Det er 9. april i dag.

Danmarks Radio fortæller i dag om hvordan landets krigsmuseer er blevet “tilløbsstykker” hvor folk står i kø for at komme ind og gå på rundvisninger og billetsalget boomer.

Det falder naturligvis ingen ind at spørge hvorfor Danmarks og så mange lande er så optaget af krig – monumenter, mærkedage, museer, har så mange boghandlere med mængder af bøger om krig, krigshistorie, våben, uniformer – bruger mode med militærinspiration eller kører i city jeeps og andre moderne biler, der ser ud som panserkøretøjer. Og slet ikke hvorfor der ikke findes de samme ting med fredens fortegn – fredsmonumenter, fredsmuseer, boghandlere med fredsbøger…

Svaret er for så vidt enkelt nok. Vesten som kultur, som social kosmologi og kollektiv måde at tænke og gebærde sig på, er et frygteligt voldsbaseret apparat med verdenskrige, oprustning, kolonialisme, imperialisme, besættelser, folkemord, atomvåben, globale baser og interkontinentale missiler – you name it.

Det er en “civilisation” så gennemsyret af vold – politisk, økonomisk, strukturel, køns, kultur, underholdnings, psykologisk, racistiskt – at de fleste tager det for naturligt og end ikke ser i hvor stort et omfang, vi er en volds- og ikke en fredskultur.

Hvis den danske regering og folketinget havde været for fred ville de i en sådan kultur have forårsaget et ramaskrig og heftig samfundsdebat. Men i en krigskultur er de helt politisk korrekte – og danskerne ser ikke alternativer, fordi politiken, medierne og forskningen/eksperterne er på samme krigslinje. Samme dødsensfarige grupptænkning – et begreb, der netop indebærer at man ikke tænker men følger flokken i bevidsthed om, at man selv har ret og alle andre er galt afmarcheret.

Danmark har ikke et MIMAK – et Militær-Industrielt-Media-Akademisk Kompleks. Danmark er et MIMAK, og det skal sælges til skattebetalerne på alle mulige – og etisk umulige – måder. Dansk erhvervsliv skal strømlinjeforme og designe fremtidens militarisme, se blot hér hvordan A. P. Møller Mærsk står i spidsen for et ministerielt udvalg, der skal gøre dansk militær – jeg nægter at kalde det “forsvar” – “veldrevet.”

Pikant nok er der kun ét udvalgsmedlem, der har relevant ekspertise, resten aner – må man formode – intet specielt om international politik, forsvarsteorier, doktriner, teorier om sikkerhed, trusselsanalyse etc., og jeg er ganske og aldeles sikker på at ingen af dem kan stave til ordet “fred.”

Det behøver de heller ikke. Idag er fred = evnen til at afskrække, hade, at se trusler rundt om ethvert hjørne, at opruste uden målsætning men som en %-andel af BNP, at kriges – verbalt (diplomati findes ikke længere) og fysisk. Vi har Mette Frederiksens ord for at fred kan være farligere end krig.

•

Igår – den 8. april – fortæller Sveriges Television, SVT, at statsminister Kristersson vil indkalde alle de svenska rigsdagspartier til samtaler i næste uge. Årsagen er denne – “Regeringen kallar nu till nya partiledarsamtal om den fortsatta upprustningen av det svenska försvaret. Bakgrunden är det förslag till lånefinansierad upprustning på 300 miljarder kronor, som regeringen och Sverigedemokraterna har aviserat.”

Man vil gå ud og låne 300 milliarder svenske kroner for at financiere Sveriges fremtidige oprustning – hvilket kommer oveni en oprustning, der giver sig udtryk i at Sverige brugte 45 milliarder til sit “forsvar” for ti år siden og idag bruger 143, altså en forøgelse på 318%. Flere detaljer på Regeringskansliets side – der viser denne udvikling:

Sverige skal opruste for at tilfredsstille den absurde, anti-intellektuelle og irrelevante målestok: militærudgifter som procentandel af BNP som jeg har kritiseret sønder og sammen hér. Den planlagte oprustning har ingen – ingen – relation til nogen seriøs, kvalificeret analyse af sandsynlige civile og militære trusler mod Sverige i de næste årtier. Det rækker med at sige at Putin er ditten eller datten.

Således lyver man og således øger man frygten i befolkningen. Frygten – frygtologi – er kendt som enormt effektiv til at få folke til at tro på eller gøre hvad som helst. For “vi” er truede!

Men bortset fra denne kakistokratiske tankegang hæfter jeg mig ved at statsminister Kristersson citeres for at sige dette:

“I allvarliga tider är det viktigt att vi håller ihop som land, säger statsminister Ulf Kristersson.”

Er han bange for at Sverige ikke skal holde sammen som land? Er han bange for at propaganda om at “Russerne kommer” skal blive gennemskuet? Er han bange for at Sverige ikke vil holde sammen, når svenskerne opdager hvor destruktiv denne vanvittige militarisering – og låntagning til den – er for svenskerne i fremtiden? Er han bange for på et eller andet tidspunkt at blive betragtet som fredstids-landsforædder fordi regeringen så åbenbart er mere loyal med NATO og med USA (også under Trump-regimet!) end med det folk, der har valgt ham?

Gad vide om der ligger noget – dybere – i den tanke, jeg formulerer i denne artikels overskrift?

Jeg frygter at der gør det – og at dét er et overbevisende tegn på vestverdens forfald indefra – mens man legitimere den indre tomheds kaos gennem at se sig tosset på ydre ikke-eksisterende trusler. Psykologer kalder den slags projektion nemlig at vælte sine egne mørke sider over på modstanderen – jeg vil kalde det psyko-politisk projektion.

Vi har ganske enkelt ingen fremtidsvision at samles om, og da må – den illusoriske og selvskabte – krig blive det, der får os til at stå sammen og giver os mening.