Dronning Margrethe ser Putins kolde øjne: Hukommelsesforskydning, forkølelse eller bare patetisk?

Det er lavkomisk, og man kan næsten ikke dy sig for at grine ad denne fredagsaftens-underholdning: Hendes Majestæts fornærmelse af Ruslands præsident Putin – lidt i tråd med præsident Biden, der sagde at Putin ikke har en sjæl.

Men det er ikke spor morsomt.

Hendes Majestæt fortæller at “Jeg kan huske, at jeg tænkte, han ikke var behagelig. Jeg har aldrig set så kolde øjne i mit liv, siger hun” – ifølge Danmarks Radio, der referer til Martin Krasniks interview med hende i Weekendavisen.

Udover at hun så nok ikke har set så meget i sit liv, er det hendes opgave at sige dette? Er det professionelt eller diplomatisk af en dronning? Er det klogt, anstændigt? Er det fredsfremmende?

Nej, det er det ikke.

Dronningen promoverer den letkøbte fordom om, at storpolitik kan forklares med hvordan enkeltpersoner er – og at det er OK med personangreb i stedet for en faktabaseret holdning til en sag.

Gud bevare Hendes Majestæt, får man lyst til at sige, for hér kører hun på banalitet, populisme, uvidenhed og politisk korrekthed.

Og – guuuud – hvor man ser i klippet på DR hvor kolde den mands øjne og smil er, ik’? Mere end hendes egne eller de andres? Måske så hun ikke så godt fordi hun var forkølet, som man ser her.

Og værre bliver jo med – hendes – øjne når man ser disse fotos of Ritzaus tekst fra hendes og Prins Henriks møde med Putin:

Videre siger hun ifølge DR: “- De (ukrainerne, red.) har brug for noget tungt. Og de viser også, at de kan bruge det. Det er dybt imponerende. Putin troede, at han kunne splitte hele Europa ad, men han fik os til at stå sammen,” siger hun i Weekendavisen.

Hendes Majestæt er nu på det primitive hads, krigens, militarismens og monologens side. Splitte hele Europa ad?

Og hér er det Martin Krasnik nok så afslørende siger at:

– “Det gibbede lidt i mig, men det gjorde det ikke i dronning Margrethe. Hun udtrykte sig fuldstændig klart og tydeligt, og det var helt åbenlyst i vores lange snakke det tidspunkt, hvor hun udtrykte sig mest frit, siger han.

– Hun følte tydeligvis ikke, at hun var ude på dybt vand eller overskred nogen grænser.”

Nej, og det gør jo kun sagen værre.

Hvorfor i alverden kunne hun ikke også have sagt: “Nå, hvad jeg end mener om Putin, så må der jo snarest findes en fredelig løsning, som alle sider kan leve med. Krigen kan jo ikke bare fortsætte og eskalere, for så risikerer vi jo en atomkrig”? Og dermed også have vist medfølelse for Ukraines uskyldigt lidende?

Gid de royale rådgivere havde klædt hende intellektuelt på eller havde foreslået hende at i stedet udtrykke sig diplomatiskt og værdigt.

I sin nytårstale var Hendes Majestæt i det mindste anstændig og hun omtalte mest krigens menneskelige lidelser, omend hun meget markant gjorde klart hvor hun står – se blot de første 5 min her:

I interviewet med Martin Krasnik i Weekendavisen kunne hun jo have valgt samme udtryksformer og værdighed eller forholdt sig begavet tavst om Ukraine.

I Weekendavisen lyder de to første linjer inden man skal betale:

“Lige pludselig,” siger Dronningen, “er der et enkelt menneske, som ingen rigtig havde regnet med, som evner at tage hele nationen på sig. Det er meget stærkt at opleve.”

Igen denne personfiksering som genvej til enormt komplekse, historietyngede problemer. Men lad os nu se hvor hel den nation er – og hvor stor en del, Ukraines præsident, den tidligere komiker, 45-årige Volodymyr Zelenskyj, faktisk har taget på sig. Og hvor længe.

Han blev jo præsident på et løfte om at skabe fred og med manges forventninger om at Minsk-aftalerne skulle blive implementeret (vedtaget i dag for 8 år siden). Jeg tror at en andel af Ukraines befolkning, ikke mindst den russisktalende og de politiske dissidenter – dem hvis partier og medier er blevet lukket af præsidenten – samt de pårørende til de 14 000, der er blevet dræbt i Ukraines borgerkrig inden invasionen (også under hans ledelse med politisk og militær hjælp fra NATO-landene) siden 2014 – kan tænkes at føle at han netop ikke har taget dem på sig.

Men det véd hun formodentlig ingenting om.

Og endelig et nok så centralt spørgsmål: Har Hendes Majestæt nogensinde taget afstand fra NATO-landes aggressioner i f.eks. Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen og Yemen? Udtrykt sin dybe medfølelse med millioner af medmenneskers ufatteligt død og lidelse?

Jeg kan ikke huske det, men det er vel også blot sådan et perfidt “WhatAboutIsm”-spørgsmål?

Som sandhedens vogtere kalder sammenlignende perspektiver i disse tider, når de skal forsvare deres ensidigheder.

PS I denne reportage bruger DR – naturligvis – kun folk, som både forklarer og forsvarer at dronningens går så langt udenfor sin rolle for – man må formode, at de mener – den gode sag.

Og journalisten har som næsten alle andre med den rette vestlige fortælling været forbi The American University of Beirut.