– som alle ser ud til at elske
Politikere, forskere og medier fremmer ureflekteret dette nonsens, senest præsident Trump i Davos. Vestlig rationel tænkning er ude; markedstænkning, hysteri og emotionalisme er inde.
Med intellektuel og moralsk nedrustning er Vesten blevet sin egen værste fjende. Det er farligt. Det er selvdestruktivt.
Jan Oberg
•
I årevis har NATO’s kapacitetsmål været, at alle medlemmer skulle bruge 2 % af deres BNP på militæret. For mange ville det være et loft, men ifølge tidligere generalsekretær Jens Stoltenberg var det fra og med topmødet i Madrid i 2022 et gulv.
Dette mål er en glimrende indikator for det skræmmende lave intellektuelle niveau, som alliancen og den vestlige verden generelt opererer på i dag – intellektuel og moralsk nedrustning kombineret med militaristisk oprustning.
Men hvorfor?
Et forsvarsbudget skal fastlægges ud fra en seriøs, flerdimensionel og fremtidsorienteret analyse baseret på en række mere eller mindre sandsynlige scenarier: Hvad er vi udfordret af de næste x antal år – civil og militært?
Dernæst følger en afstemning af sandsynlighed og kapacitet: Trusler, der er for store til, at et land kan gøre noget ved dem – som at blive ramt af atomvåben – eller trusler, der er for usandsynlige, sorteres fra og droppes. Det samme gælder trusler/udfordringer, der er for små til at bekymre sig om.
Så står trusselsanalysen tilbage med troværdige, sandsynlige fremtidige trusler inden for et ressourcespektrum, som det pågældende land kan gøre noget ved. Det er baseret på en sådan detaljeret analyse, at en regering præsenterer sin trusselsanalyse og forsøger at fordele eller omfordele sine ressourcer for at opnå optimal sikkerhed i forhold til sine samlede ressourcer.
Det er den måde, det blev gjort på indtil slutningen af den første kolde krig. Man kunne være enig eller uenig i forskellige regeringers trusselsanalyser og prioriteringer, men de blev offentliggjort i studier på hundredvis af sider, blev lagt ud til offentlig debat, og så blev der – så længe Vesten praktiserede demokrati – truffet beslutninger.
Men hvad gør NATO-landene i dag?
De dropper alt dette – intellektuelt krævende – analysearbejde baseret på talrige former for civil og militær ekspertise og afsætter simpelthen X % af deres BNP, uanset hvilke former for trusler der findes i den virkelige verden.
Det er ufatteligt, at de knytter deres militærudgifter til deres økonomiske resultater: Hvis BNP stiger, så vokser militærudgifterne proportionalt! Hvis BNP falder, vil forsvarsudgifterne også gøre det, uanset det opfattede eller faktiske trusselsmiljø.
Det svarer til at afsætte en vis procentdel af familieindkomsten til sundhedsudgifter, uanset om et familiemedlem er sygt eller ej.
Og absurd nok er det faktisk en afkobling af modstandere: Vi har mere at kæmpe mod Rusland og Kina med, uanset om de de facto opfører sig som modstandere eller ej. I det lange løb vil det ende med, at Vesten synker dybere og dybere ned i en økonomisk krise – og med en stadigt dårligere økonomisk performance vil der – ifølge denne kontraproduktive idé – være mindre til rådighed til militæret og krigsførelse.
Jo mere Vesten bruger på militarisme, jo mere vil dets civile præstationer og magt falde, og jo mindre vil der være til ‘sikkerhed’. Men vores kakistokratiske militarister tænker ikke engang så langt!
NATO’s oprindelige idé om militærudgifter i procent af BNP er en afspejling af den vestlige vrangforestilling, som anvendes på mange andre områder, nemlig at når vi står overfor et problem, så afsætter vi midler til at løse det og pumper disse midler ind i et system, uanset om systemet fungerer optimalt eller ej – eller slet ikke fungerer.
Med andre ord er penge blevet målestokken for problemløsningskapacitet og kvalitet; ændringer, reformer eller helt ny tænkning og strukturreformer kommer ikke engang ind i ligningen.
Kvaliteter udtrykkes i kvantitative termer. Og dét er enden på tænkning og sund fornuft.
2 %-målet var meningsløst fra dag ét – intellektuelle dværge købte det og brugte det igen og igen i løbet af det sidste årti eller deromkring.
Trusler mod et land bevæger sig ikke op og ned i forhold til landets økonomi. En sådan tankegang peger på den intellektuelle stagnation i en gammel organisation.
Præsident Trump har netop øget den til 5 %. Hvornår bliver det 10 % i denne utroligt uproduktive og parasitære sektor, som jeg kalder det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks, MIMAK ? Det er den kræftsvulst, der æder civil kreativitet, innovation og socioøkonomisk udvikling og militariserer os til døde – mens resten af verden suser af sted og overhaler Vesten.
Vær sikker på, at jo højere procenttallet bliver, jo hurtigere vil NATO-landenes civile økonomi synke ned i en endnu dybere krise – for økonomens Første Lov er, at man ikke både kan spise kagen og have den tilbage.
Den kendsgerning, at ingen – bortset fra denne forfatter – har betragtet militærudgifterne i procent af BNP som intellektuelt vrøvl, er i sig selv en trussel mod verdens sikkerhed. Hvor rationel, intelligent tænkning går ud, siver militarisme og krig ind.
Med Trump i Det Hvide Hus vil Vestens forfald gå endnu hurtigere. Det er derfor, han ønsker et Stor Amerika fra Panama til den størst mulige del af Skandinavien (med 47 amerikanske baser) og Arktis.
Der kan komme en dag, hvor Europa ser sig nødsaget til at åbne op for Rusland, Kina og alle de andre »slemme« fyre – hvis de vil have noget med Europa at gøre. Jeg mener, med venner som Trump og hans større Amerika – måske ude af NATO og 5 % af den økonomiske velstand fuldstændig spildt – hvem har så brug for at pege på gamle fjender i fremtiden?
– Denne artikel er tilpasset fra min meget længere “The TFF Abolish NATO Catalogue. Abolish NATO or Convert It to Serve Peace. 30 Arguments and 100s of Inspirations” fra 2022.
Note
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har netop leveret en ekstremt uansvarlig, overfladisk og populistisk hilsen til sine fans om hvorfor de 300 milliarder danske kroner, han tidligere har talt om som ekstrabevilling til det danske militær ti år frem i tiden, nok ikke er nok. Det gør han hér på LinkedIn.
Læs selv hans korte forklaring på hvorfor danskerne skal berøves for endnu mere penge til at bekæmpe selvskabte trusler, men her er en smagsprøve: “Spørgsmålet er nu, om de 300 milliarder kroner er nok. Jeg tvivler. Men en ting er sikkert: Bolværket skal styrkes, og i Venstre er vi klar til at levere det nødvendige.”
Dette er dagens trusselsanalyse-niveau. Og dén slags udgør en sikkerhedsrisiko.
Tænk hvad den atomvåbenfri nordiske zone gav mulighed for: at alle de penge, der nu kobles sammen med et umætteligt behov for våben og oprustning, må tages fra det der historisk var en gunstig samfundsmæssig udvikling for Nordens lande – en samfundstilstand som fødselsårgangene ml 1940’erne ~ 1960’erne trivedes i – indtil gældsøkonomien fortrængte produktionsøkonomien – som sidenhen fortrængtes af gælds-krigs-økonomien, som i de seneste 2-3 årtier yderligere har uddybet nedgangen.
Propaganda, floskler og løgne, som ” den økonomiske nødvendighed ” ( læs : ” folk skal ha’ bank og gæld til op over ørerne ” ) … frem til idag, hvor den erstattes af ” krigens nødvendighed ” ( læs : ” folk skal ha’ bank, så det gør ondt + gæld højere end ruinerne af den nedbrudte “nordiske samfundsmodel” )
*
Der er en “psykologisk/social engineering”-sammenhæng mellem den tidligere “moderlige omsorgsstat”, som udover de gode sider også fremelskede en form for afhængighed mellem mennesket og staten. Dengang var det “u’far’ligt. Da staten ændrede sig fra betingelsesløs omsorg til betinget, og “moderen” udskiftedes med “faderens betingede kærlighed” henover årtierne 80+ ~ 2010’erne, blev den allerede etablerede og institutionaliserede afhængighed af staten for mange mennesker, gradvist far’lig og destruktiv. ( fra 2020 ~ frem, trådte staten atter ind i en ny fase, hvor skiftet fra en stat der frygter folk til et folk der frygter staten, træder helt frem – utilsløret og samvittighedsløst.
Kort sammenfattet :
fra den “moderlige stat” ~ til “den faderlige/patriarkalske stat” ~ til den “morderligt smarte stat”
Via denne gradvise udvikling er Danmark, den nordiske model og de moderne vestlige demokratier gået ind i den tilstand, hvor stat og store firmaer samarbejder direkte, mens den folkeligt forankrede demokratiske proces træder mere og mere baggrunden.
Ingen ved sine fulde fem, oplever dette som folkestyre – tværtimod, oplever mange det som styring af folk – og man kan argumentere for ligheder med Mussolinis definition af fascisme. Hans definition var netop at firma-stat styrede uden at inddrage folket og de demokratiske processer.
Det hedder sig mere og mere ” det skal være effektivt ” og ” der er travlt “. Demokrati med folkelig opbakning arbejder ud fra processens tempo, og skaber derigennem holdbare løsninger. Centralistiske og totalitære styreformer tromler afsted i hast og last, med dertil hørende fartblindhed, ender i katastrofer på kort tid, sætter udviklingen flere skridt tilbage, og binder kræfter til genopbygning af ruinerne, som ellers kunne have være brugt til videre udvikling.
*
Denne minister Troels Lund Poulsen – som IKKE er min minister – følges på sin slavelænkeside, “linked’ in “, af lykkelige slavehorder, der rasler så højt med deres forgyldte lænker, at de overdøver krigens torden i horisonten, som hele tiden rykker nærmere.
Det lyder som en syngende tinnitus i døds-moll, og det runger som tomme kranier og rasler som løse tandsmil.
” lykkelige slaver er de bitreste fjender af friheden ”
(Maria von Ebner-Eschenbach, 1830-1916)
*
Livet og en bedre udvikling er altid tættere på. Den er lettere at holde kontakt med og står alle levende til rådighed – den stopper alle krige, forestillinger som ingen har kontakt med eller lider under.
Selvmodsigelsen mellem en reel sikkerhedsvurdering og fastlåsning af midler til militær ift BNP/finanslov, røber hvordan MIC/MIMAC alene interesserer sig for en forretningsmodel, hvor selve krigen er midlet for at nå målet: en profit som er højere end “en heldig dag” ved rouletten i Las Vegas ( nogle taler om MIC/MIMAC-udbytter på ca 1 : 40 ) – og i dén sammenhæng er ofrene ligegyldige, både konkret og i overført betydning, ligesom det er uden betydning for MIC/MIMAC, hvem der militært set “taber eller vinder” på slagmarken.
Et prakteksempel er Rothchildts profitter ved at spille på alle parter i krige, siden Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800’tallet.
Mange tak, kære Omar.