I Politiken for 9. marts gør Per Folkver, dagbladet fotochef, nogle interessante betragtninger om et fotografi af N. Ghanbari fra Associated Press Photo. Det drejer sig om statsministerparrets ”private” besøg hos George Bush og frue den 29. februar og 1. marts i år.
[White House photo by Shealah Craighead.]
(Ved besøget i 2006 havde de også deres søn og svigerdatter med).
Alle er i afslappet påklædning, mændene i midten i næsten identiske cowboybukser og blå skjorte. Læg mærke til at de holder hinanden om skuldrene og står foran en militær helikopter.
Det er lutter smil og, som Folkver siger, det ser ligesom ikke ud som fire individer, snarere som én samlet organisme, og han fortsætter ”Den fornemmelse af kollektiv orgasme, man får, når man ser dette billede, giver bestemt mening, når man har læst vores statsministers udtalelser om hans næsegrus beundring for Bush. Derfor er det for én gangs skyld på sin plads at dementere udsagnet om, at et fotografi altid lyver. For dette billede taler desværre alt for sandt.”
På et andet – hel-komisk – billede er de to ude i skoven på mountain-bikes.
På et andet billede ser man Bush og Fogh bagfra idet Bush med et kærligt blik lægger armen om Foghs skulder som om han ville sige ”Du er sgu en rigtig kammerat, jeg er stolt af at være din ven”. Og udover Danmark er det jo kun i Kosovo og Albanien, Bush betragtes som en nær ven.
Det er blevet kaldt et privat besøg. Vel, fortæl mig hvem dine venner er og jeg skal sige dig lidt om hvem du er.
Og så – alligevel ikke. De gav en pressekonference og statsministeren lod sig interviewe om hvor herlig hans ven Bush er – når man sådan lærer ham at kende lige så godt som han nu gør, osv. Endvidere satte Det Hvide Hus altså besøget på sin hjemmeside med disse og andre fotografier, der taler sit endog meget tydelige sprog om nært venskab og – i hvert for den enes vedkommende – grænseløs benovelse.
Der skal nok være nogen rundt om i verden, der kigger nøjere på disse officielt ikke-officielle billeder med deres touch af alt dét, der rækker så uendeligt meget længere end de nødvendige møder mellem politikere. Det er Fogh og Bush, familierne, der mødes – ikke præsidenten og statsministeren. Det er intimt og udstråler en for så vidt ægte sympati. Gad vide om det er begyndelsen til Fogh Rasmussens rolle som NATO’s General-Sekretær?
Om Bush kan meget siges men nok så vigtigt at han er formentlig den mest hadede – antal mennesker på kloden x intensitet – statsmand i dagens verden. Han er indiskutabelt en af samtidens største (ikke dømte) krigsforbrydere, tilhænger af dødsstraf og tortur, og han er kristen fundamentalist og en mislykket figur tidligere i livet og som præsident. Og altså Danmarks statsministers nære ven.
Fogh Rasmussen udtaler sig gentagne gange til amerikansk og dansk presse. Det gør vi jo ikke når vi besøger en god ven, vel?
I den rolle er han Danmarks repræsentant – og hvad enten han nu selv ser det sådan eller ikke, så vil verden se Danmarks statsminister som Bush’s strålende, beundrende ven.
Verden véd at Danmark under Fogh Rasmussen har opført sig som en bøllestat, præcis som storebror over there. Her kan man tænke på hvorledes regeringen under Foghs ledelse har forsøgt at knægte Danmarks velrenommerede Center for Menneskerettigheder, har nedlagt fredsforskningen og topstyret den udenrigspolitiske forskning – og det er ikke så ligegyldigt som det lyder når man forsøger at kvæle intellektuelle og andre kritikere – også i f.eks. Danmarks Radio.
For der er er jo et mønster: Ikke bare er der ikke noget at komme efter – der skal helst heller ikke være ngen der kan komme efter noget…
Millioner ude i verden har formentlig et billede af Danmark som et land, der er ekstremt fremmedfjendsk, som skaber den ene Mohammed-krise efter den anden, som følger USA og NATO i tykt og tyndt, som bomber Afghanistan og i godt 4 år har været besættelsesmagt i Irak. De vil mene, at Danmark og Fogh Rasmussen må påtage sig et moralsk medansvar for 13 års sanktioner, der dræbte omkring 1 million uskyldige irakere (om end under Nyrup Rasmussen), mange hundredtusinders død som følge af krigen i Irak samt for at over 4 millioner irakere har forladt deres hjem.
Disse ting er uløseligt forbundet med den specielt bestialske amerikanske udenrigspolitik, der er signeret af Bush og hans nærmeste forbrydere, Donald Rumsfeld (som har dekoreret vores forsvarsminister), Dick Cheney, Condoleezza Rice, Colin Powell for nu at nævne nogle af Bush-banden.
Sæt nu at der sker et terror-angreb på Danmark. Er der virkelig nogen, der tror at et sådant angreb ikke vil have det mindste at gøre med nogle af ovenstående faktorer og statsministerens ganske unødvendige, officielle venskab sig med Bush?
Er der nogen, der overvejer – f.eks i Efterretningstjenesten og i kredse, der forsker i terrorismen – i hvilket omfang risikoen for et sådant angreb på Danmark øges i og med at statsministeren både må tage ansvaret for internationale krigsforbrydelser og omfavner den for øjeblikket indiskutabelt største krigsforbryder og globale hadobjekt?
Jeg vil tillade mig den påstand at statsminister Fogh Rasmussen er en sikkerhedsrisiko for Danmark. Hans politik og personlige venskab med George W. Bush trækker desuden Danmark ned i et moralsk og folkeretsligt søle. Statsmands-dumhed à la Himalaya!
Denne politik og billeder som ovenstående vil kaste en lang og mørk skygge ind over Danmark når fremtidens historikere skal beskrive hvad der egentlig skete i disse år.
Det er trist – men forbløffer næppe – at statsministerens gentagne besøg hos Bush ikke vækker nævneværdig debat hos oppositionen eller opmærksomhed som netop en sikkerhedsrisiko i vore medier. For dette venskab er ikke privat, det er i enhver henseende politisk og som sådan alles og ikke Anders’ og Anne-Mette’s private sag.
# 1201
