MSC’s lukkede militarisme tilbyder kun én recept — flere våben — samtidig med at rekordhøje militærudgifter, presset ud af skatteydere i økonomisk krise, underminerer diplomati og driver eskalationen mod de højeste krigsrisici i årtier.

Fra dialogforum til militariseret ritual

I årtier var Munich Security Conference (MSC) – som åbnede i dag og løber frem til søndag – et af de få steder, hvor modparter kunne mødes uden teater. Grundlagt i 1963 som Wehrkundetagung fungerede den som et diskret dialogforum under Den Kolde Krig mellem NATO og Warszawapagten. Selv i perioder med høj spænding var sovjetiske og senere russiske repræsentanter til stede, og München gav mulighed for at levere ubehagelige budskaber direkte – ikke gennem pressemeddelelser eller militære manøvrer.

Den tid er forbi. MSC er blevet noget helt andet: et årligt arrangement til 13–20 millioner euro for en lukket vestlig sikkerhedselite, et poleret møde mellem regeringer, våbenindustri, store medier og tilknyttede tænketanke – alt sammen indhyllet i dialogens retorik, men fungerende som et selvbekræftende militaristisk ekkokammer. Det er det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks (MIMAK), der træffes her.

En 20‑millioner-Euro struktur, der bestemmer sit eget udfald

MSC’s finansiering afslører dens orientering tydeligere end enhver missionserklæring. Omtrent 5–7 millioner euro kommer fra den tyske forbundsregering; 6–10 millioner fra virksomhedssponsorer, herunder store forsvars- og sikkerhedsfirmaer; og 2–3 millioner fra fonde og institutionelle partnere.

Når regeringer og våbenindustri er de primære finansieringskilder, flytter tyngdepunktet uundgåeligt mod militære definitioner af sikkerhed, teknologiske løsninger, alliancemæssig sammenhængskraft og afskrækkelsesdoktriner, mens fredsopbygning, konfliktløsning, diplomati, mægling og ikke‑militære tilgange – som ikke har tilsvarende finansielle støtter – stille og roligt forsvinder fra dagsordenen.

Konsekvensen er, at MSC er blottet for fri tænkning, alternative ikke‑militære sikkerhedsforanstaltninger og enhver vision om en bedre verden.

At tale om verden, ikke med den

MSC’s program kurateres af en snæver kreds af ledelse, rådgivningsråd, regeringspartnere, virksomhedssponsorer og sikkerhedsorienterede tænketanke. Hvert lag forstærker de andre og producerer en bemærkelsesværdigt ensartet verdensopfattelse, hvor de samme aktører definerer problemerne, foreslår løsningerne og modererer diskussionerne.

Panelerne domineres af vestlige embedsmænd, militære ledere og analytikere finansieret af de samme regeringer og industrier, der støtter MSC; moderatorerne kommer ofte fra store vestlige medier, som bekræfter de gældende antagelser i stedet for at udfordre dem.

Resultatet er forudsigeligt: paneler om Rusland uden russere; paneler om Kina med kun én kinesisk repræsentant (Kinas udenrigsminister, og hans ofte anderledes perspektiver citeres sjældent i vestlige medier); paneler om fred uden fredsforskere; paneler om det Globale Syd uden stemmer fra det Globale Syd.

Takket være en bemærkelsesværdig intellektuel indavl taler MSC i stigende grad om modstandere, om diplomati, om fred – men ikke med de berørte parter, og slet ikke med dem, der professionelt arbejder med konfliktløsning, mindst af alt FN.

Dette er en bevidst arkitektur skabt af NATO‑kirkens menighed, og derfor er det kun logisk, at dens tidligere generalsekretær, Jens Stoltenberg, nu overtager konferencen som dens forrettende præst.

Den eneste recept: flere våben

På tværs af MSC er politikforskrifterne slående ensartede: flere våben, stærkere afskrækkelse, længere‑rækkende slagkraft, højere militærudgifter, dybere allianceintegration.

Logikken er cirkulær: usikkerhed mødes med oprustning, som skaber mere usikkerhed, som retfærdiggør yderligere oprustning. Offensiv langtrækkende afskrækkelse er en 100 procent forudsigelig usikkerhedsgenerator, fordi modparten ser den som en trussel – ikke som beroligende– uanset hvilke gode intentioner man påstår at have.

Verden har aldrig brugt flere penge på våben end i dag, og alligevel stiger risikoen for en større krig. Borgere i økonomisk krise får at vide, at de skal betale endnu mere for en “sikkerhed”, der åbenlyst mindsker deres sikkerhed og øger krigsrisikoen.

I ethvert rationelt forum ville nogen rejse sig og sige: Noget må være galt – lad os stoppe op og tænke. I München gør ingen det.

Kabuki‑teatret må fortsætte. Enhver kan starte et slagsmål i en bar – eller en krig – men det kræver helt andre evner at undgå krig og skabe fredelig sameksistens.

Fra dialog til narrativ konsolidering

Siden det Obama‑understøttede regimeskifte i Kiev den 22. februar 2014 og Ruslands annektering af Krim den 18. marts 2014, har MSC systematisk lukket døren for dialog med Rusland – langt fra 2007, hvor Putin holdt sin nu historiske, lavmælte tale og spurgte, hvad der var blevet af løfterne til Gorbatjov om ikke at udvide NATO “en tomme”.

MSC har tilpasset sig fuldt ud NATO’s og EU’s strategiske linje. Dialog med modstandere er erstattet af diskussioner om modstandere; paneler om Rusland og Kina er indrammet udelukkende gennem vestlige trusselslinser; og konferencen er blevet en scene, hvor regeringer, industri, medier og tilknyttede akademikere bekræfter én samlet verdensopfattelse, der næsten udelukkende definerer sikkerhed militært og er blind for verdens mangfoldighed og muligheder.

Tragedien er ikke, at MSC har et perspektiv. Tragedien er, at det kun har ét. Og det er alt andet end tillid, konfliktløsning og fred.

Den manglende modvægt: en global fredskonference

MSC’s officielle status og mediedækning afslører en dybere strukturel mangel: der findes intet tilsvarende højniveau-forum for fred. Ingen årlig samling, hvor fredsforskere, mæglere, konfliktløsningspraktikere, civilsamfund, det Globale Syd, ikke‑allierede stater, humanitære aktører og kulturfolk mødes for at udforske ikke‑militære tilgange til sikkerhed.

Den mest urealistiske og tilbageviste antagelse er, at sikkerhed handler om våben, og at flere våben skaber stabilitet, sikkerhed og fred – NATO‑kirkens mantra, uanset hvad alliancen foretager sig, inklusive dens permanente brud på sin egen traktat siden bombningen af Jugoslavien i 1999.

Der findes ingen 20‑millioner-euro platform for diplomati, forebyggelse, forsoning eller strukturel fredsopbygning; ingen global scene, hvor fred behandles med samme alvor, ressourcer og medieopmærksomhed som afskrækkelse, oprustning og ubegrænset militaristisk tænkning.

Ubalancen er ikke tilfældig; den afspejler politiske prioriteringer og det MIMAC‑formede verdenssyn, der nu dominerer vestlig sikkerhedstænkning.

Det er livsfarligt – både i substans og i sin selvbekræftende blindhed.

At forstå München Konferencen for det, den er blevet

Munich Security Conference fungerer ikke længere som et forum for dialog mellem modparter eller som et sted for udforskning af forskellige tilgange til sikkerhed. Den er blevet et højtprofileret mødested for lukket sikkerhedsmæssig gruppetænkning – et sted, hvor eliteinteresser mødes, narrativer synkroniseres, og grænserne for acceptabel diskurs stramt kontrolleres.

Det er tid til at se den ærligt. Det er tid til, at frie medier – hvis de stadig findes – anlægger et kritisk perspektiv. Spørgsmålet er, om de vil, eller om de allerede er fuldt ud koopteret.

Indtil nogen investerer i en seriøs, vel‑finansieret global fredskonference – med samme skala, synlighed og ambition som München – vil ubalancen bestå. Og det samme vil risikoen for krig.

Måske er tiden inde til, at BRICS, Bælte‑og‑Vej‑Initiativet, en koalition af fredsvillige i samarbejde med FN og ikke‑vestlige regioner og aktører – regeringer såvel som borgere – arrangerer en konference for ægte fred og menneskelig sikkerhed, hvor det militære aspekt får sin rette – minimale – plads.

Vi må aldrig acceptere, at vold bliver første udvej. Den skal altid være den sidste, når alt andet er prøvet og fundet utilstrækkeligt.

P.S.

En konference, der inviterer María Corina Machado til at tale om Venezuela, Lindsey Graham om Rusland, Tony Blair om fred og udelukkende bruger konservative vestlige medier som moderatorer, dokumenterer ikke global sikkerhedstænkning, men den intellektuelle og etiske afrustning af et Vesten i tilbagegang – og måske en EU‑ og NATO‑struktur i begyndende opløsning.