange førhen problematiseres det udsagn ikke at Rusland er aggressivt – og, vigtigere, der foretages ikke nogen form for sammenligning med USA/NATO.  På DR findes der ikke noget, der hedder aktion-reaktion, og ikke to parter i en konflikt. Der er kun aktion fra en aktørs side. Intellektuelt er det ikke særligt imponerende – men den form for nyhedsjournalistik er idag ligeså konform som politisk korrekt. Og oprustningvenlig. Krigslegitimerende.

Fredens diskurs forsvandt for årtier siden.

Man kan indtil videre – indtil systemet falder sammen og kommer ud i dagens lys – kun gætte hvorfra den omsiggribende mangel på research, kritik og alsidighed er orkestreret. Den er nu så bastant at der må være tale om orkestrering og om en dirigent. Og med det skal man nok have det som Oscar Wilde: At man ikke tror på konspirationer, med undtagelse af dem, der er sande.

2. Hvem bruges til en høring om en ny dansk lov relateret til Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik?

Der er altså tale om en lov, der skal ramme Rusland for sin aggressive adfærd.

Til udenrigsudvalget er indkaldt – man må formode som eksperter og for at gøre udvalgets medlemmer klogere på de komplicerede spørgsmål to – som det viser sig, endog meget specielle – personer, nemlig Vladimir Kara-Murza og William F. Browder.

Jeg må tilstå at jeg ikke kendte til dem selv, så jeg tænkte det kunne være interessant at se hvad de var for nogen størrelser. Og man tør vel formode at den gennemsnitlige bruger af DR’s hjemmeside heller ikke kan vide meget om dem. Så der kunne med rimelighed have været en bredere præsentation af dem når det nu kaldes public service. Og vist præsenteres de, men på en udelukkende positiv måde, ingen problematisering på den station.

Efter udvalgets høring lægger DR sagen så stort op, faktisk øverst på DRs hjemmeside fra omkring midnat den 6-7. juni 2018.

DR’s journalist stiller ikke spørgsmål til nogen, for eksempel udalgets formand, om hvorfor lige netop disse to er blevet inviteret til Udenrigsudvalget og af hvem. Hvilke andre, der eventuelt kunne have været inviteret.

Det er åbenlyst at Kara-Murza og Browder begge er ekstremt anti-Putin og det kan de da have gode grunde til personligt. Men personlige korsfarere er måske ikke de bedste informatører?

Det kræver vel lidt forskellige indfaldsvinkler at lægge grundlaget for et så vigtigt stykke dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik som forholdet til Rusland? Og for at drøfte love? Eller det gør det måske ikke?

Vladimir Kara-Murza kan man læse ret op og ned om på Wikipedia. Gør det!

Graver man lidt på nettet viser det sig at han har tætte kontakter til de mest reaktionære, interventionistiske og russofobiske kredse i USA og er flittig skribent i World Affairs Journal udgivet af et institut, der ikke synes at have en hjemmeside – World Affairs Institute (WAI) og som ledes af James S. Denton, der har været engageret i demokrati-fremme i Østeuropa og konsulent for anti-Milosevic grupper, Zoran Djindjic (der havde nære relationer til både vestlige bombelande og til en fraktion i den serbiske mafia), Viktor Orban og andre interessante mennesker.

Kara-Murza har holdt foredrag ved eller på anden måde samarbejdet med stribevis af hardline, anti-Rusland og anti-Putin think tanks, institutioner der også har fostret interventionspolitikkens fortalere. En af dem er Heritage Foundation, en anden er NED, National Endowment for Democracy, om hvilken det er en offentligt hemmelighed at det har CIA-tilknytning.

Af netværket og ordvalget at dømme skulle man ikke kunne udelukke at CIA har været eller er indblandet. Som det har været i årtier når det gælder påvirkning af opionen og samfundsforandrende indsatser ikke mindst i Østeuropa og Rusland.

Den Open Russia organisation, som nævnes i Wikipedia-portrættet af Kara-Murza, er i stadig konflikt med russiske myndigheder og havde oprindeligt folk som Henry Kissinger og Lord David Rotschild i sin første bestyrelse. Både den gamle og den nye Open Russia er knyttet til Ruslands i sin tid rigeste mand, Mikhail Khordorkovsky, som Putin benåede tidligt fra en 9 års fængselsstraf.

Mon ikke det er rimeligt at antage at denne mand ikke selv har helt rene hænder?

Han kan på ingen måde siges at være en objektiv informatør om hverken lovgivning eller (udenrigs)politik. Det er endvidere temmelig sandsynligt at han ikke opererer alene men er stråmand for amerikanske ærkereaktionære og konflikt- og krigslegitimerende kredse.

Hvis Udenrigsudvalget overhovedet undersøger baggrunden til dem, der indkalder, burde sund fornuft tilsige at han aldrig var blevet indbudt. Eller var blevet balanceret af anden ekspertise.

Ikke desto mindre fremstiller DR ham udelukkende som en slags menneskerettighedsforkæmper og helt, der konstant véd at han lever i livsfare.

Mærkeligt nok tør han – dødsforagten skal man forstå – sætte sig liv på spil blot for at informere det danske udenrigsudvalg. Jo, sådan set er det da imponerende. Eller ubegribelig naivt.

• •

Den anden hovedperson i udvalget høring er William F. Browder fra Hermitage Capital Management (DR staver både hans navn og hans firma forkert, Bowder og Heritage).

Læs lige det link selv inden du læser videre. Han er givetvis et fint menneske med en interessant baggrund! Også en gang en af de rigeste på det russiske marked, ændrede sit amerikanske medborgerskab for at undgå skat og står til 9 års fængsel i Rusland og betragtes dér som en sikkerhedsrisiko.

Hvis han har sagt hvad DR citerer ham for må han betegnes som fanatiker, mester i populistisk forenkling og besat af had. En slags rolig hysteriker. Han holder også foredrag om hvorfor han er “Putins Fjende Nummer 1” og synes at føre en slags personlig hævn- og udenrigspolitik.

Der er mængder af kilder til ham på Wikipedia-siden. Og der er flere interessante videoer, der også viser hvorfor og hvorledes han har skabt sit private korståg mod Rusland og Putin. Dem kan du f.eks. finde på CNN og på Oxford University. Og hér kan du se hvad et russisk dokumentarprogram præsenterer om udvalgets indkaldte ekspert. Ikke så smukt – men, kan du så sige, givetvis løgn det hele eftersom det er et russisk program.

En russisk filminstruktør, Andrei Nekrasov, der har lavet den kritiske film om Magnitsky-sagen og den hér russofobiske bevægelse, “The Magnitsky Act – Behind the Scenes” fortæller kort hér (2016) hvorledes blandt andet Browder har påvirket – “truet” – vestlige lande til at forbyde filmforevisninger og at filmen tilsyneladende heller ikke har kunnet vises i Europa-Parlamentet.

Oh, frie verden og frie medier!

Pointen er ikke den, du måske tror

Man kan mene hvad man vil om disse personer, om Rusland og om Putin. Du behøver ikke have nogen sympati for nogen af dem.

Min pointe er at det er en skamplet på dansk demokrati og en katastrofe for politikeres kundskabsopbygning forud for vigtige beslutninger at den slags personer overhovedet bliver indbudt – og at hvis de bliver det, så bør de balanceres af mennesker, der ikke har personlige interesser, ikke har en blakket fortid og ikke kan mistænkes for at arbejde for nogen udenlandsk regering. Og som har en bredere kundskab og kan bedømme fordele og ulemper ved en bestemt lov og politik.

Hvis folketingsmedlemmer udsættes for denne type af informationgivere/eksperter er det overvejende sandsynligt at den politik, Danmark fremover kommer til at føre, vil nærme sig de samme fanatiske, hadefulde højder som dem, MFerne her inspireres til. Man kan få indtrykket af at det lige netop er dét, USA i disse tider efterstræber men i Danmark burde det være danske og ikke amerikanske interesser, der prioriteres – når de to er i konflikt.

Vil en dansk Magnitzky-lov betyde noget?

Ja!
Den vil gøre forholdet til Rusland endnu dårligere – som det er med de lande, der allerede har vedtaget en sådan lov. Ja, den dårligste, mest utilregnelige og til stadighed truende og krigsførende amerikanske administration vil klappe Danmark på skulderen og udenrigsministeren vil sikkert blive inviteret endnu en gang i 20 minutter til det Hvide Hus. Og det er så det.

Og hvorfor skulle den kun indføres mod Rusland? Der er mange andre lande i hvilke folk omkring ledelsen er medvirkende til drab, krig og menneskerettighedskrænkelser. Det er heller ingen hit at ét land skal udmåle straf uden retskendelser af statsborgere i andre lande. Men folkeretten Danmark jo selv droppet så alt er muligt.

Nej!
Russiske rigmænds økonomiske interesser i Danmark kan nok ligge på et så relativt lille sted eller vil hurtigt kunne flyttes. At Putins magt i så høj grad som det påstås hér skulle være relateret til rige mænd er noget vrøvl. At de skulle kunne påvirke ham til at føre en anden politik fordi Danmark har lagt sanktioner på dem er en hypotese for folk, der ikke læser bøger udi hverken politik, psykologi eller Ruslandskundskab.

Det hele er endog meget selvmodsigende: Putin er verdens hersker, Rusland stadig det onde land. Nogle få individer kan pludselig omvende Vladimir så han bliver et bedre menneske og venlig overfor os. Oh yeah!

Nej!
Der findes tonsvis af bedre metoder til at påvirke Rusland og forbedre Danmarks forhold til Rusland. En af dem er at søge samarbejde, skabe tillid, lade være med at deltage i konfrontationspolitik, lægge sig sådan politisk og militært at Rusland ikke har grund til at se Danmark som USAs forlængede arm, diskutere nedrustning, fælles sikkerhed i Europa, satse på civil konfliktløsning og kulturelt og mellemfolkeligt samarbejde.

Men dét er jo så helvedes naivt i disse år. Fredens diskurs er død som en sild. Intellektuelt, politisk og mediemæssigt.