Har Mette Frederiksen mon et frelser-kompleks?

Det er ikke fordi jeg er psykolog, men jeg leder efter en rimeligt holdbar forklaring på at Danmarks statsminister har det verdensbillede, hun har, og hvorfor hun – samtidig med en meget selvsikker, rolig og for så vidt klar fremtoning – fremsætter tolkninger, politikforslag og argumenter, der længe og i stigende grad ligger hinsides den rationelle, faktuelle, intellektuelle og kundskabsbaserede sfære, som man trods alt må formode – og håbe – at et lands udenrigs- og sikkerhedspolitik bygges på.

En række af hendes ytringer har længe forundret mig – fordi de kommer fra en stats- og partileder, der har rådgivere, må forventes at kende til visse fakta og historie og lytte til andre analyser end sine egne – og forøvrigt har en bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet samt en kandidatgrad i Afrikastudier fra Københavns Universitet.

Hvis statsministerens verdensbillede og disse ytringer på et tidspunkt skulle blive omsat i konkret international handling vil de føre til ulykke for Danmark og danskerne, fordi den omverden, der handles ind i, vil reagere nok så voldsomt.

Hvis der ligge noget i dét, er det rimeligt at hævde – og argumentere for som jeg gør i denne artikel – at statsministeren og den regeringspolitik, hun er ansvarlig for, udgør en sikkerhedsrisiko for Danmark. I en given fremtidig situation vil Danmark under hendes ledelse blive bragt i en situation, der er langt værre end den behøver at være – ligesom de menneskelige, økonomisk og andre priser vil være chokerende høje.

Jeg vil understrege, at jeg ikke siger dette polemisk eller for at skabe debat; det er min bedste overbevisning baseret på studier af og praktisk feldtarbejde med internationale spørgsmål, konflikter og fred i cirka lige så mange år som statsministeren har gået på denne jord, nemlig 47.

Mette Frederiksen – som jeg forøvrigt aldrig har mødt personligt – er kendt som en handlekraftig ledertype, der ikke viger tilbage fra at tage en risiko. Stikord: Mink og Corona. Det amerikanske erhvervstidsskift, Forbes, har netop sat hende op som Nr 73 på listen over de 100 mest magtfulde kvinder i verden (jeg tillægger ikke den slags hitlister nogen saglig betydning; i det her tilfælde fordi det er uklart hvordan udvælgelseskriterierne ser ud og fordi ikke mindre 47 af dem er amerikanske kvinder). Men det vidner om statsministeren, den eneste danske kvinde på listen, er slået igennem dér hvor hun gerne vil blive set. Sammen med at være blevet Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen og andre priser, hun har modtaget, er det noget, der må formodes at øge hendes bevidsthed om eget værd.

Hun har nu i adskillige måneder promoveret et billede af verden – ikke Vestverden, men hele verden, som hun ser den – der er endog særdeles mørkt. Hun taler om “skæbnestund” og om, at resten af verden ikke vil os det godt og om at der derfor må gøres en kæmpestor investering i militær og kampindsats og lige så store opofringer for at Danmark skal overleve. Hun er tilllige bekymret for om kolleger og andre mennesker er klare over hvor mørk den tid, vi lever i og som hun advarer om, faktisk er.

Seneste har hun til DR.dk erklæret at det EU, vi kender, er døende og at hun derfor sætter sig i spidsen for at redde det, dvs. skabe et nyt EU. Ekstra Bladet kan også berette att hun har reddet den traditionelle jul og – som hun selv siger det – “vundet kampen” imod sin mands forslag om en anden julemiddag.

Hun bruger medierne effektivt til at få sit budskab ud på en sjældent dramatiserende og iscenesat måde – i korte kommentarer, på presskonferencer og for nylig i fire samtaler på samme dag med Politiken, Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten. Ingen af dem, der interviewer hende, synes at være i stand til – eller turde – at bede om argumenter for eller uddybninger af de fremsatte nok så selvsikre, firkantede og forenklende synspunkter og rene påstande, endsige stille kritiske spørgsmål.

Min hypotese er, at man må forstå dette som en psykologisk forberedelse til at statsministeren vil meddele danskerne – f.eks. i sin nytårstale eller tidligt i folketinget – at hun og hendes regering vil træffe endnu en beslutning vedrørende dansk oprustning eller danske deltagelse i et nyt amerikansk projekt eller indsættelse af danske tropper i f.eks. Mellemøsten eller måske Ukraine. Noget stort, med andre ord.

En anden mulighed er at hun, som én i en lille NATO-kreds, kender til konkrete krigsplaner som inden længe vil blive sat i værk.

Danmarks leder og regering har forlængst besluttet om en historisk enestående oprustning, og man har købt ind af verdens dyreste kamply F-35. Hendes forsvarsminister sendte for blot et par uger siden en slags prøveballon op med henkastet bemærkning om yderligere 300 milliarder kroner til militære formål. Og Danmark har allerede postet omkring 65 milliarder i krigen i Ukraine, fordi denne krig skal vindes og Rusland skal tabe – for øvrigt også selvom stadig flere gedigne militære eksperter – også amerikanske – har bedømt den som allerede tabt (af de 65 milliarder er kun 5 civile). Danmark er dermed det land, der har givet mest til denne krig i forhold til sin størrelse.

Det er nok så forståeligt at en sådan militarisering forudsætter frekvent adgang til medier, der ikke stiller nærgående spørgsmål om hvad der egentlig er regeringens langsigtede målsætning. Det kommer peu-en-peu som inkrementalismens tyranni: Har vi først sagt A må vi også sige B… og Å. Og vi kan nu gøre næsten alt vi vil, dels fordi det går godt for dansk økonomi og fordi vi ikke længere accepterer nogen som helst rød linje: Rusland bluffer kun, de skal ikke have noget at sige i fremtidens Europa – hvilket man kun siger hvis man véd at man er overlegen.

Det er ikke for at være hverken personlig eller ubehagelig, men jeg finder det nødvendigt at prøve at søge efter en nøgle på et lidt dybere plan, der kan åbne for en mulig forklaring på hvorledes en dansk statsminister kan føre en sådan politik og gøre det med de argumenter, som hun gentagne gange fremfører. For denne politik og præsentationen af den kan ikke forstås rationelt f.eks. med henvisning til visse teorier og begreber inden for f.eks. statskundskab, internationale relationer, trusselsanalyse, strategiske studier – og slet ikke fredsforskning – eller andre akademiske discipliner. Den forekommer i dag så aparte, at ikke-rationelle elementer må bringes i spil.

Jeg erkender gerne, at det måske er lidt utraditionelt at analysere statsministerens adfærd på en sådan måde, men vi har jo alle lov til at, hver med vor baggrund, at forsøge at forstå hende og den politik, hun fører og de udsagn hun deler med befolkningen – dette ikke mindst med tanke på de mulige konsekvenser hvis den en dag skal omsættes til handling i den tro at den kan øge Danmarks sikkerhed. Det kan den ikke. Katastrofen vil være et faktum for hele det danske samfund.

Det er – som med Trump, uden sammenligning i øvrigt – stadig sådan, at en leders personlighed spiller en vigtig rolle omend vi også véd, at strukturer, udviklingstendenser, globale forandringer – ja hele det, vi kalder omverdenen – er vigtige for forståelsen af den politik, en regering vælger at udstikke og følge. Skønt jeg normalt befatter mig med de sidste elementer, vil jeg i det kommende forsøge at forstå hvad der, dybere set, driver denne politiks lederskikkelse på det mere individuelle niveau.

Når analysen af det rationelle således kommer til kort må man søge andre ekstra-rationelle eller irrationelle og emotionelle forklaringer. Jeg skal endelig sige at det frelser-kompleks, jeg taler om i det følgende, ikke er en del af et sygdomsbillede – hvilket også litteraturen om det understreger. Det bliver det først hvis det når en vis intensitet og ender i f. eks. megalomani (storhedsvanvid) eller andre psykiske lidelser.

Hvad er et frelserkompleks?

Hvad er så et frelserkompleks – eller Messias- eller den Hvide Ridders kompleks – for noget?

Ja, det handler naturligvis om at ville frelse nogen eller noget. Frelseren ser sig selv om kaldet og kapabel at være frelser. Der er jo ikke noget galt i at ville hjælpe eller frelse andre – f.eks. når man holder et barn tilbage, der er på vej ud foran en bus. Mere problematisk bliver det når man giver råd, ingen har bedt om og denne rådgivning motiveres af ønsket om at øge den frelsendes egen betydning, selvværd, magt eller giver status – dvs. hvor motivationen ikke er udelukkende altruistisk.

At (ville) hjælpe og (ville) frelse kan være to ganske forskellige ting.

Den frelsende kan også hjælpe – eller snarere “hjælpe” – andre, fordi hun eller han føler sig bedre, klogere eller stående over den, der skal frelses. Der vil i så fald ikke være tale om reel humanisme eller empati, derimod om at frelseren i et vist omfang i virkeligheden er tvunget til at udvælge ting og sager, der skal frelses, og at objektet/ofret for denne falske omsorg i virkeligheden bliver kuet og ikke tør sige: Tak, men jeg har faktisk ikke brug for din hjælp!

Det bliver i sin konsekvens snarere en herskerteknik for bedreviden: Du indser åbenbart ikke selv at du har behov for at blive frelst (fordi du er på gale veje), men jeg ser klart at du er på gale veje, og at du har brug for at blive frelst.

Dette tvangsmæssige forhold bygger på at frelseren – naturligvis – har set lyset eller måske snarere det kommende mørke (og at andre endnu ikke har det).

Han eller hun har derfor et stort behov for at nå ud til de mange med sine advarsler: I har alle behov for at blive frelst, skønt I ikke selv véd det, for I har ikke set den fremtid, jeg ser og som er blevet mig åbenbar(et). Den type, der kaldes Den Hvide Frelser, mener naturligvis, at hudfarve eller rase giver en naturlig ret til at frelse den sorte, der ikke véd bedre på grund af sin hudfarve, men i princippet er det den samme mekanisme, den samme relation.

Dette at – som den eneste – have set Lyset/Mørket – eller rettere Lyset ud af Mørket – udgør selvsagt en vrangforestilling og kan lede til megalomani (eller være skabt af den). I ens egen virkelighedsopfattelse ofrer man sig for at andre skal se dette lys eller mørke og den sande frelser er villig til at slide og lide for sin mission; der er jo som nævnt tale om et kald, en større mission end andre har eller kan forestille sig.

Så hvis nogen skulle komme forbi denne frelsende sjæl og med glimt i øjet sige: “Du, tag og kravl ned fra korset, vi har brug for træet” – ville det ikke falde i god jord.

Mennesker, der har nået en høj (magt)position kan sommetider udvikle dette kompleks grundet på en følelse af omnipotens, af næsten at kunne gå på vandet – vi siger om dem, at “det er da vist steget dem til hovedet.” Det er dér hvor der ikke er brug for at udsagn og synspunkter bakkes op af fakta og argumenter, af noget rationelt. Det bør ifølge frelseren, der har set Lyset, være nok, at han eller hun siger dette eller hint; det bliver dermed sandheden om det pågældende spørgsmål – om hvilken andre derfor skal oplyses, ikke mindst ved at sandheden gentages som et mantra.

Lytter objektet for frelserens advarsler og acceptere (uønsket) hjælp, så er vedkommende indenfor. Den, der derimod siger: Nej tak, jeg tror ikke på dit lys og din sandhed… afstødes, fordømmes. Han eller hun er ikke en af os, men tilhører de “vantro” eller allerede fortabte.

I hele denne process ligger naturligvis noget med at tage ansvaret for andre på sig, en formodet byrdefuld selvopofrende gerning. Den kan minde om den overbeskyttende forælder, der i stedet for at udfordre barnet til at tænke selv og tage initiativer spiller på at “jeg tager hånd om dig” (hvis du er lydig..) i hvilket der igen ligger en drift i retning af at skabe afhængighed.

Frelsen har således sin pris: “Følg mig og alt vil gå godt, jeg beskytter dig fra det mørke, du ellers vil havne i – for jeg har set Lyset.”

De, der således ofrer sig for de ellers fortabte, ser let sig selv som moralsk højerestående og foregiver naturligt nok at de har løsningen på de forestående problemer. Selve frelsen ligger jo i at have en sådan løsning, der leder frelserens objekt ud af mørket: Jeg véd hvad der er bedst for dig/Jer og hvordan du/I kommer ud af mørket, som truer!

Dét øger i sig selv ansvarbyrden, korsets vægt – for, tænk, hvis frelserens løsning ikke fungerer sådan som hun eller han påstår og lover? Tanken er ubærlig og må afskrives; man kan jo ikke love frelse hvis man ikke tror helt og fuldt på den løsning, man tilbyder. Frelserens løsning – måden at bekæmpe det onde, der truer på – er simpelthen den enest mulige sandhed. Det er frelserens ærlige og stærke overbevisning, at den løsning, han eller hun promoverer er den eneste og derfor både kan og vil fungere den dag, frelsen skal finde sted.

Hvis nogen derfor formaster sig til at påpege, at der er noget galt i hele tankefiguren, i dette selv- og verdensbillede ligesom i den foreslåede løsning bliver det resolut afvist, idet det jo piller ved frelserrollen, ved frelserens selv- og verdensbillede og formodet gode gerninger.

Og hvis den håndgribelige virkelighed pludselig trænger sig på og måske viser sig at være anderledes end frelserens forestillingsverden, vil frelseren kun se kritik eller andre tolkninger som en stimulans til at stå endnu mere fast – ja, næsten som en bekræftelse: De dér, som ikke ser det Mørke og det Lys, som jeg ser, behøver så sandelig også at blive frelst. Og hvis de ikke vil det, så tilhører de “de andre,” de vantro. De tilhører ikke “os” for de taler for Mørkets kræfter.

Det skal lige nævnes, at der findes et nærliggende kompleks, der kaldes Helte-komplekset. Her handler det om en person, der søger anerkendelse gennem at optræde uegennyttigt og udføre gode gerninger (som personen selv ser dem). Det specielle ved dem er dog, at personen snarere i virkeligheden handler på en sådan måde, at der opstår en skadelig situation, som hun eller han så ser det som sin opgave at hjælpe til med at få løst, det vil sige, frelse folk fra.

Ovenstående generelle beskrivelse af frelser-komplekset skal give et fingerpeg om den tolkningsramme – eller inspiration – jeg nu skal forsøge at sætte Mette Frederiksens udenrigs- og sikkerhedspolitiske positionering ind i.

Hvad er det, Mette Frederiksen vil frelse?

Det første spørgsmål bliver naturligvis: Hvem og hvad er det så Mette Frederiksen vil frelse?

I det store perspektiv er det intet mindre end den vestligt dominerede verdensorden, som USA har ledt siden 1945, den der ofte kaldes liberal-demokratisk, byggende på kapitalisme, NATO og på at man som ledende imperium har en mission.

Mere konkret, kan man sige, er det Danmark og Europa (mod et Rusland, hun ikke – som hun formulerer sig – tilhører Europa) og dét er den større kamp som Ukraine lægger land til. Samt Israel.

Ifølge hendes verdensbillede er denne Vestverden uskyldig og repræsenterer Lyset, mens store dele af resten af verden står for Mørket – er Mørkets kræfter. De aktører, hun uden argumentation altid nævner hér er Rusland, Iran, Kina og Nordkorea. De har rottet sig sammen og vil os det ondt – og som hendes forgænger Helle Thorning Schmidt også sagde det: Vi skal passe godt på Danmark – og hvem skal gøre det først om ikke den altfavnende – eller altkvælende – statsmoder?

Som sagt, Vesten er god og uskyldig. Der er for statsministeren ikke tale om at Vesten er en del af en konfliktformation eller at der er et samspil mellem “os” og “dem.”

Vesten er som en familie i en villa på en fredelig vej, der ikke på nogen måde opfører sig truende – men ude på vejen går der hele tiden nogle skummelt udseende mennesker frem og tilbage og skuler op til villaen på en sådan måde, at det er rimeligt at tro, at de har en eller anden ond-skabsfuld plan, de pønser på at sætte iværk. Og mod disse må vi gardere os i tide.

Det er helt åbenbart ikke muligt at finde noget i statsministerens måde at tale politik på, der så meget som antyder, at denne USA-dominerede verden i andres øjne har begået ting og sager, der kunne få dem til at have en negativ holdning til Vesten. Hun siger, som bekendt, at der ikke må findes så meget som et A4-ark mellem USA og Europa; vi skal stå helt last og brast, ikke udøve konstruktiv kritik. Der er – som en anden statsminister altid sagde det – intet at komme efter. Ingen selvkritik, ingen reflektion: VI kan ikke tage fejl.

Det faktum at USA/NATO-lande har begået store forbrydelser i f.eks. Den Globale Krig Mod Terroren, i Jugoslavien (NATOs traktat- og folkeretsstridige bombning af Kosovo og Serbien), Afghanistan, Irak, Libyen, Somalia, Syrien og så videre og indiskutabelt er ansvarlig for millioner af menneskers lidelse og død kan ikke finde plads i hendes verdensbillede – slet ikke eksplicit/udtalt men heller ikke implicit som en årsag til at hun måtte mene, at man skal fare med lempe. Nej, Vestverden har 100% ret og kan derfor køre videre med fuld udblæsning – og redde den fra trusler, alle de andre repræsenterer.

Hvad angår Ukraine er det klart, at der kun er én eneste årsag til konflikten og krigen (hun skelner aldrig mellem de to, som det er rimeligt at gøre analytisk) og den hedder Rusland og Præsident Putin. Han har ‘uprovokeret’ indledt sin ‘fuldskalige’ invasion, brudt alle regler og skal derfor bankes på plads så han kan mærke det for altid. Mens Ruslands relative indflydelse rundt om i verden – ligesom det militærudgifter – er langt mindre end Sovjeutunionens var i 1960-1980erne.

Interessant nok så savner statsminister Frederiksen enhver sans for konfliktens historie. Hun véd ikke at NATO direkte efter Ukraines selvstændighed oprettede et kontor i Kiev. Hun nævner aldrig at NATO i 2008 hen over hovedet på ukrainerne erklærede, at Ukraine og Georgien skulle blive medlemmer af NATO. Hun nævner aldrig det af Obama-administrationen gennemførte regimeskifte i 2014 i Kiev, at USA bestemte hvem der skulle blive ny præsident og ny statsminister i Ukraine. Aldrig et ord om dette “nye” Ukraines 8-årige krig og politisk udrensning af alt der kunne kaldes russisk, og så videre.

Verdenshistorien begynder hér med at Putin tog Krim og derpå invaderede han Ukraine som første del af en stor europæisk erobringsplan. Og – ufrivilligt komisk – er statsministerens eneste reference til historien den om München og hvordan Hitler lurede Chamberlain, der kom hjem og tale om ‘peace for our time.’ Den falske analogi tjener kun ét formål, nemlig at få gjort Putin til Hitler – men den slags slipper man også afsted med i et Vesten, der i stigende grad savner almendannelse og i årtier har undergravet humaniora.

Hvis disse ting var hende bevidst ville det være umuligt for hende at tale om, at invasionen var uprovokeret og at Putin har – sygeligt? – imperialistiske ambitioner (med på den tid 8% af NATO militærudigfter). Enhver militærkyndig vil også vide, at man for at besætte og administrere et land må have 3-4 gange flere invaderende soldater end den, man invaderer.

Og nu hvor Rusland har brugt snart 3 år på at besætte omkring 20% af Ukraine venter vi stadig på en seriøs forklaring på hvordan dette kan være begyndelse til en besættelse af hele Europa – hvilket vil omfatte Danmark og hvorfor danskerne skal forberede sig på at krigen snart kommer ved at – som hun sel -følge Beredskabsstyrelsens vejledning. Det er nok for statsministeren, medierne og andre politikere – ja endog veluddannede eksperter – at sige at sådan er det altså bare.

Med et diplomatisk ord kan man betegne det hele som paranoia på højeste plan.

Og hvad gælder Israel mindes man hvorledes hun efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023 tilretteviste en journalist på en nok så udiplomatisk måde, at der ikke fandtes nogen rimelighed i at sammenligne palestinske og jødiske lidelse. Siden har vi hørt mantraet, at Israel har ret til at forsvare sig hver gang nogen har spurgt statsministeren hvad hun mener om det evidente israelske folkedrab, der idag har passert 45 000 ofre i Gaza, gjort det ubeboeligt, fordrevet millioner – og så videre.

Der findes ingen Palestina-Israel eller mellemøstlig historie før 7. oktober 2023.

Vesten har ikke historisk eller i dag gjort noget forkert eller på nogen måde givet andre et motiv til at forholde sig negativt til Vesten – og dermed bliver de andres (påståede) trusler mod os intet andet end nederdrægtighed og må aldrig forstås som – i det mindste også – en reaktion på noget, vi har gjort.

Men ønsker denne Vestverden – USA, EU og herunder Ukraine, Israel – Mette Frederiksens frelse?

Det lyder nok lidt mærkeligt at stille spørgsmålet sådan, men der er intet der tyder på det. Vestverden kører konfrontativt derudaf med oprustning, krig, regimeforandringer, våbeneksport, provokationer, handelssanktioner, trusler og folkemord (Gaza) og støtter nu også helhjertet at en terrorstemplet islamistisk organisation som al-Nusra/HTS invaderer og besætter et land og gennemfører en total regimeforandring (Syrien).

For resten af menneskeheden (88%) er det umuligt at se, at Vestverden skulle ønske at ændre signaler og udforme en positiv rolle i fremtidens verdensorden hvor der er nye spillere på scenen – og spillere, der ikke længere lader forholder sig lydigt til den vestlige én-polære dominans. Hvad BRICS+ og andre lande vil – for den, der studerer det – er på ingen måde at komme Vestverden til livs. Ikke ét eneste land har truet eller pønser på at erobre EU eller USA. Det er USA og EU-lande, der omringer Kina i disse år – Kina har ikke en eneste base i nærheden af Vesten og for søger ikke – à la USA med Taiwan – at få f.eks. Hawaii til at løsrive sig fra USA. (Kina har én base i Djibouti, USA 650 i 135 lande).

Hvad “de andre” ønsker er friheden til at skabe en mere multipolær, samarbejdende verden – men på ingen måde at ødelægge Vesten.

Men den slags tolkninger er uden relevans i dansk politik.

Nej, den frelse statsministeren ser foran sig er den paradoksale frelse: Vestverden skal netop frelses ved at speede op hele vejen rundt, tage kampen op – og ikke gennem at den i grunden forandrer sig og tilpasser sig den ny – multipolære – verden. Vesten skal vinde ved at intensivere og investere sin måde at være Vesten på – en slags turbo-udgave. For Vesten er jo fundamentalt god og uskyldig, den har blot ikke været opmærksom på at “de andre” var blevet stærkere og dygtigere, koordinerer sig og står for værdier, der er anderledes end vore. Og dét må der gøres noget ved.

Mette Frederiksen Lys ud af Mørket er mere Vest, stærkere Vest en mere urokkelig, fundamentalistisk og fremfor alt militaristisk Vest – ikke et Vest, der lytter, navigerer, tilpasser sig udviklingen. Vesten tilpasser sig ikke, den styrer, den dominerer, er enerådende og kun dens værdier er universele – alle andre er således laverestående på civilisationens stige.

Det er også derfor Rusland skal kues, svækkes og knækkes – endog måske deles op som Jugoslavien blev det. Rusland er den vestlige broder, der har valgt at sætte sig uden for Vesten – vestlig i den forstand, at vi har enormt meget tilfælles, den ene byggende historisk på Karl Marx, den anden på Adam Smith, vaskeægte vesterlændinge. Det er også derfor statsministeren ikke forstår noget af Kina, for det kan kun forstås hvis man ønsker at forstå den kinesiske tænkemåde, historie, filosofier – ja, har respekt for Kina som årtusindårig gammel civilisation.

Men det er politisk korrekt blot og systematisk udiplomatisk at kalde Kina øgenavne – mens Kina på alle mulige måder udtrykker ønske om samarbejde med Vesten og respektere for f.eks. FN-Erklæringen, ligesom Kina har nedfældet de – berømte 70 år gamle – fem principper for fredelig sameksistens i sin grundlov. Det er altsammen noget, som statsministeren synes helt og aldeles uvidende om eller fejer af bordet med den tendentielt racistiske (vrang)forestilling om at alle ikke-vestlige lande er os laverestående.

Man mindes daværende statsminister Fogh Rasmussens ufrivilligt komiske udsagn at Vestens værdier simpelthen er bedre end alle andres.

For statsministeren er FN-Pagtens Artikel 1 om at “fred skal skabes med fredelige midler” irrelevant. Hun har ingen rådgivere i konfliktanalyse, fredelig konfliktløsning, mægling, forhandling, fredsbevarende, forsoning, tilgivelse og den slags – blødsødne – ting. Fred er noget, der kommer når vi har vundet i krig – gerne storkrig – og de andre har tabt, når Europa eller store dele af det ligger i ruiner. Vil det også være fred hvis vi taber? Dén mulighed indgår ikke i hendes forestillingsverden fordi – i så fald – ville hendes frelserpolitik være slået helt fejl og dét er en utænkelig tanke.

Uden mindste bevisførelse eller empiriske henvisninger véd Mette Frederiksen, at Kina står bag Rusland i Ukraine – og bag Iran og Nordkorea, og derfor er alle former for samarbejde utænkelige. Og derfor må vi, hele Vestverden, stå sammen – de Gode mod de Onde. Ikke så meget som et A4-ark og jeg/vi flytter os ikke en milimeter uanset virkelighedens kompleksitet og andre helt relevante tolkninger af verdens forandring.

Verdensbilledet er den gamle dikotomiserende, arketypiske eventyrfigurs: dem og os, enten dem eller os, vi de gode og dem de onde. Ikke “vi.” Ikke sameksistens. Kun kamp. Vi skal vinde. De skal tabe. Win/Lose, ikke Win/Win. Der er ikke plads til mangfoldighed eller nogen form for enhed i mangfoldighed. Man fristes næsten til at sige lidt spøgefuldt, at der i Mette Frederiksens verdens- og fremtidsbillede kun er plads til en-foldighed, ikke mangfoldighed. Der er, naturligt nok, kun én mulig – frelsende – politik uanset hvordan virkeligheden ændres: Statsministerens.

Og hvordan skal Vesten med NATO så vinde?

Jo, ved kamp. Ikke ved konkurrence eller kamp på innovation, moral, nytænkning, videnskab, vision, teknisk-økonomisk udvikling – jovist, det må da godt være der også, men det er kampen med våben og ikke konkurrence, der vil frelse os. Diplomati, forhandlinger, og den slags leder til kompromis, ikke sejre. Altså irrelevante. Det er iøjnefaldende at ord som diplomati, forhandinger, mægling, folkeret, FN, forsoning, etc. aldrig forekommer i hendes vokabulær og dermed heller ikke i hendes verdensbillede eller politiske værktøjskasse Der er kun ét værktøj – en hammer – og alle problemer ser derfor ud som søm.

Hendes første internationale frelser-objekt er som bekendt Ukraine – nøglen til den videre kamp om Vestens fremtid.

Og dér skal der ikke forhandles. Putin er af den type, vi så sandelig véd at man ikke kan stole det mindste på. Han forstår kun én slags politik – de store ords og våbnenes. Hvis vi laver en eller anden slags fred omkring Ukraine så vil han vente lidt for så grådigt at kaste sig over et andet land; det véd vi. Og derfor er der ikke brug for i nogen samtale med pressen at argumentere herfor; det bare er sådan som statsministeren føler at det er.

Og forresten så er det, vi hidtil har set, jo kun en begyndelse – hvis han får lov til at lykkes bare en lille smule i Ukraine, så vil han gå videre – tage Polen, de baltiske republikker så Finland og Sverige og ja, før eller siden, det kære Danmark som hun er protektor for. Således er Ukraine nok Ukraine men det er også en slags symbol – for Putins ekspansive, imperialistisk-revisionistiske politik – Ukraine er bare første skridt på en lang march over hele Europa. Derfor må hele vesten stå sammen om at hjælpe Ukraine, der jo tillige og heldigt nok står for vore vestlige værdier. Kampen for Ukraine er kampen for vores egen fremtid.

Og det er så nok hér man kan indføre Helte-komplekset: Man udfører først nogle – i egne øjne gode – gerninger, der dog medfører kolossale problemer for den, der skal frelses. NATO skulle frelses fra nedlægning og derfor ekspanderedes alliancen mod alle løfter, vestlige ledere gav Mikhail Gorbatjov – og mod al sund fornuft. Nu skal Ukraine vinde for at NATOs største brøler nogensinde ikke skal stå klart for enhver og derfor lede til alliancens nedlægning.

Modsat det gennemfalske vestlige NATO-narrativ er det gået op for stadigt flere at NATOs ekspansion var en sådan problemskabende Helte-handling og alt andet end udtryk for statskvindekløgt. Mette Frederiksen vil – som NATO og EU på deres hjemmesider – sige, at Gorbatjov aldrig fik nogle løfter om, at NATO ikke ville ekspandere så meget som “én tomme.” Det er imidlertid en yderst veldokumenteret løgn.

Hun vil pure benægte at ledende og meget forskellige vestlige diplomater og eksperter som George Kennan, Henry Kissinger, Jack Matlock, William Burns (nuværende CIA-chef men tidligere amerikansk ambassadør i Moskva), mange diplomater og f.eks. Angela Merkel advarede mod at gøre Ukraine til NATO-medlem. Hun har aldrig hørt om Realpolitik-forskere forskere som Mearsheimer, Sovjet/Ruslands-eksperter som Stephen Cohen eller fredsforskere som undertegnede, der for år tilbage advarede mod denne ekspansion og især at den skulle omfatte Ukraine. Fordi den uvægerligt ville lede til krig med Rusland.

Videre vil hun mene at det – som NATO-ledere og USA altid hævder – handler om at landene selv må bestemme deres sikkerhedspolitiske valg. Men den holder desværre heller ikke: der var aldrig mere end højst 15% af hele det ukrainske folk, der i opinionsundersøgning efter opinionsundersøgning ønskede NATO-medlemsskab. Undersøgelserne blev foretaget af Kiev-Universitetets institut for sociologi med assistance fra amerikanske forskere. Der findes endog en artikel på NATOs hjemmeside, der påpeger det bekymrende i at der var så lidt interesse for NATO blandt ukrainerne. Og som bekendt blev Ukraines (og Georgiens) NATO-medlemsskab besluttet af NATO i 2008 (året efter Putins bekymrede tale i München) og omtrent ti år senere deklareret som en del af Ukraines grundlov af dets daværende Præsident Poroshenko. Det er den hér slags fakta, journalister næppe véd noget om – eller hvis de gør, véd at de ikke skal bringe op med hende – for ikke at risikere hends højtråbende “What!?” som i sin tid i en folketingsdebat.

Man kan sige, at Mette Frederiksen vier sit politiske liv til at dække over afskrækkelsesalliancens NATO største politiske brøler, nemlig at gøre ekspansion i sig selv til sin eksistensberettigelse. Koste hvad det vil. Med Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud var der jo ingen anledning til ikke også at nedlægge NATO.

Og sådan kan man blive ved: den type af fakta, der ikke passer ind i verdensbilledet eksisterer ganske enkelt ikke. De balancerer eller nuancerer ikke for de findes ikke.

Løsningen – i singularis – er altså kampen. Det er nu eller aldrig. Det er et moralsk korstog – der støttes også af udenrigsminister Lars løkke Rasmussen, der for nylig fandt det passende at påstå, at “vi” har den moralske overhånd i Ukraine og derfor er det – altid – et dårligt tidspunkt hvis nogen antyder at regeringen måske, i lyset af virkelighedens udvikling, burde tænke om. Han meddeler tillige at han tager den russiske kollega Sergej Lavrovs synspunkter vedrørende NATO-landenes politik “med ophøjet ro.”

Man har set Lyset – eller, måske snarere, man er Lyset. Den der mener noget andet er fortabt og/eller bør bekæmpes for denne anden repræsenterer Mørket. Enhver kritiker af den første politik i Ukraine blir således en Putinist eller Putin Lover og så er dén diskussion lukket. Enhver der kritiserer statsministerens ven, Israels, apartheid-system, Stor-Israel eller dets folkedrab på nu 45 000 palestinenmesere, i hovedsagen kvinder og børn, er anti-semit. Og så er den diskussion lukket.

Og så svagt funderet er dagens danske udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det er derfor såre enkelt at forklare hvorfor netop “de andre” kaldes autoritære – det er en ren psyko-politisk projektion. Det betyder at man godt selv, omend langt inde eller nede, er klar over at man har nogle mørke, mindre flatterende, sider og dem bliver man så kvit ved at projicere dem over på “de andre.”

En sådan projektion er ikke ufarlig, når den kobles sammen med et stadigt mere resistent frelser-projekt eller mission.

Således bliver betydelige dele af virkeligheden afvist – i det der også kaldes gruppetænk.

Gruppetænk indebærer, at en mindre gruppe beslutningstagere (og embedsmænd) over tid arbejder sig sammen om en politik og et verdensbillede, der giver dem anledning til at føle, at de repræsenterer Lyset og Løsningen; enhver information, der piller ved denne selvopfattelse repelleres – de er blot dumme og uinformerede eller “imod os”.

Som tiden går opstår en meget fast – og farlig – tro på egen ufejlbarlighed: vi kan simpelthen ikke tage fejl og vore motiver er desuden ædle. Og med denne faste tro træffer man så en skønne dag en afgørende beslutning, der får katastrofale følger – helt forudsigeligt for andre men netop ikke for gruppen selv.

Som nævnt kan frelser-komplekset ofte indebære, at man ved modstand udefra kun føler sig endnu mere sikker på sin sag, sit verdensbillede og sin unikke kompetence.

Statsministeren har utallige gange givet udtryk for at hun ikke bevæger sig det mindste i lyset af det, der faktisk sker. Hvis Rusland f.eks. har fremsat noget, som kaldes røde linjer, så gør det intet indtryk – Putin har jo ikke lov til at influere på noget som helst, vi gør, endsige fremføre hvad han anser for at være Ruslands legitime sikkerhedsinteresser. Den slags er noget, man trygt kan blæse på.

Løsningen bliver derfor at sige, at fra nu af blæser man på enhver rød linje Rusland måtte have. De bluffer jo bare.

Jeg ser intet, der tyder på, at statsministeren ser en sådan holdning som en intellektuel kapitulation eller som et tab af moralsk kompas. Jeg tvivler endvidere på, at hun ser noget potentielt farligt i en sådan udøvelse af politik – nok mest fordi denne politik ikke formes i samspil med den virkelige verdens beskaffenhed men kun i det cementerede indre verdensbillede i hvilket man næsten kan gå på vandet, fordi man har set Lyset og kender forskellen på det Onde og det Gode.

Frelserens nye klæder

Det turde været ret klart at frelseren i de fleste tilfælde ikke har nogle nye klæder på, ja måske slet ingen. Det er således ikke muligt at have en intellektuel diskussion om disse ting. Den danske udenrigsledelse med Mette Frederiksen i spidsen kører – formodentlig ubevidst – på en serie irrationelle, emotionelle vrangforestillinger, der ikke lader sig problematisere eller håndteres i en fornuftig mangesidet demokratisk offentlig debat.

Det skal retfærdigvis siges, at det er statsministeren ikke alene skyld i. Samtlige folketingets partier, alle gammeldags mainstream-medier, DR public service samt stort set alle eksperter, der bruges fra udelukkende statsligt financierede forskningsinstitutter mener – med meget få variationer – grundlæggende det samme: Vi har intet forkert gjort de sidste 30 år, Ruslands invasion var uprovokeret, nu skal vi hjælpe Ukraine at vinde militært, Rusland er en led fjende der gør ting, vi aldrig ville gøre, og store dele af resten af verden er – trods vor uskyld – blevet vore fjender.

Der har i de snart 50 år, jeg har fulgt dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik aldrig været en så homogen, snæversynet og debatdræbende atmosfære i Danmark.

Og hvorfor er dét så i sig selv en sikkerhedsrisiko?

Løsningen er som nævnt Kamp med Våben = Sejr. Hvis det skulle komme så langt som til en større krig i Europa vil denne politik næsten med nødvendighed indebære, at Danmark må sende soldater i kamp – i Ukraine eller ind i Rusland eller på andre steder afhængig af slagenes gang. Med det bestemte verdensbillede, statsministeren har og hendes tvangtanke-lignende insisteren på, at Rusland skal tabe – ja, så kan hun ikke (heller ikke med sit A-4 ark i hånden) holde Danmark uden for denne krig.

Hendes helte/frelser-kompleks tilsiger jo også med hendes egne ord at “vi” ikke skal vige tilbage for at “lægge hånden på kogepladen.” Tværtimod, Danmark skal i krig, vise mod og styrke, stå sammen – også selvom ingen måtte have angrebet et NATO-land og NATO-traktatens §5 om at hjælpe hinanden ved angreb således ikke har relevans.

Frelseren svigter ikke den, han eller hun har lovet frelse. Den mulige menneskelige, økonomiske, kultuelle og fysiske pris for denne “frelse” synes ikke at bekymre statsministerens, hendes entourage, medierne eller regeringen som helhed. Men mon ikke den bekymrer nok så mange danskere?

Så når man nu lader hånt om russiske røde linjer og – legitime – sikkerhedsinteresser og tager kritiske modargumenter fra Ruslands side med ophøjet ro så må man jo tro i Stats-, Udenrigs- og Forsvarsministerierne – at det vil gå godt på længere sigt – omend det meste tyder på, at dette længere sigt ikke indgår i nogens risiko- eller konsekvensbedømmelse.

Men det vil det ikke. Og det kan det ikke.

Man behøver jo blot forestille sig hvorledes fru Frederiksen ville føle hvis Rusland havde forsøgt i tredive år at gøre vores nabo, f.eks. Tyskland, til medlem af en russisk-ledet alliance og sagt højt og klart, at man giver fanden i hvad Danmark måtte mene om dét. Men empati indgår ikke i dagens intellektuelt og etiskt afstumpede sikkerhedspolitik – og slet ikke begrebet “fælles sikkerhed,” som statsministerens historiske partikollega, den intellektuelle højdespringer, Olof Palme, promoverede i 1980erne: Vi er kun sikre selv når vi véd at den anden side også føler sig sikker med os.

Derfor må en helt forudsigelig realpolitisk bedømmelse være den, at Danmark og andre lande, der har været ledende i at (mis)bruge Ukraine som løftestang for militær sejr over Rusland vil blive objekt for den gammelkendte tanke: Den, der ikke vil høre, må føle – hvilket jo også er hvad Mette Frederiksen selv må have som slogan vis-a-vis Rusland.

Med andre ord, hele eller dele af Danmark vil blive smadret – konventionelt eller atomart – af Rusland.

Det gælder i parantes også Sverige med sine 17 amerikanske baser, Finland med sine 15 og Norge med sine 4-5. Russiske raketter står formentlig allerede rettet mod disse mål fordi det er fra dem, USA/NATO vil søge at smadre Rusland. Hvilken anden funktion skulle de have? Dette gælder naturligvis også hvis de amerikanske baser i Danmark – som Mette Frederiksen også står helt og fuldt bag – bliver operative inden en eventuel storkrig hærger Europa. Baser er som magneter.

Jeg tillader mig afslutningsvis at hævde, at der – med bare lidt kreativitet og frigjort fra psyko-politiske komplekser og trussels-tvangstanker – kan udtænkes mangfoldige måder hvorpå det netop skitserede scenario kan undgås og der kunne skabes en slags løsning på NATO-Ruslands-konflikten som alle parter, også Ukraine, ville kunne leve med.

Men tragisk nok synes det ikke som om den slags frie tanker indgår i Mette Frederiksens verdensbillede og deraf flydende politik. Frelserkomplekser tillader per definition ikke andre løsninger end den, frelseren advokerer og gennem politisk korrekte medier forbereder danskerne på – krigen og derefter i et eller andet omfang freden som i “Hvil i fred.”

Summa summarum: Hvis krigen kommer – det vil sige hvis den skøre afskrækkelses-filosofi bryder sammen psykologisk, politisk og militært – vil regeringens politik ramme danskerne hårdere end alle andre, tænkelige og mulige politikker ville. Statsministeren er i dét perspektiv mere loyal med NATOs interesser end med Danmarks og danskernes. En sådan prioritering er problematisk allerede i fredstid.

Kong Frederik vil sandsynligvis afslutte sin nytårstale når vi går ind i 2025, med “Gud bevare Danmark.” Det er dog nok for meget at håbe eller ønske, sålænge Mette Fredriksen insisterer på at frelse Danmark og Vesten på sin specielle måde.