Peter Handke og DR Deadline’s dovenskab

13. oktober 2019

Peter Handke får Nobels Litteraturpris 2019 og jeg skriver på min Facebook-side:

Tillykke, Peter Handke
Den “gale” forfatter, der tænkte for komplekst, begavet og retfærdigt om Vestens galskab i Jugoslavien og demonisering af alle serber. Godt nok at dét nu kan trækkes frem. Og han får oprettelse.

Dette lille hurtige statement fulgtes af et interview med Handke i hvilket han taler om mange ting men også om sin relation til Jugoslavien.

Jeg indser nu at jeg tog helt og aldeles fejl. Prisen benyttes nu til en slags global mainstream-media kampagne mod ham og for opretholdelsen af det sort/hvide billede af Jugoslaviens sammenbrud og serbernes rolle som de eneste skyldige i alt hvad der skete dér.

Oprettelse er ikke lige netop hvad Handke får i disse dage. For der skal kun være én sandhed og vé den djævelens advokat der til og med har civilcourage og stillede eller stiller spørgsmål ved den. Han skal aldrig glemmes, han skal trynes, mistænkeliggøres og aldrig tilgives.

Til forskel fra de samme mediers støtte til Vestens og NATOs ikke-dømte ledere.

Hvad disse medier formidler er at det er OK at bombe en stat for at skabe en ny stat – hvis det var Serbiens Kosovo-provins. Det er OK at bombe uden FN-mandat – hvis det er NATO, der gør det. Det er OK med kollektiv afstraffelse af uskyldige civile – hvis de er serber. (Eller iranere idag i form af kvælende økonomiske sanktioner).

Det er kort sagt altid OK hvad USA og Vesten gør – hvis de bare er de gode og alle de andre rundt om i verden er de onde.

Og hvem der er hvad afgør de vestlige frie medier helt på egen hånd. Omend ret så ofte med hjælp fra markedsføringsfirmaer.

Man kan kalde det propaganda eller informationskampagne. Det forudsætter at man om dem, der udfører den, antager at de godt véd det er netop dét, de viderebringer: halve sandheder og hele løgne formidlet for at støtte eller opnå et specielt politisk formål.

Jeg er imidlertid slet ikke sikker på at f.eks. dem, der sidder på Deadline, tilhører denne kategori. De har accepteret en tolkning – en fortælling – om virkeligheden, der er konstrueret et andet sted, de ser den som sandheden og også som det mest bekvemme i forhold til magthavere, ikke mindst USA, NATO og Danmarks krigspolitik. Desuden ingår de en “gruppetænkning,” der er udviklet over tid og som efterhånden bliver mere og mere lukket, selvbekræftende og ikke lader andre vinkler komme til.

Tolkningen – der kommer fra de store vestlige medier og bureauer – bliver til virkeligheden.

Jeg tvivler på at der på DR har gået en redaktør rundt, der på et redaktionsmøde har sagt: Gud véd om det nu var så sort og hvidt dernede i Jugoslavien, skal vi kigge på det i et nyt lys idag? Og se om vi gjorde et godt nok job dengang?

Og hvis den slags spørgsmål er blevet stillet – ja, så arbejder vedkommende nok et andet sted idag.

•

Vi lever jo officielt i et frit samfund. Det kalder naturligvis på sympati når et menneske forfølges massemedialt for sine meninger af dem, der er kustoder for den officielle (men ikke sjældent løgnagtige) sandhed.

Så derfor også min glæde på Handkes vegne, selv om jeg ikke kender ham på nogen måde. Jeg er kun stødt på ham i forbindelse med netop Jugoslavien da jeg dengang læste hans bog, A Journey to the Rivers. Justice for Serbia fra 1996.

Den handler om hans egne iagttagelser og reflektioner under rejse i Serbien. Han ville forsøge at forstå “aggressorens” land med en frase fra de ledende vestlige medier hvis billede af Jugoslavein og serberne som folk han stiller sig stærkt tvivlende overfor og derfor omgående bliver “kontroversiel” og “pro-serbisk”.

Den kategorisering kender jeg selv. Jeg interviewede Milosevic og en del af folkene omkring ham – og gennemførte omkring 3000 interviewer i alle dele af Jugoslavien under over 80 besøg dernede fra 1974. Og er blevet kaldt ungefær den samme som Peter Handke – men jo ikke af den store internationale presse.

Denne kategorisering og angreb på personens integritet og motiver tages frem hver gang nogen stiller spørgsmål ved den officielle fortælling.

I et demokratisk samfund, der bygger på retten til at have forskellige mening og dermed pluralisme, undrer det mig altid hvorfor det er sådan?

Er de politiske magthavere og deres medier virkeligt så svage at de ikke tåler andre synspunkter? At de selv må fremstå som etikkens dommere, der véd hvem der har ret og hvem der er galt afmarcheret og også véd – uden mindste rysten på hånden – hvem der er denne verdens gode og onde mennesker i selv umanérligt komplekse situationer?

Og véd at de alle de gode er på én side og alle de andre på den anden og at de gode altid kun er gode og de onde altid kun onde.

Et godt eksempel på det er DR’s Deadline 12. oktober 2019:

Til debat spørgsmålet om hvorvidt en stor forfatter skal have en sådan pris, når han har taget serbernes parti og holdt tale i forbindelse med daværende præsident Slobodan Milosevic’ begravelse.

Hvad Handke skriver i sin bog om Jugoslavien – hans mor var slovener – nævnes ikke. Deadline’s to indkaldte har helt åbenbart ingen særlig kundskab om Jugoslavien, de véd kun det er der politisk korrekt nemlig at Milosevic var en folkemorder, krigforbryder, slagter – eller som den altid hæderlige Bill Clinton sagde det, Europas nye Hitler.

Handke dømmes af samtlige i programmet – også gennem DR’s billedmateriale og “koreografi” på det, der hører til det mest frastrødende: Skyld gennem forbindelse – guilt by association.

Tanken at serberne og Milosevic også kunne have haft en pointe hist og pist i et af verdens mest komplekse dramaer – ja, den er utænkelig. Og ligeså tanken at man til en sådan debat også burde have haft en person, der ville forsøge at forstå Handke.

Fordømmelse uden forståelse er altid en svær én.

•

Der var en gang en regel – som ordentlige mennesker stadig følger – at ingen skal kaldes forbryder førend vedkommende er blevet dømt ved en legitim domstol.

Og faktum er at Slobodan Milosevic aldrig er blevet dømt for disse forbrydelser. Tværtimod. Havde deltagerne og Deadline’s redaktion været professionelle – gidet eller turdet – søge på nettet ville de blandt andet havde fundet dette på Wikipedia med henvisning til dommen mod Radovan Karadzic:

On 24 March 2016, the ICTY issued its judgement in the separate case against former Bosnian Serb leader Radovan Karadžić, in which it concluded that insufficient evidence had been presented in that case to find that Slobodan Milosevic “agreed with the common plan” to create territories ethnically cleansed of non-Serbs during the Bosnian War of 1992 to 1995. The judgement noted “Milošević’s repeated criticism and disapproval of the policies and decisions made by [Karadžić] and the Bosnian Serb leadership” and, in a footnote, the “apparent discord between [Karadžić] and Milošević” during which Milošević “openly criticised Bosnian Serb leaders of committing ‘crimes against humanity’ and ‘ethnic cleansing’ and the war for their own purposes.” Nevertheless, the court also noted that “Milošević provided assistance in the form of personnel, provisions, and arms to the Bosnian Serbs during the conflict”. ^[13]

Milosevic er altså ikke bare ikke blevet dømt. Det, der findes, holder ikke som bevismaterialet for at han stod bag krigsforbrydelserne i Bosnien-Hercegovina endsige massakren i Srebrenica. Tværtimod så var han i konflikt med den bosnisk-serbiske ledelses politik.

Dette er faktum og det stik modsatte af hvad der siges – eks- såvel som implicit – i indslaget. Hvorfor har ingen i det ckecket kilder?

Deadline/DR skal være politisk korrekt og kustode for den officielle sandhed, der delvist blev skabt af de vestlige markedsføringsselskaber som alle andre end netop den serbiske ledelse dengang købte den vestlige sandhed af.

At være “pro-Serb” blev derfor noget negativt. Det indebar at være bare lidt kritisk til den politik, der støttede de parter, der under 2. Verdenskrig var på den gale side – nemlig ledelsen for Kroatien, Bosniens muslimer og albanerne, der alle var med Hitler og Mussolini, mens serbere, jøder og roma blev slagtet af dem, f.eks. i Jasenovac-koncentrationslejren i Kroatien

Den rimeligt velorienterede véd den slags – den dovne véd ingenting og kan derfor let have stærkt sort/hvide meninger og være politisk overmåde korrekt.

Og både deltage i og redigere TV-programmer som Deadline.

Noter
Et par gennemgange af Handke og hans relation til Jugoslavien, der helt i linje med dækningen af Jugoslavienkrigene i sin tid er helt ensidige og f.eks. ikke interviewer folk, der måtte mene at Handke var en modig mand, der vovede at udtrykke kontroversielle meninger. Handke har derimod kun kritikere.
Hvad dem, der bruges som sandhedsvidner i disse artikler, har af detaljekundskab om Jugoslavien, landets internationale status, økonomi, sikkerhedspolitik, krig, folkeret, historie etc. er derimod mindre klart.

Washington Post, October 10, 2019

The Guardian, October 11, 2019

New York Times, October 15, 2019

Aljazeera, October 10, 2019

BBC, October 11, 2019

The Intercept – ja selv dem, en af de værste i denne note.

PEN America with the slogan “Freedom to Write.. “October 10, 2019

Baggrund til Jugoslavien og dets sammenbrud
Johan Galtung, Håkan Wiberg, Jan Øberg – Yugoslavia. What Should Have Been Done? (2015). Modsvarende godt 2000 A4 sider.