Vesten/NATO har hele tiden manglet en langsigtet strategi. Man var jo militært, økonomisk og politisk overlegen og kunne gennemtrumfe sin vilje. Behøvede ikke at tænke.
At håbe på at Ukraine skulle blive NATO-medlem uden ballade var hybris-beruset ønsketænkning, og dertil dumt i og med at det er overbevisende dokumenteret, at Ruslands ledere fra Gorbatjov til Putin de seneste 30 år i praksis har sagt at NATOs ekspansion var: a) et soleklart brud på de løfter Gorbatjov blev givet (og det er sandt); b) en ydmygelse og modproduktiv hvis man vil have fælles sikkerhed; og c) at hvis det ikke kunne være anderledes så ville Ukraine være Ruslands definitive røde linje.
Ingen lyttede. For som tidligere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen så træffende har sagt det: Putin véd jo godt, at NATO kan slå ham til plukfisk, fordi vi bruger ti gange mere på våben end han gør.
Som nogle af os har forudsagt så gik det altså galt – hvilket ikke er udtryk for støtte til Ruslands invasion. Den har jeg taget afstand fra dagen efter. Men jeg støtter heller ikke Vestens svar på denne invasion, oprustningen af Ukraine og det anti-intellektuelle narrativ, NATO-landene kører med, inklusive påstanden om at NATO ikke er medansvarlig for noget som helst og at Ruslands invasion var ‘uprovokeret.’
Den 30. januar 2023 var så den danske regerings spidser på besøg i Ukraine. Man forstår af DR’s rapport, at der ikke var tale om at skubbe præsident Zelenskyj i retning af et forhandlingsbord, nej Danmark kommer med løfter om flere våben og så hjælp til sin venskabsby.
Til det skrev jeg umidddelbart på min Facebook-side:
“
Hellig enfoldighed!
Vist gør det indtryk at se krigens gru. Det er vi nogen, der har gjort flere gange end disse tre tilsammen.
Men så skal DK alligevel levere endnu flere våben, så der kan blive endnu mere lidelse, død og ødelæggelse.
Konflikten mellem NATO og Rusland i Ukraine skal afgøres på slagmarken og ikke ved et bord. Mer end normalt kortsigtet og, ja, tåbeligt…
Det er næsten ikke til at bære at se Løkke Rasmussen, der bombede i Syrien. Idag sulter 12 millioner – halvdelen af befolkningen – dér, over 300 000 er døde og 12 millioner er flygtninge og internt fordrevne, IDPs.
Men dén krig – Vestens krig – skal der ikke tales om.
Og ingen regeringsdelegation vil besøge Syrien og se resultaterne af Vestens – mislykkede – regimeforandringskrig dér fra 2011-2016. Med Danmarks fulde politiske støtte og militære bidrag.
Fraværet af enhver moralsk tanke er til at føle på. Langt ind i hjertet. Hos nogle af os, men ikke hos disse mennesker for hvem ofre åbenbart kan kategoriseres i to:
De værdige – offer for Ruslands krige – kristne
modsat
De uværdige – ofre for NATO-landes krige – muslimer.”
•
En snarlig russisk storoffensiv og hvad gør USA, NATO, EU – og Danmark – så?
Det er jo en mærkelig krig, den i Ukraine. Hér står de danske ministre og taler med præsident Zelenskyj på gaden, ingen af dem har skudsikre veste eller militær beskyttelse omkring sig. Der er nok så store områder af Ukraine, der overhovedet ikke er berørt af denne krig, som ellers blæses op til det mest grufulde i mands og kvindes minde. Men fin PR for Danmarks stadigt mere militaristiske og anti-intellektuelle udenrigs- og forsvarspolitik er det da – photo opportunities som få.
Med sorg i hjertet – for det hele kunne jo være undgået og værre vil det blive – vil jeg sige, at det nok bliver sidste gang, de kan besøge Ukraine. Stadigt flere artikler dukker nu op i internationale medier – skrevet af uafhængige og selvstændigt tænkende civile eksperter såvel som af erfarne officereer – som argumenterer overbevisende for, at tiden er ved at løbe ud for Ukraine, og at Rusland har mobiliseret til en snarlig storoffensiv. Mange af dem kan du finde på The Transnational og på TFF 2 – online magasinet “TFF Peace Affairs.”
Altså omvendt plukfisk? Putins plukfisk. Krigens logik og regler tilsiger jo, at man ikke blot sidder og ser passivt på, når tredjeparter i årevis opruster ens modstander – bare det sidste år med noget, der beløber sig til mindst US$ 150-200 milliarder eller mere end det dobbelte af Ruslands hele forsvarsbudget. Man forsøger i stedet at komme dem i forkøbet.
Putin har for såvidt stadig tid, fordi alt det isenkram, som Vesten pumper ind, tager langt tid at lære at håndtere, fordi ledelsen i Kiev har åbenbare interne konflikter og omfattende korruption, fordi kampånden tager af med tiden, fordi de ukrainske menneskelige og materielle tab formentlig er langt større end vi får at vide i vestlige medier, og fordi NATO-siden så gerne vil vinde, men ikke har mod til at sætte sine egne soldater og mere avancerede våben ind. Man vil kun kæmpe til den sidste ukrainier – ikke ofre noget selv i denne feje og strategi-løse stedfortræderkrig.
Lad mig hér gøre det helt klart, at jeg bestemt ikke mener at NATO bør gøre det; jeg påpeger blot, at man ikke vil kæmpe (eller betale en menneskelig pris) for det Ukraine, man jo har så kært – og at det ikke er særligt ædelt. Højteknologi er Pentagon/NATO’s våben, ikke moral, mod eller offervilje.
Rusland har som sagt tid, men ikke uendelig tid. Hvad præsident Putin kaldte en speciel militær operation kan, som denne tid går, blive mere af en ny stor fædrelandskrig. Ukraine er Ruslands nærområde og vitalt vigtig for Rusland, ikke for USA. Alligevel skulle man med djævelens vold og magt have landet ind i NATO mod stribevis af kyndiges advarsler. Det eneste land man ikke ville have ind var Rusland, hvis ledere gentagne gange – også Putin – har foreslået at Rusland blev medlem af NATO.
Gad vide om de godt 70 højt priste Leoparder og Abrams kampvogne når frem i tid og nogen kan lære at betjene dem i tide til at gøre en forskel på slagmarken? (nogen siger 320 stykker, men hvem skal levere de øvrige 250?)
Gad vide om Danmarks Caesar-artillerisystem kommer frem i tide? Og gad vide hvor meget længere mennesker i Europa og USA er parate til at hoste penge op og betale skyhøje priser for alting – ikke på grund af Ruslands invasion, men på grund af den paniske, kortsigtede og selvretfærdiggørende reaktion med hvilken Vesten svarede på invasionen: de tidsubegrænsede sanktioner, udelukkelsen af alt russiskt, tilbagetrækningen af virksomheder, tabet af markeder, inflationen, oprustningen, Store Bededag – og ødelæggelsen af Nordstream 2 (som du ikke hører mere om i medierne fordi det bare ikke går at sælge som noget, Rusland gjorde).
Samt den kolossale fejlbedømmelse at “det internationale samfund” ville følge USA/NATO’s politik. Faktum er at 85% af menneskeheden bor i lande, der enten er direkte imod Vestens politik eller forholder sig så neutrale som de kan. Når NATO’s Stoltenberg rejser til Sydkorea og Japan for at knytte dem nærmere som NATOs ‘partnere’ og samle militær støtte til krigen i Ukraine er det åbenbart, at desperationen også eskalerer.
Jeg forudsiger en russisk storoffensiv meget snart. Når den overlegne part i en konflikt (NATO) nægter forhandling og kun satser på at blive endnu mere overlegen, ja da er det ret klart hvad den anden side vil tænke og gøre. Klokken tikker og timing er essentiel.
Da vil en langt større del af Ukraine blive ødelagt, og vi vil i Europa blive tvunget til at tage hånd om uendeligt mange flere flygtninge – og senere anvende uregnelige mængde af milliarder på at genopbygge Ukraine – også mere end de US$ 300 milliarder, som man agter at tage fra Rusland, nemlig dets indestående i vestlige banker.
Ganske almindelige, fredsommelige ukrainere, der ikke kan overleve enten på grund af krigshandlingerne eller på grund af kaos, arbejdsløshed, sult, kulde – syge, der ikke længere kan få hjælp på vildt overblastede sygehuse. De vil banke på EUs dør.
Gad vide hvad den danske regering og forsvarsminster, Jakob Elleman Jensen, så siger? Idag har han kun dette – banale – at sige:
“Men selvom de russiske bomber stadig falder over Ukraine og fremtiden kan se sort ud, så sender forsvarsminister Jakob Ellemann Jensen ifølge DR.dk en appel til danskerne:
– Vi skal fra dansk side være stolte over vores bidrag. For det er massivt, siger han.
– Deres ønskeliste er i sagens natur uendelig. Hvis de skal besejre ondskaben – og det skal de – så kan de kun gøre det med vores hjælp.
Den danske regering har i slutningen af december doneret 300 millioner kroner til en våbenfond.”
Hér lover Elleman Jensen “ondskaben” – ikke Rusland men ondskaben – at den vil blive gjort til plukfisk. Med dansk hjælp. Ingen af Danmarks tre ledere synes at ane noget substantielt om hverken krigens love eller psykologi – og endnu mindre om den dybereliggende konflikt.
Og konsekvenserne af deres handlinger må andre så føle. Fru Frederiksen lægger jo ikke sin egen hånd på den ukrainske kogeplade.
•
Fremtidsspørgsmål nu Vestens enighed omkring Ukraine begynder at smuldre
Og så er der en passant nogle nok så store spørgsmål omkring boomerang-effekterne af NATO- og EU-landenes politik: Hvis/Når man i en eller anden forstand har tabt slaget om Ukraines medlemsskab i NATO (for i NATO kommer det ikke, og der er heldigvis mange andre livskraftige løsninger), vil NATO så kunne overleve? Efter alliancens største brøler nogensinde?
Kan EU, der har været med hele vejen og som sædvanlig ikke har kunnet samle sig om én politik og slet ikke en politik forskellig fra USA’s? Hvordan udvikler USA sig de nærmeste måneder, og er det en stadigt svagere, ofte uklart talende Biden, Trump eller en i dag Ubekendt, der skal udføre det amerikanske MIMAKs – Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks’ – politik? Vil landets præsident blive ryddet af vejen, hvis han eller hun istedet slår ind på forhandlingernes og sameksistensens vej? (Glem ikke at den hidtil største vinder af Ukraine-krigen er våbenindustrien).
Vil USAs imperium, dele af det amerikanske samfund blive afviklet fredeligt eller med vold, with a Bang or with a Whimper? Vil EU overleve eller falde fra hinanden bl a fordi Tyskland ikke – må man formode – kan gå med hele vejen? Vil Sverige, der efter at have smidt alt over bord, inklusive 200 års gode erfaringer med alliancefrihed – alligevel ikke komme ind? Vil Tyrkiet blive og forhindre Sveriges medlemsskab eller vil det forlade NATO og vende sig helt mod Øst? (Det er NATOs største militærmagt efter USA).
Vil Ungarn forlade EU og NATO? Og hvor meget længere vil Serbien lade sig herse med siden 1990erne: demoniseringen og NATO’s illegale bombing af Kosovo og Serbien og diverse ultimative krav, der igen og igen stilles til landet i hvilket Kina allerede er den største enkelte handelspartner?
Vestlige medier slår ikke ligefrem på stortromme for de voksende kritiske indslag imod Vestens politik i Ukraine. Zoran Milanovic, NATO og EU-landet Kroatiens præsident, har sagt alt det, der ikke må siges i EU- og NATO kredse og kaldt dele af NATOs politik modproduktiv og umoralsk.
Og den 1. februar kom så Den Internationale Valutafonds (IMFs) bedømmelse, her gengivet af New York Times: Sanktionerne har liden indflydelse på Ruslands økonomi med forklaringen at “Ruslands økonomis modstandsdygtighed er med til at skabe global vækst, ifølge en ny [I.M.F.] rapport … der tyder på …. at [Vestens] bestræbelser … på at svække Moskva på grund af krigen i Ukraine ser ud til at være ved at falde til jorden. … [I.M.F.] forudsiger, at … den russiske produktion vil vokse med 0,3 procent … i år og 2,1 procent næste år, hvilket trodser tidligere prognoser.”
Ny RAND-rapport bør få alle beslutningstagere i Vest til at tænke
Og som om disse “cracks in the wall” ikke var nok, så har den amerikanske høge-tænketank, Rand Corporation, lige udgivet en rapport – “Avoid A Long War” – der i klare vendinger siger, at USA snarest må tage skridt til at få denne krig stoppet, fordi den ikke er i USA’s langsigtede interesse. Hvis Ukraine skal generobre hele sit territorium vil det, siger man, blive en meget længere og ødelæggende krig og øge risikoen for atomvåbenbrug. En lang krig vil have ødelæggende konsekvenser for den globale økonomi, tage USAs opmærksomhed væk fra andre store spørgsmål samt øge Ruslands ‘afhængighed’ af Kina.
Og videre, påpeger RAND, er der mængder af svære dilemmaer – som dette: Ved at stadigt øge våbenhjælpen til Ukraine vil Zelenskyj føle sig styrket i at være imod forhandlinger; hvis USA/NATO slækker på våbenhjælpen kunne Rusland føle sig styrket. Hvordan balancere forventninger og aktion/reaktion?
Eller: USA og EU’s massive sanktioner er indført for at for evigt straffe Rusland; det medfører at Rusland ikke har noget håb om at dets politik vil have nogen effekt på dem, at de så at sige aldrig bliver hævet. (De skulle naturligvis have været konditionelle istedet: Hvis I russere ophører med denne krig, så vil vi hæve sanktionerne, JØ).
Så RAND foreslår, at USA må sige klart hvad det er, Rusland skal gøre for at sanktionerne vil blive hævet og så forhandle derfra. RAND siger ligefrem (s. 24 i rapporten), at Rusland allerede har betalt en meget høj politisk og økonomisk pris – NATO udviddelse med Finland og Sverige, NATO’s oprustning, prestigetabet, Europas reduktion af energi- og handelssamarbejde med Rusland, reduktion af Ruslands forsvarsevne, etc.
Endelig gør RAND det klart at Ukraines genvinding af tabt territorium ikke er det vigtigste; istedet bør USA give det en slags sikkerhedsgarantier for neutral status og ikke NATO-medlemsskab, få fredsforhandlinger igang og diskutere hvordan sanktionerne derpå kan hæves.
Hvis denne autoritative rapport fra netop RAND – der stort set påviser hvor modproduktivt alt hvad USA, NATO og EU hidtil har gjort er og argumenterer for at en lang krig med atomvåben-risiko ikke er i USA’s interesse – ikke gør dybt indtryk og får beslutningstagere i alle NATO-hovedsteder – også i København – til endelig at tænke er der næppe noget, der kan.
Og det er jo interessant at RAND – af alle – siger på sin måde hvad vi andre, fredsprofessionelle, har sagt hele tiden: Det, der sker nu er modproduktivt, skaber en lang krig med stadigt voksende risici og at den eneste løsning må komme i stand ved et forhandlingsbord og med en klar erkendelse af, at Ukraine aldrig kan blive et NATO-medlem, men såvist kan få tryghed på andre måder. (Se min analyse her med tekster fra 2014 og op til 2022).
I parantes er det så lige så interessant som uetisk, at RAND i 2019 også udgav en analyse af hvorledes Vesten kunne gøre Rusland stadig svagere, bringe det ud af balance, uden selv at ofre noget videre på det.
De sociale og økonomiske protester vil vokse i Europa
Hvordan dæmme op for befolkningernes protester rundt om i Europa, når priserne på energi, bensin og dagligvarer er steget til et niveau, som presser levestandarden stadig længere ned – og de sociale ydelser og sundhedsvæsenet forringes yderligere? Når folk opdager, at de er blevet bedraget af propagandaen om NATOs uskyld og skal betale endnu mere til alliancen, der bærer hovedansvaret for konflikten og tillige nu engagerer sig i en krig, som denne såkaldt defensive fredsskabende alliance netop blev oprettet for at undgå? Trillioner af dollars trukket ud af 30 landes skattebetalere over årtier for så at kræve endnu mere i en multi-krisetid?
Jeg tror faktisk Vestens ledere har nok så meget at tænke over.
Men idag er politik reduceret til foto-lejligheder, symbolpolitik med flag, knappenålsmærker og blå-gule klædedragter, smarte Twitter-agtige udtalelser og det totale fravær af en bevidsthed om egen faglig ukyndighed og derfor også om at det, man yderst eksperimenterer med bare for at få ret, er ødelæggelsen af store dele af Europa.
Om statsmandskløgt, forsigtighed og sammenhæng mellem tiltag, taktik og strategi på længere sigt er der i hvert fald ikke tale.
Eller måske det den megalomaniske illusion om at NATOs medlemmer og partnere – når man er på den anden side af alt dette og når “vi” har vundet og Rusland er blevet stykket op som Jugoslavien – skal nedkæmpe Kina, udbrede NATO endnu mere og befri Taiwan… det Kina, der ikke på nogen måde ønsker krig eller fører krig noget sted og ikke truer nogen i NATO?
Våben og oprustning er jo, når alt kommer til alt, det eneste område hvor Vesten stadig har en komparativ fordel. Der er blot det Aberdabei ved dét, at brugen af denne fordel, denne militære overlegenhed, med usvigelig sikkerhed vil ødelægge Vesten selv. Før snarere end senere. Den omsiggribende militaristiske kultur fungerer som en cancer, der breder sig.
Men som en marionet gentager NATO’s Jens Stoltenberg sig selv i det uendelige – men åbenbart ikke til lede for sig selv – om Kina som den store udfordring, Kinas oprustning og provokative adfærd og desinformationer, og… Senest under sit besøg i Sydkorea og Japan i slutningen af januar, ikke mindst på pressekonferencen med Japans premierminister Kishida.
•
Ukraines folk vil betale den højeste pris og Europa få boomerangen fra USA/NATOs svar på Ruslands invasion
Og gad vide hvor meget, der om nogle måneder vil være tilbage af Ukraine og dets folk, som jo rettelig er uskyldige i det spil deres egen Poroshenko- og Zelenskyj-regeringer, NATO-landenes og til sidst også Ruslands regeringer har spillet vel vidende at millioner af disse per definition uskyldige ukrainske medmennesker meget vel kunne få deres liv og fremtid ødelagt?
Som altid er det almindelige mennesker, der betaler prisen for lederes – også danske lederes – hjerteløse magtspil.
Mens jeg ikke har nogen sympati for ukrainske lederes samspil med USA/NATO siden det af USA orkestrerede regimeskifte i 2014 i Kiev, med deres oprustning af Ukraine, deres borgerkrig mod egne medborgere, der har kostet 14 000 mennesker livet, eller med lurendrejeriet kaldet Minsk-aftaler, så kan man kun have sympati for de sagesløse ukrainere, som alle parter har ofret som bønder på et skakbrædt.
Og i dette tilfælde er årsagen til disse lidelser, at alle i NATO-kredsen benægter ethvert medansvar for den konflikt, som har udløst krigen – ja, at der overhovedet er en konflikt, som jo forudsætter to parter. Rusland er den eneste part i denne helt unikke konflikt og NATO er, ifølge generalsekretær Jens Stoltenberg, ikke en deltager i den.
Ingen i hverken medier eller politik forstår den essentielle forskel mellem krigen (symptom) og de underliggende konflikter (årsager), og ingen synes at besidde den fornødne selvindsigt og diplomatiske evne til andet end at køre stadigt længere ind i den militære optrapnings blindgyde.
Som et lemmingetog mod afgrunden.
Det hedder mission creep og det er afsindigt farligt – specielt når aktørerne er forblændet af den selvretfærdige vinders groupthink, der afviser alle alternativer tolkninger og handlingsveje og dag for dag bekræfter gruppen i at den er ufejlbarlig og derfor på rette vej.
Den slags sker når militarismen er blevet en religion og NATO dens kirke, den vigtigste – sidste – sammenholdende faktor i dén vestlige verden hvis tid som verdens selvbestaltede leder definitivt er forbi og en ny samarbejdende, multi-polær verdensorden uden hegemoner er under hurtig udvikling.
Man kan idag kun håbe på at den vil implodere og ikke eksplodere.
Her taler præsident Zelenskyj om de danske politikeres besøg
