Politikens Breaking News fortæller at tre såkaldt danske krige skal udredes af en historiker og en politolog; det har et folketingsflertal lige besluttet.
Avisen fortæller også at der er meget store forskelle på denne udredning og den nedlagte Irak-kommission. Og det har den helt ret i.
17 år efter NATO’s ødelæggelse af Serbien skal Kosovo-krigen altså udredes! Men man skal ikke forsøge at bedømme forholdet mellem de fremsatte formål dengang og resultaterne idag.
De folkeretslige aspekter er udredt for år tilbage ude i verden. Der var intet FN-mandat og oplægget i Rambouillet-forhandlingerne var et forlængst veldokumenteret amerikansk set-up for at få Serbien til at sige nej til vestligt diktat og legitimere denne krig, som Hillary Clinton’s mand var hovedansvarlig for.
De “uvildige” forskere skal udpeges af – netop, udenrigsministeren. Med den procedure kan man være helt sikker på at den såkaldte udredning ikke kommer frem til politisk ukorrekte resultater. Mandat og resultat vil være bundet.
Se lige på de arbejdsbetingelser som forskerne får (beskrevet i den anden lænke ovenfor). De strider på enhver måde mod fri forskning. Og vidner behøver ikke udtale sig og kan frit lyve.
Nogenlunde sådan gjorde man også i Sovjetunionen i sin tid – en speciel hyldest til fri forskning og ytringsfrihed.
Enhver ordentlig forsker, de værner om sin integritet, vil sige pænt nej tak til dette bestillingsarbejde. Men man skal da nok kunne finde mindst to, der vil føle sig beæret af en opringning fra Kristian Jensen.
Alt, der ville kunne påvise at disse krige har været fiaskoer på sine egne præmisser, er fjernet med dette mandat.
Det lyser meget klart igennem at det hele er en manøvre, der ikke skal – ikke skal kunne – udfordre eller skabe debat om den aktive, militaristiske udenrigspolitik og den blinde loyalitet med USA endsige antyde at deltagelse i krigen mod og besættelsen af Irak var den største udenrigspolitiske brøler i dansk udenrigspolitik siden 1945 – for hvilken Partikamerat Fogh Rasmussen var hovedansvarlig.
Nej tak til nye Taksøe-forklaringer!
Det er absurd teater i stil med Eugène Ionesco‘s klassiske stykke “Næsehornene”…
