Skal man tro Rune Lykkeberg i Politiken men det skal man jo ikke nødvendigvis så mistede Rifbjerg faktisk grebet…”Derfor blev opgøret med velfærdsstatens pædagogik og kultursyn også til et opgør med Klaus Rifbjerg, der fastholdt sine gamle standpunkter som svar til alle kritikere og insisterede på, at humoren, legen, kunsten og seksualiteten var argumenter for hans position.”
Fy for den lede velfærdsstat, humor, leg, kunst og seksualitet. Sgugodt vi har lagt den slags og Rifbjerg bag os!
Og så Lykkebergs afsluttende bøvs: “at han godt selv vidste, at han selv som antiautoritær var ved at blive en paradoksal og problematisk autoritet.”
Paradoksal? Problematisk? Bestemt – nemlig når man kan blande autoritet og autoritær sammen uden at hverken forfatteren eller redaktionen opdager at den er rivende gal.
Nej jeg foretrækker skam også det Danmark hvor vi alle står sammen og kan sige, skrive, tegne og mene lige hvad vi vil, føre krig og hade fremmede og se os selv som uskyldige ofre under Helle Thorning Schmidt køligt moderlige ledelse.
I dét Danmark har Lykkeberg sikkert ret i at Ribjerg var gammeldags.
Længe leve gammeldagsen!
