Danmark støtter igen bombninger der er i klar strid med folkeretten

Den 12. april 2018 udtalte statsminister Løkke Rasmussen sig således til Danmarks Radio:

Den amerikanske præsident Trump har den danske regerings fulde opbakning til at sende missiler afsted mod Assad-styret i Syrien.

Det fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at han i dag mødtes med den tyske kansler, Angela Merkel, i Berlin.

– Hvis verden skal fungere ordentligt, så er der nødt til at være noget ordentlighed i verden.

Det er der jo efterhånden tradition for – siden Danmark i 1999 indledte sin rolle som bombenation uden hensyn til folkeretten, især FN-Pagten – ved at deltage i bombningen af Serbien, et foretagende der savnede mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.

Det bliver endnu mer bemærkelsesværdigt når statsministeren, som ovenfor, argumenterer ved hjælp af en slags ordspil – ordentligt og ordentlighed. Den internationale retsorden kan – som det burde være klart – ikke opretholdes ved at man sætter sig ud over den og direkte støtter lande, der begår indiskutabelt kriminelle handlinger.

Yderligere kan det ikke forsvares at straf, eller afklapsning per bombning, gennemføres længe før der foreligger bare skyggen af en slags håndfaste beviser. Det turde være et kendemærke for retsstaten at der først foretages en undersøgelse, at den formodede gerningsmand stilles til ansvar for sine gerninger med forsvar og anklager og at straffen derpå udmåles og effektueres.

Hér tager man den i den stik modsatte orden: Afstraffelsen beviser skylden. Og dermed overtræder man også et andet vigtigt retsstatligt princip – nemig at enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist.

Ifølge FN-Pagten, der jo findes på dansk hér, skal fred skabes med fredelige midler og tvister skal løses ved brug af folkeretslige principper (Artikel 1.1). Medlemsstaterne skal afstå fra at true et andet land med krig og brugen af vold (Artikel 2.4). Hvis civile, fredelige midler alle er blevet brugt og vist sig ikke at lede til fred kan verdenssamfundet i FN’s regi overveje at sammensætte en militær styrke imod et land, der f.eks. har invaderet et andet land og næger at trække sig tilbage til eget territorium.

I Pagtens præambel siges det at formålet med FN – og hvad der motiverer dens etablering – er “at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden,” – hvilket betyder at krig bør undgås og på sigt afskaffes som socialt accepteret institution mennesker og lande imellem.

Det er værd at minde om at disse grundprincipper er accepteret af alle medlemsstater, altså også Danmark. De er bindende for medlemsstaterne.

For det andet at FN-pagten er det mest gandhianske dokument verdens stater nogensinde har underskrevet. Og for det tredje er Pagtens ånd og bogstav vigtigere i dag end nogensinde. Årsagen hertil er at FN og folkeretten i ekstrem grad er blevet trådt under fode af især NATO’s medlemsstater med USA i spidsen siden den første kolde krigs afslutning i 1989. Man har kunnet gøre som man ville dér hvor man ville og med hvilke midler, man ville – for nu at bruge Pentagons egen formulering – fordi Rusland var på knæ.

Den, der mener at Rusland med annekteringen af Krim har overtrådt folkeretslige regler, har gode argumenter herfor men det er en endog meget lille sag, der gennemførtes stort set ikkevoldeligt, i sammenligning med NATO-landes bombninger for at skære Kosovo ud af Serbien/Jugoslavien og bombninger, besættelse, fejladministration og ødelæggelse af land efter land – Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien – der alle har haft spinkle eller ikke-eksisterende FN-mandater.

Det er trist at skulle påpege dette i forhold til dansk udenrigspolitik. Da jeg igennem 1980erne sad som ekspert i den daværende regerings “Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg” (SNU) – ville det have været utænkeligt at fremføre argumenter i retning af en sådan politik.

Men det var også dengang politikere var kloge og ydmyge nok til at vide at de ikke vidste alt og at kundskab kunne hentes udefra. Og modargumenter mod den førte politik var en del af dansk demokrati. I SNU sad også kyndige journalister og politikere, der skrev bøger…

Det er trist at der tilsyneladende ikke findes kyndig ekspertise om disse – nok så basale – ting i diverse ministerier og statsligt finansierede institutter. Eller at dem, der måtte være der, bliver tilsidesat – og alligevel bliver siddende i stedet for at tage deres afsked.

Det er trist at folkeretten overhovedet ikke føres frem af ledende danske medier – i det omfang journalister i dag overhovedet stiller kritiske spørgsmål til dem, der beslutter om Danmarks udenrigs- og interventionspolitik, forsvar og sikkerhed.

Om fred stilles der aldrig spørgsmål i de ledende mainstream medier. “Arbejderen” er i dagens Danmark den eneste med en problematiserende grundholdning til krig og Danmarks deltagelse i dem.

• • •

Facebook er jo ikke stedet til de lange analyser – omend nok til lænker til dem. Men da jeg læste ovenstående – absurde – ordentlighedsargumentation fra statsministerens side skrev jeg disse korte reflektioner:

“Statsministerens støtte til USA illegale krig mod Syrien.

Så skidt med at der ikke findes beviser.
Skidt med at straffen gennemføres før skyld er bevist.
Skidt med at det vil være et klokkerent brud på folkeretten.
Skidt med at det er helt i strid med ånd og bogstav i FN-Pagten.
Skidt med at at det indebærer en meget stor risiko for flere civile dræbte end angrebet i Douma.
Skidt med at det næppe kan undgå at trække flere lande ind.
Skidt med risikoen for at man rammer russiske statsborgere og at Rusland svarer igen.
Skidt med al den “ordentlighed” Statsministerens her henviser til.
Skidt med at Danmark som sædvanlig bare følger USA og ikke har én eneste selvstændig overvejelse.

Enhver kan se hvor langt Danmark er ude…
Når nu det hele er så forkert kan det kun forundre at Danmark netop ikke også skal bombe.
Den eneste grund er i så fald at USA ikke har bedt Danmark.
Det vil man sikkert snart.
Og Danmark er der jo altid når His Master’s Voice lyder.
Wait and see.”

Nu blev det mere begrænsede bombninger end man kunne frygte givet udtalelser fra Det Hvid Hus. Målene var faciliteter, der  – trods det faktum at det internationale samfund for år tilbage fjernede alle kemiske våben på syrisk jord – ret så pludseligt var blevet til kemiske laboratorier, fabrikker og lagre for våben og ikke for civile formål. Mærkeligt nok havde vi intet hørt om dem førhen.

Man må jo desuden forundres over hvordan kemiske faciliteter af denne art kunne bombes med krydsermissiler uden at der skete nogle kemiske udslip og uden at de omkringboende synes at være blevet forgiftet eller kvalt.

Der stilles for få spørgsmål om stort set alle vigtige ting i slige situationer.

Den afsluttende forudsigelse om at Danmark vil bombe igen hvis man bliver opfordret hertil – ja, det må tiden så vise om jeg har ret i. Hele angrebet tog jo kun 15-20 minutter og de ting, jeg frygtede, skete ikke. Gudskelov, må man tilføje.

Men Syriens helvede er ikke ovre endnu.

Heller ikke Danmarks og NATO-landenes årelange, betydelige bidrag til dette og andet helvede i Mellemøsten.

Endelig mærker man sig at udenrigsminister Anders Samuelsen bruger korte videoer på Twitter og på denne også henviser til at “international lov og orden skal opretholdes”.

Han giver sin “ubetingede” støtte til USAs på det tidspunkt kommende bombninger – det var den 12. april – og han véd ifølge måden han udtaler sig på at det er Syrien president al-Assad, der har foretaget “endnu et modbydeligt angreb på sin egen befolkning.”

Der er nok at tage fat på for de fremtidige historikere, der engang skal beskrive det intellektuelle, juridiske og moralske mørke – og hvad det byggede på og første med sig – som Danmarks politiske ledere i disse år famler rundt i.

Mere læsning

Den tyske Bundestags jurister er kommet frem til at angrebet var ulovligt. Deres rapport på tysk kan læses hér. Og hér er Ritzaus resumé af den.

En af verdens absolut ledende folkeretseksperter, Richard A. Falk, professor emeritus ved Princeton-universitetet og TFF Associate, bedømmer at den var helt i strid med folkeretten og indebærer en yderligere underminering af FN-Pagten. Hans redegørelse kan du læse hér på The Transnational (TFF), som jeg redigerer.

Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, udsendte følgende fordømmelse lige efter at angrebet havde fundet sted. Den indeholder bredere perspektiver og ikke kun folkeretslige aspekter.

To norske professorer i folkeret tager også afstand fra bombningen.

Og endelig har jeg selv udtalt mig om sagen – hér til Russia Today.