///////

Danmarks udenrigspolitiske udfordringer (2015)

I 2015 skrev jeg et lĂŠngere manus til en bog, Hvor StĂ„r Danmark Nu? 8 Analyser af de udenrigspolitiske udfordringer for Danmark – redigeret af Clement Behrendt Kjersgaard og udgivet pĂ„ RĂŠsons Forlag. Det havde overskriften som ovenfor, blev forkortet og indgik i bogen som “MilitĂŠrmagt hĂžrer fortiden til” (s. 100-120).

Det er det oprindelige, lĂŠngere manus, jeg nu publicerer hĂ©r – simpelthen fordi jeg kom til at tĂŠnke pĂ„ det, da jeg for et par dage siden skrev min kritiske artikel om den danske regerings Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi fra januar 2022.

Denne artikel vil muligvis kunne fungere som en slags forstĂ„elsesbaggrund til min kritik af UM’s Strategi. Men den kan naturligvis ogsĂ„ stĂ„ alene sĂ„dan som den altsĂ„ blev skrevet i efterĂ„et 2015.

‱

Udfordringer og trusler i den nye verden

Ordet ”udfordringer” kan bruges om sĂ„ meget, bĂ„de positivt og negativt. Trusler derimod er negativt ladet.

Udfordringer afhÊnger af Þjnene der ser, hvilket perspektiv og kultur de ses fra og pÄ hvilken tidshorisont. Jeg tillader mig at se pÄ Danmark udefra, anlÊgge et globalt perspektiv og vÊlger en tidshorisont, der er sÄdan omtrent 10 x den sÊdvanlige politiske pÄ 4 Är.

Udfordringer kan vĂŠre realistiske og hĂ„ndgribelige – eller mere tĂŠnkte, ”futuristiske”, heuristiske og diffuse. Nogle vil vel ogsĂ„ inkludere en sandsynlig/usandsynlig vinkel pĂ„ begrebet udfordring.

”Usandsynlig” er vigtigt hĂ©r. Ved en bedĂžmmelse af hvilke udfordringer, der foreligger pĂ„ en sĂ„ eller sĂ„ lang tidshorisont kan vi vĂŠre sikre pĂ„ at der vil dukke noget op, som vi ikke er – og mĂ„ske ikke kan vĂŠre – forberedte pĂ„.

HÞjst en hÄndfuld eksperter forudsagde f.eks. Sovjetunionens og Warzawapagtens oplÞsning for omkring 25 Är siden, ingen af de store efterretningstjenester sÄ den komme.
Det samme gĂŠlder 11. september 2001.

Ingen forudsĂ„ vel heller at Rosa Parks’ forbliven pĂ„ et sĂŠde i bussen i Alabama skulle blive startskuddet for medborgerbevĂŠgelsen pĂ„ i USA. Da Gandhi bĂžjede sig ned og samlede en hĂ„ndfuld salt op i Dandi som afslutning pĂ„ Saltmarchen i 1930 indledtes afslutningen pĂ„ det britiske imperium og vejen til Indiens selvstĂŠndighed i 1947.

Eller hvad med Mohamed Bouaziz, den tunesiske frugtsÊlger som satte ild til sig selv og derved blev drÄben, der flÞd over i det arabiske forÄr.

Livet og verden er fuld af smĂ„ ting, der ikke kan forudsiges men udfordrer os med sine – i hvert fald af og til – meget omfattende konsekvenser. Disse smĂ„ ting der fĂ„r uanet store konsekvenser kaldes i litteraturen for ”sorte svaner.” Og dem er historien fuld af.

Derfor er det vigtigt at udenrigs- og forsvarspolitik ledes og udredes af mennesker, der ikke bare har fagkundskab pĂ„ en rĂŠkke omrĂ„der men ogsĂ„ bruger intuition og betjener sig af de metoder, der findes indenfor f.eks. fremtidsforskning, laver projektioner af nuvĂŠrende trender men ogsĂ„ ser pĂ„ brudflader, kulturelle skĂŠringspunkter og strukturers krakelleringsmĂžnstre – herunder de sorte svaner.

Visse ting kan vi bare have et generelt beredskab for. Nogle trusler og udfordringer er sÄ store at et forsvar er meningslÞst, f.eks. storkrig eller atomkrig pÄ dansk/nordisk omrÄde eller risikoen for et altÞdelÊggende jordskÊlv. Andre kan frasorteres fordi de betragtes som urealistiske inden for en vis tidsramme.

Lande og statsledelser definerer og vĂŠlger selv sine udfordringer og trusler. Det beskrives udfra to hensyn:

A) at man skal maksimerer nytten af det beredskab og de resourcer man allerede har investeret i. Hvis man har et militĂŠr men stort set ingen andre elementer af et bredere sikkerhed- eller fredsbegreb vil der vĂŠre en tilbĂžjelighed til at definere udfordringer og trusler sĂ„ relevansen af dette militĂŠr bekrĂŠftes – hvad der ogsĂ„ kan kaldes inerti og selvsving.

B) Udfordringerne beskrives som sĂ„ pas store og/eller sandsynlige og/eller alvorlige at de kan passe til den evne landet og dets regering har til at gĂžre noget ved dem, enten alene eller sammen med allierede. Stormagter med stor kapacitet til at projicere militĂŠrmagt rundt om i verden ser naturligvis trusler overalt – og jo mere man ejer, jo mere kan man miste. En mindre magt ser anderledes pĂ„ trusler – bekymrer sig om de mindre ting, den kan gĂžre noget ved.

Danmark har intet forsvar mod atomkrig (eller folkeoplysning om hvordan vi skal krybe ind under et bord hvis den kommer). Det havde vi i 1960erne. Truslen opleves som for stor (rigtigt) eller for usandsynlig (forkert!) til at vi kan gĂžre noget ved den selv.

Den – evige – psyko-politiske projektion af Sovjetunionen-Rusland som den store fjende defineres som sĂ„ stor at den skam bĂžr imĂždegĂ„s ved militĂŠre foranstaltninger hjemme (som kampfly og medieoprustning) og i NATO – men ikke sĂ„ stor at vi ligesĂ„ godt kan indfĂžre den glistrupske telefonsvarer med meddelelsen om at vi overgiver os.

Trusselsbilleder basere sig nok pÄ visse faktuelle forhold men stÞrstedelen af dem er sÄledes rent psyko-politiske konstruktioner. Og konkrete fjendebilleder er ofte projektioner af ens egne mere mÞrke sider over pÄ en fjende.

De fleste definerer stadigvĂŠk – helt ude af trit med tiden – sikkerhed og forsvar som noget, der er nationalt og i fĂžrste rĂŠkke skal afhjĂŠlpes ved militĂŠre midler. I medier og politik betyder ”forsvar” noget med vĂ„ben og doktriner – og kun dĂ©t.

Den der i stedet snakker om defensivt militÊr og civilt forsvar, ikkevoldelig eller civilmodstand, konfliktlÞsning, voldsforebyggelse osv. bliver troet ungefÊr lige sÄ meget som den, der i Kierkegaardsk forstand rÄbte at teatret brÊnder.

Men i virkeligheden er de store udfordringer, der truer os alle, noget der stort set ikke kan afbĂždes, mĂždes, eller lĂžses ved militĂŠre midlers brug eller inden for nationalstaten.

Her kan man tĂŠnke pĂ„ miljĂžets mange undergangsaspekter, arternes udryddelse, den globale Ăžkonomis vanvittige skĂŠvvridning i overudvikling for de fĂ„ og underudvikling for de mange; det gĂŠlder overgangen til det balancerede samfund med vedvarende energi og det gĂŠlder sameksistensen mellem forskellige kulturer, religioner og identitetsbegreber – for nu at nĂŠvne nogle fĂ„.

Men partikulÊre fÄtals-interesser som dem, der indgÄr i det MilitÊr-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks (MIMAK), vedbliver dog med at pÄ bekostning af skatteyderes penge og sikkerhed at tilfredsstille sine egne, ikke menneskehedens eller den danske befolknings sikkerhed og Þnsker om at leve i fred og fordragelighed.

Derfor racer vi derudaf med militaristiske svar pĂ„ i grunden civile (og civilisatoriske) udfordringer og tror at militĂŠre midler kan forbedre ”humanitĂŠre” behov for f.eks. retfĂŠrdighed, demokrati, menneskerettigher, kvindens ligestilling og moderne udvikling.

Det eneste vi har fĂ„et ud af dette mismatch de seneste 20-30 Ă„r er dĂžd og ĂždelĂŠggelse i land efter land. Vi ser had og boomeranger (”blowbacks”) – lĂŠs Ăžget modstand, terrorisme, flygtningestrĂžmme – og et afsindigt spild af resourcer i en verden, der uden denne militarisme ville kunne vĂŠre et meget bedre sted.

I dette kapitel skal vi se pÄ fÞlgende valgte udfordringer

1 ‱ Terrorismen, den statslige og den private – samt ‘krigen mod terroren’ som indledtes 11. september 2001.

2 ‱ Nþdvendigheden af at omstille den militaristisk aktive udenrigspolitik til en ny, fredeligere men endnu mere aktiv udenrigspolitik. At skabe forudsétninger for at vi og vore venner i langt langt hþjere grad fþlger FN-Deklarationens kapitel 1, artikel 1 om at fred skal skabes med fredelige midler. Det betyder en fortsat meget aktiv udenrigspolitik men med langt mindre hang til vold end vi har haft siden 1999.

3 ‱ At successivt distancere os fra USA men forblive venner – det vil sige at skabe en ny grundlĂŠggende selvstĂŠndig udenrigspolitik i stedet for at have et udenrigsministerium og et statsfinansieret forskningsmiljĂž, der mestendels forklarer og legitimerer at vi bĂžr fĂžlge hvad der allerede er besluttet i Washington og Bryssel.

4 ‱ Skridt for skridt orientere os mod hele verden, ikke mindst BRICS m fl samt en verden hvor Vesten spiller en relativt mindre rolle og verden ikke i fĂžrste rĂŠkke bestĂ„r af nationalstater.

5 ‱ Forberede os pĂ„ den ikke helt usandsynlige eventualitet at EU bryder helt eller delvist sammen og at vi da mĂ„ alliere os med et nyt Stor-Norden med omkring 25 millioner indbyggere. Samt afvikle den nye kolde krig med fokus pĂ„ Ukraine.

6 ‱ Bidrage til afskaffelsen af atomvĂ„bnene og krigen som accepteret social institution, bevĂŠge os frem mod en fremtid uden dem og derfor ogsĂ„ uden NATO. Et Europa og en verden, der lĂŠgger disse ting bag sig pĂ„ samme mĂ„de som vi af civilisatoriske grunde har sagt farvel til det absolutte monarki, slaveri og kannibalisme.

Der er mange andre udfordringer, f.eks hele miljĂžproblemet inklusive den globale opvarming, men et kort kapitel kan ikke behandle alle mulige, sandsynlige og usandsynlige, udfordringer.

Afsluttende i denne indledning blot dette: Det mĂ„ indgĂ„ i alle overvejelser at nationalstaten og dens regeringer spiller en stadigt mindre rolle. I disse Ă„r undermineres nationalstaten nedefra ved hjĂŠlp af civilsamfundet, global kommunikation, sociale medier og kulturelle sub-grupperingers autonome liv. Og den undermineres oppefra i den forstand at de store problemer kun kan lĂžses pĂ„ hĂžjere niveauer end nationalstatens – at den enkelte regering kun kan spille en betydningfuld rolle ved at samarbejde transnationalt (ikke over-nationalt), dvs. pĂ„ alle niveauer fra det enkelte menneske til menneskeheden.

Udenrigspolitik forstĂ„et som inter-nationale relationer er derfor pĂ„ retur. Vi gĂ„r en fremtid i mĂžde hvor det er globalpolitikken, der vil stĂ„ i centrum og national(ismen) vil blive en saga blott. Folketinget bestemmer i stadig mindre omfang hvad der vil vĂŠre Danmarks fremtid; den afgĂžres i stadig hĂžjere grad ude i verden – af organer og mennesker, vi ikke har valgt, sĂ„som de store selskabers bestyrelser, bĂžrserne, finansinstitutionerne, regionale organisationer, FN, EU, NATO, BRICS, etc.

PĂ„ sigt kommer dagens udenrigsministerier derfor sandsynligvis at have udspillet sin rolle og blive omdannet til globalministerier. Det samme gĂŠlder medier, der har lokale og nationale sider og en sides udenrigsnyt – men intet om den transnationale eller globale virkelighed.

Een mÄde at tage hul pÄ denne fascinerende globale verden er at den politiske sfÊre matcher den Þkonomiske og den militÊre sfÊres progressive globalsyn. De tÊnker ikke i nationalstater, de ser hele verden som en enhed.

SÄledes burde vi have ikke bare folketingspolitikere pÄ valg men ogsÄ alle, der reprÊsenterer Danmark i vigtige internationale fora. I en globaliserende verden vil demokratiet tabe hvis det sidder bundet i den stadigt mindre vÊsentlige nationalstat.

Demokratiet mĂ„ globaliseres pĂ„ linje med de andre sfĂŠrer – og dĂ©t er anden nok sĂ„ stor udfordring, som vi ikke skal behandle i det fĂžlgende og endnu et omrĂ„de hvor militĂŠre midler er irrelevante.

Terrorismen som udfordring: Stop den nuvĂŠrende krig mod terror

Terrorisme er et politiske begreb og der findes snesevis af definitioner. HĂ©r holder vi os til den, der siger at det er en handling med et politisk formĂ„l, der direkte tager sigte pĂ„ at skade eller drĂŠbe u-skyldige og mennesker, der ikke er delagtige i en konflikt – f.eks. bĂžrn i en skolebus.

Terrorismen karakteriseres desuden ved at vĂŠre overraskende – bygge pĂ„ ”fear-ology” altsĂ„ det at fĂ„ mennesker til hele tiden at frygte og derfor opgive deres vigtigste vĂŠrdier for at opnĂ„ beskyttelse. Den strider mod folkeretten, mod anstĂŠndighed og moralske grundvĂŠrdier, den er modbydelig og skal per definition overraske. Men grundlĂŠggende er altsĂ„ at den rammer uskyldige og skaber skrĂŠk.

Dette leder til to hovedtyper: a) SmÄgruppers terror som f.eks. den zionistiske IrgunbevÊgelse eller Baader-Meinhof i sin tid, Al Qaeda, ISIS og hvad de nu hedder i dag; b) Statsterrorisme, der udÞves gennem atomvÄben (terror-balancen), krigsfÞrelse med civile ofre som stadigt stÞrre andel af alle sÄrede eller drÊbte; ÞdelÊggelse af livsmuligheder, der bringer folk pÄ flugt; klyngebomber, miner og droner; i visse tilfÊlde Þkonomiske sanktioner, der er rettet mod civilbefolkning som tilfÊldet var i Irak hvor omkring én million dÞde, i hÞjere grad som fÞlge af 13 Ärs sanktioner end som fÞlge af invasionen, krigen og besÊttelsen.

Statsterrorismen er den, regeringer og enheder som EU og NATO samt vore statsloyale medier helst ikke taler om. Vi skal forstĂ„ at terrorisme er ikke-statslig, stater bruger ikke terror – de bekĂŠmper den ĂŠdelt og beskytter kun sine medborgere. Terroristerne, det er ”de andre”. Og hvis vi bliver ramt hĂ©r i Europa sĂ„ er vi de historisk uskyldige ofre, der har ret til at svare igen med overvold, med mere bombninger.

Det vi ser udspille sig i tragedier som Paris 13. november 2015 er kampen mellem de to hovedtyper af terrorisme. Frankrigs og andre vestlige landes historiske adfÊrd i store dele af MellemÞsten og Afrika har fundamentalt bygget pÄ terrorismens grundidé, uanset de mere Êdle motiver med hvilken den er blevet motiveret.

Det er ogsÄ udtryk for en direkte vold som svar pÄ vestverdens historiske strukturelle vold, herunder kolonialisme og imperialisme som tankestrukturer og interaktionsmÞnstre. Og pÄ kulturel euro-racisme.

Interesting too?  Klaus Rifbjerg (15. december 1931 – 4. april 4, 2015)

Da tĂ„rnene faldt den 11. september 2001 indledte George W. Bush ‘krigen mod terror.’ Konkret skete det med angrebet pĂ„ Afghanistan 10/7. I Ă„rene op til 9/11 dĂžde ifĂžlge State Department omkring 400 mennesker verden rundt (og 700 blev sĂ„ret) i terrorhandlinger. IfĂžlge det sĂ„kaldte Global Terror Index, der blev offentliggjort i november 2015, er tallet for 2014 ikke fĂŠrre en 32.600. Af vores presse kan man fĂ„ det indtryk at det altid rammer os – de uskyldige. Imidlertid stĂ„r kun 5 lande for 78% af alle dĂžde, nemlig Afghanistan, Irak, Nigeria, Pakistan og Syrien.

Hvis man har bekĂŠmpet terrorismen i snart 15 Ă„r og har som facit at der nu dĂžr 80 gange flere mennesker som fĂžlge af terrorisme end da den indledtes turde det vĂŠre ret indlysende at a) indsatsen ikke bare er en fiasko men at b) indsatsen i sig selv bidrager til at Ăžge problemet. Hverken den amerikanske, den franske eller den danske regering har andre svar pĂ„ smĂ„gruppeterrorismen end den at Ăžge volden – ”we kill people who kill people because it is wrong to kill people.”

Spiraleffekten er indlysende. Det vil kun blive vĂŠrre til den dag nogen standser op og begynder at tĂŠnke.

At udvikle alternativer til ‘krigen mod terroren’ er derfor en meget central udfordring for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske administration. Og som gamle Einstein sagde kan man ikke lĂžse et problem pĂ„ samme niveau som det er blevet skabt pĂ„ – ejheller ved at bruge mere af de midler, der skaber problemet.

En helt anden diagnose, en dybere og mere historisk betonet analyse af terrorismen og hvorfor den er dukket op som isme i disse Ă„r mĂ„ erstatte den vestlige klynken over relativt fĂ„ tab (se ovenfor) og spillen uskyldigt offer. Og erstatte det frie samfund med en politistat – lige netop hvad mange terrorister har Ăžnsket at vise: at demokratiets fernis er endog meget tynd.

For hver eneste vi slĂ„r ihjel stĂ„r mange parate – fordi de til forskel fra os er villige til at ofre livet for det, de tror pĂ„. Det klarer vi – nok sĂ„ fejt, kan man sige – ved hjĂŠlpe af high tech og krig pĂ„ dataskĂŠrme pĂ„ betryggende afstand.

Vi vil aldrig kunne bekĂŠmpe en isme ved at slĂ„ enhver tilhĂŠnger af ismen ihjel. Kriminalitet kan heller ikke bekĂŠmpes ved at slĂ„ alle kriminelle ihjel. Sygdomme ikke ved at slĂ„ alle syge ihjel. Det er eksistentielt nĂždvendigt at vi tĂŠnker pĂ„ en helt anden mĂ„de – inden ”de andre” fĂ„r endnu flere avancerede vĂ„ben (fra os) endog mĂ„ske taktiske atomvĂ„ben.

Den der siger at disse ting ikke skal diskuteres for sÄ risikerer man at forsvare terroristen/ismen tager fejl. Det gjorde alle partiledere desvÊrre i en TV-debat fra Christiansborg dagen efter drabene i KÞbenhavn pÄ KrudttÞnden og ved Synagogen. At forklare er pÄ ingen mÄde at forsvare; det er et fÞrste skridt til at finde lÞsninger.

Hvad er man egentlig sÄ bange for at tale om?

En ny dansk aktiv globalpolitik – mere tanke og etik, mindre vold

At smĂ„stater skal vĂŠre pĂ„ tĂŠerne for at navigere klogt og klare sig godt i en enormt kompliceret tid er indlysende. Men hvordan gĂžr man sĂ„ dĂ©t? Der er i hovedsag to veje at gĂ„. Den ene er at hele tiden vĂŠlge en allieret, indordne sig for at opnĂ„ beskyttelse – og i praksis afgive suverĂŠnitet og selvstĂŠndig tĂŠnkning. PĂ„ den mĂ„de risikerer man dog at blive ramt af ”guilt by association.” Det er alliance-politikkens dilemma – og der er ingen garanti for en lykkelig udgang. Vi kan blive revet med i faldet.

Den anden vej er at gĂžre som Schweiz i Europa, Costa Rica i Mellemamerika, Island i Nord eller Iran i MellemĂžsten – kort sagt, at gĂžre noget andet, tĂŠnke pĂ„ andre mĂ„der og sige farvel til flokmentaliteten. Denne vej har ogsĂ„ sine dilemmaer, men den selvstĂŠndige navigation baseret pĂ„ egne analyser og ikke pĂ„ bare at fĂžlge den ene eller den anden Ă„bner principielt for bĂ„de respekt i andres Ăžjne og en rolle som mĂŠgler. Og for mangfoldighed, alt er ikke sat pĂ„ Ă©t brĂŠdt.

Schweiz har en anden forsvars- og sikkerhedsfilosofi (og et anderledes demokrati) end alle andre og det er til nytte for andre lande i verden – ikke kun med FN og forhandlinger men ogsĂ„ med at gemme sort kapital. Hvem vil ĂždelĂŠgge et sĂ„dant land? At vĂŠre til nytte for andre, gĂžre noget godt for andre – f.eks. de nĂždlidende i verden – skaber nye venner, respekt og beundring og reducerer antallet af mulige fjender.

I den kyniske tid vi lever i er denne niche endog meget bred.

Danmark har siden 1999 vÊret en aktiv bombe- og krigsnation. Det er som om det endnu ikke er gÄet op for danskerne eller deres politikere hvad der er sket med dem.

Havde man forudsagt i 1970-80erne at Danmark ville ligge lÊngst fremme med deltagelse i krig bÄde politisk og militÊr ville de fleste have grint en vis legemsdel i laser. Hér i det lille smÞr- og Þlhul snakker vi om tingene for vi har bÄde uddannelse og dannelse, hÞjskoler, Grundtvig, velfÊrdsstat, socialdemokrati og andet demokrati, internationalisme og solidaritet. Og vi véd godt fra de mÞrke Är hvad krig er for noget.

Det er historie nu. Dagens politikere tilhĂžrer en generation, der ikke aner hvad krig er og ikke forstĂ„r dens vĂŠsen. Krig er noget, der foregĂ„r ude i verden – det nye er, som statsminister LĂžkke Rasmussen sagde i nĂŠvnte paneldebat at nu fĂžres den ogsĂ„ i Europa.

Inden man helt mister kompasset bĂžr man tĂŠnke pĂ„ at det er forsvindende fĂ„, der bliver drĂŠbt i krige og terrorhandlinger. At der f.eks. hver dag dĂžr over 25.000 bĂžrn under 5 Ă„r – hvortil kommer ĂŠldre bĂžrn og de voksne – fordi de savner de grundlĂŠggende ting som vort Ăžkonomiske system nĂŠgter dem at fĂ„ – ”nĂ„r fĂ„ har for meget og mange flere har for lidt da har vi i dĂ„rskab det drevet vidt” kunne man sige for at parafrasere Grundtvig. Lad os sige at der mindst dĂžr 50.000 unĂždvendigt hver dag pĂ„ kloden. I dĂ©t perspektiv er 32.600 per Ă„r et meget mindre vigtigt problem.

Statsminister LĂžkke Rasmussen har i et eksklusivt interview med DR’s Ask Rostrup den 6. oktober 2015 givet udtryk for at Danmark efter hans opfattelse skal fortsĂŠtte at den hĂ„rdtslĂ„ende vej. Han taler hĂ©r om at Danmark ogsĂ„ skal bombe i Syrien – vel at mĂŠrke ikke som udtryk for folkeviljen men derimod hvis den internationale koalition Ăžnsker vores medvirken. Han mener videre at det vil vĂŠre godt hvis der oprettes sikre zoner men at han ikke kan se for sig selv med en spĂŠndstig fantasi, som han udtrykker det, at der nogensinde vil komme boots on the ground.

Nogen politisk lÞsning, en vision om fremtidens MellemÞsten nÊvnes ikke. Bombninger fremstilles, i hvert fald i dette interview, af statsministeren som en lÞsning. Den og de sikre zoner hÊnger sammen med at Europas samfund ikke kan bÊre at millioner af flygtninge fortsÊtter at kommer hertil. (Og hér kan man sÄ minde ham om at der bag enhver flygtning stÄr en vÄbenhandler og krigspolitiker).

Alt dette savner bĂ„de etik og faglighed og og derfor burde vĂŠkke et ramaskrig. Men det har det ikke gjort. Det er uetisk at genne medborgere ud af huse og ind i flygtningelejre for sĂ„ helt at kunne pulverisere deres land. En slags apartheid-tĂŠnkning med bantustans. For at redde Europa fra den naturlige konsekvens – flygtningene – af europĂŠiske landes militaristiske politik.

Hvis man har sÄ store fredsskabende ambitioner, sÄ vis dog at vi mener noget med det og sÊt danske soldater pÄ marken og betal prisen. Men nej, vi skal bombe fÞrst og sÄ sikre de sikre zoner fra luften med vore kampfly. Statsministeren mÄ vÊre undskyldt at han ikke kan vide alt om disse ting, men har han ingen rÄdgivere?

I Srebrenica i 1995 kunne FN ikke sikre de seks sikre zoner med tusinder af fredsbevarende soldater, dels fordi det gik hÄrdt for sig, fordi amerikanerne havde foreslÄet den bosniakiske regering under Izetbegovic i Sarajevo at fylde de sikre zoner med ammunitionsdepoter og sÄ skyde indefra zonerne ud pÄ serberne udenfor, der i lang tid ikke gengÊldte ilden fordi de ville have drÊbt flygtninge.

Chefen for FN i Jugoslavien havde krĂŠvet 32.000 flere fredsbevarende soldater for virkeligt at kunne sikre de seks zoner – men fik kun 1200 tyrkere. Og endelig var FN pĂ„ davĂŠrende tidspunkt bankerot pĂ„ grund af manglende indbetalinger fra medlemsstater, fĂžrst og fremmest USA.

Med erfaringen fra vel omkring 7.000 dÞde i Srbrenica taler LÞkke Rasmussen altsÄ nu om at sikre enorme zoner med tusinder og atter tusinder af civile i Syrien udelukkende med fly fra luften. Han taler ikke om en ny stor FN-mission og bestemt ikke om danske soldater. Da jeg gÄr ud fra at statsministeren er et moralsk mennesker, der ikke Þnsker at se massemord i sÄkaldt sikre zoner mÄ man konkludere at han og den danske udenrigsadministration ikke er kyndige pÄ disse omrÄder. For det han hér argumenterer for er ikke ét men flere nye Srebrenica. Man kan ikke sikre flygtninge i sikre zoner med F16 fra luften. SÄdan er det bare. Den er ikke lÊngere.

Distancere sig fra USA, forblive venner og hjĂŠlpe det ud af krisen

Vestverden er trĂŠt. Og resten af verden er trĂŠt af vestverden. Uheldigvis tilhĂžrer Danmark denne vestverden i bĂ„de politisk, kulturel, Ăžkonomisk, religiĂžs, militĂŠr – og udenrigspolitisk – forstand.

Vesten med det amerikanske imperium i spidsen er pĂ„ tilbagegang i forhold til resten af verden. Indikatorerne er sĂ„ mange at de ikke skal diskuteres hĂ©r. Alle imperier gĂ„r ned, fĂžr eller siden – f.eks. nĂ„r de bliver uhĂ„ndtĂ©rligt store, militariserer sig ihjel (Sovjetunionen), mister legitimitet i andres Ăžjne og gĂ„r nedad i relativ Ăžkonomisk styrke. USA har haft det hele siden 1945, men altsĂ„ ikke idag. Kun pĂ„ det militĂŠre omrĂ„de er man ”second to none.”

Der i hovedsagen to mÄder at se denne udfordring pÄ for Danmarks vedkommende.

Man kan fortsĂŠtte som hidtil og lade som ingenting – remain in denial – og tage skraldet nĂ„r faktum ikke lĂŠngere gĂ„r at se bort fra. Det vil blive en brat opvĂ„gnen og vi vil stĂ„ uden planlĂŠgning af den nye epoke i verdens moderne historie.

Den anden mÄde at forholde sig til denne udfordring vil vÊre at forberede sig pÄ den de nÊste 10-15 Är og stÄr rimeligt vel forberedt nÄr den nye multipolÊre verden er blevet den dominerende og USA en republik uden imperium og NATO derfor er blevet nedlagt.

Denne vej vil vÊre den objektivt bedste for Danmark, vores sikkerhed, udvikling og mulige positive bidrag til den nye verden. Det vil krÊve at vi fortsÊtter med at fÞre en pÄ alle mÄder venligtsindet politik med USA men samtidig begynder at gÄ pÄ to ben og fÞrer en af Washington selvstÊndig udenrigs- og sikkerhedspolitik i forhold til resten af verden.

Det har hidtil vĂŠret utĂŠnkeligt at vi skulle gĂ„ direkte imod USA. Det udenrigspolitiske miljĂž i Danmark har brugt megen tid pĂ„ mere eller mindre sofistikerede analyser der – tilfĂŠldigvis – altid munder ud i at det tjener os bedst at gĂžre hvad Washington foreslĂ„r eller krĂŠver.

Vi skal tilbage til 1980erne for at finde en vis selvstÊndighed f.eks. da man i Sikkerheds- og Nedrustningpolitisk Udvalg, SNU (hvor jeg var ekspertmedlem i 10 Är), udarbejdede en gedigen rapport om Norden som atomfri zone.

Siden da er udenrigs- og sikkerhedspolitikken blevet mere eller mindre en ekspeditionssag – som da davĂŠrende statsminister Helle Thorning-Schmidt en torsdag eftermiddag blev ringet op af Washington, der anmodede om at vi skulle deltage i ny bombninger (efter 4 Ă„r som besĂŠttelsesmagt) i Irak og pĂ„ en pressekonference fredag kl 12 meddelte den mĂ„bende hob at Danmark atter skulle i krig. SĂ„ lemfeldigt og analyselĂžst kan det gĂžres i Danmark anno 2014 – and no questions asked by the media.

Dette at gÄ i krig turde dog vÊre den vigtigste beslutning en regering overhovedet kan tage.

Men hvilken vej er Danmark sÄ pÄ vej ud af? Ja, det er nÊppe erkendelsens eller fornyelsens politik, der stÄr lige om hjÞrnet. Statsministeren meddelte 15. september 2015 at man har nedsat en enmands-kommission bestÄende af ambassadÞr og jurist Peter TaksÞe-Jensen, der skal udrede hele spektret af udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitik.

Den skal give et friskt nyt perspektiv, siger udenrigsminister Kristian Jensen og danne grundlag for forsvarsforliget 2017. Mandatet beskrives her http://www.politiko.dk/nyheder/dokumentation-her-er-peter-taksoee-jensens-arbejdsopgaver

TaksĂže-Jensen er tidligere ambassadĂžr i USA og har en nĂŠrmest nĂŠsegrus beundring for landet og dets politik. I et afskedsinterview i Washington Post 29. juni 2015 siger han blandt andet at den vigtigste sted man bĂžr se i USA er Arlington-kirkegĂ„rden ”fordi den fĂ„r dig til at reflektere over alle de ting dette land har gjort for verden.”

Interesting too?  Hvor har Danmark meget at vĂŠre stolt af

Nok sÄ vigtigt er at TaksÞe-Jensen var chef for Udenrigsministeriets folkeretskontor og var den, der strikkede det notat sammen, der skulle fÄ det at se ud som legalt at Danmark deltog i Irak-krigen og derfor stod fÞrst pÄ listen over vidner i den Irak-kommission, der blev nedlagt. (Politiken 30. juni 2015). Dagbladet Information havde meddelt den 28. juni at regeringen ville nedlÊgge kommissionen.

At man overhovedet kan komme pÄ at ét menneske kan udrede dette enorme omrÄde (og han selv synes at tro at han kan) er stÊrkt urovÊkkende. Hvis der var seriÞse motiver bag ville man have etableret en kommission med tilstrÊkkeligt stor budget og med Äbenhed og politiske og intellektuel og professionel bredde.

Den linje, der blev lagt af Fogh Rasmussen, der kombinerede aktiv militaristisk udenrigspolitik med foragt for intellektuel kompetence og politisk bredde i udformningen af politikken, synes at blive fortsat. Mens den virkelig verden passerer forbi udenfor murene.

En dag vil konsekvenserne heraf blive nok sÄ mÊrkbare for Danmark.

Resten af verden

Det gĂ„r rivende hurtigt i disse Ă„r. Det afrikanske kontinent vokser sĂ„ det knager. Kina er blevet den stĂžrste Ăžkonomi og temmeligt velkonsolideret med sin blandĂžkonomi og reserver. Det har hevet 400 millioner ud af fattigdom pĂ„ bare 20 Ă„r – aldrig fĂžr gjort i verden. SĂ„dan gĂžr man noget for menneskerettighederne!

Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika har formet BRICS. Nye valutafonde og handelsmĂžnstre, Silkevejen etc. Iran vil rejse sig efter alle elendigheder siden CIA/MI5’s kup mod den demokratisk valgte Mossadegh i 1953 og formentlig blive MellemĂžstens Schweiz med en sin guiness-lignende rekord – at man ikke har invaderet nogen anden stat i omkring 250 Ă„r.

PĂ„ en lang rĂŠkke menneskelige indikatorer gĂ„r det bedre i verden. Der vil opstĂ„r muslimsk, buddhistiske og andre Ăžkonomier, nye Ăžkonomiske blandformer vil erstatte neo-liberalismen – kapitalisme til visse ting, adre typer af Ăžkonomi til andre. Den nye ”valuta” er information, socialt entrepreneurship og civilsamfundene vil blive styrket og regeringer svĂŠkket. Vi vil fĂ„ helt nye mĂ„der at stemme pĂ„, ogsĂ„ globalt – muligvis via Internettet.

FrĂžene til og dynamikken for disse ting findes i stadigt stĂžrre grad uden for den kreds, vi kalder Vestverden – omend vi vil hĂŠnge ved en stund til.

Det turde nu vĂŠre klart for enhver seende at vestverden har spillet fallit i MellemĂžsten siden Sykes-Picot i 1917 og at det er payback time. Det skal gĂžre meget mere ondt, fĂžr det bliver godt i verden igen.

Selvom USA Þkonomi kan fremstÄ som stÊrk har den nok sÄ mange korthus-egenskaber sÄsom gÊldssÊtning og overmilitarisering. Det koster en hel del at konstant fÞre krig og have 600+ basefaciliteter i 130 lande.

Vi gÄr imod en multi-polÊr verden med en ny dynamik. FN vil blive reformeret, samarbejde ikke dominans vil blive tidens melodi og med-os-eller-mod-os et levn fra den gamle kristne, dikotomiserende verden.

Fremtidens ledere vil indse – eller blive tvunget til at indse – at samarbejde er den eneste vej frem og at konflikter om f.eks. vand kan vendes til samarbejdsprojekter. Nedrustning vil bllive en realitet og den lille minoritet af lande, der opretholder atomvĂ„ben som legitime vil blive marginaliseret. Det vil gĂ„ med krigen som med rygning – pĂ„ fĂ„ Ă„r vil det normativt ”normale” blive fordĂžmt – uanset de stĂŠrke Ăžkonomiske interesser i bĂ„de det tobaks- og det militĂŠrindustrielle kompleks.

I realiteten har vi ikke noget valg hvis vi skal overleve pĂ„ lĂŠngere sigt. Men hvert et land og region kan naturligvis vĂŠlge hvornĂ„r det vil orientere sig mod fremtiden og hvor lĂŠnge det vil holde krampagtigt fast i fortiden. SidstnĂŠvnte er dog – at the end of the day – et overstĂ„et stadium.

SÄ medierne ville gÞre klogt i at sende langt flere korrespondenter ud i den store ikke-vestlige verden. Og det udenrigspolitiske Danmark vil enten vÊre med dér hvor det nye foregÄr eller sakke agterud. At holde sig fast i rÊlingen pÄ det amerikanske imperiums synkende skude vil ligne Honeckers loyalitet med Moskva.

EuropĂŠiske udfordringer – Ukraine/Rusland og EU

Det kan ikke udelukkes at EU vil bryde helt eller delvist sammen. Den horisontale ekspansion og den vertikale er ude af trit; GrÊkenland er et andet stikord, et hurtigt-langsomt EU et andet. Med alle flygtninge, der ogsÄ fremover vil komme til Europa bliver der let grÊnseproblemer, mangel pÄ fÊlles fodslag, store problemer med at fordele byrden og med hvordan man skal reagere pÄ de nÊste terrorangreb.

EUs fÊlles udenrigs- og sikkerhedspolitik er aldrig blevet til andet og mere end ord i Lissabon-traktaten; den eneste gang den er blevet prÞvet gik det helt galt: Den hovedlÞse anerkendelse af Slovenien og Kroatien d af Jugoslavien gjorde krig i Bosnien-Hercegovina uundgÄelig.

FĂ„, om nogen, ser EU som en fĂŠlles regional institution med stimulerende visioner for en bedre verden. EU-medlemmernes ledelser sidder fast i det nationale eller nationalistiske paradigme med nationale interesser, ikke EU. Den anden del af Unionens formĂ„lsparagraf, nemlig den at bidrage til fred uden for unionen selv, er svĂŠr at fĂ„ Ăžje pĂ„. EU’s nĂŠrmeste samarbejdspartner er NATO, ikke FN eller OSCE.

EU og neokonservative kreds i Washington var hovedĂ„rsagen til Ukraine-krisen – regimeskifte og forsĂžget presse Ukraine til at vĂŠlge enten dem eller os, ikke begge. I stedet for at gĂžre nytte fra alle sider for et Ukraine hvis Ăžkonomiske elendighed svarer til dagens Iraks. Ufattelige problemer for en stat i Europa som bĂ„de Rusland, USA og EU bruger som brik i sine egne spil.

Ved Ukraine stoppede altsÄ den NATO-ekspansion som vestlige ledere lovede Gorbachev og hans udenrigsminister Shevardnadze aldrig ville finde sted. Clinton var den, der pÄbegyndte den i 1994, i det siden sÄ problemskabende Georgien.

Men Rusland er vel den store tilbagevendende trussel? Vel, det har 8% af NATOs militĂŠre udgifter og synes – ret naturligt – ikke meget om et oprustende, ekspansivt NATO helt ind pĂ„ livet. Ingen vestlig nation i samme sitation ville gĂžre det heller. Men indlevelse i andres mĂ„de at se os pĂ„ er ikke den fĂžrste egenskab f.eks. NATOs ivrige og provokerende generaler og den ellers sĂ„ klĂžgtige Stoltenberg synes at vĂŠre i besiddelse af.

I 25 Ă„r har vestverden kĂžrt sit eget lĂžb – Kosovo som et eksempel. Og har derfor ikke megen goodwill kapital nĂ„r man belĂŠrer Putin om at ”you just don’t bully small countries for no good reason” eller hvad det nu var den amerikanske udenrigsminister John Kerry fik sagt i et ufrivilligt (tragi)komisk Ăžjeblik.

Danmark kunne – hvis vi havde en selvstĂŠndig udenrigspolitisk kapacitet – have taget et mĂŠglingsinitiativ sammen med like-mindede lande. DĂ©t og ikke ny fremskudte reaktionsstyrker, nye baser og vanvittigt kostbare og provokerende militĂŠrĂžvelser over hele Europa ville have meget mere at gĂžre med Danmarks – og danskernes – krav pĂ„ at leve i sikkerhed og fred.

De klogere ledere under den fĂžrste kolde krig – som Brandt, Palme, Kreisky, Kekkonen, Finnbogadottir, JĂžrgensen m.fl. for nu at nĂŠvne nogle dygtige socialdemokrater blandt dem – vidste hvad ingen synes at vide idag med deres sindsstemning af hybris: At der ikke kan etableres sikkerhed i Europa mod, kun med, Rusland.

Det betyder ikke at vi skal fÞje os i alt Moskva gÞr, men det indebÊrer at afstÄ fra Äbenlyse provokationer à la et vel planlagt regimeskifte i en nabostat, finansieret over en rÊkke Är af neo-konservative kredse i Washington, herunder organisationer der sandsynligvis er frontorganisationer for CIA. Det er at overholde lÞfter og aftaler og det er at afstÄ fra ting som missilskjoldet, der utvetydigt er rettet imod Rusland hvis man har forstÄet en pind af de aktuelle atomare og konventionelle doktriner, der har til formÄl at muliggÞre snarere end at afskrÊkke fra krig.

Til lĂžsning af Ukrainekrisen krĂŠves en analyse af ukrainernes holdninger til forskellige spĂžrgsmĂ„l af civil og militĂŠr natur, deres billede af fremtiden, samt en meget omfattende peacekeeping mission i FN’s regi med de tre klassiske ben – militĂŠr, politi og civile.

Den skal sikre sikre stabiliteten i de Är, der mÄtte gÄ fra Minsk-vÄbenhvileaftalerne til en holdbar fredsaftale for hele omrÄdet og alle involverede parter. At stort set ingen (andre end undertegnede) pÄ et tidligt tidspunkt pegede pÄ FN i denne sammenhÊng kan kun bekrÊfte hvor militariseret Vestens tÊnkemÄde er blevet.

Hvis EU i de nĂŠrmeste 5-10 svĂŠkkes i betydelig grad vil det vĂŠre nok sĂ„ klogt at have en Plan B – en plan der handler om fleksible civile alliancer, et forstĂŠrket Stor-Norden – noget der ogsĂ„ vil vĂŠre relevant i forhold til Arktis al den stund vi nordboer har mere tilfĂŠlles med hinanden end vi har med f.eks. USA, Rusland eller RumĂŠnien.

Det som finnerne i sin tid kaldte ekvi-distance til de store lande ville vĂŠre en begavet, forsigtig politik, der holder os uden for konfrontationer mellem de store og samtidig muliggĂžr en rolle som samarbejdende til alle sider indenfor et naturligere fĂŠllesskab.

Afskaf atomvÄbnene og balancér militÊre midler med civile

AtomvÄben er deklareret i strid med folkeretten af Den International Domstol i Haag, i 1996, snart for tyve Är siden. IfÞlge FN skal MellemÞsten vÊre fri for atomvÄben. Ingen af NATO-landene tager disse ting med den alvor som alvorlige ting bÞr tages med.

StĂžrstedelen af verden er atomfri – snesevis af lande har deklareret, vedtaget love eller betonet de i sine grundlove at man aldrig vil anskaffe atomvĂ„ben. Kun en lille arrogant elite af mennesker, der a) aldrig har spurgt nogen om atomvĂ„ben i en folkeafstemning og b) betjener sig af terrorismens filosofi – opretholder denne type af vĂ„ben. Uden dem og doktrinen om at vĂŠre den fĂžrste til at anvende dem endog som svar pĂ„ et udelukkende konventionelt angreb ville NATO ikke vĂŠre NATO.

Der har vĂŠret uhyggeligt mange eksempler pĂ„ menneskelige og tekniske fejl i atomvĂ„benanlĂŠggene. Mange tror at fordi vi fik dem ind i verden i juli 1945 og USA brugte dem pĂ„ Hiroshima og Nagasaki som et signal til Stalin, ja sĂ„ er de kommet for at blive. Det er naivt – fordi en dag vil de blive brugt af den ene eller anden grund, bevidst eller ved et uheld. Der findes imidlertid intet legitimt politisk mĂ„l, der kan motivere drabet pĂ„ millioner af medmennesker.

Dansk udenrigspolitik kunne meget vel opgradere dette spĂžrgsmĂ„l – igen hvis vi ikke mĂ„tte optrĂŠde som lydstat men havde en selvstĂŠndig analysekapacitet og politik.

AtomvÄben kan ikke defineres som vÊrende i Danmarks interesse. Og tesen om at de kun er her for aldrig at blive brugt holder ikke en meter. Hvis parterne viste dét om hinanden ville de jo ikke have nogen afskrÊkkende virkning overhovedet.

Og resten af det militĂŠre?

Jeg er tilhÊnger af militÊrt forsvar af Danmark om ikke andet sÄ fordi et flertal af danskerne Þnsker en eller anden for for militÊr. Men under to forudsÊtninger: a) at det kun kan bruges til netop forsvar og i den forstand er defensivt og ikke truer nogen medmindre denne nogen kommer til os; og b) at det fÄr en passende status i en bred vÊrktÞjskasse sammen med mÊngder af civile voldsforebyggende elementer.

I dagens verden synes specielt politiker, der ikke vĂ©d hvad krig er, at hĂžjteknologiske militĂŠre midler kan bruges til hvad som helt – forsvar, angreb, besĂŠttelse, danskeres sikkerhed mod terror, fremme af menneskerettigheder, indfĂžrelse af vestlige vĂŠrdier i andre kulturer og – Gud hjĂŠlpe os alle – til at redde menneskeliv – R2Protect/humanitĂŠr intervention – men tilfĂŠldigvis kun i lande vi har geo-strategiske interesser i, ikke dĂ©r hvor der virkeligt ville vĂŠre brug for en rent humanitĂŠr operation til redning af truede menneskeliv.

Jo mere vi uddanner os til at forstĂ„ og hĂ„ndtere konflikter, jo mindre vold vil der vĂŠre brug for. Det er den mĂ„ske stĂžrste enkeltudfordring for det lille, ny-militaristiske Danmark – men den er gammel: Det er dĂ©t vi har forpligtet os til ved at vĂŠre FN-medlem, nemlig at krigen skal afskaffes og at konflikter skal lĂžses fĂžrst med fredelige mider og hvis dĂ©t ikke er muligt sĂ„ ved en fĂŠlles FN-ledet militĂŠraktion. I disse tider er det vĂŠrd at minde om dĂ©t.

Verden har ikke brug for unipolaritet med enhed i enfoldighed og evig konfrontation men for multipolaritet i mangfoldighed og mest mulig fred med fredelige midler nÄr problemer opstÄr.

JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

1 Comment

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

Helsemagasinet i Norge: Nobels “freds”pris, CIA og USA mediekrige

Next Story

Danmarks boykot af Vinter-OL i Beijing 2022

Latest from Danmark

%d bloggers like this: