Rusland er ikke en trussel mod NATO eller neutrale stater. Punktum.

Befri dig selv fra NATO’s antiintellektuelle og militaristiske
skræmmekampagne i dag!

Hvorfor den allestedsnærværende, massive og ensartede spredning af Rusland som en trussel mod NATO er humbug? Hvordan man i stedet laver en troværdig trusselsanalyse af professionel kvalitet. Hvorfor det er noget forbilledligt vrøvl at fastsætte militære udgifter som en procentdel af BNP. Hvorfor NATO ikke kan kaldes “defensiv,” samt 17 grunde til, at Rusland ikke er en trussel mod NATO eller neutrale stater. Punktum.

Artiklen findes på engelsk hér og er oversat ved hjælp af Deepl.com og derpå redigeret let.

NATO fyldte 75 år den 4. april 2024 – midt i sin dybeste krise nogensinde, uanset hvad de siger. I alle disse år har vi gentagne gange hørt, at “russerne” – Sovjetunionen/Warszawa-pagten og nutidens Rusland – kommer!

Men selvom sovjetterne/russerne har invaderet andre lande, har de aldrig invaderet et NATO-land eller et neutralt land i Europa. Og da den første kolde krig sluttede for godt 30 år siden, og arkiverne blev åbnet, fandt man angiveligt ingen planer for et pludseligt angreb på og besættelse af et sådant land – men der var planer for, hvordan man skulle rulle angribende vestlige styrker tilbage, hvis de skulle prøve.

Hvis dine forudsigelser har været så konsekvent forkerte gennem syv årtier, ville det så ikke være sund fornuft at spørge: Hvorfor er det, at vi har taget fejl hele tiden? Hvorfor bruger vi billioner på at beskytte os mod en permanent trussel, som aldrig indtræffer – lidt ligesom at vente på Godot i Becketts lige så absurde drama?

Det intellektuelt meningsløse (se senere) NATO-mål om, at alle medlemmer skal bruge mindst 2% af BNP, som tidligere blev betragtet som et loft, er hurtigt blevet til et gulv.

Og hvorfor bevæger NATO-landene sig i disse år i retning af en krigsøkonomi, hvor våben prioriteres over velfærd i en sådan grad, at deres økonomier og udvikling vil blive fundamentalt undermineret? Vil det være en hovedårsag til, at de hurtigere end ellers vil tabe til de fremadvoksende nye aktører i den nye multipolære verden, især Kina, Indien og Afrika?

Stort set alt, hvad der skal til for at understøtte disse militarismefremmende og farligt forkerte forudsigelser og politikker, er en eller flere af disse fire påstande eller mantraer:

• Russerne kommer.

• Putin er en diktator, en ond eller syg mand.

• Se på hans fuldskala-invasion i Ukraine – ud af det blå og uprovokeret.

• Når Putin har besat Ukraine vil han ikke være tilfreds men gå videre til at tage andre lande.

Disse ting bliver gentaget i det uendelige, og hver gang uden nogen form for beviser eller sandsynlighed. De forbliver rene postulater. Det er også det scenario, som USA’s forsvarsminister Lloyd Austin udtalte i begyndelsen af marts 2024 – hvor han konkludere, at “hvis Ukraine falder vi NATO være i kamp med Rusland.” Den svenske forsvarschef har hævdet, at Putin kunne foretage en del-invasioon af Sydsverige (Skåne).

I stedet for dagens skræmmepropaganda: Hvordan laver man en ordentlig trusselsanalyse?

De fire ovenstående mantraer har ingen gyldighed. De politikere, mediefolk og akademiske eksperter, der promoverer dem, fremsætter dem konsekvent uden noget plausibelt scenarie, argument eller sandsynlighed. Det skyldes, at de ikke er baseret på nogen analyse; deres funktion er ikke at fortælle nogen sandhed, men at skræmme borgerne nok til, at de a) støtter “vores” oprustning og konfrontationspolitik og b) accepterer stadig højere militærudgifter, der trækkes fra deres skattebetalinger.

Derudover er de fleste borgere ikke i stand til at gennemskue propagandaen. Den russiske trussel bliver udtalt af eliter, nogle højtstående i militæruniform, alle civile med en indre politisk korrekt uniform: Hvem ville have viden nok til at stå frem og sige, at kejseren ikke har noget tøj på?

Der findes et udtryk for dette: fearology – at få folk til at føle angst. Når man indgyder folk frygt, er det meget lettere at få dem til at tro på det, de hører, og acceptere politikker, der – angiveligt – skal beskytte dem mod det, de bliver gjort bange for. Det har karakter af perpetuum mobile og tjener ikke folks sikkerhed, men eliterne i det, jeg kalder det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks, MIMAK.

Lad os nu kontrastere dette frygtologiske humbug med en reel trusselsanalyse. Hvordan bør en ordentlig trusselsanalyse udføres?

1 – Man samler sit lands bedste civile og militære ekspertise og lader dem arbejde som en kommission i mindst et år.

2 – Man ser på alle de faktorer, risici, tendenser og begivenheder, der kan true ens land – indefra og udefra, med både civile og militære midler (det er altså en firefeldts-tabel).

3 – Du udvikler scenarier for hvor verden, dine omgivelser og dit eget land sandsynligvis vil bevæge sig hen – fra det bedste til det værste tilfælde, måske 5-10 forskellige sådanne scenarier om, hvad det er, vi kan forvente under disse eller hin omstændigheder at skulle møde og gardere os imod – og, selv om det er svært: hvad kan vi forestille os vil være meget overraskende eller uforudsigeligt?

4 – Du bestemmer tidsrammen – lad os sige, at du ser 5, 10, 20 eller 50 år ud i fremtiden.

5 – Derefter beslutter du, hvilke typer trusler der er mest sandsynlige inden for hver tidsramme. Du vurderer også, hvilke trusler der er så store (hvis de bliver til virkelighed), at det ikke giver mening at beskytte sig mod dem – såsom en altomfattende atomkrig eller en total økologisk katastrofe. Desuden beslutter du, hvilke sandsynlige trusler der er så små, at du kan se bort fra dem og håndtere dem med kort varsel.

6 – På dette tidspunkt har du en række mere eller mindre komplekse trusselsscenarier, hver med sin egen sandsynlighed: Hvad er sandsynligheden for, at X vil ske inden for de næste 5 eller 20 år?

7 – Derefter beslutter du, hvilke af dem du vil planlægge for. Det vil sige, at man vælger dem, der ligger inden for et melleminterval af sandsynlighed, og hvor man har ressourcer til at gøre noget for at forhindre eller imødegå dem.

8 – Det næste skridt er at undersøge, hvilke ressourcer vi har i dag – og kan mobilisere, hvis det bliver nødvendigt. Alle lande er nødt til at økonomisere med det, de har (knappe ressourcer) og prioritere – de har kun så meget at bruge på deres stabilitet, forsvar, sikkerhed og fred – ikke ubegrænsede ressourcer, da andre sektorer også har brug for midler.

9 – Gennem politisk dialog i hele samfundet og demokratisk beslutningstagning udarbejdes og finansieres en forsvarspolitik på baggrund af den omfattende trusselsanalyse, som politikerne har fået udleveret af de eksperter, der er nævnt i punkt 1. Derefter træffes en beslutning om, hvad der inden for landets midler kan gøres for at beskytte mod trusler, hvornår og af hvem.

Nogenlunde sådan produceres en national trusselsanalyse af høj kvalitet, her forenklet i 9 punkter.

Alle andre trusselskonstruktioner som ovenstående mantraer er – ganske enkelt – tåbelige. Enten bruger du en masse penge på at imødegå trusler, der ikke har nogen realitet eller sandsynlighed, eller også overser du reelle risici og trusler, fordi du ikke har gjort det, der skal til – og taber den dag, en uforudset trussel udfolder sig og kommer din vej.

Emotionalisme og panikbeslutninger truffet af små “gruppetænkende” eliter, der tænker de samme tanker, udgør en fremragende opskrift på at blive ramt af en uforudset katastrofe før eller siden.

Men tragisk nok går NATO-landene nu efter den tåbelige/følelsesladede snarere end den rationelt-analytiske trusselsbestemmelse. De har brug for a) at dække over deres brøler med at forsøge at få Ukraine ind i NATO, og b) de mangler den nødvendige intellektuelle kapacitet til at gøre noget andet – af grunde, som jeg har behandlet i detaljer i “Abolish NATO Or Convert It To Serve Peace – 30 Arguments and 100s of Inspirations.”

Militærudgifter bundet til økonomiske resultater er intellektuelt nonsens.

En af mange indikatorer på den lave intellektuelle/analytiske kapacitet i NATO er, at de binder deres investeringer i militæret til BNP, dvs. økonomiske resultater. Så et land, der klarer sig godt i sin civile økonomi, afsætter automatisk mere til sin – eller alliancens – kasse. Omvendt giver et land i økonomisk krise mindre end dengag det gik godt.

Det absurde ved dette er, at en procentdel af BNP er helt adskilt fra enhver seriøs trusselsanalyse i overensstemmelse med den klassiske ni-punkts metode ovenfor.

Den er i stedet bundet til økonomiske resultater, og derfor vil de militære udgifter – i hvert fald potentielt – ikke have noget at gøre med, om det generelle trusselsniveau går op eller ned. Det eneste relevante er, om økonomien går op eller ned.

Igen er dette baseret på den lige så absurde idé, eller implicitte antagelse, at dét at bruge flere penge på at anskaffe flere våben er den eneste eller bedste vej til sikkerhed. Det er også baseret på den tvivlsomme antagelse, at mere betyder bedre. Hvis du investerer alle dine ekstra penge i våben, men ikke gør noget for at sikre din energiimport eller -produktion, kan du ikke tanke dine jagerfly op, og de vil stå stille på jorden.

Alt dette er lige så meningsløst, som det ville være at hævde, at jo mere vi investerer i medicin, jo sundere bliver vores samfund automatisk. Det er muligt, både empirisk og filosofisk, at argumentere for, at der ikke er nogen umiddelbar eller automatisk sammenhæng mellem våbeninvesteringer og sikkerhed eller medicininvesteringer og sundhed – ja, det kunne faktisk være lige modsat: Jo flere våben (især af de offensive andre-truende typer) vil gøre os mindre sikre, simpelthen fordi de vil blive opfattet som truende af modstanderne og stimulere eller tvinge disse modstandere til at bevæbne sig endnu mere imod os – selvfølgelig i deres forsvars navn.

Procentdelen af BNP er udtryk for en markedsøkonomisk tankegang, nemlig at flere penge betyder, at man løser et problem. Alt bliver en pris på et marked, ikke et spørgsmål om tænkning, analytiske vurderinger eller mulige alternative løsninger – og målsætningen bliver udeklukkende kvantitativ, ikke kvalitativ. Man kommer til at tænke på karakteren i et af Oscar Wildes skuespil, som siger noget i stil med: Vi er nu et samfund, hvor folk kender prisen på alt og værdien af ingenting – kvantitet versus kvalitet.

Og hvis der er én ting, krigshistorien fortæller os, så er det, at lande med enorme styrker og militærudgifter systematisk har tabt krige til mindre modstandere – f.eks. i Vietnam. Hvorfor? Fordi disse mindre lande blev angrebet, havde bedre moral, bedre strategier og doktriner, kendte deres egen kultur og samfund bedre end angriberen – og kendte angriberen bedre, end angriberen kendte dem.

I parentes bemærket kan dette gentage sig med Rusland i Ukraine (selvom Rusland kender Ukraine af meget gode historiske og kulturelle grunde – men alligevel) og med det langt overlegne NATO, der bekæmper Rusland (direkte eller indirekte via Ukraine). Det vil tiden vise.

Den enkle konklusion er, at en sådan binding af militære udgifter til økonomiske resultater er tegn på intellektuel nedrustning og mekanisk tænkning og vil – med al sandsynlighed – føre til selvbedrag. Når alt kommer til alt, er det kvaliteten/værdien af det, vi gør, og ikke kun prisen på det, der afgør overlevelse, sikkerhed og fred.

Men har du set en kritik af BNP-procenten til militære andre steder end hér?

Hvorfor er Rusland ikke en trussel mod NATO eller neutrale stater?

Lad os nu vende tilbage til den russiske trussel, som ikke er det. Her følger nogle argumenter – uden nogen form for prioritering.

1 – Rusland mistede mindst 25 millioner mennesker i 2. verdenskrig. Russerne ved bedre end de fleste, hvad krig betyder.

2 – Rusland ser et behov for en sikkerhedszone af en slags, fordi det er Rusland, der er blevet invaderet tre gange siden 1812 – Napoleon, Den Hvide Revolution og Hitler – ikke omvendt, og det er ikke produktivt eller muligt at håndtere et besat NATO-medlem.

3 – Rusland har det største reservoir af naturressourcer og behøver ikke at forsøge at få fat i andres – som USA og andre har forsøgt at kontrollere olien i Mellemøsten.

4 – Rusland har lært af Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud omkring 1990-91, at man ikke kan følge NATO-landene med hensyn til militærudgifter uden at militarisere sig selv til døde, dvs. underminere sin civile økonomi.

5 – Det peger på, at Ruslands økonomi er meget lille i forhold til de 32 NATO-landes.

6 – Ruslands militærudgifter var 8% af NATO’s op til invasionen af Ukraine. Det er rigtigt, at militærudgifter ikke direkte kan oversættes til evnen til at starte krige, udkæmpe dem og opretholde dem. På den berømte anden side ville dét at starte en krig mod en modstander med 12 gange større militærudgifter og en langt større økonomi være vanvid, selvmord eller en fatal Himalayisk fejlberegning baseret på fuldstændig irrationalitet. Putin og folkene omkring ham lider ikke af den slags sygdomme.

7 – Disse begrænsninger gør det ekstremt usandsynligt, at Rusland ville få held til at opbygge noget, der bare minder om USA’s globale imperium eller være “imperialistisk”, som det ofte kaldes, hvis det forsøgte. Landet har nogle få baser i udlandet, men ikke 600+ som USA. Uanset hvad man iøvrigt måtte synes om Rusland, så er det ikke en imperialistisk magt.

8 – Hvis det invaderede et NATO-land (eller et hvilket som helst andet for den sags skyld), ville det stå over for et nyt uoverstigeligt problem: Besatte folk vil altid arbejde imod deres besættere. Hvordan skulle Rusland med sine relativt begrænsede militære ressourcer være i stand til at administrere, sikre og udvikle en række lande samt nedkæmpe konstante forsøg på at hæve besættelsen?

9 – Hvis aggression mod NATO eller neutrale stater – eller mod stater rundt om i verden – så at sige lå i russernes gener, hvorfor har de så ikke gjort meget mere af det? I 1960’erne og 1970’erne var Sovjetunionens globale rækkevidde, især i Afrika og Mellemøsten – politisk og militært – meget større end Ruslands i dag.

10 – Putins Rusland efter den kolde krig har først og fremmest investeret i at få Rusland på fode igen efter den fuldstændige og katastrofale opløsning dengang – og det har skabt et samfund, der er beundringsværdigt med en stærkere økonomi, end de fleste har forudsagt – og også været overraskende modstandsdygtigt over for historiens mest intense, massive og vidtrækkende sanktioner fra EU- og NATO-landene. At invadere et NATO-land ville underminere eller ødelægge alt dette.

11 – Vladimir Putin har været præsident i mere end 20 år. Hvis han var en ægte ekspansionist eller “imperialist”, hvorfor har han så ikke invaderet det ene land efter det andet – også inspireret af USA og NATO-landene, der har gjort den slags permanent, ikke mindst i kølvandet på 9/11?

12 – Hvis Rusland er sådan en formidabel trussel, hvorfor har landet så ikke bygget over 600 militærbaser verden over ligesom USA og hundredvis flere for at matche Frankrig og Storbritannien på det område?

13 – Mens Sovjetunionen repræsenterede en anden konkurrerende ideologi indtil sin opløsning – sovjetkommunisme, statslig planøkonomi, ét kommunistisk parti osv. – kan Rusland i dag umuligt opfattes som en systemisk eller ideologisk trussel.

14 – Alle russiske ledere, inklusive Gorbatjov, Jeltsin, Putin og Medvedev, har udtrykt interesse for at arbejde sammen med NATO og bygge “et europæisk hus”, som Gorbatjov kaldte det. Den tidligere NATO-generalsekretær Robertson har fortalt os, hvordan han diskuterede en form for NATO-medlemskab med Sovjetunionen, og da Putin rejste spørgsmålet, fik han at vide af NATO, at Rusland måtte stille sig i kø efter lille Montenegro. Sovjetunionen bad om at blive medlem af NATO i 1954, fik afslag og oprettede derefter Warszawapagten i 1955. Disse forgæves russiske forsøg kan dog næppe kun ses som negative, måske snarere som en vestlig lillebror, der hellere vil slutte sig til storebroderen end at slå ham ihjel.

15 – Præsident Putin har gentagne gange udtalt, at han ser Rusland som – i det mindste også – en europæisk kultur og stat, at uden udvekslinger mellem Vesteuropa og Rusland gennem historien ville Rusland ikke have været, hvad det er i dag. Vesteuropæerne i NATO og EU har aldrig haft en lignende holdning til russisk kultur; de havde ingen problemer eller tøven med at fuldstændigt afskære den efter invasionen af Ukraine.

16 – Vladimir Putin har aldrig sagt til NATO, at “hvis det og det sker – eller hvis I gør det og det – vil Rusland invadere jeres land”. Hans stil har været at appellere til NATO om ikke at fortsætte ekspansionspolitikken; et eksempel er hans tale på sikkerhedskonferencen i München i 2007. I det hele taget har Ruslands holdning til NATO været meget mere defensiv efter afslutningen af den kolde krig end under den.

17 – Uanset hvad man mener om Ruslands præsident, er han hverken uerfaren, et brushoved eller en selvmorderisk tåbe. Og han blev ikke syg eller gal i løbet af dagen den 23. februar 2022.

[Flere grunde kan blive tilføjet, som tiden går. Læserne opfordres til at indsende andre grunde og argumenter i kommentarfeltet nedenfor].

NATO er ikke “defensiv” og har i de sidste 25 år opereret i grov, åbenlys modstrid med sin egen traktat.

Hvis nogle af eller alle de 17 punkter ovenfor er rimelige, har NATO kun én opgave nu: At passe sine egne sager.

Hvis man læser NATO’s traktat fra 1949 – og det kan man gøre her – er den dybest set en kopi af FN-pagten. Den hævder, at konflikter skal overføres til FN og løses med fredelige midler, og så tilføjer den artikel 5, som siger, at hvis et NATO-medlem bliver angrebet, skal de andre komme til dets forsvar. Alliancens ord er ganske rigtigt defensive, men siden dens første operation uden for området – de hensynsløse 78 dages bombning af Jugoslavien fra 24. marts til 10. juni 1999 – har den ført offensive politikker og operationer i grov modstrid med sin egen traktat.

NATO-landenes massive involvering i Ukraine, hvor de bruger landet som brohoved eller stedfortræder for at svække Rusland – eller forsøge at besejre det én gang for alle – er højdepunktet i denne kriminelle politik på vej ned ad den glatte skråning.

De, der kalder NATO “defensiv”, mangler grundlæggende indsigt i disse spørgsmål – eller praktiserer opportun uvidenhed fordi:

En alliance – og medlemmerne af den – som

1) handler langt uden for sin egen medlemskreds,
2) gennemfører offensive militære operationer langt væk,
3) mangler et juridisk mandat som i Jugoslavien,
4) bygger på offensiv snarere end defensiv afskrækkelse,
5) forfølger fremskudt forsvar og deployering,
6) baserer sig på atomvåben, og
7) insisterer på at bruge atomvåben også mod et konventionelt angreb.

kan simpelthen ikke med nogen definition af begrebet karakteriseres som “defensiv”.

Dette er endnu et eksempel på militaristisk humbug. “Defensiv” er til hjemmebrug; selvfølgelig kan man ikke indrømme over for sine borgere, at man er offensiv og truende over for andre. Og intet land, der står over for en NATO-konfrontation, vil opfatte det som “defensivt”. Så ordet “defensiv” er til brug for NATO-verdenen, ikke for resten af verden.

Så hvorfor hører vi, at Rusland alligevel er en formidabel trussel mod NATO?

Hvad skal vi mene om den formidable russiske trussel, når vi også lytter til tidligere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens kontante og opsigtsvækkende udtalelse fra kort efter Ukraine-krigens start: “Putin vil blive slået til plukfisk af NATO. Når NATO bevæger sig, vil det være med enorm styrke. Man skal huske på, at vores investeringer i forsvaret er ti gange større end Putins,” siger han til Danmarks TV 2.

Så meget for truslen fra NATO’s formidable modstander. Der er simpelthen noget, der ikke stemmer.

For at parafrasere Shakespeare, så er der noget råddent i NATO’s “defensive” alliance. Og den råddenskab kan meget vel ende med, at vi ender i Not To Be snarere end i To Be.

Om dette i en anden artikel.