Bujumbura, Burundi
25. juli 2008
– I Japan skal man tage skoene af når man kommer ind i et hjem eller hotelværelse. I Sverige kan man gå nøgen rundt på en strand uden at nogen tilkalder politiet. På mange steder betyder dette at forme en cirkel med tommel- og pegefingeren ”0”, andre steder signalerer det ”super-duper”, men i Sydamerika er det et meget vulgært tegn i kvinders øjne.
I mange europæiske lande kan man på en varm sommerdag gå i shorts, men i Somalia er dét et tegn på at man skal ud og vande sine kameler – og forsøg dig ikke med shorts i Japan, ikke engang om du er ”gai-jin”, fremmed, dér!
I Danmark er det stærkt nedsættende at råbe ”hej Nigger” efter nogen, men her i Burundi er det helt normalt at børn og voksne råber ”Muzungu” til mig – ”hvid mand”. Og mens jeg ofte halvsidder med min bagdel på kanten af et bord når jeg underviser hér og dér, så betragtes det som nærmest urent at placere sig på den måde på et bord her i Burundi. Og sådan kan man fortsætte i det uendelige.
Sprog, ordsprog, kropssprog, bordetikette, måden byer er planlagt på, måden man hilser på, individets forhold til gud, opfattelsen af tid og rum – alle er de eksempler på indikatorer på det, vi i bred almindelighed kalder kultur. Og ”kultur” betyder som bekendt noget forskelligt for forskellige mennesker og fra kultur til kultur.
Selv med den bedste vilje, gode intentioner og en del kundskab vil vi uvægerligt komme til at begå fejl, når vi kommer ind i andre menneskers kulturelle rum.
Hvis vi kan tale om det og forklare hinanden hvad det handler om, så behøver der ikke at være noget større problem. Men det at være åben og artikulere forskelligheder og konflikter værdsættes ikke i alle kulturer. Meget af dét, vi vestlige fredsforskere og trænere forsøger at lære vore kursusdeltagere om dialog, ikkevoldelig konfrontation, måder at sige på at ”her er jeg virkelig uenig med dig og vil gerne forklare dig hvordan jeg ser på det og føler lige nu” – møder ikke altid velvilje eller forståelse i andre kulturer. Det kan snarere opfattes som provokerende eller respektløst eller som en krænkelse af integritet og privathed. Det er faktisk ikke overalt at det er helt fint at sige ”lad os snakke om det.”
Jeg har ofte tænkt på disse ting når jeg befinder mig i Japan, hvor jeg har været gæsteprofessor flere gange, og når jeg underviser på internationale, multi-etniske kurser i Europe. I Burundi, vor jeg sidder og skriver dette, bliver mennesker normalt tavse eller lader som ingenting hvis de er uenige i det, du siger og gør. Det er ofte meget vanskeligt at fornemme om alting er OK eller der er noget i gære.
Mange burundier er bevidste om det, og når man kan begynde at snakke sammen om det – dvs. når man har vundet en vis tillid og dét kan tage sig tid – vil de fortælle dig, måske paradoksalt, at de som kultur ikke er åbne hvad angår uenighed, ja at de ligefrem er uærlige og lader som om alting er helt fint selvom det bestemt ikke er tilfældet.
Tag som eksempel dette med at overholde aftalt tid. Med min nordiske baggrund er jeg vant til at en aftalt tid er en aftalt tid, f.eks. klokken 15 om eftermiddagen. OK, man kan være nogle få minutter forsinket og undskylder det i så fald med en forhåbentlig sandfærdig forklaring. Og hvis det er mere end det ringer man på mobilen og siger hvor meget forsinket man regner med at blive og beklager. På den måde giver vi den anden en mulighed for at gøre noget andet og ikke ”spilde” sin tid; vi viser hende eller ham respekt og også respekt for den oprindelige aftale om klokken 15. Det er dét hele det vestlige tidsbegreb handler om, og det er industrielt og mekanisk, måles med et ur. Stressede som vi er, fylder vi kalendere med planer og aftaler, stykker den lineære tid op i enheder så vi kan være ”produktive” o ”effektive”. ”Tid er penge”!
Sådan er det ikke i Burundi. Det er helt normalt at komme sent, for sent, meget for sent. Det er normalt ikke at ringe og sige det – også når man, som vældig mange i hovedstaden, har en mobiltelefon. Få vil sige undskyld når de endelig dukker op. De første mange gange jeg oplevede dette blev jeg gal i skralden, dog uden at vise det. Jeg syntes det var respektløst over for mig. Jeg følte at selv mine venner stjal min tid.
Så en dag snakkede vi om det. Jeg sagde til dem at jeg var sikker på at de syntes at det er forkert at stjæle pege – alle enige. Og at det også er forkert at stjæle tid, lade en vente i det uendelige – alle enige igen. I morgen skulle de alle være der til tiden – og det samme skete naturligvis. Jeg gik fra forundring og surhed til at blive vred; det gav jeg udtryk for og så blev de vrede: Hvem troede jeg at jeg var, hvid man fra langt borte, der kommer her og fortæller dem hvordan de burde opføre sig i deres eget land?!
Jeg havde troet at de ikke har et begreb for tid og/eller bare var hensynsløse. Men for nu at få løst op for de her problemer blev vi enige om at have et kultur-seminar over to dage og få snakket det hele igennem i et mere generelt perspektiv og ikke bare snakke om den konkret problemstilling. Vi bevægede os fra det personlige og den specifikke case til det socio-kulturelle og mere generelle og principielle. Dér lærte jeg at de skam har et tidsbegreb så godt som noget – blot at det er helt anderledes fra mit.
For folk i Burundi er tiden intimt forbundet med det sociale samvær. Hvis du på vej til et aftalt møde men så støder på en god ven så er dét møde lige nu vigtigere; vigtigt at få de sidste nyheder og høre hvordan familien har det, vigtigere lige at forbinde sig med hinanden, opdateres. Ofte ser folk jo ikke hinanden i lange tider og så må man høre nyt når der gives en chance. Den jeg skal møde rundt om hjørnet kan bedre vente.
Tiden opfattes også som langt mere organisk her. Mens jeg synes at klokken 5 om eftermiddagen er en ret så utvetydig størrelse, så kan det meget vel for en burundier betyde noget i retning af ”når køerne er ved at gå hjem og man kan se at solen snart skal gå ned” – og da kan vi sætte os ned og drikke en øl og snakke sammen. Og så kan klokken for så vidt godt være både 5 og 7 eller senere.
Tid og præcision hænger også på anden måde sammen med sociale relationer. Man respekterer en tid mere med en, man har etableret et tillidsfuldt forhold til som nære venner, familie, eller autoriteter. Familiens rangordning er afgørende – hvis storebror ringer og siger at man skal komme så ryger den dér aftale helt automatisk på stedet. Og – hvilket man hurtigt lærer – for en besøgende, en udlænding som jeg, tager dét en god lang tid inden man bevæger sig op ad den sociale rangstige.
Og mens vi er ved det – personlige relationer er afgørende. Du kommer ingen vegne og du får intet gjort hér uden dem. I Vest har vi ofte projekter og opgaver med folk, vi ikke kender særligt godt eller har noget nærmere forhold til; samarbejdet kan lede til at vi bliver venner men det er ikke en forudsætning. Sådan er det ikke hernede.
Her er det nødvendigt at mødes mange gange, tale om værdier og familie, drikke nogle øller eller kaffe, socialisere sig, vise interesse og måske efterhånden komme til at kende den andens livshistorie, eller brudstykker af den, inden nogen kaster sig ud i større fælles opgaver. Det er faktisk på en lidt anden måde akkurat som i Japan – hvad enhver forretningsmand m/k ved, der har forsøgt at få aftaler og ordre i hus i dette land, der i øvrigt på alle måder er Burundis diametrale modsætning.
Et eller andet sted, synes jeg faktisk det er et fint princip. Og det er nok sandt at når vi først er kommet så langt på det personlige plan så vil færre projekter kuldsejle, for inden vi begynder er vi er jo næsten i familie med hinanden!
Jeg har lært at man skal være meget forsigtig med at afsige domme, selv indeni sig selv, om andre. Du kan sige til dig selv at disse mennesker ikke har et begreb om tid. Galt! Deres tid er bare helt forskellig fra vestlig, mekanisk, lineær tid. Du kan også tænke at din kultur er trods alt bedre og mere avanceret. Det er den slags Fogh Rasmussen og Dansk Folkeparti excellerer i. Galt igen! De kan ikke sammenlignes, så lidt som æblers og bildæks kvaliteter kan sammenlignes.
Du kan føle at folk i Afrika har brug for uddannelse så de bedre kan komme ind i ”den moderne verden” og bedre kan navigere i globaliseringens tid. Muligvis! Men du kan ikke pådutte dem det. Det opleves som krænkende og kulturblindt, som dit og ikke deres behov. Og hvorfor, må man også spørge, skal de blive som vi? Det er ligeså ejendommelig en påstand eller hypotese som det omvendte kan opleves af os: At vi skulle blive som de og leve som dem.
Uddannelse og træning kan først få effekt når motivationen er der, når nysgerrigheden på den store verden derude er brændende og når indholdet af dette møde (som al undervisning jo er) passer som fod i hose til deres behov.
Det er jo sagt før men jeg siger det gerne alligevel: Vi kommer kun videre i denne verden hvis vi lytter og dialogiserer. I praksis er det af og til h……. svært. Jeg arbejder i dag i Burundi på en helt anden måde end før. Jeg stiller mig selv om når jeg lander, tager tidsspilde med et smil, planlægger den som en del af min dag og bliver ikke det fjerneste sur. Og jeg har fået mange venner, rigtige venner tror jeg at jeg tør sige, ved at stille mig om og lade uret ligge derhjemme. Og jeg har lært lige så meget på vore seminarer og små cafébesøg sammen som de har, det er helt sikkert. Jeg er faktisk begyndt at tro at det er os, der har brug for i-landsbistand, i hvert fald på det punkt.
Samtidig vil jeg sige at det er klogt at forberede sig lidt, og én måde er at læse bøger – om kulturelt brobyggeri i almindeligt og, naturligvis, om den kultur du er på vej til. Hold udkig med de indikatorer, jeg nævnte i indledningen. Hvis du ikke lige kan finde en liste af ”gøre/ikke gøre” – så prøv at greje ud fra deres historie og udviklingsfilosofi, deres religion etc. hvilke kulturelle værdier de sætter højt på stedet. Og spørg dig frem – spil et høfligt rollespil med dem du møder. Og fortæl om dig selv og din kultur. Hvor er det interessant at I gør det sådan her…vil du høre hvordan vi gør det hjemme hos mig? Og så gå snakken OG vi lærer hinanden at kende på det personlige plan også.
Undervejs har jeg fundet et par nyttige bøger men der er mange mange flere end disse: Larry A. Samovar & Richard E. Porter, Intercultural Communication. A Reader. 10th Edition, Thomso & Wadsworth, California 2003. Den anden er Michelle LeBaron, Bridging Cultural Conflicts. A New Approach for a Changing World, Jossey-Bass, San Francisco 2003. Og de er meget forskellige men gode både hvad angår teori og tonsvis af konkrete eksempler fra rundt om i verden. Den første mest en systematisk lærebog, den anden en mere udforskende, personlig og kreativ fremstilling. De supplerer hinanden på glimrende vis. Begge bøger vil hjælpe dig at fokusere og være opmærksom på dimensionerne i alt det her – og de er flere end man tror – og på en måde kan der være håb om at læseren derefter begår færre brølere ude i ”det fremmede”.
Dernæst er det bare at udforske og huske at sige sorry når det alligevel går galt. Men også – og det skal siges klart – at sige til når du føler dig krænket fordi dine kulturelle indikatorer bliver krænket.
Selv er jeg lidt træt af at blive objekt for stereotypisering på grund af hudfarve og oplever det som en omvendt kolonialisme og kulturimperialisme: Han er hvid og det betyder at han har en masse penge: det betyder at han kan finansiere vore projekter og vi lader ham også altid betale når vi ude, for os alle – også selvom han er gæst i vort land. Hvis han gentagne gange kan komme helt herned fra Sverige så må hans organisation også have en masse penge. Det må vi udnytte til egen fordel – lad os behandle ham godt så…Eller også tænkes der i den hvide mand sikkert bare er ude på selv at få noget ud af det, få status ved at besøge os eller have det sjovt langt væk hjemmefra.
I de situationer er det vigtigt at sige stop – dog mindst muligt personligt og følelsesmæssig og mest muligt på det principielle plan. Den slags antagelser kan i heldigste fald blive indgange til netop at bygge broer og udveksle kulturelle antagelser.
Som de fleste andre her i verden vil jeg helst bedømmes på hvad jeg gør og hvordan jeg gør det og på min personlige egenskaber. Jeg vil ikke slås i hartkorn med alle mulige kolonialister eller, for den sags skyld, med alle mulige andre som tilfældigvis også er vesterlændinge men ikke særligt populære rundt om i verden. Stereotyper er til for at blive nedbrudt – begge veje. Det samme gælder skyld gennem associering.
Egentlig vil jeg helst tro at dette er universalt. Jeg vil helst tro at vi også kan udforske os selv og andre ved at se hvor vi er ligedan og ikke kun opretholde vores identitet ved kun at se på det, der adskiller hver af os fra enhver anden. I de fleste sammenhænge har jeg over tid kunnet konstatere at det er det vi har tilfælles, der bygger broer over de steder hvor vi er forskellige. Og dem skal vi bestemt ikke udslette dem, vi skal kende og bruge dem.
Gandhi har naturligvis allerede sagt det på en realistisk og en smuk måde:
Jeg ønsker ikke at der skal være tykke mure omkring mit hus
eller at der skal være skodder for mine vinduer.
Jeg vil at kulturer fra alle lande frit kan blæse
omkring mit hus, så frit som muligt.
Men jeg nægter samtidig at lade mig blæse omkuld
af nogen af dem
