9. oktober 2020
Den 6. oktober publicerede Politiken et brev underskrevet af en lang række kendte danskere med status, kundskab og livserfaring bag sig, folk som Politiken betegner som “fremtrædende” – “Skridt for skridt har Danmark bevæget sig væk fra idealerne om medmenneskelighed, retfærdighed og retssikkerhed.”
Da det åbne brev står bag betalingsmuren kan du læse denne kopi, som er blevet mig tilsendt:
Omend det hele er klædt i en noget floromvundet og meget almen retorik kan jeg kun erklære mig enig i hensigten, nemlig den at pege på en dybt beklagelig udvikling i dansk politik. Det ville egentig være svært at være uenig i noget af det, de skriver.
Argumentationen har flygtningepolitiken som fokus. Og dét er da et helt centralt eksempel på den tendens, de advarer om ikke må fortsætte.
Hvorfor ville jeg så have sagt “nej” hvis nogen havde spurgt om jeg vil stå som medunderskriver?
Af den enkle grund at brevets forfattere enten ikke har den intellektuelle evne eller det fornødne moralske mod til at nævne at hovedårsagen til flygtningestrømmen er de krige, som Danmark har været langt fremme i F16-cockpittet for at udkæmpe. Alle uden FN-mandat og med helvedes lidelse i krigsområderne til følge. (Jeg har været i nogle af dem og véd hvad jeg taler om).
Dermed ville de have fået sagt at Danmarks næsten konstante krigsdeltagelse siden bombningen af det gamle Jugoslavien i 1999 er et med flygtningene intimt forbundet problem og et endnu stærkere udtryk for kynisme og manglende medmenneskelighed end den efterfølgende flygtningehåndtering.
Jeg giver ikke meget for at man skærer åbenbare årsagsbånd mellem forbundne problemer over for at – må man vel formode – samle opinion, skabe politisk slagkraft eller i en vis forstand fremstå som politisk korrekt.
For Danmarks deltagelse i USA-ledede krige – dansk våbenindustris enorme vækst siden landet anskaffede F16, Flagdagen og mindehøjtidelighederne er jo endnu ikke efter alle disse år og rædselsvækkende umenneskelige resultater især i Mellemøsten blevet noget, vi taler om i proportion til dets alvor.
Denne afvikling af det, Danmark stod for førhen, vækker stadig ikke modstand i de kredse, der skriver hér. Hvis det gjorde det, ville de jo have nævnt den.
Det er Danmarks rolle som krigsførende i USAs interventioner, den såkaldte “aktive” udenrigspolitik, der er roden til det onde. Flygtningehåndteringen en konsekvens heraf. Det er dette at Danmark er aktivt militært men ikke politisk, som mægler eller civil konfliktløser, nedrustningsforkæmper eller FN-bidragsyder og det er underdanigheden under His Master’s Voice i Washington, der er hovedårsagen til den manglende medmenneskelighed, retfærdighed og retssikkerhed på flygtningepolitikkens område.
Med andre ord, en fremragende anledning til at belyse sammenhænge og spørge hvorfor Danmark er på vej ned i det moralske morads er blevet overset eller bevidst forbigået.
Medmenneskelighed kan ikke være pletvis og selektiv til lejligheden. Men den kan være pletfri, principiel og derfor overbevisende.
Bag flygtningen står – i mere end 90% af tilfældene – våbenproducenterne, våbenhandlerne, militarismens kyniske ansigter, mediernes interventionsstøttende reportage – og danske stats- og udenrigspolitiske ledere i over 20 år.
Det skulle være til at få øje på. Sammen med flygtningeproblemet.
Det skulle være til at sætte i relation til medmenneskelighed.
Hvis ikke kendte, kyndige og medfølende danskere kan eller tør skrive om dét, så vil Danmark fortsætte i sin rolle som fremmedfjendtlig bøllestat.