Gæsteskribent Claus Kold
Claus er god gammel ven – soul brother – gennem mer end 30 år. Han er også TFF Associate og, nok så vigtigt, sociolog, PhD, seniorforsker og leder af NGO’en TurningPoints. Han har tidligere forsket ved Rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre i København, Danmark. Før denne forskning var Claus Kold ansat i Forsvarsakademiet, hvor han arbejdede med militær ledelse og organisation. Hans forskningsinteresser i dag er konflikter, forebyggelse, statsdannelse og udvikling, fred, bæredygtighed og lokaløkonomi. Tidligere har han hovedsagelig haft sit forskningsmæssige fokus på soldaters opførsel i krigs- og fredsoperationer, PTSD, militær ledelse og organisation og ændring af formålene for militære operationer i retning af fredsoperationer.
Krig eller mægling?
I konflikter er det mæglerens rolle at forholde sig lyttende og ikke selv finde på historier om, hvad der foregår mellem konfliktens parter. Hvis mægleren fremsætter egne teorier om, hvad som foregår, vil det med stor sandsynlighed medføre at mægleren bliver en del af konflikten, og dermed mister parternes tillid, og dermed sit mandat og muligheden for at bidrage.
Det er mæglerens opgave at facilitere processen – dvs. samtalen mellem parterne. Denne samtales fokus vil være parternes dybere behov og interesser.
Når FN’s ledere eller EU’s politikere, som kunne være mæglere, så går ud med meldinger, hvor de formulerer, at ansvaret for konflikten og nu krigen mellem Rusland og Ukraine ensidigt ligger hos Rusland, så mister de deres mulighed for at kunne mægle i konflikten og krigen.
EU’s mulighed for besindigt at agere mægler, besværliggøres af at landene samtidig er medlem af NATO, som ikke kan siges at være en neutral part i konflikten. NATO er ikke en del af krigen, men NATO ser ud til at være en del af konflikten.
I mæglingsprocesser bestræber mægleren sig endvidere på at vende parternes opmærksomhed mod de løsninger og den fremtid, som de dybere behov og interesser rummer. Det indebærer at der skal være et godt kendskab til parternes respektive fortid (ideer, historie og politikker). Kortlægning af nutidens eksakte situation. Men især vil mæglingen fokusere på fremtiden og løsningsmuligheder. Det er her håbet og håbets energi gemmer sig.
Så la os se på fortid, nutid og fremtid.
Fortid
Selv om jeg nu forbryder mig mod det, jeg skrev ovenfor, nemlig at lave historier om, hvad en af parterne tænker, vil jeg alligevel kort ridse nogle træk op, som ser ud til at blive glemt i den nuværende situation. Samtidig vil jeg skynde mig at sige, at der er myriader af udlægninger af denne udvikling, men det jeg vil trække frem, er et forsøg på at gøre nogle historiske dynamikker tydeligere.
Om 2. verdenskrig kan man sige, at England gav tid, at USA gav penge og at Rusland gav blod.
Rusland har mere end noget land i Europa og Europas udkant oplevet krigens konsekvenser. En del af selvfortællingen og dermed selvforståelsen er, at Rusland ofte og regelmæssigt er blevet angrebet vestfra. I 1709 var det således svenskerne der med Karl XII, kæmpede med russerne ved Poltava i Ukraine, som på den tid var under russisk kontrol. Senere, i 1812, blev Rusland angrebet af Napoleons militær, som nåede helt til Moskva. Under 1. verdenskrig i 1916 strakte krigen sig på østfronten fra Baltikum til Sortehavet. I 1941 brød Tyskland ikke-angrebspagten med Sovjetunionen, og startede krigshandlinger, der kom til at omfatte store dele af Sovjetunionen. Prisen var ca. 29 millioner døde. Efter 2. verdenskrig var den sovjetiske dybt påvirket af disse tab. Mange led af PTSD, hvilket tyngede den økonomiske udvikling. Sandsynligvis under indtryk af en vaklende økonomi og den politiske kontrol, arbejdede Mikhail Gorbatjov op gennem 1980erne med ideen om, at bygge et Fælleseuropæisk Hus som alternativ til et Europa adskilt af den kolde krig. Politiske kræfter så dog ikke ud til at ville lukke et ikke-kommunistisk Rusland ind i EF. 10 år efter Sovjetunionens kollaps blev ideerne om et fælles Europæisk Hus efterhånden opgivet, mens EU samtidig blev udvidet østover i flere omgange, så det kom til at omfatte mange af de lande, der før var del af Sovjetunionen.
På NATO- og EU-siden blev tiden efter 1989 fulgt op af både sikkerhedspolitisk og økonomisk ekspansion. Perioden kendetegnedes samtidig af en stor stigning i antallet af fredsoperationer. Flere af disse fredsoperationer havde dog ikke i begyndelsen FNs Sikkerhedsråds mandat og opbakning. Og de fleste af dem blev oplevet og udviklede sig til lavintense krige. På den økonomiske side var dagsordenen nye markeder og globalisering efter den neoliberale model, der blev introduceret i 1971 af Nixon. Denne periode blev afbrudt i 2001 med angrebet d. 11 september. Asymmetriske krigslignende handlinger kom til at udgøre dagsordenen under overskriften ‘terror’.
Der blev ikke formuleret nogen sammenhæng mellem den førte sikkerhedspolitik og den økonomiske politik og så modstanden i form af terror – som paven på et tidspunkt kaldte 3. verdenskrig.
Den globale økonomiske ulighed voksede voldsomt, fredsoperationer fik karakter af krige uden at noget klart mål blev formuleret hovedsagelig af FN. I samme periode er demokratierne globalt gået tilbage. Og både militarisme og terrorisme er vokset.
Der er ikke blevet formuleret nogle overordnede værdier og mål i rækken af militære interventioner. USA, NATO og Rusland hopper fra militærintervention til militærintervention uden nogen klar formulering af, hvad sigtet er, og hvilke værdier de hviler på.
Libyen er eksempel. Et usympatisk styre ville nedkæmpe demokratiske kræfter, og blev derfor bombet sønder og sammen af NATO og USA. I dag er landet et ødelagt område domineret af voldelige grupperinger, og civilbefolkningen lever i stor usikkerhed. Krigen producerede mere destruktion end konstruktion, retfærdighed, udvikling og fred.
Det arabiske forår i det nordafrikanske område bredte sig til Syrien, hvor USA og Rusland trådte ind på hver side. En slags stedfortræderkrig.
En del af USAs politiske retorik blev derfor rettet mod Rusland. Men USA brugte nogenlunde samme retorik mod Kina. En del af resultatet er, at Rusland og Kina er kommet tættere på hinanden.
I lyset af det, ser det ud til at Putin og Kreml oplever sig så styrkede, at Rusland nu vil sætte en stopper for USAs, NATOs og EUs ekspansion mod øst.
Når vi ser på situationen i Ukraine skal vi huske, at Rusland kun har et militærbudget på 8 % af NATO’s og at Ruslands BNP er mindre end Italiens. Men det er militært meget oprustet, og har en selvforståelse af at være en supermagt. Og har en selvfortælling om mange blodige invasioner, som det vil forsvare sig mod.
Nu er verden så på randen af en større krig. I en situation, hvor parterne har a-våben.
Nutid – Krig
Hvad ved vi om krig? Krig er handlingsdimensionen på de dybereliggende konflikter, der kan handle om identitet, økonomi, fysisk sikkerhed m.fl. Før krigen bryder ud går der dermed et forløb af forskellige konflikter, der ikke er blevet løst, og som har forskellige dimensioner, der omfatter noget og meget mere af det, jeg har ridset op ovenfor.
Krig er ikke enkeltpersoners handlinger. Det er staters- og større organisationers handlinger. Krige handler om retten til at definere grundværdier og historie, etablere retssystemer og økonomiske systemer i et geografisk område. Et grundliggende princip i folkeretten er adskillelsen mellem civile og militære.
Krig er af Clausewitz blevet observeret til at have en indre dynamik mod eskalation. De er derfor kendetegnet ved at være ustyrlige, og derfor ikke handlingsformer, der holder sig indenfor intern stats-, international folkeret eller menneskerettigheder. I krig er endvidere angrebet kendetegnet ved at være forsvaret underlegent. Vi vil derfor sandsynligvis kunne forvente at se først en symmetrisk nedkæmpelse af Ukrainsk militær, men derefter vil krigen fortsætte sandsynligvis i form af guerillaoperationer og folkelig modstand.
Omkring afslutningen af den kolde krig, kom de første observationer – bl.a. fra Jugoslavien, at krigens form havde ændret sig. Den ændring er senere blevet beskrevet som overgangen fra symmetrisk krig til ‘nye krige’. Det er vigtigt, fordi man tidligere kunne hævde, at krige skaber stater og stater fører krig. Med de nye krige kunne man ikke længere pege på efterfølgende at der der opstod stabile stater. Tænk f.eks. på Libyen, Syrien, Irak, osv.
Så billedet i dag er, at symmetriske krige nok kan startes, men at de med sikkerhed vil glide over i ‘nye krige’, som ikke kan stoppes, og som fortsætter som lavintense volds- og krigshandlinger. Disse nye krige vil ‘smitte’ og sprede sig.
Fremtid
Ukraine vil tabe de første symmetriske kamphandlinger. Disse vil dog blive fulgt op af ‘ny krig’ – dvs. lavintens modstandskamp. Husk at forsvaret er angrebet overlegent. Vi får derfor sandsynligvis et landområde i Europa, som vil have træk, der svarer til andre områder med lavintense krige.
Man ved også, at krige ‘smitter’ – dvs. at de lavintense krigshandlinger – måske i form af symbolske terrorhandlinger – vil sprede sig til resten af Europa. Det vil producere sikkehedspolitiske spændinger og økonomisk usikkerhed i resten af Europa.
I samme periode vil den diskursive kamp styrkes, og vi vil opleve at den fjerde statsmagt – pressen – på begge sider vil fremstille stadig mere ensidige beskrivelser af konflikten. Putin vil blive dæmoniseret og beskrevet som sindssyg. Han vil sandsynligvis blive skrevet ind i rækken af andre ledere: Gaddafi, Saddam Hussain, osv. uanset hvad hans og styrets bevæggrunde har været og er. Derved mister vi imidlertid det fokus, som kunne rumme de behov og interesser, der kunne løse denne konflikt.
Hvem vil kunne gribe ind og dæmpe voldshandlingerne i fremtiden? EU og NATO kan ikke mægle – tilliden er der ikke. Måske kan FN? Og måske kan Japan?
Men med a-våben med i spillet, er det vigtigt at parterne besinder sig. Med andre ord: hvad er de dybere interesser og behov på Russisk side og på NATO, EU side?
Et andet aspekt er, at dette (voldsom oprustning, krig og måske brug af a-våben) vil forværre klima- og biodiversitetskrisen, som med sikkerhed kommer, hvis vi ikke vælger fredens- og nedrustningens vej.
Elsker vi vores børn?, som Sting spurgte i 1986 i sin sang, ‘Russians’…
