Se lige først dette lille interview med statsministeren. Det vil gå over i Danmarkshistorien.

Statsministeren er her åbenbart rystet over Stubbs & Støres samtale med Putin den 27. oktober 2026. De er begge statschefer i NATO-lande – og indser (forhåbentlig), at alt de har sagt og gjort hidtil har været mere end normalt kortsigtet og resultatløst. At de indser, at man ikke kan vinde over Rusland gennem oprustning af Ukraine og fortsætte med at lade Ukraines befolkning dø i hundredtusindvis.

Må vi håbe.

Grunden skrider nu af flere grunde under den skråsikre Frederiksen. Hun vil, at “vi” skal tale med én stemme og stå sammen – vel at mærke om at fortsætte krigen.

Sveriges statsminister Kristersson citeres samtidig for at sige, at hvis samtale kan lede til fred, så er samtale godt. Samtidig med at han også, dumt nok, siger at en fremtidig fred skal være på Ukraines præmisser.

Statsminister Frederiksens årelange, banal-blinde militaristiske politik, som har skadet Danmark og Europa, går nu mod sit endeligt.

Hun synes faktisk at stå isoleret i Norden med sin anti-diplomati og pro-krigspolitik

Det hedder dialektik – en tendens til at et begreb eller en politik over tid går over i sin egen negation og får den modsatte virkning end tiltænkt fordi den hvilede på uløselige konflikter, psykologiske reflekser og jeg-alene-vide. Eller at tryk avler modtryk.

Hun indser ikke hvad Trump’s omorientering væk fra Ukraine betyder. Hun indser ikke – vil eller kan ikke indse – at Ukraine ikke kan holde ud til i det uendelig at være NATOs spydspids i det – håbløse – forsøg at få Rusland ned på knæ.

Hun indser ikke at Zelenskyi var i Oslo, at vinteren står for døren, at EU økonomisk vil styrte sammen og blive en periferi i verden hvis dette fortsætter.

Hun indser ikke at Putin, Xi og Trump mødes i Shenzhen, Kina, i næste måned – formentlig efter at Trump – “USrael” – har dummet sig igen med en ny bombning af Iran og at ingen af dem gider det dér med Ukraine længere. De har ganske enkelt andet end at lave end at redde NATO fra de forudsigelige /forudsagte konsekvenser af sin tåbelige hubris-ekspansion – af den dumme udnyttelse af at Rusland var på knæ.

Hun indser ikke at hendes udenrigsminister sidder i samme mørke boks som hun selv, når han forleden sagde, at det ikke ændrede ved noget at USA trækker sig ud af Ukraine-projektet og at han skam vil kræve mange flere penge til Ukraine-krigen i den kommende Finanslov. I øvrigt var han stolt over at EU havde besluttet om sin – 137. må det vel være) – sanktionspakke nu de tidligere ikke har haft den formodede effekt).

Hun fremturede for nylig med at danskerne må være parat til at dø – undskyld, men for hendes eller Putins eller hvems politik?

Danmark er kommet meget, meget langt ud – ned af den intellektuelle og etiske slidske.

Hun ser det ikke. Hun bliver i stedet forarget. Tænk at nogen taler med en anden stemme end hendes – ja, tænk at nogen mener at samtale og diplomati kan være et værktøj i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

En norsk avisredaktør skrev at Mette Frederiksen burde holde kæft. Det kan man kun være enig i. Og lægge til, at hun måske i sin tavshed burde prøve med lidt rational analyse og selvransagelse.

Og så har hun lige været med til at sælge Grønland hvorefter Trump svigter hende – og det øvrige Europa – ved at tage direkte kontakt med Putin, lave diesel-handel med ham, etc. Hans seneste udsagn er nok så talende for den, der vil høre: Det er den bedste ejendomshandel, jeg nogensinde har lavet – og vi ved at han mener han har fået Grønland gratis. Medmindre der findes en serie hemmeligholdte aftaler, så har han ret.

Hverken hun eller hendes medarbejdere – der alle må tilhøre en lukket kreds inde i den mørke gruppetænknings-box – har set de her ting komme og ingen har sagt: Lad os lige standse op et øjeblik, gøre status over de gangne 4 år og undersøge hvad der taler imod de antagelser og forudsigelser vi sådan går og laver sammen uden mindste debat, uden at nogen stiller det mest relevante sikkerhedspolitiske spørgsmål: Hvad nu hvis!

Hvad nu hvis vi lige gjorde det tankeeksperiment at vi kunne tage fel – at vi måske har taget fejl og at vi må korrigere vores kurs? Hvad nu hvis et antal faktorer og udviklinger fremover vil ændre på grundlaget i vores politik? Hvad hvis krigstrætheden efterhånden er blevet til at føle på? Hvad hvis Ukraine styrter sammen – og hvad hvis Europa ikke kan holde sammen og ikke kan betale for alle vore panikbeslutninger?

Og hvad nu hvis der dukker europæiske, endog nordiske ledere, op, der – endelig – har indset at man ikke kan løse problemer uden at snakke med hinanden og ikke bedrive udenrigs- og sikkerhedspolitik befriet fra analyse og diplomati? Und so weiter…

Den kloge ræv har to udgange. Statsminister Frederiksen er ikke klog, ingen fleksibel planlægger af forskellige, mulige scenarier og hun har ingen gode udgange idag – hvis hun nogensinde har tænkt tanken…

Ikke engang hendes nordiske kolleger synes at ville have hende med på tråden – selvom de givetvis, modsat hvad hun siger, har informeret de andre NATO/EU-ledere inden de – helt fornuftigt – løftede knoglen til det hadobjekt, de har været så glade for at have og bruge til ethvert – tåbeligt – oprustningsformål, NATO-medlemsskab og over 40 amerikanske baser anskaffet bag ryggen på deres respektive befolkninger.

Jeg mener at hun meget snart må afgå på grund af håndteringen af NATO/Ruslands-konflikten & Ukraine-krigen og den skade hendes regering og politik har påført alle berørte parter, inklusive danskerne.

Ruslands invasion af Ukraine er uacceptabel, ja – men det var NATO’s løftebrydende ekspansion og provokation af Rusland også. Hun har stået last og brast og ikke tænkt én selvstændig tanke omkring disse ting. Ingen statskvindekløgt.

Hvis folk i Danmark – herunder medierne – kunne, måtte og ville se det så er det klart at hvad hun har gjort i denne sag er langt værre end minkene og Covid-nedlukningen tilsammen.

Og til sidst: De medier og kommentatorer, der nu siger, at Støres og Stubbs initiativ er en gevinst for Putin – at de har bøjet sig og at det lige er hvad han gerne vil, nemlig at splitte Europa – bør modtage de Fremstående Tåbers Diplom. Det er de samme som aldrig har turdet stille spørgsmål ved statsministerens gentagne, grundløse påstande om at “russerne kommer og dem skal vi bare ikke tale med.”

Tanken forudsætter at Putin på en eller anden måde har fået de to herrer til at ringe til sig og dermed splitte Europa.

I narrativets og propagandaens tidehverv er der åbenbart ingen intellektuelt bundgrænse. En DIIS-ekspert, som DR konstant bruger, mener at Putin og Rusland gnider sig i hænderne:

“- Det er jo den store leder, præsidenten, som har gjort det godt, og nu kommer de (Norge og Finland, red.) og beder om en samtale med Putin, siger seniorforskeren.

Rent politisk vil man fra russisk side tale om, at der endelig er nogen, der har “set skriften på væggen”, og at regeringsledere fra Europa har erkendt, at krigen i Ukraine er tabt, forudser Splidsboel.

– Det vil være den russiske vinkel, og det forventer jeg, at man vil køre ret hårdt på, siger han.

Public service, der aldrig interviewer andre end statsfinansierede, politisk korrekte eksperter, vil at vi skal forstå, at enhver der vil, at konfliktens parter anvender diplomati og taler med hinanden, går Putins ærinde. Der mangler kun at eksperten kalder Støre og Stubb for “Putinister.”

PS Norges Støre sige, at de allierede var blevet orienteret om de tos telefonsamtale med Putin. I klippet ovenfor siger Frederiksen at “det er ikke koordineret med nogen af os andre.” Så hvem lyver? Og hvem har mest interesse i at lyve om dette?