Gyldne tider for dansk vĂ„benindustri…som forudsagt

For 33 Ă„r siden skrev jeg en kronik i Politiken (26. marts 1975) forud for kĂžbet af – og medproduktionen pĂ„ – F-16 fly til det danske flyvevĂ„ben: “Danmarks bidrag til verdens fortsatte oprustning vil ikke lĂŠngere begrĂŠnse sig til vort eget forsvars behov. Danmark vil nu ogsĂ„ fĂ„ status af militĂŠrindustriel nation pĂ„ basis af Ăžkonomiske, teknologiske og beskĂŠftigelsesmĂŠssige interesser. …Det mĂ„ vĂŠre pĂ„ hĂžje tid at man erkender, at indkĂžbet af 58 F-16 fly kun er en entrĂ©afgift, og at Danmark dermed fĂ„r status af militĂŠrindustriel nation og integreres i den globale militĂŠre udvikling. SĂ„ledes er det forfatterens hĂ„b at denne artikel mĂ„ inspirere til aktiv nytĂŠnkning hos de ansvarlige og til en folkelig debat, om dette virkelig skal vĂŠre Danmarks vej.”

Danmark Radios hjemmeside i dag den 9. april 2008 kan fortĂŠlle at ”Dansk vĂ„beneksport boomer”. Videre stĂ„r der: ” En forelĂžbig opgĂžrelse fra Udenrigsministeriet viser, at Danmark i 2007 eksporterede vĂ„ben for nĂŠsten halvanden milliard kroner – en stigning pĂ„ over 50 procent i forhold til Ă„ret fĂžr. OgsĂ„ Ă„ret fĂžr steg eksporten 50 procent, sĂ„ det er gyldne tider i den danske vĂ„benbranche.
Den danske vĂ„beneksport gĂ„r isĂŠr til USA og EU og omfatter blandt andet krigsskibe, elektronisk udstyr, software og ammunition.”

Under min forskning forud for artiklen, der for Ăžvrigt vakte en vis furore blandt embedsmĂŠnd som ikke syntes at det var passende at jeg offentligt brugte hvad de havde fortalt mig i min argumentation, havde f.eks. davĂŠrende LO-formand Thomas Nielsen sagt til mig at han sĂ„mĂŠnd var ligeglad med om de dĂ©r fly kunne flyve – bare de gav arbejdspladser. Og Orla MĂžller, davĂŠrende forsvarsminister og forud derfor cand. theol. havde kaldt mig op pĂ„ sit kontor og fortalte mig at han mente, at Danmark havde brug for F-16 fordi der var sĂ„ megen ondskab i verden. Syndefaldet var noget jeg ikke burde overse.

Interesting too?  Nye krigsfly? Boykot dem eller brug folkefinanciering

NĂ„, lad det ligge hĂ©r. I dag – som dengang – rager det danske arbejdere, danske embedsmĂŠnd, danske militĂŠrfolk, kĂždranden af sikkerhedspolitiske eksperter samt industriens folk en papand hvor mange der rundt om i verden drĂŠbes og lemlĂŠstes af de fly i hvilke vore hĂžjteknologiske produkter sidder sĂ„ coolt. USA er jo vore venner, pyt med at det samtidig er den moderne histories mest voldelige stat nĂ„r man lĂŠgger Ăžkonomisk, militĂŠrt og politisk vold sammen.

Danmark fĂ„r sine kontrakter isĂŠr fra USA. Der er et pĂ„faldende sammenfald i tid at denne industri boomer i perioden under og lige efter Danmarks rolle som halehĂŠng til USA – bombningerne i Jugoslavien i 1999, i Afghanistan og 5 Ă„r som besĂŠttelsesmagt i Irak. Vores forsvarsminister fik en medalje af Donald Rumsfeld, USAs davĂŠrende forsvarsminister. Statsminister Fogh Rasmussen blev ĂŠresdoktor i USA fĂ„ mĂ„neder efter invasionen – og ser naturligvis George W. Bush som sine nĂŠre personlige ven – hvilket for resten givetvis er en sikkerhedsrisiko for Danmark.

Og vi stÄr i begreb med at kÞbe ny fly til milliarder. Mig bekendt findes der ingen trussels-analyse, der dokumenterer det mindste behov for den slags i disse tider. Journalister véd stort set ikke engang hvorledes de skulle formulere kritiske spÞrgsmÄl desangÄende.

Det er penge og teknisk ”udvikling”, det drejer sig om. Trusler eller ”fredsopgaver” ude i verden er noget vi opfinder til lejligheden.

Alle véd det inderst inde: Militarismen er en krÊftknude, der bare vokser. Danmark er én blandt flere cancerceller. Nogen lever af det, andre drÊbes af det.

Alle vĂ©d det godt – politikere fra hĂžjre til venstre, medierne, eksperterne: Det er ”urealistisk” at rejse etiske spĂžrgsmĂ„lstegn eller at pege pĂ„ negative langtidskonsekvenser.

Interesting too?  Libyen-krigsdagbog fra november 2011 og fremefter

Det er ”urealistisk” at foreslĂ„ at vi skal stĂ„ af militarismen og gĂžre noget godt for verden i stedet.

Hvem gider overhovedet at argumentere for en fredeligere verden lÊngere? Det er jo en dÄres drÞm. Det er kortsigtede, elitÊre fÊllesinteresser, magtens fascination og penge, der styrer disse materier.

Jeg gentager helt dĂ„re-agtigt mit 33-Ă„rigt gamle spĂžrgsmĂ„l: Skal dĂ©t virkelig vĂŠre Danmarks vej? Nu er svaret klarere end dengang, og det er et ”Ja!” I 1975 var det en afvigelse, noget overraskende nyt at Danmark blev en del af det internationale militĂŠrindustrielle kompleks. I dag er vi sĂ„ indsyltede i det, at vi ikke kan stĂ„ af. Vi har intet valg. Militariseringen er det naturlige, fortsĂŠttelsen af sindssygen med de gammelkendte midler.

I modsÊtning til diktaturet hylder demokratiet valget, de mange muligheder og den Äbne debat om valgmuligheders pro et contra.

Hvad skal vi dog sige til og om hinanden, nĂ„r vi ikke lĂŠngere gider at hĂžre om – eller tror pĂ„ – valgmuligheder i almindelighed og etik i sĂŠrdeleshed?

Ak sĂ„ hĂžjt at flyve og dybt at falde…

Øberg #1198

JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

Statsminister Fogh Rasmussen er en sikkerhedsrisiko for Danmark

Next Story

Dagbog fra Burundi # 1

Latest from Danmark

%d