Det er jo bare helt vidunderligt: At få den nyinstiftede Folkets Nobelpris af Nordens bedste fredsbevægelse – Fredsrörelsen på Orust!
På den ene side er den en belønning for det arbejde TFF og jeg selv har gjort – i nært samarbejde med Fredrik Heffermehl, den norske jurist og fredsforfægter, der har udgivet Nobels Vilje – siden 2007 for at skabe international debat om de højst mærkelige beslutninger, den norske Nobelkommitte har foretaget de sidste år, nemlig at give prisen til mennesker der ofte ikke bare ikke har gjort noget for freden men – helt i strid med Alfred Nobels testamente – er krigs- og ikke fredsforfægtere, som han kaldte dem i sit testamente.
Alt dette blev diskuteret på det seminar man kan læse om på den første lænke ovenfor.
På den anden side er det naturligvis en påskønnelse for det arbejde som Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, har udført siden januar 1986. For prisen gik ikke, som det har stået hér og dér, til mig men til stiftelsen og dets stiftere, som altså er min kone Christina Spännar og jeg selv.
Med prisen fulgte et tankevækkende digt af Ola Friholt (der også er poet og maler) og et smukt dokument, men desuden en gedigen (vel 15-18 kilo) sort granitsten med de smukke ord på og et billede ingraveret af Gandhi og “Fred är vägen” (som man også kan se på det første link).
Med prisen følger derimod ikke – som nogen tror – nogle penge. Men den dybe glæde består i at denne pris deles ud i overensstemmelse med Nobels klare og fremsynede intention og bestemmes af mennesker på en lille ø, der virkeligt véd hvad fred er og selv har arbejdet for den i årtier.
Tusind tak kære, kære venner fra os alle på TFF. Vi lover at holde dampen oppe. På vägen…
