”De Nye Silkeveje” i grøften – Frankopans intellektuelle havari

20. juli 2020

Denne anmeldelse er trykt i Foreningen DanmarKinas magasin Nr 114 – 2020, som jeg omtaler hér.

I det mindste i den vestlige del af verden er der en stigende tendens til at se kortsigtet og indad – mens andre steder udvikler en sans for det langsigtede og åbner nysgerrigt op mod ”de andre.” Derfor er det i og for sig glædeligt at bøger med et makroperspektiv i tid og rum som Peter Frankopans Silkevejsbøger har fået så relativt stor og positiv opmærksomhed.

Et af deres hovedbudskaber er jo at vort historieperspektiv har været meget for euro-centrisk og at verdens hjertet tigger østpå – i Centralasien og langs de nye Silkeveje hele vejen over til Kina.

I denne anmeldelse af ”De Nye Silkeveje. Mod En Anden Verdensorden” (2019 – den engelske undertitel er The Present And The Future Of The World) vil jeg først grundigt præsentere indholdet, der bygger videre på hans første bog, ”Silkevejene. En ny verdenshistorie” fra 2015.

Derefter kommer nogle kritikpunkter til støtte for min konklusion om at bogen er et intellektuelt havari. Og for det tredje og sidste sige jeg lidt om hvorfor en sådan bog alligevel bliver så populær i Vesten netop nu.

Bogens indhold

I en temmelig lang indledning – hvor Frankopan allerede tager hul på selve indholdet – men ikke fortæller hvad strukturen i det følgende er – forstår vi at bogen er vokset ud af hans ønske om at have skrevet en samlet tolkning og konklusion i den første bog. Men denne epilog blev så lang at det istedet blev til denne bog. Han ville vise, skriver han, at det der virkeligt betyde noget i dagens verden, ikke skabes i Paris, London, Berlin eller Rom men i Beijing, Moskva, Tehran, Riyadh, Delhi, Islamabad, Kabul, Ankara, Damascus og Jerusalem. Det havde naturligvis været en stor mundfuld at sammenfatte i en epilog. (Og man bemærker at han blandt hovedstæderne ikke nævner Washington).

Han mener at verden har forandret sig markant siden 2015. Stikordene er Brexit, Trump, Rusland/Ukraine/Krim, russisk påvirkning af USAs valg, Syriens borgerkrig, konflikterne med Iran som fokus, Pakistan og Indien samt Tyrkiet og USA/Europa.

Introduktionen indeholder også nogle hverdagsiagttagelser som indikatorer på store og positive forandringer – såsom Nike’s nye træningssko, basketspiller Kobe Bryant’s besøg i Kina, Trump brands i forskellige lande i Centralasien samt opdagelsen af vigtige naturressourcer. ”Vi lever allerede i Asiens århundrede,” som Frankopan skriver, og det illustrerer han på glimrende vis og henviser specielt til Kinas Belt And Road Initiative (BRI) som det vigtigste tegn herpå.

Introduktionen afsluttes med en henvisning til Kipling’s om ”The Great Game” – landes spil med og mod hinanden om andre landes fremtid. Historien gentager sig omend med andre spillere, synes han at ville sige.

I kapitlet om Vejen til Østen fortæller Frankopan om mange ting, fra Srebrenica-massakren over kinesiske opkøb af vestlige fodboldklubber, vinslotte, hoteller og underholdningsindustrier til Ruslands tekniske landvindinger og endelig helt over til Kinas enorme udvikling ikke mindst på de højteknologiske områder. Undervejs slår han fast, næsten som for at overbevise sig selv, at vi er på vej til en ny verden med mange positive såvel som bekymringsvækkende træk. En ny verden er på vej. Men hvilken?

Han understreger Asiens/Kinas og Vestens gensidige afhængighed men siger så også: ”Selv om Østen er på vej frem, betyder det ikke at Vesten er på vej tilbage, i hvert fald ikke endnu.”

Kapitel om Vejen til verdens hjerte tager afsæt i Trump’s vrede over at USA er blevet udnyttet af alle andre og i America First/Great Again-sloganet og i Brexit i Europa. Vesten er ved at fragmentere mens vi, siger han, østpå derimod ser masser af eksempel på nye samarbejder. Verdens hjerte – Centralasien – væver en ny verden og dét illustrerer han ved at opremse alle mulige projekter – havne, korridorer, akademiske samarbejdsaftaler, olierørsledninger, 16-sporede motorveje, jernbaner, high-techprojekter, sikkerhedstiltag, regionale møder, rapporter, statsmandsbesøg, etc.

Endelig leveres en nok så omfattende analyse af hvorfor USA trak sig ud af atomteknologi-aftalen med Iran. Også i denne bog spiller Iran en vigtig rolle i hans verdensbillede.

Der sker ganske vist så meget positivt, men der er – og han beskriver dem – også mange problemer, konflikter og økonomiske udfordringer at overvinde. Men kontrasten til Vesten er helt klar: Samarbejdsvilje dér i kontrast til adskillelse og (selv)isolering hér.

Kapitlet om Vejen til Beijing handler egentlig om alt, der kommer fra Beijing. Frankopan starter med den kinesiske præsident Xi Jinpings historiske Astana-tale i 2013 hvori konturerne til BRI blev tegnet – og hurtigt fulgt op med et gigantisk kinesisk budget på noget, der svarer til 1000 milliarder dollars.

Han angiver tre kinesiske motiver bag BRI: 1) Kina behøver supermoderne infrastruktur og hurtige ”veje” til og fra verden for at sikre sin egen økonomiske og sociale udvikling; 2) Kina satser på at gå fra en fremstillings- til en servicesøkonomi og en fremtid baseret på megabyer; samt 3) sikkerhedspolitik.

Angående sikkerhed behandler Frankopan behovet for a) sikre energiveje, b) sikring i og for Xinjiang mod separatisme og deraf følgende undertrykkelse af uighurerne, og c) sikkerhed for strømmene langs BRI, d) spændingen med USA i Det Sydkinesiske Hav.

Kapitlet behandler også Kinas ekspansion af sine interesser og BRI-projekter i Pakistan, Europa, Afrika og i Central- og Sydamerika. Silkevejene er ”over det hele” og skaber en fælles historie. Og så er der naturligvis kritikpunkter også – Kina skaber miljøproblemer, projekterne øger korruptionen hos lokale eliter og øger mange landes gæld til Kina, der så kan udnytte situationen. BRI er også for stort og uklart og kan let falde fra hinanden. Han minder os om at Valutafonden (IMF’s) chef, Christine Lagarde, har advaret verden mod gældssætningen, handelbalancen og landes evne til at betale af på sine lån fordi Kina påfører andre øget gæld.

Men – og det er signifikant – så udnytter Kina også den voksende kritik fra mange lande mod USA og Vestverden: At Vesten igen og igen ignorerer folkeretten og dermed den regel-baserede liberale verdensorden, den selv har bygget på, at den altid har vundet mest selv på handel og bistand og har søgt at dominere verden. Frankopan betegner dog den slags kritik som ”ekstrem og relativt sjælden.”

Også Indien er bekymret over Kinas ekspansive interesser. USAs forsøg på at have både Pakistan og Indien som nære venner og allierede og som bolværk mod Kina er problematisk – og naturligvis ses Kinas voksende militær styrke en potentiel trussel mod alle.

Det kommer frem også, mener Frankopan, ved at Kina har bygget en stor base i Djibouti – hvor dog også Frankrig, USA, Japan er militært tilstede. Derpå følger nogle betragtninger om Kinas påvirkning i Vestafrika og El Salvador – der så indirekte leder til spørgsmålet om Taiwans status idet flere har trukket deres anerkendelse af Taiwan som selvstændig tilbage for at få et bedre forhold til Beijing. Det leder endelig til en eksemplificering af hvorfor USA føler sig truet militært af Kina, baseret på udsagn fra USAs forsvarsminister og højtstående militærfolk.

Denne rivalitet er derfor næste kapitels overskrift – Vejen til rivalitet. Den handler om at vestlige virksomheder er blevet opkøbt og Trumps svar med forhøjede tariffer på kinesiske varer – der også skader USAs virksomheder. Afsnittet vrimler med citater fra amerikanske rapporter om Kina og dets militær, der – sammen med Rusland – i voksende grad står i vejen for USAs rolle som verdens leder. Trumps politik, tweets og uforudsigelighed hjælper ikke ligefrem, forstår man. Her kommer Frankopan så tilbage til Indien og besværlighederne med at øge sanktionerne mod Iran og forhindre andre lande – herunder Indien – i at handle med Iran.

En længere fremstilling følger derpå om Iran og atomteknologiaftalen, ikke uden gentagelser fra tidligere – USAs politik ”åbner den ene dåse med orme efter den anden”: Rusland, Kina, Iran selv, Indien og Tyrkiet har ingen lyst til at adlyde Washington længere. Og EU har ikke skabt sin egen af USA uafhængige politik vis-a-vis Iran eller de andre nævnte lande.

I det afsluttende kapitel om Vejen til fremtiden gentages – med lidt andre vinkler og eksempler – det allerede sagte om hvordan USAs politik under Trump skaber nye konflikter med både allierede og gamle fjender – samt Washingtons selvisolering. Iøjnefaldende er det at man i Asien og Kina tænker på fremtiden og skaber fælles projekter mens Vesten – USA såvel som EU – nærmest er ved at falde fra hinanden. Flere og flere – ikke mindst Østeuropa, Rusland og Iran – vender ryggen til Vesten. Er det Kina, der bevidst splitter Vesten eller er det Vesten selv, der savner fodslag og lederskab? Eller både/og?

En lang række eksempler på positive og problematiske sider ved BRI præsenteres i et lidt anderledes lys end før, men Frankopans pointe er den samme som tidligere. ”Vi lever i vanskelige og farlige tider.” Kina skaber – måske – en fager ny verden, måske et nyt imperium – Kissinger har sagt at vi ikke forstår kineserne og deres kultur. Og der er en stor risiko for at Vesten vil blive en periferi i fremtidens verden – irrelevant.

Denne nok så detaljerede gennemgang tjener to formål: at give læseren mulighed for at forstå bogen sådan som den er, samt at give læseren en baggrund for den kritik, der følger.

Kritikpunkter

  1. Læsningen giver megen men spredt information på mange områder men ingen kundskab. Kundskab er noget, der skabes af klare teorier og begreber, der bruges til at kategorisere og tolke den overvældende mængde af information som et så stort emne indeholder. Det er også noget med systematisering, en udrednings trinvise forløb op til et crescendo af en konklusion, der gør at man får en fastere grund at stå på som læser. Sammenhænge – nye indsigter og tilbagekoblinger som man siger: Aha, det er sådan de dér ting hænger sammen med dem dér! Nu forstår jeg!
  2. Bogen er forbløffende – om ikke ligefrem utilladeligt – u-akademisk i sin tilgang og stil for en forfatter, der i dén grad præsenterer sig selv og af andre betragtes som superakademiker og de facto er tilknyttet en mængde fornemme, især britiske, institutioner. Den er helt igennem rodet skrevet, uredigeret og ustringent. De samme temaer dukker op igen og igen. Hele stilen er journalistisk – og flere gange fortaber han sig i at opremse en ulidelig mængde projekter – hvor man kun har ét spørgsmål: Og hvad betyder det altsammen for den dér analyse som skaber indsigt og forståelse.
  3. Og helhed og sammenhæng er netop hvad vi ikke får. Bogens indhold præsenteres ikke i indledning eller forord, der er ingen progression i bogen som helhed eller inden for hvert enkelt kapitel. Een årsag er at Frankopan ikke benytter sig af nogen som helst historisk skole eller perspektiv. Han rader illustrationer op, der kun løst knytter sig til hans overordnede tema – som forresten heller ikke er klart – udover at verden er i forandring og det hele er meget svært at overskue. Bogen ville være imponerende hvis den var skrevet af en yngre journalist men absolut ikke som skrevet af en akademiker med hans formelle status og verdensry. Det er næppe tilfældigt at det netop stort set kun er aviser, der har anmeldt bogen, interviewet ham som superstar og hvis flotte ord citeres overalt. Derimod har jeg har fundet meget få akademiske anmeldelser på Nettet.
  4. Frankopans kilder er ganske forunderligt mainstream vestlige for netop en verdensanalyse: det er stort set Financial Times, Times, Reuter, The Economist, amerikanske dagblade, Foreign Affairs, amerikanske eller engelske militærtidsskrifter, Radio Free Asia, Associated Press, rapporter fra den amerikanske kongres, osv. Bogen er i den grad skrevet uden forsøg på at forstå verden – og Vestens rolle i den – ud fra (også) ikke-vestlige perspektiver. Med kun få undtagelser siges der noget om hvordan asiatiske forskere ser på sig selv og på Vesten. Og akademiske studier lyser med deres fravær blandt noterne. Det virker som om Frankopan har samlet lidt sammen fra sin konservative læsning ved morgenteens avislæsning. Hvis du selv læser aviser og surfer på nettet – ja, så behøver du egentlig ikke denne bog.
  5. Teoriløshed ad absurdum. Der er intet, der tyder på at Frankopan i denne bog har haft behov for at samle en stor mængde stof og får overblik over det selv inden han begyndte at skrive. Det han beskæftiger sig med at jo det lange tidsperspektiv og den globale, totale verden, altså makrohistorie eller verdenshistorie. Hans fokus er alligevel begivenheden, illustrationen, persongalleriet – ikke sammenhænge eller det længere tidsperspektiv eller den kulturelle ramme omkring dem i tid og rum.

    Når det gælder makrohistorie – det lange træk, de dybere strukturer under den empiriske begivenhed – og systemers fødsel, udvikling, klimaks, nedgang og fald så havde det været så meget mere givende hvis han f.eks. havde været inspireret af eller lånt bare lidt fra f.eks. Arnold Toynbee, Karl Marx, Ibn Khaldun, Herbert Spencer, Max Weber, Oswald Spengler, Pitirim Sorokin, Immanuel Wallerstein, Johan Galtung – eller civilisationteori eller fredsteori, world governance og worldorder-forskningen. For nu ikke at nævne Confucius eller Ssu-Ma Ch’ien.

    Han skriver om det amerikanske imperiums relative nedgang – men ordet imperium findes ikke. Der er ingen imperieteori, der forklarer hvorfor imperier går op og ned – ingen magtteori med økonomiske, kulturelle og politiske dimensioner. Han skriver om Kina men nogen teori om Kina eller indsigter om Kinas kultur og hvordan kineserne tænker anderledes end vi? Nej, ikke et ord.

    Paradoksalt nok, mens Kina er den store udfordring så er der praktisk talt ingen henvisninger til eksperter på det kinesiske samfund eller vesterlændinge, der har levet og forsket i Kina i årevis som f.eks. Martin Jacques og Jeremy Garlick. Det ser for øvrigt ud til at Frankopan ikke selv har besøgt Kina. Hans righoldige hjemmeside fortæller så meget om alt han er og gør og hvor han er blevet inviteret til at tale og en omfattende søgning på Nettet giver ingen hits på at han nogensinde har besøgt landet. Så meget desto mere grund kunne der i så fald være til at bygge lidt på hvad andre vidende mennesker har sagt.

    Han skriver om en verdensorden i opbrud og hastig forandring, men for ham består denne orden udelukkende af stater/regeringer, statsmænd og deres ord og gerninger samt lidt om inter-governmentale organisationer. Han synes at tro at denne – idag forældede – ”geo-politiske” tilgang er den eneste.

    Hans bog handler for såvidt om globalisering – men nogen globaliseringsteori (det der har gjort nationalstaten og analysen af parvise relationer som analyseenhed mindre og mindre interessant) findes ikke. Han skriver om fremtiden men har intet apparat for at tænke om den, ingen scenarier eller kreative idéer at dele med sine læsere. Han bruger ikke trend-analyse eller andre værktøjer fra hverken politisk, økonomisk eller internationale relationers teorier, ejheller fra konfliktanalyse skønt bogen jo egentlig handler om konflikter på mange niveauer.
  1. Elitistisk historieskriveri. Der findes historikere, der ud af et enkelt menneskes skæbne eller en lille hverdagsbegivenhed kan hive vort blik op til verdensniveau – se verden i vores kaffekop. Eller omvendt, se kaffekoppen i globalt perspektiv. Der er også dem, der har skrevet historien fra underklassens perspektiv, fra et bestemt – nyt – perspektiv, f.eks. kvindernes. Frankopan er helt opslugt at eliter – politiske, militære (men ingen økonomer) og enkelte navne som Henry Kissinger og Madeleine Albright (begge for øvrigt ikke-dømte krigsforbrydere).
  2. Det er som om han hen imod slutningen har haft rasende fart på og ikke kunne finde Vejen til en konklusion på det hele. Når man afslutter en så lang bog af denne slags med a) at gentage punkter (og give endnu flere eksempler på noget, man har været inde på adskillige gange før, b) siger at det er historikeres opgave at få det store billede frem som i et puslespil og forstå hvad det er der driver verdens udvikling – men i den grad mislykkedes dermed selv – og som de allersidste ord siger at ”dette at forstå historien er ikke bare interessant, det er vigtigt” – ja, så har man for så vidt opgivet både sin egen rolle og sit projekt.

Hvorfor populær netop nu og i Vestens mainstream diskurs?

Det kan jeg tænke mig mindst fire hypoteser om:

(A) Han er fast forankret i Vestens tænkning og politik og har ingen systemkritik men fokuserer i stedet på f.eks. Trump som en individuel ulykke for Vesten. Eller tag hans diskussion af Djibouti: Det er Kinas eneste militærbase uden for Kina men han fortæller ikke at USA har over 600 baser i over 130 lande. Noget som en ordentlig konflikt- eller strategianalyse ville have fortalt. Man vil huske hans formulering at nok går Østen op, men Vesten går ikke nødvendigvis ned. Han siger desuden intet om atomvåben, NATO, krige eller den omsiggribende militarisme som er Vestens kendemærke idag.

(B) Han viser ingen entusiasme for Kinas eller dets voksende rolle. Hvis han havde ment at Kina simpelthen opererer klogere og mere langsigtet end Vesten og har interessant værdier og politik, vi kunne lære af – eller havde argumenteret for at vi burde være nysgerrige og søge samarbejde – ville bogen ikke været blevet en best-seller med PR i vestlige presse. Hans bog er ligeså ukontroversiel eller fundamentalt pro-vestlig som f.eks. Steven Pinker’s ungefär lige så fejlslagne men populære bog om at verden idag, under USAs ledelse, aldrig har været så fredelig som nu.

(C) Peter Frankopan er alt andet end en revolutionær. Han har papirerne i orden – multimillionær med rødder i kroatisk adel, medlem af alle mulige britiske Royal Institutes, har talt på USAs ledende universiteter og for State Department, formand for en serie familievirksomheder og luksushotelkæder. I sin Frankopan Fund deler han mange penge ud til kroatiske studenter; han er en glimrende sportsmand (cricket), musiker og desuden elegant, moderigtigt klædt og af Sunday Times betegnet som dagens historie-rockstar. Kort sagt, upperclass, dynamic, brilliant and trustworthy – one of us in the mainstream elite (og heldigvis ikke serber).

(D) I en tid hvor Vesten også taber relativt terræn intellektuelt kan en sådan bog vokse til en verdenssucces fordi mange bare har skimmet den og få tænker i og kan bedømme teori, akademisk disciplin og bred kundskab. Når først nogle ”kendte” har sagt at bogen er fantastisk – så ruller snebolden af sig selv. Indtil nogen læser grundigt og opdager at den kroato-britiske adelsmand ikke har så meget på indenfor de elegante klæder han gerne lader sig fotografere i.

Peter Frankopan
De Nye Silkeveje. Mod en anden verdensorden
Kristeligt Dagblads Forlag, 2019
Dansk oversættelse ved Lone Østerlind
286 sider, cirka 250 kroner.

Peter Frankopans hjemmeside

Hvis du føler overnstående var nyttigt, overraskende, velskrevet… så støt gerne mit arbejde:

2 thoughts on “”De Nye Silkeveje” i grøften – Frankopans intellektuelle havari

  1. Tak for en væsentlig anmeldelse. Bogen kan være interessant for den, der ikke ved noget om det, der sker i verden i dag på globalt plan. Jeg har læst i Frankopans bog om Den nye Silkevej, men opgav snart: så mange almindeligheder sammenholdt ved forudsigelige refleksioner med Vestlig bias er ikke værd at bruge sin tid på. Så bogen røg ud.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.