National-Politiken

26. september 2020

Med et par undtagelser handlede hele online-Politikens forside den 12. september 2020 – en helt tilfældigt valgt dag – kun om danske ting og om præsidentvalget i USA.

Ja og så om Sofie Linde, sexisme og om en kvinde, hvis kjole var for nedringet til at hun kunne komme ind på et museum i Paris. Når det er sådan må man spørge: Hvad vil Politiken med sig selv og sin fremtid?

Er det den underliggende angst for verdens fremtid?

Er det den danske politiske nationalisme og blinde USA-loyalitet, der er slået helt igennem?

Den selvfede danske hygge?

Identitetspolitikkens eskapisme?

En virksomhed, der savner innovationsevne og i en vis forstand lever på historien?

Hvad i alverden forklarer dette?

Graden af navlebeskuelse og ligegyldighed over for verden uden for andedammen er – i et længere tidsperspektiv – helt og aldeles gyselig. Og livsfarlig for et lille land – og et ledende medie i det. Folkeoplysningen om den større verden, enhver dansker er en del af – og som er forudsætningen for Danmarks eksistens og udvikling – er gået hastigt imod nul.

Af næsten 8 milliarder mennesker har Politiken fokus på 6 millioner.

OK, Politiken har nogle rutineklip fra Ritzaus, der får det internationale stof fra USA, samt et par medarbejderskrevne artikler under “Internationalt” – og dér endog en artikel om DMIs vejrudsigt (i hvert fald på denne dag).

Så kedsommeligt kan man behandle vores interessante verden og tid.

De, der lægger Politikens langsigtede linje og overlevelsespolitik, synes at møde verden med ophøjet ligegyldighed.

Gad vide hvor hurtigt den slags mediers eksistensberettigelse i vor globaliserende verden ophører?

Jeg spørger med nok så megen smerte i mit hjerte.

Jeg skrev regelmæssigt i Politiken fra 1974 til 1994 – kronikker, debatartikler, boganmeldelser mm – og mødte eller lærte at kende nok så mange på avisen – chefer som Herbert Pundik, Agner Ahm, Jørgen Grunnet, Tøger Seidenfaden og flere kronikredaktører – især den uforlignelige Harald Mogensen – samt Politikens sikkerhedspolitiske skribent, Jens Holsøe.

Dengang spillede verden udenfor Danmark en markant rolle i avisens profil. Politiken havde mennesker med bred horisont og professionalisme/kundskab samt bevidsthed om Danmarks lidenhed i den store verden.

Og dengang var verden meget mindre globaliseret end i dag. Der var intet internet og vi var ikke nær så dybt forbundne med hinanden kloden rundt som tilfældet er i dag.

Politiken er ikke ene om denne nationalfikserede linje, slet ikke. For stort set alle mainstream-medier er verden i bedste fald EU med sine godt 400 millioner mennesker. For de øvrige 92% af menneskeheden slukkede radaren for længe siden.

Forstå det hvem som kan, jeg kan ikke.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.