Om hvordan man kan forstå sig selv så meget at der ikke bliver plads til at forstå nogen anden. Og om hvordan Danmark, som i en karikatur, igen lykkes med skabe sig en rolle som offer for Muhammed-balladen.
Uden skygge af bevis for påstanden om mordplaner på tegneren publicerer 17 aviser den af Muhammed i bombeturban. Det sker, siger de, for at demonstrere at vi har ytringsfrihed hér i landet.
Av min bare # 1!
Egentlig frihed til at ytre sig hænger i hvert fald til en vis grad sammen med egentlig frie medier. Det eneste frie medie, jeg kender, er Internet. Bilder vi os ind at økonomiske hensyn til at det skal løbe rundt, tilpasning til “markedet”, politiske hensyn i valget af visse perspektiver på visse emner og regeringers skiftende “mediepolitik” og pres af mere eller mindre subtil karaktér – samt personforbindelser – ikke spiller den mindste rolle for aviser, radio og tv?
Kan vi virkeligt påstå at den “fjerde” statsmagt ikke er og har en egen magt men helt frit tjener offentligheden, sandheden, mangfoldigheden og altid giver den bedst mulige folkeoplysning om selv de mest kontroversielle emner?
Av min bare # 2!
Den koordinerede publicering er netop ment som en magtdemonstration: Vi skal vise dem hvem vi er, at vi ikke er bange og at vi har ret til at gøre hvad vi gjorde og at det er rigtigrigtig nødvendigt at gøre det én – eller flere – gange til indtil de forstår os!
Av min bare #3!
Men i og med at vi har et fortilfælde kan ingen spille overrasket denne gang. De 17 avisers ledelse véd meget vel at konsekvenserne kan blive megen menneskelig lidelse – uanset hvordan og hvorfor. De véd at ganske mange blir stiktosset – hvad folk plejer at blive når man tramper på dem, især på det, de opfatter som helligt.
Hvis vi ikke kan vise eller dokumentere at vi har ytringsfrihed på anden måde så:
Av min bare #4!
Sådan skaber man konflikt og vold.
Sådan demonstrerer medierne hvor medierne står: på konfrontationens, enetalen side.
De kunne jo have valgt at bidrage på forskellige måder til dialog og forsoning. Måske havde de ikke kreativitet eller fredsbyggende kundskab til at gøre noget pro-aktivt, noget for fredelig mellemfolkelig forståelse. Men de behøvede jo ikke direkte at gøre noget aktivt imod den.
Sådan står man fast på sit eget uden hensyn, uden klogskab, uden værdighed. Provokation for provokationens skyld.
At have ret til at gøre noget er ikke det samme som at man absolut skal gøre det eller at det er klogt at gøre det.
Jeg finder det direkte infantilt og selvforherligende – vel at mærke bevidst på andres bekostning.
Jeg har også ret til at tale nedsættende til og om min sidemand ved et middagsbord og kalde ham en idiot. Selvom jeg synes at han er det, så vælger jeg alligevel at lade være. Hvorfor?
Ja, måske vil jeg ikke ødelægge stemningen for de andre omkring bordet. Måske indser jeg at han har en pointe og at jeg egentlig bare skal have udløb for min surhed over dét. Måske leder jeg efter en mere respektfuld måde at erklære mig uenighed. Og beholde min egen værdighed. Måske indser jeg at hvis jeg giver ham et par på skallen, mentalt eller fysisk, så har jeg fået en fjende for livet – og at andre vil føle sympati for ham.
Altså finder jeg mere konflikt-intelligente måder at sige ham hvad jeg mener.
Den internationale reaktion er så småt ved at aftegne sig og kan sammenfattes i mere had, mere ballade, mere vold. Og når det en dag ikke ses på skærmen længre og Arla er tilbage på Mellemøstens hylder (og dét er en vigtig sag for vores høje principper om frihed) så vil mindst én ting være tilbage, som ikke kan fotograferes – ydmygelsen og den indelukkede vrede hos millioner.
Et ungt mellemøstligt menneske, der oplever den slags i sine formative år, vil måske om 10 år fyre en terrorhandling af mod danskere. Og så vil vi med vores ultrakorte hukommelse sige: Dér ser I, helt uprovokeret blir de sataner ved!
Sandheden – eller en af de mulige sandheder, skal jeg sige – er at vi i vest et stykke tid endnu vil være de stærke i økonomisk, militær og politisk forstand. Men vi er ved at blive de svage intellektuelt og moralsk. For jo flere moraler man har, jo svagere står man; det er ét område hvor det er bedre at have én end mange. Og dét vidner årtiers konflikt i Mellemøsten os om ét eller andet sted dybt nede, som vi ikke vil vide af.
Så ingen forståelse hér. Måske kunne vi vise forståelse men vi vil ikke. Det ville være at blotte svaghed! Deres vrede er os ubegribelig. Men tager man retten til også at blive vred fra mennesker er det også en umenneskeliggørelse.
Lidt som når europæiske og amerikanske politikere i disse dage stiller sig helt uforstående over for det faktum, at serberne er blevet vrede over at vi har taget Kosovo fra dem. Tænk, indser de virkeligt ikke selv at det er både ret og rimeligt, at de ikke har noget at komme efter? Og så kaster de minsandten sten på den amerikanske ambassade, det må være russerne der står bag.
Hvor er det godt at NATO jævnede dele af det gamle Jugoslavien med jorden og US smadrede det meste af den kinesiske ambassade i Beograd for så mange år siden, at det ikke kan spille nogen rolle i dag!
Den 26. februar valgte så TV-Avisen at præsentere et børneprogram på Al Aqsa-TV i Gaza. To tøjdyr taler med hinanden om at de skal finde ham tegneren og slå ham ihjel. Og hér begynder det officielle Danmark så at se sig som ofret i Muhammed-historien.
Fra højre til venste udtaler vore politikere sin afsky (det ville jeg også have gjort, ingen tvivl om det). Studieværten har svært ved at styre sin harme, og så kommer udenrigsminister Stig Møller på og fordømmer det endnu igang. Sådan! Nu er vi hele vejen rundt helt sikre på at vi danskere sammen føler os krænket af at nogen kan komme på noget så modbydeligt som at så had i barnesjæle.
Tænk at de ikke kan forstå at vi bliver meget vrede over den slags bevidste provokationer…
Øberg #1189
