Gyldne tider for dansk våbenindustri…som forudsagt

For 33 år siden skrev jeg en kronik i Politiken (26. marts 1975) forud for købet af – og medproduktionen på – F-16 fly til det danske flyvevåben: “Danmarks bidrag til verdens fortsatte oprustning vil ikke længere begrænse sig til vort eget forsvars behov. Danmark vil nu også få status af militærindustriel nation på basis af økonomiske, teknologiske og beskæftigelsesmæssige interesser. …Det må være på høje tid at man erkender, at indkøbet af 58 F-16 fly kun er en entréafgift, og at Danmark dermed får status af militærindustriel nation og integreres i den globale militære udvikling. Således er det forfatterens håb at denne artikel må inspirere til aktiv nytænkning hos de ansvarlige og til en folkelig debat, om dette virkelig skal være Danmarks vej.”

Danmark Radios hjemmeside i dag den 9. april 2008 kan fortælle at ”Dansk våbeneksport boomer”. Videre står der: ” En foreløbig opgørelse fra Udenrigsministeriet viser, at Danmark i 2007 eksporterede våben for næsten halvanden milliard kroner – en stigning på over 50 procent i forhold til året før. Også året før steg eksporten 50 procent, så det er gyldne tider i den danske våbenbranche.
Den danske våbeneksport går især til USA og EU og omfatter blandt andet krigsskibe, elektronisk udstyr, software og ammunition.”

Under min forskning forud for artiklen, der for øvrigt vakte en vis furore blandt embedsmænd som ikke syntes at det var passende at jeg offentligt brugte hvad de havde fortalt mig i min argumentation, havde f.eks. daværende LO-formand Thomas Nielsen sagt til mig at han såmænd var ligeglad med om de dér fly kunne flyve – bare de gav arbejdspladser. Og Orla Møller, daværende forsvarsminister og forud derfor cand. theol. havde kaldt mig op på sit kontor og fortalte mig at han mente, at Danmark havde brug for F-16 fordi der var så megen ondskab i verden. Syndefaldet var noget jeg ikke burde overse.

Nå, lad det ligge hér. I dag – som dengang – rager det danske arbejdere, danske embedsmænd, danske militærfolk, kødranden af sikkerhedspolitiske eksperter samt industriens folk en papand hvor mange der rundt om i verden dræbes og lemlæstes af de fly i hvilke vore højteknologiske produkter sidder så coolt. USA er jo vore venner, pyt med at det samtidig er den moderne histories mest voldelige stat når man lægger økonomisk, militært og politisk vold sammen.

Danmark får sine kontrakter især fra USA. Der er et påfaldende sammenfald i tid at denne industri boomer i perioden under og lige efter Danmarks rolle som halehæng til USA – bombningerne i Jugoslavien i 1999, i Afghanistan og 5 år som besættelsesmagt i Irak. Vores forsvarsminister fik en medalje af Donald Rumsfeld, USAs daværende forsvarsminister. Statsminister Fogh Rasmussen blev æresdoktor i USA få måneder efter invasionen – og ser naturligvis George W. Bush som sine nære personlige ven – hvilket for resten givetvis er en sikkerhedsrisiko for Danmark.

Og vi står i begreb med at købe ny fly til milliarder. Mig bekendt findes der ingen trussels-analyse, der dokumenterer det mindste behov for den slags i disse tider. Journalister véd stort set ikke engang hvorledes de skulle formulere kritiske spørgsmål desangående.

Det er penge og teknisk ”udvikling”, det drejer sig om. Trusler eller ”fredsopgaver” ude i verden er noget vi opfinder til lejligheden.

Alle véd det inderst inde: Militarismen er en kræftknude, der bare vokser. Danmark er én blandt flere cancerceller. Nogen lever af det, andre dræbes af det.

Alle véd det godt – politikere fra højre til venstre, medierne, eksperterne: Det er ”urealistisk” at rejse etiske spørgsmålstegn eller at pege på negative langtidskonsekvenser.

Det er ”urealistisk” at foreslå at vi skal stå af militarismen og gøre noget godt for verden i stedet.

Hvem gider overhovedet at argumentere for en fredeligere verden længere? Det er jo en dåres drøm. Det er kortsigtede, elitære fællesinteresser, magtens fascination og penge, der styrer disse materier.

Jeg gentager helt dåre-agtigt mit 33-årigt gamle spørgsmål: Skal dét virkelig være Danmarks vej? Nu er svaret klarere end dengang, og det er et ”Ja!” I 1975 var det en afvigelse, noget overraskende nyt at Danmark blev en del af det internationale militærindustrielle kompleks. I dag er vi så indsyltede i det, at vi ikke kan stå af. Vi har intet valg. Militariseringen er det naturlige, fortsættelsen af sindssygen med de gammelkendte midler.

I modsætning til diktaturet hylder demokratiet valget, de mange muligheder og den åbne debat om valgmuligheders pro et contra.

Hvad skal vi dog sige til og om hinanden, når vi ikke længere gider at høre om – eller tror på – valgmuligheder i almindelighed og etik i særdeleshed?

Ak så højt at flyve og dybt at falde…

Øberg #1198

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s