Bujumbura, Burundi
Den 31. marts 2008
Burundi – et af verdens materielt set fattigste lande med en gennemsnitsindkomst på knapt 1.000 kroner per indbygger per år. Her finder du alle de problemer som fejl- og underudvikling kan fremvise, plus efterspillet af en folkedrabslignende krig, der stjal 300.000 liv.
Men hvad ser man så, når man rejser rundt i landet? Ja, selvfølgelig, fattigdom. Fejlernæring. Mangel på infrastruktur. Ekstremt dårlige veje. Børn i beskidt tøj – og alt for mange af dem; Burundi er et af verdens tættest befolkede lande og landmangel er et enormt problem der en dag kan føre til krig, igen.
Men bagefter ser man så også: Ekstremt smukke landskaber med millioner af små bakker – collines – og rød, jernholdig jord. Man ser hver eneste kvadratcentimeter udnyttet til dyrkning af te, kaffe, bananer, ris, kartofler; man ser mennesker der bearbejder deres jordlodder og arbejder hårdt med de enkleste redskaber. Man ser børn vogte geder og køer på markerne.
Men der er én ting jeg har set igen og igen på mine rejser rundt i landet: smil, smil og atter smil – hos alle i alderen fra 3 til 99. Velkommen Muzungu, hvide mand! Håndtryk, åbenhed, gæstfrihed – og vil du ikke tage et foto! Hvor kommer du fra, hvide mand? Vil du komme indenfor?
Ordet anstændighed kommer til mig gang på gang. Og stolthed og gæstfrihed.
Det er totalt afvæbnende. Jeg tænker med skam på, hvordan et sort menneske, en flygtning – for ikke at tale om en muslim – i dag modtages i min egen del af verden. Det er længe siden, jeg sidst så spontant smilende svenskere invitere vildtfremmede mennesker ind i deres hjem sådan på stående fod – hvis det nogensinde har været tilfældet.
Denne grundlæggende menneskelighed, denne venlighed og respekt: Hvordan kan det være, at de mennesker jeg møder i Burundi har bevaret den, med værdigheden og spontaniteten i behold, mens vi i Europa så fuldstændig har mistet den?
Hvordan kan ”Europa” betyde “civilisation” og et højt udviklingsstade, når vi har mistet denne menneskelighed og åbenhed for den anden, for den fremmede besøgende?
For nogen tid siden udkom en af disse mekanisk rangordnede livskvalitets-surveys – baseret, som sædvanligt, på kvantitative indikatorer. Surprise, surprise: Danmark lå i top, Burundi tæt på bunden.
Hvad er der galt med smil som indikator? Måske kun dét at Vesterlændinge – som laver disse tåbelige surveys – ikke længere smiler, og at de der producerer dem savner både kreativitet og kulturel inspiration og, formoder jeg, keder sig bravt med alle sine tal og statistikker.
Jeg interviewer borgmesteren i Gitega, den næststørste by midt i hjertet af Burundi. Hr. Mossi – som selv er muslim – hilser mig varmt og husker mig fra sidst vi sås for to år siden. På mit spørgsmål svarer han, at kristne og muslimer ikke har nogen problemer med hinanden her, at de forstår at de har den samme Gud, og at ingen af siderne forsøger at bruge religion i politisk øjemed. Og når det så er sagt, så er Burundis præsident Nkurunziza en genfødt Kristen, som – ifølge mange blandt landets kristne majoritet – tilbringer for meget tid i selskab med Gud, folket og fodbold, og for lidt med sine medpolitikere!
Siden jeg i 1977-1981 arbejdede i Somalia har jeg i stigende grad sat spørgsmålstegn ved Vestens selv-udråbte og universaliserende udviklings- og civilisations-paradigme. Vestens meningsløse og selvdestruktive krige, i dens kolonier og især i Vietnam og Irak, forstærkede min skepsis.
Hvem er vi at tro, at det kun er dem, der skal lære af os, og at vi derfor intet har at lære af dem?
Mine rejser rundt i Burundi og mit arbejde med så mange og forskellige individer gør mig endnu sikrere på, at der er noget, vi vesterlændinge ikke har forstået, måske fordi vi ikke ønskede at forstå det.
Den der tror han er Nummer Ét har per definition intet at lære fra andre, han kan kun belære og prædike. Det fører til nederlag i det lange løb. Modvilje mod at lære nogetsomhelst fra andre fører til forfald.
Så enkelt er det. Og så svært er det at overhovedet begynde at forstå det – for vesterlændingen.
Oversættelse Morten Sigsgaard
# 1196
