Klaus Rifbjerg er død, fortæller Politiken os hér på en kold Påskesøndag med knaldblå himmel og sol.

Skønt jeg kun traf ham en enkelt gang i 1980erne – vi spiste frikost sammen på Kroghs Fiskerestaurant og snakkede verdens gang i forbindelse med et af Fredsfondens projekter – så føles hans død på en underlig måde som et personligt tab.

Sådan vil det måske altid være med de store i tid og rum, hvadenten de så er kendte eller ikke så kendte.

Man må håbe at han, der hvor han nu er, bliver ved med at slås for radikalismen – den kulturelle og andre af slagsen – og mod militarismen, falskheden, opstyltethed og, ja, værdiløsheden.

For det er der stenhårdt brug for, til hver en tid.

Jeg siger aldrig hvil i fred, dertil holder jeg for meget af den aktive, livsbekræftende fred.

Men tag et lille hvil på en stub i dér midt i værdikampen, Klaus. Det har du mere end vel fortjent.

Interesting too?  TV2 censurerer om dansk krigspolitik - mit eget eksempel

JO

Welcome to my official personal home. I'm a peace researcher and art photographer.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Previous Story

Iran nuclear deal – a road to peace

Next Story

Isn’t it time to boycott pro-Zionist media?

Latest from Art and artists

Sort på sort

Igår publicerede jeg min klumme fra Arbejderen “Censuren, meningskontrollens og krænketheden treenighed” men inden Arbejderen havde

%d bloggers like this: