Julie Brink
Gæsteskribent
Jeg bringer her med glæde – selvom emnet jo ikke er sjovt – et indlæg, som Julie Brink ikke kunne få optaget i Politiken: “Jeg fik bare standardafslag fra debatredaktionen, ingen kommentarer. Læsernes redaktør svarede lakonisk, at han havde sendt det til Jarlner. Og det var det.” I det ledsagende brev havde hun også skrevet at “Ikke bare mener jeg, at dækningen er enøjet. Men også faktuelt med mange fordrejninger og direkte fejl…Danske beslutningstagere lider under et nærmest kronisk underskud af viden om Kina…”
Og deri er jeg ganske enig.
Politikens Kinadækning er enøjet. For generelt set er Politiken desværre hoppet på vognen med, at Kina skal inddæmmes. Man ligger under for koldkrigsretorik. Det er mig virkelig forunderligt, at organet for den højeste oplysning forfalder til gentagelsens klicheer og dyrker den ukritiske uvidenhed om Kina – for der er ikke meget med kildekritik eller dybdeborende spørgsmål. Man har kort sagt kikkerten omvendt for øjet.
For at gøre det bedre ville et godt sted at starte være at undersøge, hvad USA’s interesse egentlig er i Kina-blaming. For Kina udfordrer USA, ikke bare økonomisk men også kulturelt og civilisatorisk, og hvordan reagerer USA på det?
Eksempelvis Hongkong og utilfredsheden her. Hvem finansierer uroen, hvad er NEDs rolle (den amerikanske National Endowment for Democracy)? Hongkong bringer den nationale sikkerhed i fare. Hvem puster til ilden?
I ugen der gak var der lige en henkastet bemærkning om Xinjiang, bomuld og slaver bare som en kendsgerning. Men er det nu også det, kan man generalisere på den måde? Hvad med at gå et par spadestik dybere?
Hvad betyder den internationale muslimske terrorisme for Kina? Hvor pålidelig er fx en kilde som ASPI (Australian Strategic Policy Institute), der ikke er uafhængig, selvom det lyder så tilforladeligt?
Hvem har interesse i en splittelsespolitik, hvordan ser de økonomiske mellemregninger ud?
Tilbagevendende er automatreaktionen med, at det kinesiske parlament er lig et gummistempel. Men hvad med at undersøge, hvor langvarig, bred og grundig en debat egentlig er, og hvor mange ændringsforslag, der ligger bag love i Kina? Tag f.eks. den ny civillovgivning; alene om ægteskab og familie indløb der 267.000 indlæg til Folkekongressen i november 2019.
Nå, det kræver måske mere arbejde?
Overvågning og pointsystemer? Tja, man kan mene, hvad man vil, men det ville være værd at notere, at det ikke er noget nyt i det kinesiske samfund, det er bare måden, der er blevet smart.
Kort sagt efterlyser jeg en anderledes grundig dækning, hvor udgangspunktet er, at man gerne vil blive klogere på hinanden og fremme forståelsen. Kunne man dyrke konstruktiv journalistik?
Jeg har selv prøvet at indsende indlæg, der nuancerer debatten, men hvis man ikke kan huske at have læst dem, ja, så er der nok en dårlig grund. De bliver nemlig afvist.
For mig at se er Politikens vinkel, at er det negativt om Kina, må det være godt.
Eneste hæderlige undtagelse er Flemming Ytzen. Gid han blev brugt noget mere; ham kunne andre lære af.
Julie Brink
– er en god ven siden hun i 1983 inviterede mig til at deltage i en dansk kulturdelegation til Kina, en rejse som hun ledte med kyndig og blid hånd. Med på den var blandt andre David Favrholdt, Lone Bastholm, Ebba Strange, Niels Skak-Nielsen og Viggo Rivad – sidstnævnte fotografen, som blev min gode ven og mentor udi fotografiets verden. Den invitation er årsagen til at jeg idag arbejder med Kina – omend jeg ikke har gjort det kontinuerligt siden 1983.
Hun har viet stort set hele sit liv til at forstå Kina og rejst rundt i landet utallige gange. Hun har siden 1996 været formand for Foreningen Danmark-Kina, og er tillige hovedansvarlig for foreningens Magasin Danmark-Kina, som altid er et fornemt stykke folkeoplysning – og som jeg af og til skriver for, hér f.eks. en anmeldelse af Peter Frankopans bog.
