Droner over nordiske lufthavne. Ingen skader. Ingen spor. Ingen svar. De fleste antager, at det er Rusland – men hvad nu, hvis det ikke er tilfældet? Hvorfor er der så meget, vi ikke får at vide?

Denne artikel undersøger den strategiske tvetydighed bag de seneste droneindtrængen og stiller spørgsmålet: Hvem ellers kunne have interesse i at sende droner ind i NATO’s luftrum?

Fra Ukraines overraskende droneoverlegenhed til Ruslands mulige signalering kan tavsheden i sig selv være det stærkeste budskab.

Dette er den slags spørgsmål, som anstændige, intelligente undersøgende journalister og kommentatorer let kunne undersøge. Hvorfor gør de det ikke?

Jan Oberg

•

29. september 2025

Vidste eller tænkte du, kære læser, på dette? At det mest magtfulde våben i nutidens konflikter måske er det, der ikke efterlader spor – og ingen svar. Men lige nok frygt til at retfærdiggøre det næste træk?

For nylig er der gentagne gange dukket droner op over nordiske lufthavne og i nærheden af nogle militære faciliteter. De forårsager ingen skade – hvorfor betegnelsen »hybrid angreb« er vildledende, men tjener et formål. Disse droner dukker op ud af ingenting, efterlader ingen spor og forsvinder igen. De synes ikke engang at være blevet fotograferet, skubbet væk eller skudt på. Alligevel lukkes lufthavne, overskrifterne blusser op, og forsvarsbudgetterne vil sandsynligvis stige yderligere – ligesom hadet mod de irriterende russere, hvis ondskab de desværre ikke kan vise os noget bevis for.

Ingen påtager sig ansvaret. Ingen droner bliver opfanget. Ingen oprindelse bliver bekræftet. Dette er ikke en teknisk fejl. Det er en taktik. Et mønster af konstrueret tvetydighed, hvor fraværet af tilskrivning bliver udløseren for eskalering.

Vi har set denne logik før. Nord Stream-rørledningen blev saboteret. Rusland blev beskyldt. Men der blev aldrig fremlagt konkrete beviser. Alligevel var konsekvenserne øjeblikkelige: afkobling af energi, forværret økonomisk krise, NATO-oprustning og hårdere offentlig opinion.

Nu ser det ud til, at droner gør noget lignende. De angriber ikke. De dukker bare op. Og forsvinder. Og efterlader frygt – samt spekulationer og et øget behov for militær beredskab. Men lad os prøve en interesse–analyse, som ingen foretager af årsager, du godt kan forestille dig.

Hvem kan stå bag – og hvorfor?

Rusland?

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes. Det kunne være for at teste NATO’s luftrumforsvar, skabe forvirring eller signalere rækkevidde. Men det er risikabelt. Hvis det bevises, kunne det retfærdiggøre NATO’s gengældelse eller dybere involvering i Ukraine. Indtil videre benægter Rusland alt – og intet land har fremlagt konkrete beviser.

Og hvad hvis det er Rusland?

Antag, at dronerne er russiske. Hvad så?

Det kunne være et signal, en stille advarsel. En måde at sige: Dette er bare en forsmag på, hvad I får at føle, hvis I bliver ved med at bygge amerikanske baser, finansiere ukrainske våbenfabrikker og købe nye våben, som I udmærket ved, at vi ser som en direkte trussel – ligesom I ville gøre, hvis I var os.

Danmark har for eksempel netop meddelt, at det for første gang vil anskaffe langtrækkende angrebsvåben, måske inklusive systemer som Tomahawk-krydsermissilet og JASSM-ER til sine F-35-fly. Dette markerer en stor ændring: fra forsvar til offensiv afskrækkelse, fra at beskytte byer til at slå til dybt inde på fjendens territorium.

Set fra Ruslands perspektiv er dette ikke bare militær modernisering – det er provokation og omringning. Og droneangreb, hvis de er russiske, kunne være en måde at teste luftrummet, forstyrre beredskabet og minde NATO om, at eskalering går begge veje.

Men igen – ingen påtager sig ansvaret. Ingen bekræfter oprindelsen. Og den tavshed er den højeste del af budskabet.

Ukraine?

Overraskende nok, ja – Ukraine har nu den tekniske evne til at udføre sådanne missioner. Men man får ikke at vide, at landets droneindustri er vokset med en forbløffende hastighed og overgår Ruslands:

– Over 500 producenter.

– Månedlig produktion på 200.000 FPV-droner.

– Langdistance-systemer med en rækkevidde på op til 750–800 km.

– AI-assisterede sværme, der er trænet i tusindvis af kampmissioner.

Ukraines droner har allerede ramt mål dybt inde i Rusland. Det nordiske luftrum ligger inden for deres rækkevidde. Hvis de affyres fra et NATO-land – f.eks. Polen eller en baltisk republik – kan de være umulige at spore. Og hvis de ikke forårsager skader, efterlader de kun spørgsmål.

Ville NATO nogensinde fortælle dig, hvis Ukraine stod bag sådanne indtrængen? Bestemt ikke – NATO ville have godkendt det og endda deltaget i denne falske flag-operation. Det ville splitte alliancer, afsløre hemmelig koordinering og underminere Vestens fortælling. Tavshed er sikrere.

Storbritannien?

Det er muligt. Storbritannien har dybe bånd til Ukraines droneprogrammer og en lang historie med hemmelige operationer. Det kunne levere logistik, teknologi eller strategisk rammesætning – især hvis målet er at provokere Rusland uden direkte konfrontation.

Hvorfor lufthavne?

Fordi de er symbolske. Civil infrastruktur. Hubs med dobbelt anvendelse. At lukke en lufthavn forårsager panik, skaber overskrifter, irriterer rejsende borgere og sender et budskab: »I er sårbare.« Og i områder med tæt radarovervågning er droner sværere at spore – perfekt til plausibel benægtelse.

Hvad er det større billede?

Det handler ikke kun om droner. Det handler om at forme den offentlige opfattelse. At skabe frygt og retfærdiggøre endnu højere forsvarsudgifter. Og at forberede grundlaget for NATO’s dybere engagement i Ukraine – muligvis under betegnelsen »fredsbevarende«, selvom Rusland aldrig ville acceptere NATO-tropper på ukrainsk jord, og NATO ikke har erfaring eller kapacitet inden for fredsbevarende indsatser.

Dronerne behøver ikke at eksplodere. De behøver bare at dukke op og forsvinde for at understrege deres herres pointe. Og efterlade den – ubehagelige – historie, som f.eks. den danske statsminister brugte om, at »vi har ikke beviser for, at det er Rusland, men vi ved, at Rusland er den største trussel mod Europa.«

Men lad dig ikke narre. Nogen ved præcis, hvem der har iscenesat dette drone-cirkus De nordiske ledere ved det også – og de ved præcis, hvad de vil have dig til at tænke og ikke tænke.

Og hvis de virkelig ikke ved det, så er deres militære og civile efterretningstjenester inkompetente. For at sige det mildt.

Hvorfor dette kunne være en falsk flag-operation

Jeg har en nasty mind – og nogle årtier i den såkaldte sikkerhedspolitiks skyttegrave.

Her er min hypotese:

Da Zelensky mødte Trump i FN, fik han ifølge The Independent grønt lys til at slå til dybt inde i Rusland. Specialudsending Keith Kellogg bekræftede, at Det Hvide Hus »ikke har noget imod det.« NATO’s Matt Whitaker gentog det: dybere angrebskapacitet for at presse Rusland til forhandlinger.

Dette markerer en radikal ændring – en hensynsløs eskalering, der maskerer sig som strategi. Og det er vanvid – et vanvid, der skal retfærdiggøres.

I det lys ser dronens »angreb« mistænkeligt ud som en falsk flag-operation – designet til at retfærdiggøre det næste trin op ad eskaleringsstigen. Mediefolk og politisk korrekte kommentatorer fokuserer på begivenheden her og nu, ikke på kompleksiteten og hvordan begivenhederne hænger sammen.

Eliten i MIMAK – det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks – kender intet andet end militære tiltag og våben. De har for længst opgivet diplomati, konfliktløsning og tillidsskabende foranstaltninger – for ikke at nævne fred.

De opererer i et ekko-kammer, der er så tykt med selvretfærdig gruppetænkning, at de ganske enkelt ikke kan forestille sig, at de kunne tage fejl.

Men det kunne det faktisk godt tænkes at de gør. Tager fatalt fejl – fordi de er mere loyale med andre eliter end med deres egne borgere og stort set uvidende om konsekvenserne af deres handlinger: De tror jo, at det handler om, at »vi« skal vinde, og »de« skal tabe. De aner ikke hvordan man kunne de-eskalere. For de har ikke den intellektuelle kapacitet til at løse virkelige problemer, kun til at bruge hammeren, også hvor det ikke er nødvendigt.

Sammenfattende: Følg begivenhederne i de næste 1–3 uger. Så vil du se, hvad droneangrebene virkelig handlede om.

◩