Dagbog fra Burundi # 1

Bujumbura, Burundi
Den 24. marts 2008

I den kommende uge vil jeg her på min blog skrive en lille dagbog fra et land, du formentlig ikke kender så meget til – et land som kæmper for at opnå fred, demokrati, udvikling og forsoning, men som ikke få megen af verdens opmærksomhed, end ikke for de positive resultater, landet allerede har opnået.

Du kan læse mere om Burundi her; og præcis for ét år siden skrev jeg en artikel om landet i Jyllands-Posten & The Christian Science Monitor.

Den 16. marts tog jeg på 2 ugers feltarbejde i Burundi. Så jeg befinder mig her i dette smukke hjerteformede land, der tidligere var kendt som en Fredens Oase. Jeg er her med tre formål for øje – som del af TFF’s arbejde siden 1999 – nemlig…

a) at afholde et to-dags-seminar om en International Kommunikationsstrategi for Burundi – med Burundis Udenrigsministerium m.fl;

b) at køre et to-dages seminar med the Amahoro (Peace) Youth Club, and

c) at filme en serie af 10 minutters videoer om Burundi og dets folk, nogle intellektuelle og udenrigsministeren, samt rejse rundt i landet for at hjælpe andre til at se landets vidunderlige muligheder og skønheden hér.

Arbejdet med regeringen

Med mig på flyet fra Sverige var Gunilla Ivarsson, en svensk journalist med 35 års erfaring med radioarbejde. I sidste uge afholdt Gunilla og jeg et to-dages-seminar med ansatte fra Burundis udenrigsministerium, folk fra Præsidents kontor samt informationsministerium og parlament.

Formålet var at drøfte, hvordan man kan øge opmærksomheden fra internationale medier og andre aktører omkring Burundi og dets bemærkelsesværdige fredsproces, for dermed at tiltrække mere støtte fra udlandet, mere humanitær bistand, mere udviklingsbistand og hvad man kunne kalde fredsbistand.

For at kunne gøre det, må Burundi selv blive bedre til at fortælle sin positive historie og “brande” sig med et positivt “logo” og image, som skal udbredes til relevante medier, ambassader, regeringer og til donorsamfundet.

I den proces må Burundi også forsøge at gennembryde mediernes negativitetsmur: at kun ”dårlige” nyheder har nyhedspotentiale. Og det sdiste kan meget vel vise sig at blive den største opgave!

Seminaret endte med et udkast til en International Kommunikationsstrategi for Burundi, udarbejdet af deltagerne selv. Hvis der er noget, der kan sikre hurtig opfølgning, så er det denne følelse af, at de selv ejer strategien. Dagen efter afleverede vi det fælles resultat af seminaret til udenrigsministeren, Antoinette Batumubwira, som lovede at læse strategien hurtigt og dele den med relevante myndigheder, heriblandt præsidenten.

Vi håber kommunikationsstrategien hurtigt vil trænge igennem til beslutningstagerne, ikke mindst fordi ministeren selv er journalist og uddannet i sociologi og massekommunikation i Frankrig. Ligeledes er også landets informationsminister både kvinde og journalist, og hun har arbejdet flere år for BBC i London. Ministeren vil skrive et brev til TFF’s potentielle donorer for at bede om støtte, således at TFFs trænere snart kan iværksætte opfølgningsaktiviteter og mere træning på stedet.

Vi håber og tror meget på, at dette seminar vil blive et vigtigt skridt til at skabe opmærksomhed om Burundis fredsproces. Men det vil tage tid…

Arbejdet med NGO’er og studerende

I dag og i morgen afholder TFF-bestyrelsesmedlem og Burundi-koordinator Ina Curic og jeg et seminar med de 13 stiftende medlemmer af den nye Amahoro Youth Club, AYC. Det er en fortsættelse af Amahoro-koalitionen (Freds-koalitionen) af NGO’er fra 2005-2007, som sidste år blev sat i bero af økonomiske årsager og grundet manglende commitment hos for mange af organisationernes ledere.

Her i Burundi er det endog meget svært at skabe horisontal koordinering og synergi, fordi de enkelte NGOer opfører sig ret så “individualistisk” og protektionistisk og fundraiser udenlandske midler hver for sig. At en Koalition kan gøre ting som ingen enkeltorganisation kan gøre på egen hånd, og at der kan opstå synergi gennem samarbejde i en flad struktur, er et argument som endnu ikke er modnet alle steder.

Med dét in mente, så handler fredsarbejde også om at lære af sine tidligere fejl og erfaringer – ”trial and error” – og vi er nu i gang med et nyt projekt med mennesker som er unge, veluddannede og med på at gøre en reel indsats for at skabe en bedre fremtid, og som ikke fokuserer snævert på én bestemt organisation; medlemskabet i AYC er individuelt, ikke organisatorisk. Og de fleste er mellem 20 og 25 år og endnu ikke tynget af andre forpligtelser.

Ina har trænet og assisteret AYC på mange områder, fx i forbindelse med at skrive vedtægter. Lige nu hjælper vi dem med at formulere et Mission Statement – en kort formulering af hvad AYC skal gøre – og vi brainstormer på fremtidige projekter, og vi udvælger projektidéer som er SMARTe: Strategiske, Målbare, Achievable (Opnåelige), Realistiske og Tids-bundne. (Se Lisa Mighton, Access to a Voice. Communications Planning for Civil Society and Community-Based Organisations, 2006).

Vi diskuterer infrastrukturen med dem: Har de behov for et fælles mødelokale, hvordan skal de første måneders arbejde finansieres, hvordan kan de generere deres egen indtægter, så de ikke behøver tigge om penge og ikke bliver for afhængige?

Strategisk planlægning betyder ganske enkelt at definere Hvem kan gøre Hvad, Hvornår, Hvordan, Hvorfor og Hvad Koster Det? Vi arbejder også med spørgsmål om arbejdsetik – at møde op til tiden, læse materialer på forhånd, leve op til aftaler og følge op på beslutninger, ringe tilbage – samt gør-det-selv-mentaliteten. Vi er her jo ikke for at uddanne folk til at tigge.

Man skal lytte nøje til den kulturelle subtekst, men samtidig må man også sige lige ud, hvad man regner som acceptabel adfærd i et inter-nationalt og inter-kulturelt projekt.
Hér eksisterer en politisk tradition for passivitet som tager som sit udgangspunkt at nogen andre ordner tingene eller leverer ressourcerne. Der eksisterer et kolossalt tids-problem; tid, og aftaler omkring tid og dagsordener betyder noget fuldstændig andet her end i Europa. Det skaber gnidninger, gentagne gange.

De af os, der kommer herned, bruger 50+ timer på rejsen frem og tilbage og underviser det bedste vi formår – og så kan folk, der bor lige rundt om hjørnet ofte ikke tage sig sammen til at møde op til seminaret i tide (eller, de smutter uden et ord for at besvare mobilopkald eller for at gå til andre møder).

I dag var der én der sagde, at man om en burundier, der møder op til tiden eller har forberedt sig til dagsordenen, vil sige, at vedkommende er som en ”muzungu”, dvs. som en hvid mand. Mit svar var, at hvis det er tilfældet, så er det mere produktivt og bedre for samarbejdet at være muzungu end burundier – vel at mærke hvis man vil tage del i nutidens globaliserede og interaktive verden.

Hver kultur har sine positive og negative aspekter – også vores – og jeg tror på, at vi kun kan håndtere dem konstruktivt, hvis vi diskuterer dem åbent. Og med respect – for hvordan siger du at det dér er uacceptabelt og at du finder det dér højst uhøfligt uden at det bliver opfattet som koloniale pegefingre?

Og hvordan undgår man den omvendte kolonialisme? Hvis man er hvid hér så har man lommerne fulde af penge og altså handler en del ”ædel” motivation om at hænge fast i en proces, der køres af hvide – som f.eks. EU. Der er NGO’er hér som har langt flere penge end vi har i TFF – og biler og huse og moderne teknologi; de kan slet ikke forstå at TFF ikke har ansatte eller at jeg selv ikke er en rig person, der bare kan dele egne eller den svenske regerings penge ud!

Meget af det, vi siger til hinanden i (vestlig) konfliktløsnings-undervisning ville simpelthen ikke fungere her; blandt andet fordi enhver burundier kan fortælle dig at ”vi siger som regel ikke, hvad vi virkelig tænker; og især når vi er uenige, har vi tendens til mere at sige det, vi tror den anden ønsker eller forventer, at vi siger! Og så siger vi noget helt andet til den næste der kommer på besøg…”

Forhåbentlig kan denne slags gnidninger og ”kultursammenstød” – små såvel som store – bruges som frugtbare oplevelser, pædagogiske ”begivenheder”, vi alle kan lære noget af…Her kan humor hjælpe meget ligesom personligt samvær uden for projektlokalet.

Mit tredje formål er at optage en serie 10-minutters videoer for TFF Video Channel på YouTube.com. Burundi har betagende smukke og frugtbare landskaber med millioner af små bakker – collines – rød jord, samt te-, kaffe- og bananplantager. Og millioner af kvinder i farvestrålende klæder langs enhver vej – vandrende og bærende på vand, varer og børn.

Videoerne vil også fremvise gadescenerier, borgere, en provinsguvernør, et par NGO-ledere og en minister, samt de positive udviklinger i landet, men samtidig vil videoerne bestemt ikke lægge skjul på alle de tilbageværende problemer.

Det er stadig et ustabilt politisk system, der nemt kunne falde tilbage i vold. Husk på at Burundi er et land, der stadig er i gang med at lægge sit folkemord på 300.000 mennesker bag sig, og et land, der kæmper hårdt med meget små midler (gennemsnitsindkomsten er knapt 1.000 kroner per person per år!) og som modtager meget lidt hjælp fra udlandet – cirka det samme på et helt år som hvad USAs tilstedeværelse i Irak koster på én (1) time…

Jeg fortæller mere snart. Indtil da…

Amahoro!

Oversættelse Morten Sigsgaard

# 1195

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s