Sort på sort

Igår publicerede jeg min klumme fra Arbejderen “Censuren, meningskontrollens og krænketheden treenighed” men inden Arbejderen havde kunnet trykke den dukkede der to sager op, der understreger hvad jeg sagde.

Man vil huske den sorte unge digter Amanda Gorman, der læste sit eget digt på Capitol Hill – “Demokratiets Tempel”, som amerikanske medier ynder at kalde det – ved Joe Biden’s indsættelse som præsident. Hon blev umiddlebart verdensberømt og fashion model, og det så jo altsammen også vel tilrettelagt ud med hendes elegante fremtoning, støtten og smykkerne fra Oprah Winfrey og hele den pæne presses omfavnelse af hende i dagene der fulgte.

Såvidt jeg forstår – og jeg forstår mig ikke meget på digtekunst – så var der nu ikke så megen kritik, heller ikke sort kritik, i det, hun ville have sagt. Ikke en ung sort kvinde med det sorte kul, som Martin Luther King, James Baldwain og andre, ville have givet den ved en sådan lejlighed.

Hvorom alting er, så kunne man i forgårs i verdenspressen – og endog på DR.dk – læse denne “For hvid til at oversætte sort digterkomet? Hollandsk forfatter trækker sig efter hård kritik. Sort dansk forfatter ærgrer sig: ‘Det er simpelthen så ødelæggende.'”

Sagen er at et forlag havde valgt en hvid hollandsk forfatterinde, der er belønnet med Booker-prisen, som oversætter og at det så vækker et ramaskrig at hun, sjovt nok, ikke er sort. Efter at være blevet skældt tilstrækkeligt ud for sin hudfarve siger hun så ‘nej tak’ til at oversætte Gormans bog – umiddelbart efter at have følt sig beæret over at være blevet spurgt. (Det havde jeg også gjort – altså følt mig beæret og trukket mig).

Nej – siger farvedommerne – en sort forfatter skal oversættes af en sort. Fjolleriet og det anti-intellektuelle kan jeg så fortsætte med f.eks: Og gives ud af et sort-ledet forlag – måske med sort omslag og hvide bogstaver på sort papir? Anmeldes kun af sorte kritikere? Læses kun af sorte læsere – og måske kun modtage sorte litteraturpriser? Ja, og så gentager det sig gudhjælpeosalle.

Så vi kan få helt stop på dialogen og fællesskabet.

Undskyld min sorte humor. Men hvor stopper dette anti-intellektuelle vanvid? Stopper det ikke meget snart så ser det sgu sort ud. For os alle. Og for litteraturen og alle andre kunstarter, der udsættes for hvad der med rimelighed kan kaldes omvendt racisme.

Og alt det andet, der nu skal blive identitetspolitisk korrekt og forhindre ethvert hensyn til kompetence, kvalitet og i farten ikke kerer sig synderligt om at udøve omvendt racisme: Du er hvid, så du kan ikke oversætte en sort forfatters værker? (Nej, denne sætning siger ikke at en sort oversætter ikke kan lave kvalitet eller har kompetence og at oversættelsen burde gives til en hvid. Den siger kun at en person er blevet udmanøvreret på grund af sine hvide hudfarve – som hun jo ikke kan gøre så meget ved).

Blandt andre har Klaus Rifbjerg oversat James Baldwin til dansk. Det må da være en politisk ukorrekt og derfor dårlig oversættelse? Vil man please fjerne den fra landets boghandlere og biblioteker.

Og naturligvis kan ingen hvid herefter spille musik af Louis Armstrong, Duke Ellington eller Miles Davis. Og dem, der har gjort det, bør have deres CD’er smeltet om. CD-bål og bogbål – det ligger lige i tiden.

•

Det andet eksempel er Dr. Seuss‘ – eller Theodor Seuss Geisels – børnebøger – nogle af de meste læste kloden rundt. CNN meddelte igår den 3. marts at “6 Dr. Seuss books won’t be published anymore because they portray people in ‘hurtful and wrong’ ways”. Læs selv artiklen. Her har vi en typisk sætning, der forklarer denne slyngels racisme og nærmest kriminelle forfatterskab – for godt 100 år siden: “In (“The Cat’s Quizzer”), the Japanese character is referred to as ‘a Japanese,’ has a bright yellow face, and is standing on what appears to be Mt. Fuji,” the authors wrote.”

Han stod på noget, der ser ud til at være Mount Fuji – holy gai-jin!

Han blev født i 1904 og skrev børnebøger fra 1921 til 1990. Jeg har aldrig læst ham som sådan men kender hans bog imod atomvåben. I det hele taget var han politisk på sin helt egen måde og – ser det ud til – helt fornuftig. Jeg falder over disse to afsnit om ham i Wikipedia:

“Geisel made a point of not beginning to write his stories with a moral in mind, stating that “kids can see a moral coming a mile off.” He was not against writing about issues, however; he said that “there’s an inherent moral in any story”, and he remarked that he was “subversive as hell.”

Geisel’s books express his views on a remarkable variety of social and political issues: The Lorax (1971), about environmentalism and anti-consumerism; The Sneetches (1961), about racial equality; The Butter Battle Book (1984), about the arms race; Yertle the Turtle (1958), about Adolf Hitler and anti-authoritarianism; How the Grinch Stole Christmas! (1957), criticizing the materialism and consumerism of the Christmas season; and Horton Hears a Who! (1954), about anti-isolationism and internationalism.”

Og hvad sker der så?

Jo det helt forventelige at salget af de nu forbudte bøger på Amazon stiger helt grotesk med flere hundredtusinde procent og i et tilfælde med 5,7 millioner procent! Måske nogen spekulerer i at de bøger bliver noget værd hen ad vejen – og andre er måske så fornuftige så de siger at de dér smagsdommere skal ikke bestemme hvad jeg må læse og selvom han måske med dagens øjne kan synes at have undertoner af racisme – så er det i hvert fald ikke hele sandheden om ham og desuden må vi leve med sandheden om vores egen historie og tid…

På Russia Today finder jeg en glimrende kommentar af den i London baserede journalist, Damian Wilson, “Cancelling Dr Seuss is the self-appointed culture gestapo’s latest unforgivable act in the woke war on the books our children read.” Kunne ikke have formuleret den så spidst og elegant selv.

Dette som så meget andet er historiefornægtelse og afsindigt Besserwisserrei – hvem kan ikke i bagspejlet bedømmes anderledes end dengang for omkring 100 år siden? De – som vi – var børn af deres tid og samfund og normer.

Og om hundrede år – hvis vi lever så længe – vil der være mennesker, der har nok så skarpe meninger om dem, der i 2021 censurerer snart det ene og snart det andet i den politiske korrektheds og identitetspolitikens anti-intellektuelle, udannede tjenste.

Men at forbyde dem? Forhindre børn i at forstå den slags udvikling, begreber og historien selv? At sløjfe den oplagte mulighed for netop at tale med børnene om disse forskelle og om hvorfor dette og hint med dagens øjne kan siges at være forkert og krænkende?

Det falder for tåbeparagraffen at fjerne sådanne muligheder! Strammere har altid været bange for dialog.

Det her element i vor “Zeitgeist” er rent ud sagt dødsensfarligt. Det er ikke et civiliseret samfund værdigt. Det kører mere på instinkt end på intellekt – hvor en balance er helt nødvendig.

Og det vil jeg så blive ved med at sige til enhver der gider lytte – så længe dét ikke også bliver forbudt. For det er uværdigt at bøje sig for den slags i et samfund, der officielt hylder det frie ord.

Vi nærmer os med stormskridt en situation hvor der ikke kan laves politisk satire længere fordi dagens politik – korrekthedens – er blevet en satire. En parodi på sig selv, og en der forøvrigt ikke er det mindste morsom.

Long live Monty Python and all the rest…

🔻 Hvis du synes at det er vigtigt at nogen bliver ved med at skrive kritisk om ting i tiden så… Tak!

Noter

• En gang brændte man comic books i USA! Men gudskelov, de overlevede som bekendt.

• Dagen efter denne artikel fik jeg følgende fra Björn Eklund på Karneval förlag: