Selvom kærnevåbnene udgør en konstant trussel mod alt liv på kloden lever de en sært tilbagetrukket tilværelse i politik, forskning og debat. Det dominerende perspektiv er kærnevåben-spredning: Tænk hvis nogen, vi anser for at være onde og mindre civiliserede end os selv, skulle få nogle stykker så de kunne true os! Men for at noget kan spredes må det findes, så kærnevåbnenes eksistens er det grundlæggende problem. Så længe nogen har dem vil andre forsøge at få dem, især hvis de føler at vi truer dem med vore våben og doktriner.
Den vestlige verden med USA i spidsen er de ledende kærnevåbenmagter med de store arsenaler. USA er historiens eneste stat, der a) har brugt kærnevåben og aldrig sagt undskyld og b) har en doktrin i hvilken kærnevåben ikke kun skal afskrække andre men skal bruges til at kunne indlede, gennemføre og vinde en atomkrig uden selv at blive skadet. Det er hér det Ballistiske Missil Forsvar eller ”våbenskjoldet,” som det besnærende kaldes, i al sin offensivitet kommer ind.
Ikkespredningsaftalen fra 1968 siger at de lande, der har kærnevåben, skal forhandle sig frem til ned- og afrustning mens de lande, der ikke har men ønsker sig dem, skal afstå fra dem.
Alt for få medier og politiske debatter tager udgangspunkt i det væsentligste om kærnevåben: At de bør afskaffes. Og at de bør afskaffes fordi de er i strid med folkeretten og ethvert moralsk politisk projekt; der kan jo ikke tænkes noget politisk formål, der kan legitimere deres anvendelse.
Kærnevåbenafrustning er også på en række andre måder et spørgsmål om demokrati. Der er f.eks. aldrig truffet demokratiske beslutninger om at anskaffe dem eller om hvilke funktioner, de skal have. Ifølge Nuclear Age Peace Foundation i Californien findes der ingen kærnevåbenstat i hvilken der er blevet afholdt en folkeafstemning om deres væren eller ikke væren.
Af en omfattende undersøgelse af holdninger i kærnevåbenstater fra The Simons Foundation i Canada fra 2007 fremgår det at kærnevåben-regeringer er ude af trit med opinionen. I de vestlige kærnevåbenstater mener 80-90 % at deres regering burde arbejde for en reduktion i eller afskaffelse af kærnevåbnene (Israel dog kun 73%). I samtlige andre stater, inklusive USA, mener højst 3 % (!) at nye kærnevåben bør udvikles. Overvældende majoriteter svarer også ja til at kærnevåben generelt gør verden mere usikker. Det er dog interessant at op imod halvdelen i vestlige kærnevåbenstater mener at deres egne våben gør dem selv lidt sikrere.
Mens demokrati betyder folkestyre betyder kærnevåben folkedrab. Alt i alt omkring 1000 politikere, generaler og tekniker i verdens kærnevåbenstater har tilranet sig beslutningsretten til at bestemme om 6 000 000 000 mennesker skal leve eller dø.
Mens demokrati betyder et åbent samfund betyder kærne- og andre våben et lukket samfund, der netop unddrager sig demokratisk indsyn og kontrol. Eet ord for dette samfund er det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks, MIMAK.
Mens demokrati potentielt i hvert fald betyder sikkerhed og fred, betyder kærnevåben mega-terrorisme. Fra 1945 til omkring 9/11 talte man om ”terror”-balancen, altså den teori at hvis A indledte en atomkrig så ville B kunne gennemføre en gengældelse, der ville dræbe mange millioner hos A. Begge parter vidste at der var tale om gensidigt sikret destruktion. Terrorisme kan defineres ved at man bevidst skader eller dræber uskyldige mennesker – mennesker der ikke er en del af konflikten – for at opnå et politisk formål.
Efter 9/11 2001 bruger medier og politiker udelukkende ordet terrorisme om folk som Bin Laden, altså om privatterrorisme. Når stater derimod begår terror i ovennævnte forstand kaldes det f.eks. intervention eller regimeforandring. Men trods denne manipulation gør vi klogt i at huske på at kærnevåbenstaterne er de største terrorister, par excellence. Det gælder også dem, der mener at man skal komme muligt fremtidige kærnevåbenstater i forkøbet og smadre dem inden de får dem. Dette kan kun fremme spredningen af dommedagsvåbnene.
I midten af januar kom nogle tidligere øverstkommanderende fra USA, England, Tyskland og Frankrig med den et manifest om at NATO i en, som de ser det, stadig mere anti-vestlig verden skal opretholde sin ret til førstebrug af kærnevåben, gå over til majoritetsbeslutninger så man kan bruge dem uden forudgående snak og omgå FN’s Sikkerhedsråd. Rapporten har – naturligvis kunne man sige – ikke har vagt opsigt i vestlige medier, der gerne dæmoniserer Iran og dets civile kærnekraftspolitik.
De færreste véd at atomstaternes befolkninger stort set er imod MIMAK og dets kærnevåben. PIPA, Program on International Policy Attitudes, i Washington offentliggjorde i november 2007 en undersøgelse, der viser at 73% af amerikanerne og 63% af russerne ønsker kærnevåben afskaffet forudsat at der er et internationalt system for verifikation og kontrol. Og 59% af amerikanerne og 53 % af russerne vil have arsenalerne reduceret til 400 hvis alle andre kærnevåbenstater lover ikke at øge deres antal.
I 2006 bad Greenpeace Stratcom.ca undersøge holdningerne til kærnevåben i England, Tyskland, Tyrkiet, Belgien, Italien og Holland. 65% af dem er ukendte med at deres lande er vært for amerikanske kærnevåben, hvilket kunne tyde på dårlig medieopmærksomhed. Men da de bliver oplyst herom viser det sig at 69% er tilhængere af et kærnevåbenfrit Europa mens kun 24% ønsker disse våben i deres lande.
Mon ikke det er på tide at NATO og kærnevåbenstaterne hele vejen rundt går i debat med sine befolkninger og forklarer hvorfor de – i åbenlys strid med deres befolkningers holdninger – fortsætter med at ignorere folkeretten og demokratiet og i stedse stigende grad truer menneskeheden – mens de med mediernes ukyndige megafoner udråber relativt uskyldige til storforbrydere.
Med tørre tal kan vi nu gennemskue propagandaen om kærnevåbnenes spredning og fokusere på grundproblemet, deres eksistens og deres uforenelighed med civilisation og demokrati.
Dagbladet Politiken
“Opinion/Analyse”
9. marts 2008
Øberg #1194
var ikkespredningsaftalen ikke i 1972