///////

Danmarks udenrigspolitiske udfordringer (2015)

I 2015 skrev jeg et l√¶ngere manus til en bog, Hvor St√•r Danmark Nu? 8 Analyser af de udenrigspolitiske udfordringer for Danmark – redigeret af Clement Behrendt Kjersgaard og udgivet p√• R√¶sons Forlag. Det havde overskriften som ovenfor, blev forkortet og indgik i bogen som “Milit√¶rmagt h√łrer fortiden til” (s. 100-120).

Det er det oprindelige, længere manus, jeg nu publicerer hér Рsimpelthen fordi jeg kom til at tænke på det, da jeg for et par dage siden skrev min kritiske artikel om den danske regerings Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi fra januar 2022.

Denne artikel vil muligvis kunne fungere som en slags forst√•elsesbaggrund til min kritik af UM’s Strategi. Men den kan naturligvis ogs√• st√• alene s√•dan som den alts√• blev skrevet i efter√•et 2015.

‚ÄĘ

Udfordringer og trusler i den nye verden

Ordet ‚ÄĚudfordringer‚ÄĚ kan bruges om s√• meget, b√•de positivt og negativt. Trusler derimod er negativt ladet.

Udfordringer afh√¶nger af √łjnene der ser, hvilket perspektiv og kultur de ses fra og p√• hvilken tidshorisont. Jeg tillader mig at se p√• Danmark udefra, anl√¶gge et globalt perspektiv og v√¶lger en tidshorisont, der er s√•dan omtrent 10 x den s√¶dvanlige politiske p√• 4 √•r.

Udfordringer kan v√¶re realistiske og h√•ndgribelige – eller mere t√¶nkte, ‚ÄĚfuturistiske‚ÄĚ, heuristiske og diffuse. Nogle vil vel ogs√• inkludere en sandsynlig/usandsynlig vinkel p√• begrebet udfordring.

‚ÄĚUsandsynlig‚ÄĚ er vigtigt h√©r. Ved en bed√łmmelse af hvilke udfordringer, der foreligger p√• en s√• eller s√• lang tidshorisont kan vi v√¶re sikre p√• at der vil dukke noget op, som vi ikke er – og m√•ske ikke kan v√¶re – forberedte p√•.

H√łjst en h√•ndfuld eksperter forudsagde f.eks. Sovjetunionens og Warzawapagtens opl√łsning for omkring 25 √•r siden, ingen af de store efterretningstjenester s√• den komme.
Det samme gælder 11. september 2001.

Ingen foruds√• vel heller at Rosa Parks‚Äô forbliven p√• et s√¶de i bussen i Alabama skulle blive startskuddet for medborgerbev√¶gelsen p√• i USA. Da Gandhi b√łjede sig ned og samlede en h√•ndfuld salt op i Dandi som afslutning p√• Saltmarchen i 1930 indledtes afslutningen p√• det britiske imperium og vejen til Indiens selvst√¶ndighed i 1947.

Eller hvad med Mohamed Bouaziz, den tunesiske frugts√¶lger som satte ild til sig selv og derved blev dr√•ben, der fl√łd over i det arabiske for√•r.

Livet og verden er fuld af sm√• ting, der ikke kan forudsiges men udfordrer os med sine – i hvert fald af og til – meget omfattende konsekvenser. Disse sm√• ting der f√•r uanet store konsekvenser kaldes i litteraturen for ‚ÄĚsorte svaner.‚ÄĚ Og dem er historien fuld af.

Derfor er det vigtigt at udenrigs- og forsvarspolitik ledes og udredes af mennesker, der ikke bare har fagkundskab p√• en r√¶kke omr√•der men ogs√• bruger intuition og betjener sig af de metoder, der findes indenfor f.eks. fremtidsforskning, laver projektioner af nuv√¶rende trender men ogs√• ser p√• brudflader, kulturelle sk√¶ringspunkter og strukturers krakelleringsm√łnstre – herunder de sorte svaner.

Visse ting kan vi bare have et generelt beredskab for. Nogle trusler og udfordringer er s√• store at et forsvar er meningsl√łst, f.eks. storkrig eller atomkrig p√• dansk/nordisk omr√•de eller risikoen for et alt√łdel√¶ggende jordsk√¶lv. Andre kan frasorteres fordi de betragtes som urealistiske inden for en vis tidsramme.

Lande og statsledelser definerer og vælger selv sine udfordringer og trusler. Det beskrives udfra to hensyn:

A) at man skal maksimerer nytten af det beredskab og de resourcer man allerede har investeret i. Hvis man har et milit√¶r men stort set ingen andre elementer af et bredere sikkerhed- eller fredsbegreb vil der v√¶re en tilb√łjelighed til at definere udfordringer og trusler s√• relevansen af dette milit√¶r bekr√¶ftes – hvad der ogs√• kan kaldes inerti og selvsving.

B) Udfordringerne beskrives som s√• pas store og/eller sandsynlige og/eller alvorlige at de kan passe til den evne landet og dets regering har til at g√łre noget ved dem, enten alene eller sammen med allierede. Stormagter med stor kapacitet til at projicere milit√¶rmagt rundt om i verden ser naturligvis trusler overalt – og jo mere man ejer, jo mere kan man miste. En mindre magt ser anderledes p√• trusler – bekymrer sig om de mindre ting, den kan g√łre noget ved.

Danmark har intet forsvar mod atomkrig (eller folkeoplysning om hvordan vi skal krybe ind under et bord hvis den kommer). Det havde vi i 1960erne. Truslen opleves som for stor (rigtigt) eller for usandsynlig (forkert!) til at vi kan g√łre noget ved den selv.

Den – evige – psyko-politiske projektion af Sovjetunionen-Rusland som den store fjende defineres som s√• stor at den skam b√łr im√łdeg√•s ved milit√¶re foranstaltninger hjemme (som kampfly og medieoprustning) og i NATO – men ikke s√• stor at vi liges√• godt kan indf√łre den glistrupske telefonsvarer med meddelelsen om at vi overgiver os.

Trusselsbilleder basere sig nok p√• visse faktuelle forhold men st√łrstedelen af dem er s√•ledes rent psyko-politiske konstruktioner. Og konkrete fjendebilleder er ofte projektioner af ens egne mere m√łrke sider over p√• en fjende.

De fleste definerer stadigv√¶k – helt ude af trit med tiden – sikkerhed og forsvar som noget, der er nationalt og i f√łrste r√¶kke skal afhj√¶lpes ved milit√¶re midler. I medier og politik betyder ‚ÄĚforsvar‚ÄĚ noget med v√•ben og doktriner – og kun d√©t.

Den der i stedet snakker om defensivt milit√¶r og civilt forsvar, ikkevoldelig eller civilmodstand, konfliktl√łsning, voldsforebyggelse osv. bliver troet ungef√¶r lige s√• meget som den, der i Kierkegaardsk forstand r√•bte at teatret br√¶nder.

Men i virkeligheden er de store udfordringer, der truer os alle, noget der stort set ikke kan afb√łdes, m√łdes, eller l√łses ved milit√¶re midlers brug eller inden for nationalstaten.

Her kan man t√¶nke p√• milj√łets mange undergangsaspekter, arternes udryddelse, den globale √łkonomis vanvittige sk√¶vvridning i overudvikling for de f√• og underudvikling for de mange; det g√¶lder overgangen til det balancerede samfund med vedvarende energi og det g√¶lder sameksistensen mellem forskellige kulturer, religioner og identitetsbegreber – for nu at n√¶vne nogle f√•.

Men partikul√¶re f√•tals-interesser som dem, der indg√•r i det Milit√¶r-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks (MIMAK), vedbliver dog med at p√• bekostning af skatteyderes penge og sikkerhed at tilfredsstille sine egne, ikke menneskehedens eller den danske befolknings sikkerhed og √łnsker om at leve i fred og fordragelighed.

Derfor racer vi derudaf med militaristiske svar p√• i grunden civile (og civilisatoriske) udfordringer og tror at milit√¶re midler kan forbedre ‚ÄĚhumanit√¶re‚ÄĚ behov for f.eks. retf√¶rdighed, demokrati, menneskerettigher, kvindens ligestilling og moderne udvikling.

Det eneste vi har f√•et ud af dette mismatch de seneste 20-30 √•r er d√łd og √łdel√¶ggelse i land efter land. Vi ser had og boomeranger (‚ÄĚblowbacks‚ÄĚ) – l√¶s √łget modstand, terrorisme, flygtningestr√łmme – og et afsindigt spild af resourcer i en verden, der uden denne militarisme ville kunne v√¶re et meget bedre sted.

I dette kapitel skal vi se p√• f√łlgende valgte udfordringer

1 ‚ÄĘ Terrorismen, den statslige og den private – samt ‚Äėkrigen mod terroren‚Äô som indledtes 11. september 2001.

2 ‚ÄĘ N√łdvendigheden af at omstille den militaristisk aktive udenrigspolitik til en ny, fredeligere men endnu mere aktiv udenrigspolitik. At skabe foruds√¶tninger for at vi og vore venner i langt langt h√łjere grad f√łlger FN-Deklarationens kapitel 1, artikel 1 om at fred skal skabes med fredelige midler. Det betyder en fortsat meget aktiv udenrigspolitik men med langt mindre hang til vold end vi har haft siden 1999.

3 ‚ÄĘ At successivt distancere os fra USA men forblive venner – det vil sige at skabe en ny grundl√¶ggende selvst√¶ndig udenrigspolitik i stedet for at have et udenrigsministerium og et statsfinansieret forskningsmilj√ł, der mestendels forklarer og legitimerer at vi b√łr f√łlge hvad der allerede er besluttet i Washington og Bryssel.

4 ‚ÄĘ Skridt for skridt orientere os mod hele verden, ikke mindst BRICS m fl samt en verden hvor Vesten spiller en relativt mindre rolle og verden ikke i f√łrste r√¶kke best√•r af nationalstater.

5 ‚ÄĘ Forberede os p√• den ikke helt usandsynlige eventualitet at EU bryder helt eller delvist sammen og at vi da m√• alliere os med et nyt Stor-Norden med omkring 25 millioner indbyggere. Samt afvikle den nye kolde krig med fokus p√• Ukraine.

6 ‚ÄĘ Bidrage til afskaffelsen af atomv√•bnene og krigen som accepteret social institution, bev√¶ge os frem mod en fremtid uden dem og derfor ogs√• uden NATO. Et Europa og en verden, der l√¶gger disse ting bag sig p√• samme m√•de som vi af civilisatoriske grunde har sagt farvel til det absolutte monarki, slaveri og kannibalisme.

Der er mange andre udfordringer, f.eks hele milj√łproblemet inklusive den globale opvarming, men et kort kapitel kan ikke behandle alle mulige, sandsynlige og usandsynlige, udfordringer.

Afsluttende i denne indledning blot dette: Det m√• indg√• i alle overvejelser at nationalstaten og dens regeringer spiller en stadigt mindre rolle. I disse √•r undermineres nationalstaten nedefra ved hj√¶lp af civilsamfundet, global kommunikation, sociale medier og kulturelle sub-grupperingers autonome liv. Og den undermineres oppefra i den forstand at de store problemer kun kan l√łses p√• h√łjere niveauer end nationalstatens – at den enkelte regering kun kan spille en betydningfuld rolle ved at samarbejde transnationalt (ikke over-nationalt), dvs. p√• alle niveauer fra det enkelte menneske til menneskeheden.

Udenrigspolitik forst√•et som inter-nationale relationer er derfor p√• retur. Vi g√•r en fremtid i m√łde hvor det er globalpolitikken, der vil st√• i centrum og national(ismen) vil blive en saga blott. Folketinget bestemmer i stadig mindre omfang hvad der vil v√¶re Danmarks fremtid; den afg√łres i stadig h√łjere grad ude i verden – af organer og mennesker, vi ikke har valgt, s√•som de store selskabers bestyrelser, b√łrserne, finansinstitutionerne, regionale organisationer, FN, EU, NATO, BRICS, etc.

På sigt kommer dagens udenrigsministerier derfor sandsynligvis at have udspillet sin rolle og blive omdannet til globalministerier. Det samme gælder medier, der har lokale og nationale sider og en sides udenrigsnyt Рmen intet om den transnationale eller globale virkelighed.

Een m√•de at tage hul p√• denne fascinerende globale verden er at den politiske sf√¶re matcher den √łkonomiske og den milit√¶re sf√¶res progressive globalsyn. De t√¶nker ikke i nationalstater, de ser hele verden som en enhed.

Således burde vi have ikke bare folketingspolitikere på valg men også alle, der repræsenterer Danmark i vigtige internationale fora. I en globaliserende verden vil demokratiet tabe hvis det sidder bundet i den stadigt mindre væsentlige nationalstat.

Demokratiet m√• globaliseres p√• linje med de andre sf√¶rer – og d√©t er anden nok s√• stor udfordring, som vi ikke skal behandle i det f√łlgende og endnu et omr√•de hvor milit√¶re midler er irrelevante.

Terrorismen som udfordring: Stop den nuværende krig mod terror

Terrorisme er et politiske begreb og der findes snesevis af definitioner. H√©r holder vi os til den, der siger at det er en handling med et politisk form√•l, der direkte tager sigte p√• at skade eller dr√¶be u-skyldige og mennesker, der ikke er delagtige i en konflikt – f.eks. b√łrn i en skolebus.

Terrorismen karakteriseres desuden ved at v√¶re overraskende – bygge p√• ‚ÄĚfear-ology‚ÄĚ alts√• det at f√• mennesker til hele tiden at frygte og derfor opgive deres vigtigste v√¶rdier for at opn√• beskyttelse. Den strider mod folkeretten, mod anst√¶ndighed og moralske grundv√¶rdier, den er modbydelig og skal per definition overraske. Men grundl√¶ggende er alts√• at den rammer uskyldige og skaber skr√¶k.

Dette leder til to hovedtyper: a) Sm√•gruppers terror som f.eks. den zionistiske Irgunbev√¶gelse eller Baader-Meinhof i sin tid, Al Qaeda, ISIS og hvad de nu hedder i dag; b) Statsterrorisme, der ud√łves gennem atomv√•ben (terror-balancen), krigsf√łrelse med civile ofre som stadigt st√łrre andel af alle s√•rede eller dr√¶bte; √łdel√¶ggelse af livsmuligheder, der bringer folk p√• flugt; klyngebomber, miner og droner; i visse tilf√¶lde √łkonomiske sanktioner, der er rettet mod civilbefolkning som tilf√¶ldet var i Irak hvor omkring √©n million d√łde, i h√łjere grad som f√łlge af 13 √•rs sanktioner end som f√łlge af invasionen, krigen og bes√¶ttelsen.

Statsterrorismen er den, regeringer og enheder som EU og NATO samt vore statsloyale medier helst ikke taler om. Vi skal forst√• at terrorisme er ikke-statslig, stater bruger ikke terror – de bek√¶mper den √¶delt og beskytter kun sine medborgere. Terroristerne, det er ‚ÄĚde andre‚ÄĚ. Og hvis vi bliver ramt h√©r i Europa s√• er vi de historisk uskyldige ofre, der har ret til at svare igen med overvold, med mere bombninger.

Det vi ser udspille sig i tragedier som Paris 13. november 2015 er kampen mellem de to hovedtyper af terrorisme. Frankrigs og andre vestlige landes historiske adf√¶rd i store dele af Mellem√łsten og Afrika har fundamentalt bygget p√• terrorismens grundid√©, uanset de mere √¶dle motiver med hvilken den er blevet motiveret.

Det er ogs√• udtryk for en direkte vold som svar p√• vestverdens historiske strukturelle vold, herunder kolonialisme og imperialisme som tankestrukturer og interaktionsm√łnstre. Og p√• kulturel euro-racisme.

Interesting too?  Tale ved Fredsvagtens 6666 dage

Da t√•rnene faldt den 11. september 2001 indledte George W. Bush ‚Äėkrigen mod terror.‚Äô Konkret skete det med angrebet p√• Afghanistan 10/7. I √•rene op til 9/11 d√łde if√łlge State Department omkring 400 mennesker verden rundt (og 700 blev s√•ret) i terrorhandlinger. If√łlge det s√•kaldte Global Terror Index, der blev offentliggjort i november 2015, er tallet for 2014 ikke f√¶rre en 32.600. Af vores presse kan man f√• det indtryk at det altid rammer os – de uskyldige. Imidlertid st√•r kun 5 lande for 78% af alle d√łde, nemlig Afghanistan, Irak, Nigeria, Pakistan og Syrien.

Hvis man har bek√¶mpet terrorismen i snart 15 √•r og har som facit at der nu d√łr 80 gange flere mennesker som f√łlge af terrorisme end da den indledtes turde det v√¶re ret indlysende at a) indsatsen ikke bare er en fiasko men at b) indsatsen i sig selv bidrager til at √łge problemet. Hverken den amerikanske, den franske eller den danske regering har andre svar p√• sm√•gruppeterrorismen end den at √łge volden – ‚ÄĚwe kill people who kill people because it is wrong to kill people.‚ÄĚ

Spiraleffekten er indlysende. Det vil kun blive værre til den dag nogen standser op og begynder at tænke.

At udvikle alternativer til ‚Äėkrigen mod terroren‚Äô er derfor en meget central udfordring for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske administration. Og som gamle Einstein sagde kan man ikke l√łse et problem p√• samme niveau som det er blevet skabt p√• – ejheller ved at bruge mere af de midler, der skaber problemet.

En helt anden diagnose, en dybere og mere historisk betonet analyse af terrorismen og hvorfor den er dukket op som isme i disse √•r m√• erstatte den vestlige klynken over relativt f√• tab (se ovenfor) og spillen uskyldigt offer. Og erstatte det frie samfund med en politistat – lige netop hvad mange terrorister har √łnsket at vise: at demokratiets fernis er endog meget tynd.

For hver eneste vi slår ihjel står mange parate Рfordi de til forskel fra os er villige til at ofre livet for det, de tror på. Det klarer vi Рnok så fejt, kan man sige Рved hjælpe af high tech og krig på dataskærme på betryggende afstand.

Vi vil aldrig kunne bek√¶mpe en isme ved at sl√• enhver tilh√¶nger af ismen ihjel. Kriminalitet kan heller ikke bek√¶mpes ved at sl√• alle kriminelle ihjel. Sygdomme ikke ved at sl√• alle syge ihjel. Det er eksistentielt n√łdvendigt at vi t√¶nker p√• en helt anden m√•de – inden ‚ÄĚde andre‚ÄĚ f√•r endnu flere avancerede v√•ben (fra os) endog m√•ske taktiske atomv√•ben.

Den der siger at disse ting ikke skal diskuteres for s√• risikerer man at forsvare terroristen/ismen tager fejl. Det gjorde alle partiledere desv√¶rre i en TV-debat fra Christiansborg dagen efter drabene i K√łbenhavn p√• Krudtt√łnden og ved Synagogen. At forklare er p√• ingen m√•de at forsvare; det er et f√łrste skridt til at finde l√łsninger.

Hvad er man egentlig så bange for at tale om?

En ny dansk aktiv globalpolitik – mere tanke og etik, mindre vold

At sm√•stater skal v√¶re p√• t√¶erne for at navigere klogt og klare sig godt i en enormt kompliceret tid er indlysende. Men hvordan g√łr man s√• d√©t? Der er i hovedsag to veje at g√•. Den ene er at hele tiden v√¶lge en allieret, indordne sig for at opn√• beskyttelse – og i praksis afgive suver√¶nitet og selvst√¶ndig t√¶nkning. P√• den m√•de risikerer man dog at blive ramt af ‚ÄĚguilt by association.‚ÄĚ Det er alliance-politikkens dilemma – og der er ingen garanti for en lykkelig udgang. Vi kan blive revet med i faldet.

Den anden vej er at g√łre som Schweiz i Europa, Costa Rica i Mellemamerika, Island i Nord eller Iran i Mellem√łsten – kort sagt, at g√łre noget andet, t√¶nke p√• andre m√•der og sige farvel til flokmentaliteten. Denne vej har ogs√• sine dilemmaer, men den selvst√¶ndige navigation baseret p√• egne analyser og ikke p√• bare at f√łlge den ene eller den anden √•bner principielt for b√•de respekt i andres √łjne og en rolle som m√¶gler. Og for mangfoldighed, alt er ikke sat p√• √©t br√¶dt.

Schweiz har en anden forsvars- og sikkerhedsfilosofi (og et anderledes demokrati) end alle andre og det er til nytte for andre lande i verden – ikke kun med FN og forhandlinger men ogs√• med at gemme sort kapital. Hvem vil √łdel√¶gge et s√•dant land? At v√¶re til nytte for andre, g√łre noget godt for andre – f.eks. de n√łdlidende i verden – skaber nye venner, respekt og beundring og reducerer antallet af mulige fjender.

I den kyniske tid vi lever i er denne niche endog meget bred.

Danmark har siden 1999 været en aktiv bombe- og krigsnation. Det er som om det endnu ikke er gået op for danskerne eller deres politikere hvad der er sket med dem.

Havde man forudsagt i 1970-80erne at Danmark ville ligge l√¶ngst fremme med deltagelse i krig b√•de politisk og milit√¶r ville de fleste have grint en vis legemsdel i laser. H√©r i det lille sm√łr- og √łlhul snakker vi om tingene for vi har b√•de uddannelse og dannelse, h√łjskoler, Grundtvig, velf√¶rdsstat, socialdemokrati og andet demokrati, internationalisme og solidaritet. Og vi v√©d godt fra de m√łrke √•r hvad krig er for noget.

Det er historie nu. Dagens politikere tilh√łrer en generation, der ikke aner hvad krig er og ikke forst√•r dens v√¶sen. Krig er noget, der foreg√•r ude i verden – det nye er, som statsminister L√łkke Rasmussen sagde i n√¶vnte paneldebat at nu f√łres den ogs√• i Europa.

Inden man helt mister kompasset b√łr man t√¶nke p√• at det er forsvindende f√•, der bliver dr√¶bt i krige og terrorhandlinger. At der f.eks. hver dag d√łr over 25.000 b√łrn under 5 √•r – hvortil kommer √¶ldre b√łrn og de voksne – fordi de savner de grundl√¶ggende ting som vort √łkonomiske system n√¶gter dem at f√• – ‚ÄĚn√•r f√• har for meget og mange flere har for lidt da har vi i d√•rskab det drevet vidt‚ÄĚ kunne man sige for at parafrasere Grundtvig. Lad os sige at der mindst d√łr 50.000 un√łdvendigt hver dag p√• kloden. I d√©t perspektiv er 32.600 per √•r et meget mindre vigtigt problem.

Statsminister L√łkke Rasmussen har i et eksklusivt interview med DR‚Äôs Ask Rostrup den 6. oktober 2015 givet udtryk for at Danmark efter hans opfattelse skal forts√¶tte at den h√•rdtsl√•ende vej. Han taler h√©r om at Danmark ogs√• skal bombe i Syrien – vel at m√¶rke ikke som udtryk for folkeviljen men derimod hvis den internationale koalition √łnsker vores medvirken. Han mener videre at det vil v√¶re godt hvis der oprettes sikre zoner men at han ikke kan se for sig selv med en sp√¶ndstig fantasi, som han udtrykker det, at der nogensinde vil komme boots on the ground.

Nogen politisk l√łsning, en vision om fremtidens Mellem√łsten n√¶vnes ikke. Bombninger fremstilles, i hvert fald i dette interview, af statsministeren som en l√łsning. Den og de sikre zoner h√¶nger sammen med at Europas samfund ikke kan b√¶re at millioner af flygtninge forts√¶tter at kommer hertil. (Og h√©r kan man s√• minde ham om at der bag enhver flygtning st√•r en v√•benhandler og krigspolitiker).

Alt dette savner både etik og faglighed og og derfor burde vække et ramaskrig. Men det har det ikke gjort. Det er uetisk at genne medborgere ud af huse og ind i flygtningelejre for så helt at kunne pulverisere deres land. En slags apartheid-tænkning med bantustans. For at redde Europa fra den naturlige konsekvens Рflygtningene Рaf europæiske landes militaristiske politik.

Hvis man har s√• store fredsskabende ambitioner, s√• vis dog at vi mener noget med det og s√¶t danske soldater p√• marken og betal prisen. Men nej, vi skal bombe f√łrst og s√• sikre de sikre zoner fra luften med vore kampfly. Statsministeren m√• v√¶re undskyldt at han ikke kan vide alt om disse ting, men har han ingen r√•dgivere?

I Srebrenica i 1995 kunne FN ikke sikre de seks sikre zoner med tusinder af fredsbevarende soldater, dels fordi det gik hårdt for sig, fordi amerikanerne havde foreslået den bosniakiske regering under Izetbegovic i Sarajevo at fylde de sikre zoner med ammunitionsdepoter og så skyde indefra zonerne ud på serberne udenfor, der i lang tid ikke gengældte ilden fordi de ville have dræbt flygtninge.

Chefen for FN i Jugoslavien havde kr√¶vet 32.000 flere fredsbevarende soldater for virkeligt at kunne sikre de seks zoner – men fik kun 1200 tyrkere. Og endelig var FN p√• dav√¶rende tidspunkt bankerot p√• grund af manglende indbetalinger fra medlemsstater, f√łrst og fremmest USA.

Med erfaringen fra vel omkring 7.000 d√łde i Srbrenica taler L√łkke Rasmussen alts√• nu om at sikre enorme zoner med tusinder og atter tusinder af civile i Syrien udelukkende med fly fra luften. Han taler ikke om en ny stor FN-mission og bestemt ikke om danske soldater. Da jeg g√•r ud fra at statsministeren er et moralsk mennesker, der ikke √łnsker at se massemord i s√•kaldt sikre zoner m√• man konkludere at han og den danske udenrigsadministration ikke er kyndige p√• disse omr√•der. For det han h√©r argumenterer for er ikke √©t men flere nye Srebrenica. Man kan ikke sikre flygtninge i sikre zoner med F16 fra luften. S√•dan er det bare. Den er ikke l√¶ngere.

Distancere sig fra USA, forblive venner og hjælpe det ud af krisen

Vestverden er tr√¶t. Og resten af verden er tr√¶t af vestverden. Uheldigvis tilh√łrer Danmark denne vestverden i b√•de politisk, kulturel, √łkonomisk, religi√łs, milit√¶r – og udenrigspolitisk – forstand.

Vesten med det amerikanske imperium i spidsen er p√• tilbagegang i forhold til resten af verden. Indikatorerne er s√• mange at de ikke skal diskuteres h√©r. Alle imperier g√•r ned, f√łr eller siden – f.eks. n√•r de bliver uh√•ndt√©rligt store, militariserer sig ihjel (Sovjetunionen), mister legitimitet i andres √łjne og g√•r nedad i relativ √łkonomisk styrke. USA har haft det hele siden 1945, men alts√• ikke idag. Kun p√• det milit√¶re omr√•de er man ‚ÄĚsecond to none.‚ÄĚ

Der i hovedsagen to måder at se denne udfordring på for Danmarks vedkommende.

Man kan fortsætte som hidtil og lade som ingenting Рremain in denial Рog tage skraldet når faktum ikke længere går at se bort fra. Det vil blive en brat opvågnen og vi vil stå uden planlægning af den nye epoke i verdens moderne historie.

Den anden måde at forholde sig til denne udfordring vil være at forberede sig på den de næste 10-15 år og står rimeligt vel forberedt når den nye multipolære verden er blevet den dominerende og USA en republik uden imperium og NATO derfor er blevet nedlagt.

Denne vej vil v√¶re den objektivt bedste for Danmark, vores sikkerhed, udvikling og mulige positive bidrag til den nye verden. Det vil kr√¶ve at vi forts√¶tter med at f√łre en p√• alle m√•der venligtsindet politik med USA men samtidig begynder at g√• p√• to ben og f√łrer en af Washington selvst√¶ndig udenrigs- og sikkerhedspolitik i forhold til resten af verden.

Det har hidtil v√¶ret ut√¶nkeligt at vi skulle g√• direkte imod USA. Det udenrigspolitiske milj√ł i Danmark har brugt megen tid p√• mere eller mindre sofistikerede analyser der – tilf√¶ldigvis – altid munder ud i at det tjener os bedst at g√łre hvad Washington foresl√•r eller kr√¶ver.

Vi skal tilbage til 1980erne for at finde en vis selvstændighed f.eks. da man i Sikkerheds- og Nedrustningpolitisk Udvalg, SNU (hvor jeg var ekspertmedlem i 10 år), udarbejdede en gedigen rapport om Norden som atomfri zone.

Siden da er udenrigs- og sikkerhedspolitikken blevet mere eller mindre en ekspeditionssag – som da dav√¶rende statsminister Helle Thorning-Schmidt en torsdag eftermiddag blev ringet op af Washington, der anmodede om at vi skulle deltage i ny bombninger (efter 4 √•r som bes√¶ttelsesmagt) i Irak og p√• en pressekonference fredag kl 12 meddelte den m√•bende hob at Danmark atter skulle i krig. S√• lemfeldigt og analysel√łst kan det g√łres i Danmark anno 2014 – and no questions asked by the media.

Dette at gå i krig turde dog være den vigtigste beslutning en regering overhovedet kan tage.

Men hvilken vej er Danmark s√• p√• vej ud af? Ja, det er n√¶ppe erkendelsens eller fornyelsens politik, der st√•r lige om hj√łrnet. Statsministeren meddelte 15. september 2015 at man har nedsat en enmands-kommission best√•ende af ambassad√łr og jurist Peter Taks√łe-Jensen, der skal udrede hele spektret af udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitik.

Den skal give et friskt nyt perspektiv, siger udenrigsminister Kristian Jensen og danne grundlag for forsvarsforliget 2017. Mandatet beskrives her http://www.politiko.dk/nyheder/dokumentation-her-er-peter-taksoee-jensens-arbejdsopgaver

Taks√łe-Jensen er tidligere ambassad√łr i USA og har en n√¶rmest n√¶segrus beundring for landet og dets politik. I et afskedsinterview i Washington Post 29. juni 2015 siger han blandt andet at den vigtigste sted man b√łr se i USA er Arlington-kirkeg√•rden ‚ÄĚfordi den f√•r dig til at reflektere over alle de ting dette land har gjort for verden.‚ÄĚ

Interesting too?  Nej til amerikansk milit√¶r p√• dansk jord

Nok s√• vigtigt er at Taks√łe-Jensen var chef for Udenrigsministeriets folkeretskontor og var den, der strikkede det notat sammen, der skulle f√• det at se ud som legalt at Danmark deltog i Irak-krigen og derfor stod f√łrst p√• listen over vidner i den Irak-kommission, der blev nedlagt. (Politiken 30. juni 2015). Dagbladet Information havde meddelt den 28. juni at regeringen ville nedl√¶gge kommissionen.

At man overhovedet kan komme p√• at √©t menneske kan udrede dette enorme omr√•de (og han selv synes at tro at han kan) er st√¶rkt urov√¶kkende. Hvis der var seri√łse motiver bag ville man have etableret en kommission med tilstr√¶kkeligt stor budget og med √•benhed og politiske og intellektuel og professionel bredde.

Den linje, der blev lagt af Fogh Rasmussen, der kombinerede aktiv militaristisk udenrigspolitik med foragt for intellektuel kompetence og politisk bredde i udformningen af politikken, synes at blive fortsat. Mens den virkelig verden passerer forbi udenfor murene.

En dag vil konsekvenserne heraf blive nok så mærkbare for Danmark.

Resten af verden

Det g√•r rivende hurtigt i disse √•r. Det afrikanske kontinent vokser s√• det knager. Kina er blevet den st√łrste √łkonomi og temmeligt velkonsolideret med sin bland√łkonomi og reserver. Det har hevet 400 millioner ud af fattigdom p√• bare 20 √•r – aldrig f√łr gjort i verden. S√•dan g√łr man noget for menneskerettighederne!

Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika har formet BRICS. Nye valutafonde og handelsm√łnstre, Silkevejen etc. Iran vil rejse sig efter alle elendigheder siden CIA/MI5‚Äôs kup mod den demokratisk valgte Mossadegh i 1953 og formentlig blive Mellem√łstens Schweiz med en sin guiness-lignende rekord – at man ikke har invaderet nogen anden stat i omkring 250 √•r.

P√• en lang r√¶kke menneskelige indikatorer g√•r det bedre i verden. Der vil opst√•r muslimsk, buddhistiske og andre √łkonomier, nye √łkonomiske blandformer vil erstatte neo-liberalismen – kapitalisme til visse ting, adre typer af √łkonomi til andre. Den nye ‚ÄĚvaluta‚ÄĚ er information, socialt entrepreneurship og civilsamfundene vil blive styrket og regeringer sv√¶kket. Vi vil f√• helt nye m√•der at stemme p√•, ogs√• globalt – muligvis via Internettet.

Fr√łene til og dynamikken for disse ting findes i stadigt st√łrre grad uden for den kreds, vi kalder Vestverden – omend vi vil h√¶nge ved en stund til.

Det turde nu v√¶re klart for enhver seende at vestverden har spillet fallit i Mellem√łsten siden Sykes-Picot i 1917 og at det er payback time. Det skal g√łre meget mere ondt, f√łr det bliver godt i verden igen.

Selvom USA √łkonomi kan fremst√• som st√¶rk har den nok s√• mange korthus-egenskaber s√•som g√¶ldss√¶tning og overmilitarisering. Det koster en hel del at konstant f√łre krig og have 600+ basefaciliteter i 130 lande.

Vi går imod en multi-polær verden med en ny dynamik. FN vil blive reformeret, samarbejde ikke dominans vil blive tidens melodi og med-os-eller-mod-os et levn fra den gamle kristne, dikotomiserende verden.

Fremtidens ledere vil indse – eller blive tvunget til at indse – at samarbejde er den eneste vej frem og at konflikter om f.eks. vand kan vendes til samarbejdsprojekter. Nedrustning vil bllive en realitet og den lille minoritet af lande, der opretholder atomv√•ben som legitime vil blive marginaliseret. Det vil g√• med krigen som med rygning – p√• f√• √•r vil det normativt ‚ÄĚnormale‚ÄĚ blive ford√łmt – uanset de st√¶rke √łkonomiske interesser i b√•de det tobaks- og det milit√¶rindustrielle kompleks.

I realiteten har vi ikke noget valg hvis vi skal overleve på længere sigt. Men hvert et land og region kan naturligvis vælge hvornår det vil orientere sig mod fremtiden og hvor længe det vil holde krampagtigt fast i fortiden. Sidstnævnte er dog Рat the end of the day Рet overstået stadium.

S√• medierne ville g√łre klogt i at sende langt flere korrespondenter ud i den store ikke-vestlige verden. Og det udenrigspolitiske Danmark vil enten v√¶re med d√©r hvor det nye foreg√•r eller sakke agterud. At holde sig fast i r√¶lingen p√• det amerikanske imperiums synkende skude vil ligne Honeckers loyalitet med Moskva.

Europæiske udfordringer РUkraine/Rusland og EU

Det kan ikke udelukkes at EU vil bryde helt eller delvist sammen. Den horisontale ekspansion og den vertikale er ude af trit; Grækenland er et andet stikord, et hurtigt-langsomt EU et andet. Med alle flygtninge, der også fremover vil komme til Europa bliver der let grænseproblemer, mangel på fælles fodslag, store problemer med at fordele byrden og med hvordan man skal reagere på de næste terrorangreb.

EUs f√¶lles udenrigs- og sikkerhedspolitik er aldrig blevet til andet og mere end ord i Lissabon-traktaten; den eneste gang den er blevet pr√łvet gik det helt galt: Den hovedl√łse anerkendelse af Slovenien og Kroatien d af Jugoslavien gjorde krig i Bosnien-Hercegovina uundg√•elig.

F√•, om nogen, ser EU som en f√¶lles regional institution med stimulerende visioner for en bedre verden. EU-medlemmernes ledelser sidder fast i det nationale eller nationalistiske paradigme med nationale interesser, ikke EU. Den anden del af Unionens form√•lsparagraf, nemlig den at bidrage til fred uden for unionen selv, er sv√¶r at f√• √łje p√•. EU‚Äôs n√¶rmeste samarbejdspartner er NATO, ikke FN eller OSCE.

EU og neokonservative kreds i Washington var hoved√•rsagen til Ukraine-krisen – regimeskifte og fors√łget presse Ukraine til at v√¶lge enten dem eller os, ikke begge. I stedet for at g√łre nytte fra alle sider for et Ukraine hvis √łkonomiske elendighed svarer til dagens Iraks. Ufattelige problemer for en stat i Europa som b√•de Rusland, USA og EU bruger som brik i sine egne spil.

Ved Ukraine stoppede altså den NATO-ekspansion som vestlige ledere lovede Gorbachev og hans udenrigsminister Shevardnadze aldrig ville finde sted. Clinton var den, der påbegyndte den i 1994, i det siden så problemskabende Georgien.

Men Rusland er vel den store tilbagevendende trussel? Vel, det har 8% af NATOs milit√¶re udgifter og synes – ret naturligt – ikke meget om et oprustende, ekspansivt NATO helt ind p√• livet. Ingen vestlig nation i samme sitation ville g√łre det heller. Men indlevelse i andres m√•de at se os p√• er ikke den f√łrste egenskab f.eks. NATOs ivrige og provokerende generaler og den ellers s√• kl√łgtige Stoltenberg synes at v√¶re i besiddelse af.

I 25 √•r har vestverden k√łrt sit eget l√łb – Kosovo som et eksempel. Og har derfor ikke megen goodwill kapital n√•r man bel√¶rer Putin om at ‚ÄĚyou just don‚Äôt bully small countries for no good reason‚ÄĚ eller hvad det nu var den amerikanske udenrigsminister John Kerry fik sagt i et ufrivilligt (tragi)komisk √łjeblik.

Danmark kunne – hvis vi havde en selvst√¶ndig udenrigspolitisk kapacitet – have taget et m√¶glingsinitiativ sammen med like-mindede lande. D√©t og ikke ny fremskudte reaktionsstyrker, nye baser og vanvittigt kostbare og provokerende milit√¶r√łvelser over hele Europa ville have meget mere at g√łre med Danmarks – og danskernes – krav p√• at leve i sikkerhed og fred.

De klogere ledere under den f√łrste kolde krig – som Brandt, Palme, Kreisky, Kekkonen, Finnbogadottir, J√łrgensen m.fl. for nu at n√¶vne nogle dygtige socialdemokrater blandt dem – vidste hvad ingen synes at vide idag med deres sindsstemning af hybris: At der ikke kan etableres sikkerhed i Europa mod, kun med, Rusland.

Det betyder ikke at vi skal f√łje os i alt Moskva g√łr, men det indeb√¶rer at afst√• fra √•benlyse provokationer √† la et vel planlagt regimeskifte i en nabostat, finansieret over en r√¶kke √•r af neo-konservative kredse i Washington, herunder organisationer der sandsynligvis er frontorganisationer for CIA. Det er at overholde l√łfter og aftaler og det er at afst√• fra ting som missilskjoldet, der utvetydigt er rettet imod Rusland hvis man har forst√•et en pind af de aktuelle atomare og konventionelle doktriner, der har til form√•l at muligg√łre snarere end at afskr√¶kke fra krig.

Til l√łsning af Ukrainekrisen kr√¶ves en analyse af ukrainernes holdninger til forskellige sp√łrgsm√•l af civil og milit√¶r natur, deres billede af fremtiden, samt en meget omfattende peacekeeping mission i FN‚Äôs regi med de tre klassiske ben – milit√¶r, politi og civile.

Den skal sikre sikre stabiliteten i de år, der måtte gå fra Minsk-våbenhvileaftalerne til en holdbar fredsaftale for hele området og alle involverede parter. At stort set ingen (andre end undertegnede) på et tidligt tidspunkt pegede på FN i denne sammenhæng kan kun bekræfte hvor militariseret Vestens tænkemåde er blevet.

Hvis EU i de nærmeste 5-10 svækkes i betydelig grad vil det være nok så klogt at have en Plan B Рen plan der handler om fleksible civile alliancer, et forstærket Stor-Norden Рnoget der også vil være relevant i forhold til Arktis al den stund vi nordboer har mere tilfælles med hinanden end vi har med f.eks. USA, Rusland eller Rumænien.

Det som finnerne i sin tid kaldte ekvi-distance til de store lande ville v√¶re en begavet, forsigtig politik, der holder os uden for konfrontationer mellem de store og samtidig muligg√łr en rolle som samarbejdende til alle sider indenfor et naturligere f√¶llesskab.

Afskaf atomvåbnene og balancér militære midler med civile

Atomv√•ben er deklareret i strid med folkeretten af Den International Domstol i Haag, i 1996, snart for tyve √•r siden. If√łlge FN skal Mellem√łsten v√¶re fri for atomv√•ben. Ingen af NATO-landene tager disse ting med den alvor som alvorlige ting b√łr tages med.

St√łrstedelen af verden er atomfri – snesevis af lande har deklareret, vedtaget love eller betonet de i sine grundlove at man aldrig vil anskaffe atomv√•ben. Kun en lille arrogant elite af mennesker, der a) aldrig har spurgt nogen om atomv√•ben i en folkeafstemning og b) betjener sig af terrorismens filosofi – opretholder denne type af v√•ben. Uden dem og doktrinen om at v√¶re den f√łrste til at anvende dem endog som svar p√• et udelukkende konventionelt angreb ville NATO ikke v√¶re NATO.

Der har været uhyggeligt mange eksempler på menneskelige og tekniske fejl i atomvåbenanlæggene. Mange tror at fordi vi fik dem ind i verden i juli 1945 og USA brugte dem på Hiroshima og Nagasaki som et signal til Stalin, ja så er de kommet for at blive. Det er naivt Рfordi en dag vil de blive brugt af den ene eller anden grund, bevidst eller ved et uheld. Der findes imidlertid intet legitimt politisk mål, der kan motivere drabet på millioner af medmennesker.

Dansk udenrigspolitik kunne meget vel opgradere dette sp√łrgsm√•l – igen hvis vi ikke m√•tte optr√¶de som lydstat men havde en selvst√¶ndig analysekapacitet og politik.

Atomvåben kan ikke defineres som værende i Danmarks interesse. Og tesen om at de kun er her for aldrig at blive brugt holder ikke en meter. Hvis parterne viste dét om hinanden ville de jo ikke have nogen afskrækkende virkning overhovedet.

Og resten af det militære?

Jeg er tilh√¶nger af milit√¶rt forsvar af Danmark om ikke andet s√• fordi et flertal af danskerne √łnsker en eller anden for for milit√¶r. Men under to foruds√¶tninger: a) at det kun kan bruges til netop forsvar og i den forstand er defensivt og ikke truer nogen medmindre denne nogen kommer til os; og b) at det f√•r en passende status i en bred v√¶rkt√łjskasse sammen med m√¶ngder af civile voldsforebyggende elementer.

I dagens verden synes specielt politiker, der ikke v√©d hvad krig er, at h√łjteknologiske milit√¶re midler kan bruges til hvad som helt – forsvar, angreb, bes√¶ttelse, danskeres sikkerhed mod terror, fremme af menneskerettigheder, indf√łrelse af vestlige v√¶rdier i andre kulturer og – Gud hj√¶lpe os alle – til at redde menneskeliv – R2Protect/humanit√¶r intervention – men tilf√¶ldigvis kun i lande vi har geo-strategiske interesser i, ikke d√©r hvor der virkeligt ville v√¶re brug for en rent humanit√¶r operation til redning af truede menneskeliv.

Jo mere vi uddanner os til at forst√• og h√•ndtere konflikter, jo mindre vold vil der v√¶re brug for. Det er den m√•ske st√łrste enkeltudfordring for det lille, ny-militaristiske Danmark – men den er gammel: Det er d√©t vi har forpligtet os til ved at v√¶re FN-medlem, nemlig at krigen skal afskaffes og at konflikter skal l√łses f√łrst med fredelige mider og hvis d√©t ikke er muligt s√• ved en f√¶lles FN-ledet milit√¶raktion. I disse tider er det v√¶rd at minde om d√©t.

Verden har ikke brug for unipolaritet med enhed i enfoldighed og evig konfrontation men for multipolaritet i mangfoldighed og mest mulig fred med fredelige midler når problemer opstår.

JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

1 Comment

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

Helsemagasinet i Norge: Nobels “freds”pris, CIA og USA mediekrige

Next Story

Danmarks boykot af Vinter-OL i Beijing 2022

Latest from Danmark

%d bloggers like this: