21. juli 2020
Jeg vil lige orientere min læsere om den seneste udgave af DanmarKina – magasinet for Foreningen Danmark-Kina, der har eksisteret siden 1952. Dens formål er at udbrede kendskabet til Kina på et venskabeligt grundlag – altså at bidrage til mellemfolkelig forståelse i gensidig respekt og uden at være et propagandamedie for noget eller nogen.
Historikeren Julie Brink i Aarhus har været aktiv i foreningen siden 1975 og landsformand siden 1998.
Og her må jeg så afsløre at jeg skam ikke ikke er ganske objektiv hvad angår foretagendet. Hun er nemlig min gode ven siden jeg var medlem af en dansk kulturdelegation, der under hendes kyndige ledelse rejste rundt i Kina i 16 dage i 1983.
Det er også Julie Brink, der er ansvarshavende for DanmarKina. Nr 114, der netop er udkommet, er et smukt eksempel på magasinets traditionelle bredde og kvalitet. Jeg er glad for at være en af bidragsyderne – mere herom nedenfor.
Af indholdet i dette nummer kan nævnes artikler om kreativiteten i kinesiske skoler, en gennemgang af de meste aktuelle kinesiske tv-serier i den realistiske genre, en analyse af boligpolitik og urbanisering, hovedpunkter i Kinas nye civilret, en række boganmeldelser, en artikel om Laurits Andersen – en dansk forretningsmand med mere, der kom til Hongkong i 1870 og årtier senere blev den bedst kendte dansker i Shanghai.
Der findes også en meget grundig gennemgang af konflikterne mellem Kina og USA – ikke mindst set i lyset af corona-krisen og de mange gensidige beskyldninger. Og en del andet – særdeles læseværdigt og velredigeret.
Som man vil forstå: masser af indfaldsvinkler og kundskab at hente i magasinet i god folkeoplysende forstand. Det vil sikkert være en udfordring for enhver der kun kender noget til Kina gennem de sædvanlige 7 medie filtre: (parti)diktatur, menneskerettigheder, Taiwan, Tibet, de muslimske uigurer i Xinjiang, Hongkong, militær trussel mod Vest – som f.eks. formidles regelmæssigt på Danmark Radios hjemmeside især gennem rapporter af Philip Khokhar.
Mit eget bidrag er en længere anmeldelse af Peter Frankopans 2019-bog, De Nye Silkeveje – Mod en anden verdensorden, der er en slags opfølgning på hans langt bedre 2015-bog, Silkevejene. En ny verdenshistorie. Jeg kalder den for et intellektuelt havari og du kan læse hvorfor i magasinet nedenfor – eller hér på bloggen.
Hvis du har den mindste interesse i at følge en troværdig dansksproget kilde om Kina så kommer du ikke udenom det mellemfolkelige oplysningforbund Danmark-Kina og dets fremragende magasin.
Hvis du synes dette var nyttig læsning, så støt gerne mit arbejde hér
One comment