18. juni 2025 kl. 01:20
Denne analyse findes også på engelsk her og her.
•
Vi har set det gentagne gange: Man opfinder et påskud baseret på bevidste løgne, falske nyheder, overdrivelser eller en falsk flag-operation, der tjener til at konstruere en historie om, at land X eller leder X er en trussel mod »os«, hvilket legitimerer, at “vi” foretager et “forebyggende” angreb mod denne – åbenlyst opdigtede – trussel for at eliminere den.
Mainstream-mediers opgave er hér at udbrede denne taktik, ikke at stille spørgsmål ved den eller afsløre løgnen.
Tag Serbiens ›folkemord‹ i Kosovo, Afghanistans ansvar for 9/11, Saddams besiddelse af atomvåben i Irak, Assads brug af kemiske våben mod sine egne, Gaddafis ‘massemord’ i Bengazi, Ruslands planer om at besætte og administrere ikke kun hele Ukraine, men også en række europæiske lande derefter, Hamas’ angreb på Israel – som Israel vidste alt om, før det skete – og nu har vi den åbenlyse løgn om, at Iran er lige ved at blive en atommagt.
⁕
Grundlæggende fakta om Iran, som vi ikke hører
Bare et par fakta, som man næsten aldrig hører, men som er yderst vigtige, uanset hvad man mener om det iranske teokrati: Det var USA/CIA og Storbritannien, der gennemførte et regimeskifte i 1953, der afsatte den demokratisk valgte Dr. Mossadegh. USA indsatte shahen – på det tidspunkt den mest skånselsløse og militaristiske leder i verden – og gav ham atomteknologi.
Siden 1979, da den iranske revolution jagede ham på flugt og besatte den amerikanske ambassade i Teheran, har USA ikke gjort andet – intet – end at chikanere Iran og dets 90 millioner uskyldige iranske borgere med de hårdeste sanktioner, man kan forestille sig (som har ødelagt den middelklasse, der kunne have ændret landets ledelse, hvis den havde eksisteret). USA og andre NATO-lande har systematisk opbygget Israels militær – vel vidende, at Netanyahus 30 år gamle patologiske drøm er at udslette Iran.
De førende aktører i dette drama er derfor »USrael« og ikke Iran.
Desuden har Iran ikke atomvåben; det har Israel – forskellige skøn siger, at de har op til 400. Iran er medlem af NPT, ikke-spredningstraktaten; Israel er ikke. Iran har været under konstant inspektion af IAEA, men Israel har aldrig accepteret det. Omkring 2003 udstedte den nuværende øverste leder, Khamenei, en fatwa mod atomvåben, som af nogle anses for at være i overensstemmelse med islamisk tradition. Iran har ikke invaderet eller besat noget andet land; Israels liste er lang.
For nylig, i 2015, blev JCPOA-aftalen indgået, som med rette blev betragtet som en stor diplomatisk sejr for alle involverede parter. Den førte til, at Iran reducerede sin uranberigelse betydeligt. Iran holdt sig inden for rammerne af aftalen, men den brovtende og gnavne Donald Trump opsagde USA’s JCPOA-deltagelse i 2018, og Iran har siden brugt sin berigelse som forhandlingskort, uden nogensinde at komme i nærheden af det niveau, der ville gøre det muligt at fremstille et atomvåben.
I marts bekræftede Tulsi Gabbard, Trumps direktør for national efterretning, at der ikke var noget, der tydede på, at Iran var tæt på tærsklen. Den 17. juni sagde Trump, at han var ligeglad med, hvad hun sagde; han vidste, at Iran var ‘meget tæt på’. Mere information om disse spørgsmål kan findes i min artikel fra i går, som kan læses her.
Ovenstående vil fungere som en bredere baggrund for forudsigelsen i overskriften. Vestens lager af løgne, misinformation og mediebedrag forekommer mig langt mere skæbnesvangert end nogen iranske militære lagre eller aktiviteter.
⁕
Specifikke årsager til forudsigelsen og krigens love
Nu til de mere specifikke årsager, som kun peger i én retning: En større krig mod Iran med det formål at ændre det iranske regime.
Ifølge medieberetninger havde Netanyahu fortalt Trump, at Israel kunne dræbe den øverste leder, og Trump sagde, at han ikke ville acceptere det. Israel har bombet civile områder og det iranske IRIB-radiokompleks i Iran, og israelske agenter har sprængt biler i luften inde i Iran. Intet af dette ville være nødvendigt for at ødelægge nukleare forskningsfaciliteter. Trump forlod G7-mødet tidligt og erklærede, at han ikke arbejdede på en våbenhvile mellem Iran og Israel, men på en ‘afslutning, en reel afslutning’, og han har opfordret Iran til ‘UBETINGET OVERGIVELSE’ og krævet, at Teherans befolkning forlader byen.
Han talte også om noget større, der var på vej, og at Iran hellere måtte acceptere hans krav, før der ikke var noget tilbage af landet. I eftermiddags, amerikansk tid i dag, havde han et møde i Det Hvide Hus’ situationsrum med sit nationale sikkerhedsteam. Han taler om, at han ved præcis, hvor den øverste leder gemmer sig, men at han ikke har planer om at dræbe ham – ‘i hvert fald ikke nu.’ (Jeg afstår fra at kommentere disse fascistiske udtalelser, der er i strid med folkeretten. Trump ville ikke have nogen skrupler med at dræbe iranske topfolk, husk hans likvidering af Qassem Soleimani i 2020).
Mens jeg skriver dette, er der bevægelser af store amerikanske og britiske flådefartøjer i regionen, og der tales om, at B52’ere leverer bunkerbusters.
Der er ingen tvivl om, at Trump-regimet gav grønt lys til Netanyahu-regimets uprovokerede og falske forebyggende angreb på Iran. Trump sagde, at han vidste ‘alt’ om det på forhånd. Dette betyder efter min mening, at han også har overvejet muligheden for, at USA vil blive trukket ind i konflikten, hvis Irans reaktion med tiden bliver for hård for Israel – der allerede er i krig med flere nabolande – at håndtere alene.
Denne gang har Iran reageret mere kraftigt end før, og det ser sandsynligvis den amerikansk-israelske trussel som eksistentiel. Hvis Iran fortsætter med at reagere på israelske angreb, vil det trække USA ind – og det vil ske før snarere end senere. Trump vil simpelthen ikke have noget valg. Han ved også, at NATO-allierede i Europa vil fortsætte med at støtte både ham og Netanyahu, hvis han begiver sig ud på den glidebane: En gentagelse af Irak-krigen.
Nogle vil måske indvende, at Trump bare bluffer. For det første: Hvem bluffer han over for? Hvis Iran opfatter dette som en trussel mod sin eksistens, vil det naturligvis ikke overgive sig betingelsesløst. Det vil kæmpe til den sidste iraner, og tanken om, at iranerne vil stå langs vejene, når de amerikanske og israelske styrker ruller ind i Teheran, er lige så vildfarende som i tilfældet med Irak. (Efter en dag i Bagdad i 2002 forstod jeg, at der ikke ville være nogen, uanset hvad de mente om Saddam).
Nej, der er en anden dynamik, der er både meget mere magtfuld og relevant: Eskaleringen af konflikter og vold, indtil det udmunder i krig, følger stort set sin egen dynamik og sine egne love. Hvis man har sagt ‘A’, må man gå videre og sige ‘B’ og gøre gengæld – ‘C’ … indtil man er nået til slutningen af alfabetet eller verdens ende.
De-eskalering er ekstremt vanskelig, men falske/fromme politikere elsker at slå til lyd for de-eskalering, fordi de ikke har andet at foreslå, og fordi de selv har forårsaget eskaleringen ved at pumpe våben ind, støtte den ene side og dæmonisere den anden i en konflikt og ikke har den ringeste anelse om konfliktløsning, mægling, fredsskabende tiltag, forsoning og den slags – for dem totalt irrelevante – faglige viden. Kort sagt er de konflikt- og fredsanalfabeter.
I betragtning af det, der allerede er sket, kan jeg ikke forestille mig, hvordan Trump og Netanyahu nu kan trække sig tilbage fra deres ord og handlinger uden at miste ansigt, og det er ikke ligefrem det, de er kendt for. De vil snart blive styret mindre af deres egne beslutninger end af militarismens, eskaleringens og i sidste ende den fuld krigsførelses love: krigsførelse for at ændre regimet i Iran.
⁕
Afnuklearisér Israel og bring begge lande under NPT og IAEA
I et vist omfang er atomspørgsmålet et påskud. I et vist omfang er det også et reelt problem. Tragedien er, at det er umuligt for nogen at ødelægge atomteknologiske anlæg og udstyr, der måske ligger 100 meter nede i massive bjerge. For det andet, hvis det lykkedes, er Iran i stand til at genopbygge sin kapacitet og vil sandsynligvis være blevet overbevist af USrael-politikken om, at det mod sin vilje er nødt til at anskaffe atomvåben.
Da Israel har atomvåben og dermed overtræder alle de ikke-bindende FN-resolutioner om Mellemøsten som en zone fri for masseødelæggelsesvåben, ville den enkle og effektive løsning være, at det internationale samfund fratager Israel dets atomvåben og placerer begge lande under NPT og IAEA’s overvågning. Vestens dumme insisteren på, at Israel skal have atomvåben, mens Iran ikke må, er simpelthen ulogisk, konflikt- og krigsfremmende samt moralsk uholdbar og diskriminerende.
⁕
Opløsningen af det messianske Vesten: Ondskab, ekceptionalisme, eskalering og eskatologi
Ingen af de aktuelle beslutningstagere er belastet af etik, langsigtet tænkning eller analyser af konsekvenserne af deres handlinger. De drives af følelser, gruppetænkning, manglende grundlæggende sikkerhedspolitisk kundskab, hybris, had (til et Iran, de ikke kender til andet til end ”mullaherne’), selvforherligelse og en tro på, at de er exceptionelle. Når alt kommer til alt er USA og Israel de to exceptionelistiske stater par excellence: De ser sig selv som stående over de love, den etik og de normer, som resten af verden føler sig forpligtet til at respektere i det mindste til en vis grad.
I deres vrangforestilling om almagt/omnipotens synes de at acceptere et slags moderne eskatologisk paradigme suppleret med den katarsis, som brugen af atomvåben synes at love: Fødslen af en ny verden, hvor det onde – det ‘andres’ onde – er udryddet. At det onde blot er en psykopolitisk projektion af deres eget onde system, såsom militarisme og deres egne personligheder, er naturligvis en utænkelig tanke.
Det er imidlertid en endetids-opfattelse (eskatologi), der er dybt forankret i den vestlige kristne og jødiske sociale kosmologi, som spiller en langt større men ubevidst rolle i situationer som denne end rationel tænkning, analyse eller klog statsmandskunst.
Makrohistorisk hører den til en civilisation, et imperium, der er i hastig nedgang, forfald og opløsning. Og på mikroniveau ville det være tåbeligt at undervurdere Trumps og Netanyahus messianske iver i en tid, hvor deres systemer er i forfald. Ja, jeg frygter våben. Men jeg frygter denne type mennesker endnu mere.
Endnu et fremragende indlæg, som jeg gerne kontrasignerer.
.
Jeg vil kun kommentere den del der handler om atomvåben:
atombomber er langt mere udbredte og anvendes langt mere i praksis både indenfor civile og militære domæner end den brede offentlighed er opmærksom på. Grænsen mellem “fredelig anvendelse” og militært brug er udvisket, hvilket er ksærpende omstændigheder !Dét er grunden til at jeg henleder opmærksomheden på dette; da manglende viden herom kan føre til analyser, processer og aftaler som ikke fuldt ud bygger på “facts on the ground”.
.
Eftersom store private firmaer råder over atombomber ( som eksempelvis anvendes indenfor demolitionindustrien ), er det oplagt at Iran og flere andre lande også potentielt gør. Seismiske målinger fra Iran/Kavir-ørkenen på ca 4 ( efter richterskalaen ) for ca et halvt år siden, indikerer at underjordiske atomprængningsforsøg lykkedes på dette tidspunkt. Information herom kom sporadisk frem, men blev hurtigt neddysset, men aldrig dementeret. Enhver med kendskab til seismologi ved, hvad dét betyder: seismiske mønstre fra hhv naturlige og menneskeskabte aktiviteter er signifikant forskellige. De naturligt forekommende jordskælv og naturlige bevægelser i jordskorpen tegner et blødere billede med opbyggende faser til selve jordskælvet ( et tiltagende bølgemønster i jordskorpen af såkaldte S- og P-bølger forud for selve jordskælvet ), samt et gradvist aftagende seismisk udsving efter jordskælvet. Seismiske målinger af underjordiske atombombesprængninger giver markante abrupte udsving på seismografen uden en forudgående opbygning. Altså pludselige udsving uden forvarsel, uden forudgående S- og P-bølger; samt et kortere efterfølgende forløb af mindre rystelser ~ altså står et naturligt “blødere seimisk udviklingsbillede” ved naturligt forekommende jordrystelser i skærende kontrast til et meget skarpttegnet seismisk situationsbillede ved underjordisk detonation af atombomber. Iøvrigt kan seismiske målinger lokaliseres, og her optræder også signifikant forskel for præcisionen ved lokalisering af naturlige jordskælv i forhold til underjordiske atombombesprængninger – de naturlige rystelser i jordskorpen ligger ofte dybere og er sværere at lokalisere; hvorimod detonationer af atombomber ligger højere i jordskorpen og kan lokaliseres med større præcision.
.
Talen om atomvåben er yderligere gjort meget vanskelig af den spekulative skelnen der officielt anvendes, når der skelnes mellem meget store atombomber (masseødelæggelsesvåben) i forhold til mindre såkaldte “tactical nuclear weapon”. Denne skelnen gør det bl.a muligt for demolitionsindustrien at anvende mindre atombomber til underjordisk detonation ifm med nedrivningsprojekter som udtryk for “fredelig anvendelse” – altså flyder atombomber, afhængig af størrelse, på tværs af nedrustningsaftaler og sikkerheds/miljø-mæssige spørgsmål, henover grænsen mellem civil og militær anvendelse, henover nationale/landegrænser, henover en samlet kontrol med atombombers totale udbredelse, uanset størrelse og design – det hele rodes godt og grundigt sammen i begrebet “industri” hvis allestedsnærværende “credo” kun er: “profit, frem for alt” ( dét er en dyb konflikt langt ind i IAEA, som derfor er utryghedsskabende ved at sammenblande industrielle interesser med overordnet kontrol med atom-teknikkens anvendelse og udbredelse til både “fredelige” og militære formål )
.
Konsekvensen af dette er at atombomber er langt mere udbredte og anvendes langt mere i praksis både indenfor civile og millitære domæner end den brede offentlighed er opmærksom på. Grænsen mellem “fredelig anvendelse” og militært brug er udvisket, hvilket er skærpende omstændigheder !. Dét er grunden til at jeg henleder opmærksomheden på dette, fordi manglende viden herom kan føre til analyser, processer og aftaler som ikke fuldt ud bygger på “facts on the ground”. Du skal ikke lede længe før du vil sande, at atomvåben optræder langt hyppigere både indenfor såkaldt “fredelig anvendelse” såvel som i større politiske/militære konflikter og krige – og her tænker jeg ikke på anvendelse af “depleted uranium”.
.
De få lande som har kunnet afvise “imperiets” (USrael/EU) aggressive og militaristiske udenrigspolitik, er netop kun de som råder over selvsamme atomteknologi. Lande, der ikke gør, må kaste sig for fødderne af “Imperiet” som afrettede lænkehunde. Den danske lænkehund er ét af de værre eksempler. Danmark har været det mest aggressive kongerige i de sidste 400 år, når det betragtes i statistiske forholdstal, korrigeret for landets størrelse.
.
Enten må alle “atombomber, store som små” afskaffes, så vi alle kan leve “i fred(sprocesser)” eller også må alle have dem, for at opretholde en form for “våben-terror-balance” – men uanset hvad vil ubesvarede spørgsmål stadig trænge sig på: hvordan kan menneskene afskaffe en viden og teknologi som det allerede har adgang til ? Det er aldrig sket før, så vidt jeg ved. Så menneskeheden må enten komme igennem sine ganske alvorlige “børnesygdomme”, eller (risikere at) udrydde sig selv – men sidstnævnte har menneskene heller ikke “opnået”, endnu, trods mange grusomme forsøg herpå.
.
Tak kære Omar, så lærte jeg en del, jeg ikke vidste, eller havde tænkt på. Hvad jeg ikke forstår er at man behøver ATOMbomber til at demolere bygninger med – hvorfor ikke bare konventionelle mere eller mindre stærke. Det tror jeg andre hér også gerne vil vide.
Dette sagt, så ved vi begge at det ikke er dét, det handler om i Irans tilfælde. Man kunne jo snarere sig at hvis det du beskriver findes i stort set alle lande rundt om på vor klode, hvorfor i alverden skulle Iran så tvinges til at være det eneste land, der ikke engang skulle kunne demolere bygninger?
Det jeg skriver i min analyse om at denne pegen Iran ud og holde kæft om Israels de facto atomvåbenstatus ikke holder fra nogen synsvinkel, men er ren diskrimination, alternativt påskud for at forsøge at demolere… Iran – ja, det argument holder stadig. Alt godt – JAN
Ja, dine tanker står for så vidt uanfægtet af min lidt specifikke kommentar ang. udbredelse af atombomber. Mine kommentarer er kun tænkt som suplement.
.
Dit overordnede perspektiv er spot on ! Jeg bryder mig ikke specielt om den nørdede rolle, som jeg måske påtager mig i denne sammenhæng, men i det større perspektiv må alle gøre sig umage på deres respektive områder, med håbet om at det hele samler sig til en større fælles bevidsthed, som baner vej for en bedre udvikling. Min oplevelse er at folk selv må tage ansvar, hvis tingene skal ændre sig til det bedre – det er ihvertfald sværere at tro på et overordnet lederskab mange steder i verden i disse tider.
.
Indenfor demolitionindustrien bruges mindre atombomber UNDER jorden i de forudgående forberedelser til den egentlige nedrivning af bygninger, helt præcist under de bygninger der skal nedrives. Der må skelnes mellem større og mindre nedrivningsprojekter, og der kan være forskellig praksis forskellige steder, ligesom der kan være forskel på hvilken praksis der anvendes hos meget store firmaer i forhold til mindre entrepenører indenfor demolitionindustrien. Tidsfaktoren kan være afgørende: nogle gange ønskes hurtig proces, andre gange er tidsperspektivet for projekter længere. Endelig er der muligvis en udvikling igang, hvor man delvist går væk fra hurtige nedrivninger, som her beskrevet, til mere langsomme nedrivninger, af miljømæssige hensyn/for genbrug af materialer og lignende, måske.
Det er en meget stor og kompleks industrisektor, og ikke alt lægges åbent frem – de såkaldte forretningshemmeligheder, ikke sandt 😉
.
Når atombomber detonerer i jordskorpen opstår der et hulrum under det såkaldte epicenter, hvis størrelse afhænger af atombombens og eksplosionens størrelse – denne beregnes ud fra volumenet af det pågældende byggeri, der skal nedrives. I selve eksplosionscentrum evaporerer stenmasserne, pga temperaturer på 10-20+ millioner grader. De overskydende atompartikler fra eksplosionen skydes ud i de omgivende jordlag/stenmasser omkring det udhulede eksplosionscentrum. Mellem selve hulrummet og de omgivende stenmasser opstår et amorft glaslag på flere meters tykkelse, som ved samme lejlighed skaber en indkapsling af det hulrum som den pågældende bygning ved den efterfølgende demolition lægges ned i. Tingene skal gøres i nævnte rækkefølge, og præcist – ikke mindst for at mindske risikoen for radioaktiv forurening. Den underjordiske detonation planlægges så det opståede hulrum ikke umiddelbart er i kontakt med overfladen. Når demolitionen tager den pågældende bygning ned, og bryder gennem den tynde skal mellem bygning og det dannede underjordiske hulrum, så ender det meste af bygningen i hullet. Ved denne lejlighed kan mindre mængder af radioaktivitet slippe ud fra hulrummet. Det mindskes ved at tage højde for vejrforhold, vindhastighed/nedbør mm. Hele processen overvåges af bl.a de nærmeste geological survey-institutter ( som også foretager seismiske målinger ), foruden af folk der arbejder indenfor selve nedrivningsindustrien.
.
Det efterfølgende oprydningsarbejde bliver med denne metode langt mindre, hvilket har meget betydelige aspekter for bygge/demolition-industrikomplekset, både af økonomiske art og tidshorisont for totalentrepricer : tager man bygninger ned på mere traditionel vis kan oprydningsarbejdet trække længe ud, og er iøvrigt heller ikke ufarligt.
.
Jeg håber dette svarer på noget af det der måtte ligge dig og andre på sinde, ellers spørg endelig, eller søg selv viden – det er altid godt hvis man møder fagfolk, skaber god stemning og opbygger tillid. På dén måde får man næsten altid mere kvalificeret viden om dette og hint. Hvis man vil vide mere er det bedste man kan gøre at opsøge fagfolk, med personlig selvstæmndig integritet, etisk og videnskabelig/faglig redelighed – men man skal have en tryg fornemmelse af hinanden, for at komme lidt tættere på. Det er ofte fagfolk, emeritus, der ikke længere frygter noget eller er bundet af forpligtelser, andet end deres samvittighed, som er behjælpelig med kvalificeret formidling.
rettelse :
” …Når atombomber detonerer i jordskorpen opstår der et hulrum omkring eksplosionens centrum, hvis … ”
tilføjelse :
det amorfe glas der opstår omkring det dannede hulrum, har ligheder med vulkansk sort glas, obsidian
epicenter = punktet på jordens overflade, lige over jordskælvscentrum
ground zero = punktet på jordens overflade ift enten over- eller underjordiske atomeksplosioner.
Efter 2001 blev betydningen ændret til : punktet på jordens overflade for en markant begivenhed, ikke nødvendigvis atombomber.
( Britannica Encyclopædia (1986 udgave hardcover) + ( Britannica Encyclopædia (2006 udgave hardcover)
Det fremgår ikke tydeligt nok af ovennævnte, at atombomber anvendes under jorden, som foreredelse til selve demolitionen, som efterfølgende udføres med mere konventionelle sprængstoffer – altså 2 faser: fase 1 : atombomber under jorden – fase 2 : demolition ved brug af mere konventionelle sprængstoffer.
( trætheden har sneget sig ind i min lejr, beklager )
Mange tak, kære Omar. Nu forstår jeg bedre – tror jeg i hvert fald. Men lige nu efter USA’s forfærdelige bombning af Iran – som jeg forudsagde – må jeg koncentrere mig om det. Alt godt – JAN
Helt oplagt. Mine “nørdede” kommentarer var kun ment som supplement af underordnet karakter.
.
Så vidt jeg forstår, har US ikke ramt det underjordiske atomanlæg i Kavirørkenen. Udover det farlige og løsslupne vanvid der foregår, så vil jeg ikke udelukke at der er et element af teater, der minder om da Trump i forrige præsidentperiode demonstrativt affyrede adskillige missiler mod Israels nabolande, uden stort set at ramme noget af betydning.
.
Situationen er farligere end nogensinde før, men stadig er der bluff og sabelraslen iblandet, fornemmer jeg. Det er muligvis af underordnet betydning.
.
Jeg har altid tænkt på ” 3.verdenskrig ” som en psykologisk krig, foruden det fysiske – og direkte dræbende – aspekt. Og man kan dø af mange årsager, ikke mindst sjæleligt/psykologisk – der er desværre tale om konkurrerende dødsårsager. Det virker som om løsslupne psykopater overalt – også i DK – er ved at falde over hinanden i krigsliderlig iver.
.
SIC