DR’s uvildighed i forhold til det militære

Danmark sendte den 10. januar 2018, 200 soldater til Estland som en del af NATOs indsatser vis-a-vis Rusland.

På DR.dk mener man at det bør gives den journalistiske behanding, man kan se her under overskriften:

utin


Danske soldater rejser i dag til Estland for at holde Putins tropper væk

Givet dette har jeg fundet at der var grund til at skrive en indsigelse til journalisten bag teksten, Sune Gudmann Christiani. Om hans – militære – baggrund kan man læse på Linkedin her. Det fremgår at han også har en flerårig baggrund på Forsvarsakademiet hvor hans – eneste – udvalgte militære ekspert også har sin gang.

Jeg skrev derfor samme dag til ham – således. Og afventer nu svar.

Kære Sune Gudmann Christiani

Din artikel i dag om danske soldaters udstationering i Estland lader en del tilbage at ønske – fra såvel et sagligt som journalistisk perspektiv.

Forhåndsstationering er kun et symbolsk  signal og ikke en afskrækkelse – et ord der bliver brugt – men for at se forskellen må man vide noget om afskrækkelsens teori, doktrin og psykologi.

Muligvis er det overskriften, der forvirrer endog dig selv? Hvor og hvilke er de Putin-tropper, der skal holdes væk? Og – eftersom det senere siges at risikoen for krig er “forsvindende lille” – hvordan måler man så at de 200 danske tropper har nogen som helst yderligere risiko-reducerende virkning?

I din fremstilling er Rusland årsagen til denne udstationering – Krim og Østukraine. Det er dog nok så nær på historieforfalskning at, i denne sammenhæng, ikke nævne kuppet i Kiev, der gik forud for den nævnte annektering.

Eller de nok så bastante forsøg på at også få Ukraine ind i NATO og EU – noget der som alle andre NATO-udvidelser er et brud på de løfter, som daværende præsident Gorbachev fik (de amerikanske arkiver er åbnet og dette er veldokumenteret).

Ordet “aggressivt” anvendes ligeledes mens dette skridt (annekteringen) var en re-aktion og af indiskutabelt defensiv karaktér – omend helt indlysende også i strid med folkeretten.

Det hele er altså en anelse mere kompliceret end fremstillingen lader ane. At der skal to til at konflikte vil læseren have meget svært ved at tænke ved læsningen af din fremstilling.

Det er helt rigtigt, som Ringsmose også citeres, at risikoen for et russisk angreb er endog meget ringe. Et godt – også journalistisk – spørgsmål er så hvorfor det er nødvendigt at foretage denne forhåndsstationering?

Det er desuden en mærkelig antydning, der ligger under at Ringsmose synes at mene at balterne kunne få den opfattelse at paragraf 5 ikke skulle gælde for dem. Den er vel krumtappen i NATO?

Og eftersom balterne altså ikke er udsat for nogen som helst – “forsvindende lille” – risiko – hvorfor har man da brug for at vise dem solidaritet? Og er nogle få soldater tilstrækkeligt til at vise dem solidaritet?

Altså flere nok så intellektuelt gode spørgsmål, som du ikke stiller.

Når risikoen helt rigtigt er forsvindende lille skyldes det at Rusland ikke har nogen som helst planer om at angribe et NATO land – og aldrig har haft det. Da arkiverne blev tilgængelige efter 1989 (den første kolde krigs afslutning) fandtes der kun planer for hvordan man skulle svare på et eventuelt/tænkt vestligt angreb.

Een medvirkende årsag hertil er at Ruslands militære udgifter idag er 8% af NATOs. I den første kolde krigs dage var de 60-70% af NATOs. Kun en mentalt syg – eller suicidal – leder finder på at starte en krig med dét udgangspunkt.

Det kan undre at DR, der også skal folkeoplyse, aldrig nævner visse enkle fakta – nemlig dem, der ville tage luften ud af argumentationen om at Rusland er en stor fare for os alle.

Endelig tager du og/eller DR helt fejl ved at betegne Ringsmose som ekspert (jo, det er han skam) uden at samtidig gøre det klart at han er part i sagen og ikke en objektiv ekspert. Han har en klar interesse i at understrege nytten af militære tiltag og specielt nytten af danske soldaters indsatser.

Med din egen flerårige baggrund i det militære er der jo også en risiko for sammenblanding af perspektiver, som det er rimeligt at antage at du måtte være ekstra opmærksom på.

Sober og alsidig journalistik ville have adspurgt en af militæret helt uafhængig ekspertise også.

Med venlig hilsen

Jan Øberg

 

Da jeg ikke fik svar fra Sune Gudmann Christiani sendte jeg en formel klage til DR og fik 23. januar 2018 dette svar fra DR’s udenrigsredaktør Niels Kvale:

 

Kære Jan Øberg
Tak for din mail!
Hvad angår din henvendelse direkte til journalisten, så er det fint at du benytter dig af denne mulighed, men da jeg mere læser din henvendelse som en kommentar til vores redaktionelle praksis, så er det mig som redaktør der svarer.
Deraf også den lidt længere svar tid, da jeg bad den pågældende journalist om at sende din henvendelse videre til mig.
Vi fortæller i den pågældende artikel, en ganske nøgtern nyhedshistorie om de 200 soldater, der udstationeres i Estland.
Der forklares kontekst og baggrund, og som normal journalistisk praksis er, så har vi indhentet en ekspert-vurdering.
Vi forklarer hvad der er baggrunden – nemlig den stigende russiske aggression – overfor tidligere Sovjetrepublikker.
Du mener at vi gør fejl i at benytte Jens Ringsmose, som ekspert. Det deler jeg ikke din vurdering af. Men jeg vil give dig ret i at artiklen burde også at have opsøgt en anden kilde, da FAK er tilknyttet forsvaret, og der derfor er behov for en uvildig ekspert vurdering som supplement.
Du mener også vi gør fejl i at vi ikke opruller baggrunden for den russiske annektering af Krim. Det du betegner som kuppet i Kiev, og som den ukrainske regering selv betegner som en revolution.
Dertil kan jeg kun sige, at vi i nyhedsartikler altid begrænser os, og må holde os til de fakta som er strengt nødvendige for at forstå konteksten.
I det konkrete tilfælde er det Krim, der har fået de baltiske lande til at bekymre sig og ikke begivenhederne i Kiev. Derfor er Krim med, og ikke Kiev.
Til gengæld bestræber vi os på at supplere vores nyheder med analyser og baggrundsartikler, der netop giver den dybere forståelse, du efterspørger.
Således også i dette tilfælde, hvor nyhedsartiklen var suppleret med denne analyse fra vores korrespondent:
Her skrives eksempelvis:
“Det er værd at erindre, at den russiske fortolkning af begivenhederne i Ukraine er meget anderledes end Vestens, og Rusland har den klare opfattelse, at den ukrainske revolution var et amerikansk/vestlig finansieret statskup.”
Dertil har vi flere gange fokuseret på det russiske syn på den øgede spænding mellem Øst og Vest. Eksempelvis under den store Nato-øvelse i Polen i 2016, som vi journalistisk valgte at dække fra Kaliningrad, altså Rusland. Netop for at vise, at der findes to vidt forskellige holdninger til hvem der optrapper afhængig af hvilken side man spørger.
Jeg håber ovenstående giver svar på dine betragtninger omkring vores artikel.
Mvh
Niels Kvale, Udlandsredaktør DR.
Mit svar den 23. januar og dermed afslutning på debatten:
Kære Niels Kvale
Tak for dit svar, som jeg tager til efterretning.
For mig er det interessant at se hvad du vælger at svare på – og hvordan du svarer – og hvad du vælger at bortse fra i min indsigelse.
Jeg ser det som mediers opgave at forholde sig mest muligt objektive og neutrale (ja, det er svært men efterstræbelsesværdigt) –  i konflikten mellem NATO på den ene side og Rusland på den anden.
Hvadenten I er bevidste om det eller ej så bliver hele perspektivet i artiklen såvel som i dit svar et nok så klart udtryk for at vi ikke deler denne opfattelse om mediers rolle.
Hvis denne opgave forfejles øges risikoen for den journalistiske dækning bliver et bidrag til konflikten – også selvom det ikke er hensigten.
Dit resonnement vedrørende de baltiske staters angst pga Krim holder jo ikke særlig langt i og med at det af artiklen fremgår, at de ikke er nogen risiko for angreb på dem fra Ruslands side.
Derimod er den store forandring i Europa ødelæggelsen af Jugoslavien og – som jeg valgte at understrege – NATOs ekspansion i strid med løfter givet til Gorbachev i sin tid.
Eller anderledes formuleret: Hvis man vælger at blive NATOs fremskudte post, som de baltiske stater, øger man selv og automatisk – iflg enhver realpolitisk teori – risikoen for også, hvis altså helvedet af andre grunde bryder løs, at blive skudt på som de første.
Hvorfor?
Fordi den ukloge politik er hårde linjer og konfrontation, den kloge er neutralitet, bløde linjer, bufferzoner, dialog og alt det, vi klarede os så godt med under den første Kolde Krig: tillidsskabende foranstaltning og det, der blev til OSCE på den finske præsident Uhro Kekkonen’s initiativ og senere “fælles sikkerhed” udviklet af Palme-kommissionen.
Med venlig hilsen
Jan Øberg

5 Comments »

  1. Enig. DRs public service forpligtelse svigter igen til fordel for misinformation og aggression mod Rusland. Så bliv endelig ved også om det manglende svar i din forrige mail “DRs og FEs trusselsbillede”.

  2. Mange Tak Jan, jeg glæder mig at jeg ikke er den eneste som ikke kan holde den her retorik ud mere.
    Jeg har lagt mærke til DRs (og andre nyheder for den sags skyld) promovering og krigshærgende snak i årevis. Selv i nytårstalen fra dronningen er det nu kommet. (At vi skal beskytte østersøen osv.)
    Det er for meget, men tak for at du er villig til at tage kampen op. Jeg er spændt på om du nogensinde får et svar.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s