Er du for fred, så overvej at stemme blankt

Dagens Danmark ledes af politiske partier for hvem fred enten er irrelevant eller ukendt. Jeg har skrevet før, at diskursen om fred i forskning, medier og politik er sygnet hen – blevet fjernet af det Militær-Industrielle-Akadamiske Kompleks, MIMAK, som alle lande har i større eller mindre omfang – men som i praksis er vokset overalt, især i USA.

En ny meget vigtig analyse af de politiske partiers holdninger til oprustning, krig og Ukraine specifikt giver mig anledning til at sige, at situationen hér op til valget er helt og aldeles rædselsfuld fra et demokratisk synspunkt – med mindre man antager at 98 procent af danskerne støtter krig, oprustning, våbeneksport, trusselspolitik og stadig højere risiko for atomkrig. Er det måske dér, Danmark er?

Den er lavet af Tom Vilmer Paamand fra paraplyorganisationen Fred.dk – og du kan læse den her og være helt sikker på at Berlingerne, Politiken og DR public service ikke vil finde den værd at omtale – heller ikke som en indikator på problemet med de militariserede demokratier, fraværet af en danske freds- og nedrustningspolitik og det faktum at der ikke er noget sted, den fredsstræbende dansker kan sætte sit kryds. Og at det ikke siden 1945 har været sådan.

Undersøgelsen fortæller også at højre-venstre spektret nok stadig findes i termer af intensitet/blindhed – men at man ikke skal regne med et egentlig fredsengagement fra midten af socialdemokratiet og ude mod en ideologisk vensterfløj.

Selv tror jeg at dén vensterfløjs-katastrofe begyndte allerede med Jugoslaviens opløsningkrige i 1990-erne hvor hverken vensterpartierne, freds- eller kvindebevægelserne kunne finde ud af det, helvedes komplekst som det var. Det kunne heller ikke ellers ordentlige mennesker som György Konrad, Jürgen Habermas, flere grønne, Vaclav Havel – der tilsyneladende alle troede på det til lejligheden opfundne begreb “humanitær intervention” udført af NATO i total foragt for NATOs egen traktat, FN-Erklæringen og folkeretten i øvrigt.

Det var i dén sammenhæng Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen førte Danmark ind på karrieren som bombeland – hvilket Fogh Rasmussen, Løkke Rasmussen (pas på navnet Rasmussen!), Thorning Schmidt og triumviratet Frederiksen, Kofod og Bødskov har kunnet speede op på stadig højere niveauer og i flere nye lande.

Som dansker har jeg fulgt det i over 40 år og jeg siger det med dyb smerte.

Det Danmark, jeg voksede op og arbejdede i som ung er fuldstændigt borte. Frem til omkring 2000 var det en grundopfattelse at oprustning og krig var noget skidt, at man skulle tale med hinanden i stedet, at FN var vigtigt, at atom- og anden nedrustning var etisk rigtigt – omend ikke let – og selvom Danmark var NATO-land, så var der plads til at analysere og tænke. Og diskutere. Det var helt OK at der fandtes flere meninger – og narrativer. Måske de ikke altid var så brede som jeg kunne ønske men sammenlignet med dagens A4-tynde tolerance…

Vi havde i alle 1980-erne et Sikkerheds- og Nedrustningspolitisk Udvalg, SNU, med minister-rådgivere, forskere (inkl jeg selv), journalister, partirepresentanter og militærfolk, der første informerede samtaler, prøvede synspunkter af med hinanden med et bredt spektrum af indfaldvinkler og som kunne publicere tykke rapporter – regeringsrapporter – om for eksempel Norden som atomfri zone.

Et lignende intellektuelt input véd dagens beslutningstagere ikke at de har brug for, en slags opportun uvidenhed. Og det har de for såvidt heller ikke i og med at de ser deres opgave som den at føre politik i et lydland – mere loyal med NATO og USA end med sin egen befolkning – noget, man vel kunne betegne som politisk landsforræderi i krigstid omend der ikke er krig på dansk territorium.

Nej, kære læser, dette er ikke nostalgi og det hjælper ikke nogen at sige, at tiden er en anden i dag.

Det der ikke findes i dag er netop denne kvalitet – kundskab, evne til at se ting fra flere sider, bred ekspertise, der bliver inddraget, vilje og evne til at se beslutninger også på en længere horisont.

Og der fandtes en etik for at lille Danmark skulle stå solidarisk med de små, der bliver overfaldet af de store, støtte folkeretten etc netop fordi, som Olof Palme altid fremhævede, de små lande er bedst beskyttet af en fungerende folkeret, når de store fører krig og dominerer – og derfor er det vores forbandede pligt at stå for og med et stærkt FN, følge Genevekonventionerne og – vel at mærke – råbe op når andre forbryder sig mod disse ting.

I dag er Danmark uden sådanne kvalitative evner – i såvel forskning, politik som medier.

Danmark – og hér jeg siger aldrig vi – har gjort sig 100% afhængig af USA og NATO, ude af stand til at tænke selv og udrede vigtige spørgsmål. Dets politikere støtter enhver form for amerikanske krig og hader ligeså lydigt som uvidende enhver som USA/NATO hader.

Det hele er vanvittigt dobbeltmoralsk, etisk flosset i alle kanter – fra kongehuset til enkelte firmaer, der skam alle véd at krig er løsningen på Ukraine-konflikten og aldrig har sagt ét ord om hverken NATO/amerikanske krigsforbrydelser af tifold større omfang – eller brudt sig det mindst om ofrene for USAs krige. De var jo også vores krige.

Hvis man overlod Udenrigsministeriet, Danmarks Radio og DIIS til US State Department i Washington og Forsvarsministeriet til Pentagon ville der formentlig ikke være et A4-ark til forskel i den førte politik for nu at tale Newspeak à la Mette Frederiksen.

Danmark er på vej til at have samme status under USA/NATO som DDR synes at have haft under Sovjetunionen og Warszawa-pagten.

Der er ikke engang nogle repræsentanter for det officielle Danmark, der idag tør sige at USA fører en risikabel (for ikke at sige skæbnesvanger) politik vis-a-vis Ukraine og har kørt løbet sådan at Europa, dets nærmeste alierede, betaler en skyhøj pris hele vejen rundt som køber af amerikanske energiresurser hvilket fører EUs økonomi mod en slags afgrund (og lægger USAs afgrund lidt længere borte). Nej, propagandister kalder det “Putin-priser” med vanlig foragt for fakta, historie, sammenhæng, selvkritik og rationalitet.

Den nævnte undersøgelse af Paamand dokumenterer det triste faktum i dansk demokrati, at der i bedste fald findes ét parti, du måske kan håbe på vil stå for en fredelig kurs fremover hvis…nemlig Frie Grønne (Q).

Alle andre politiske partier er fredspolitisk utroværdige, og militarismens mest ekstreme fortalere er Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Venstre. I dén forstand findes Socialdemokratiet simpelthen ikke. Det er – som jeg tror P. O. Engquist sagde det – et parti, der ikke længere har en historie at fortælle – heller ikke fredens, nedrustningens, den fælles sikkerheds og den international solidaritets historie, vil jeg lægge til.

Nå, danskerne stemmer sikkert som så mange andre efter pengepungen og de indholdstomme valgplakater som den med moder Mettes “Lad os passe på fremtiden” (Hvilke “os”? Hvilken fremtid – den med stadig mere militarisering, krig og risiko for atomkrig? Kan man overhovedet passe på fremtiden?)

Jeg véd ikke hvor stor en andel af danskerne, der synes at krig er noget møg og som føler at hele den politiske elite er på en gal, uetisk og meget farlig kurs. Men dem der nu måtte findes med dén holdning bør sige det højt. Få freden ind i debatten. Bruge denne undersøgelse. Bruge deres angst for fremtiden konstruktivt. Og sige nej til hele elitens autoritære militarisme – og stemme blank.

Der må og skal komme en dag hvor krig og fred bliver tvunget op på agendaen og militarismens kakistokrater bliver tvunget ned. Spørgsmålet om hvorvidt et land skal deltage i krig eller ej er og forbliver det vigtigste en politiker kan være med at træffe.

Derfor er kombinationen af intellektuel og moralsk nedrustning og militær oprustning og stadig nye krigsprojekter så farlig og vil med usvigelig sikkerhed få konsekvenser på jorden.

Og så er det ret ligegyldigt hvad du skulle have haft i løn eller pension…

Hvis ikke en fredsopinion og -bevægelse nu, hvornår så?

Hvis denne artikel var nyttig og du mener det er vigtigt med andre indfaldsvinkler end dem, du finder i mainstream/malstrøms-medier, forskning og politik, så bliver jeg glad for at du viser det hér. Klik – det er sikkert, nemt og hurtigt. Tak!