En af Danmarks ægte humanister og folkeoplysere, Frederik Dessau – kendt blandt andet for sit mangeårige arbejde i DR – har begået sin 14. bog, Og så videre. Han er kun lige fyldt 80 år, og helt klart er det at det for ham bare går videre – og dét med stor oplagthed, klogskab og lune, og ikke så lidt ordspilleri og selvironi.
Hans bog fra sidste år hed Efter min mening, og det kunne den hér også have heddet – men nu har den fået undertitlen “Ti kapitler for sig”. Og det er lige hvad den er, mangfoldig og uden andre røde tråde end forfatterens nysgerrighed, fortællelyst og medmenneskelighed. Og det er mere end nok til at bære igennem.
Den mere modne læser, der er optaget af at livets store og små tilskikkelser og en god snak om dem, vil have det rigtig godt på hver side. Men det er fuldt muligt at den også vil blive læst af nogle yngre mennesker, der lige tager en pause fra Facebook, og opdager at det virkelige liv har sin charme sammenlignet med det virtuelle. Gid de ville!
Når man sidder med bogen i hånden så er det lidt som at sidde med Frederik selv og have en god snak. Vigtige ting – og dem véd vi jo godt hvad er til forskel fra tant, fjas og glitterunderholdning – i fordomsfri dialog. Dessau er konstitutionelt ude af stand til at sige noget dogmatisk udover dette – nødvendige – at humanisme og åndelighed på langt sigt er vigtige for det rige liv end det materielle ræs og tingliggørelse. Tidsånden vil sikkert kalde dét reaktionært; selv siger han, at han skam godt véd at man betragter ham som “pladderhumanist”.
Blandt temaerne, der behandles og hér og dér knyttes sammen bogen igennem, kan man i flæng nævne ensomheden og tosomheden, kunsten (Claude Monet især) og musikken (mange, men vist mest Beethoven), lettelsen over at blive ældre og kunne læne sig tilbage og tænke lidt uden at føle noget pres til at skulle præstere og konkurrere.
Der er tilbagevendende tanker om byen versus landet og om Eugene Atgets Paris-fotografier. Der er betragtninger om magten og undren over at magtens ofre bliver ved med at stemme på de partier, der gør dem selv til tabere og offer. Der er også et “trist kapitel”, som han kalder det, om medierne “volumensyge” og markedstænkning på entydig bekostning af mangfoldighed og folkeoplysning – og om hvordan i alverden det er muligt at disse forringelser sælges til borgerne som var de soleklare forbedringer.
Det moderne samfund sætter sine skel – ved dansker-ikkedansker, mand-kvinde, vinder-taber og ved ung-gammel. Når man lægger bogen fra sig står det vidunderligt klart at de fleste af dem burde være ligegyldige – og at alderens tyranni i hvert fald ikke bider på Dessau. Det er vidunderligt og livsbekræftende!
Bogen afsluttes med de lovende ord:
“Og så?
Videre.”
Dét ser jeg, og givetvis masser af andre læsere, virkelig frem til.
Frederik Dessau
Og så videre
Ti kapitler for sig
Gyldendal 2008
Øberg #1193
