1049 – Mette Frederiksen bør udfordres og betvivles. Er der nogen, der kan og tør?

Læg mærke til statsministerens ubehageligt diskriminerende tilsvining af det russiske folk, som jeg dokumenterer i Tillæg. Som statsminister taler hun for så vidt som repræsentant for det danske folk. Er det hér OK i dagens Danmark? Og hvad skal dette primitive russiske folk tro om Danmark? Sådan kan man ikke føre politik, og nogen må nu sætte foden ned nu.

LÆS GRUNDIGT hvad statsminister Mette Frederiksen siger hér ifølge Ritzau.

Findes der blot én journalist i dagens Danmark, der tør – eller får lejlighed til – at spørge statsminister Frederiksen: Undskyld, men hvordan ser den analyse ud, der giver dig anledning til at pege på alle disse trusler og hævde, at Putin vil gøre det, du siger?

Desværre er svaret nok nej. Journalister har ikke hverken kundskaben eller modet og deres redaktører højere oppe véd hvad der ikke skal spørges om i statsministerens nærhed.

Hvis ikke danskerne snarest får stop for statsministerens irrationelle, stærkt personlige og udokumenterede forestillinger (og forestillinger er det indtil vi ser en 200-300 siders fagligt kompetent trusselsanalyse, der støtter hendes verdensbillede) vil hun være – forblive – den største individuelle trussel mod Danmarks fremtid.

Ved udsagn som statsministerens er det vanskeligt ikke at komme til at tænke på ordet paranoia (græsk: afsind eller forrykthed) også kaldet paranoid psykose, som er en kronisk lidelse, der er karakteriseret ved forekomsten af langvarige vrangforestillinger på et “afspaltet” område hos et ellers velfungerende menneske. Læs mere om paranoia på Wikipedia. Her står blandt andet:

“Freud forklarede paranoiaen gennem forsvarsmekanismen projektion, hvor en ond og truende del af personligheden fraspaltes, og lægges over på andre. Den tidligere onde del i personen er derved blevet uskadeliggjort gennem det paranoide system. Den paranoide oplever dog imidlertid en trang til at beskæftige sig med dette onde og bekæmpe det.”

Jeg er ikke ekspert på disse ting og stiller selvsagt ingen diagnose, men det ligger ligefor at tænke, at der kan være tale om systematiske vrang-forestillinger – hvilket jeg har været inde på tidligere her på bloggen.

Hun vil krigen, oprustningen og militarismen i langt højere grad end Putin og de andre, hun nævner.

Hun klarer ikke at tale om mægling, selvransagelse, dialog, forhandling, eller diplomati og hun ejer ikke den empati, statskvindekløgt og ydmyghed, som god sikkerhedspolitik per definition skal bygge på.

Uden mindste virkelighedscheck af det, der er sket i Europa siden 2014, vedbliver statsministeren med denne absurd selvsikre advokatur for et verdens- og trusselsbillede, der efter mit bedste skøn kun kan lede Danmark og Europa ud i ulykke. Og her gør hun det i et forum, jeg skriver om i München Sikkerheds-konferencen er blevet et 20‑millioner-Euro dyrt ekkokammer for militaristisk gruppetænkning.

Når hun hele tiden taler om våben, oprustning og om at vinde over nogen, så fremmer hun – uden mindste moralsk tøven – både skadegørelse, massedød, samfunds- og miljøødelæggelse. Hun accepterer volden som sådan – hvor der kunne være tale om diplomati. Hun skruer over tid truslen stadigt højere op og lægger trussel på trussel.

Jeg tvivler på at hun konstitutionelt evner, når hun er helt alene, at spørge sig selv: Hvad hvis jeg tar helt eller delvist fejl? Hvad kunne konsekvenserne for danskerne og Europa blive? Bør jeg udtale mig lidt mere forsigtigt? Det er som om hun må spæde flere trusler på for at overbevise sig selv om at hendes (vrang)forestilling fra begyndelsen var 100% rigtig og blot bliver mere og mere rigtig. Før var det ligesom nok at Putin/Rusland var gået ind i Ukraine, så var det at han ville tage hele Ukraine og nu er det at han efter Ukraine vil kaste sig over andre lande – herunder åbenbart også et NATO land – hvorfor skulle der ellers oprusted så meget mere i NATO/EU-landene.

Jeg har arbejdet med international politik i almindelighed og sikkerhedspolitik i særdeleshed i flere år end statsministeren har gået på denne jord. Jeg har hørt siden jeg blev født at “russerne kommer.” Men disse upålidelige russere er ikke kommet, og jeg har den opfattelse, at Rusland ikke vil angribe andre lande – og slet ikke NATO eller neutrale stater – og det kan du så være enig eller uenig i, det er helt fint. Men en statsminister bør ikke slippe afsted med at overføre sin mere eller mindre bastante (vrang)forestillinger til det nationale og internationale niveau og afkræve befolkningen afsindige penge uden at nogensinde blive udfordret, adspurgt og betvivlet.

Og det vil jeg vedblive med – også selvom andre danskere, inklusive eksperter, der citeres overalt i medierne, ikke magter eller agter det. Måske er forskellen den, at jeg er fri og ikke betalt af nogen.

Det gælder også endnu en idé som falder på sin egen urimelighed – nemlig ideen om at militærudgifterne skal bindes til et lands økonomiske udvikling (BNP). Enhver der tror på den idé – og det gør såvel politikere som medier og forskere eftersom de ikke stilleer spørgsmålstegn ved den – må være ude af stand til at tænke uden for den politiske korrektheds boks.

Militærudgifter skal fastsættes i forhold til en gennemarbejdet analyse af civile og militære trusler, der kan tænkes inden for f.eks. en tyve års horisont og inden for rammerne af et balanceret statsbudget. Det har jeg skrevet om hér. Når statsministeren og alle andre taler om militærudgifter som en procentandel af BNP er det intet andet end intellektuelt gøgemøg. Og kun mulig fordi kundskab ikke længere spiller nogen rolle i udøvelsen af sikkerhedspolitik.

Den Putinfigur, statsministeren personligt hader så meget, er hun med tiden – helt psykologisk forudsigeligt – blevet et spejlbillede af.

Den eneste oprustning, Danmark behøver, er intellektuel og etisk. Og den kommer ikke til at finde sted under hendes ledelse. Men jeg vil helst tro at den bliver mulig, når danskerne vågner op til militarismens rå virkelighed.

Mulighedens vindue lukker sig lidt dag for dag med ledere som Mette Frederiksen og hendes europæiske militarismevenner.

Tillæg med video

Her ser du hvorledes statsministeren hævder, at russerne jo ikke vil have fred, for så ville de ikke bombe energianlæg i Ukraine i disse dage hvor der er minus 25 grader. Tydeligt indigneret men også hovmodigt siger hun så at “Det er så sindssygt/vanvittigt (“crazy”) at kun russerne ville gøre den slags. Men det er sådan Rusland er, og det vil ikke ændre sig.. Og det eneste sprog, de kan forstå, er hvis vi er lige så hårde (tough) som de er.”

Derpå en tirade om at hendes kolleger ikke har lyttet til hende, da hun for år tilbage mente, at NATO-landene skulle give Ukraine alt hvad det behøvede, inklusive langtrækkende missiler, som kan slå inde i Rusland, så Ukraine “vinder krigen.”
Denne ubehagelige, russofobiske sekvens havde Ritzau undladt at tage med i ovenstående rapport. Hvorfor mon?
Fru Frederiksen taler som dansk statsminister på en måde som repræsentant for danskerne. Støtter danskerne den her slags udtalelser, der tilsviner et helt folk – alle – og deres stat? Er det hér OK i dagens Danmark?

Og hvad ville medier – og andre – få ud af det hvis hun sagde: “Det er jo klart at Israel ikke vil have fred, de vil bare gennemføre sit folkemord: Det er så sindssygt at kun jøder gør den slags, men det er sådan Israel er og de vil ikke ændre sig….”