BREAKING: “Senere på ugen underskriver Danmark og USA en forsvarssamarbejdsaftale”

Hvor meget længere kan danskerne snorksove mens deres sikkerhed og demokrati fjernes og dansk politik øger risikoen for Tredje Verdenskrig?

Det er sgu da et held, at vi har Washington til at informere danskerne om hvad der er på vej, sådan lige inden jul hvor folk tænker på alt andet.

Proceduren er fuldstændigt uanstændig: En aftale undertegnes først (som i Finland og Sverige) og derefter skal den (muligvis) godkendes af folketinget: Hvordan i alverden ville det være muligt for Danmark at trække sig og sige, at “takket være vort demokrati må vi desværre annullere aftalen igen”?

Det vil ikke ske. Offentlig debat indtil senere i ugen? Den danske historisk unikt autoritære regering ønsker ingen debat – tåler den hverken intellektuelt eller moralsk.

For 2-4 årtier siden ville det hér helt fundamentale danske sikkerhedspolitiske spørgsmål have været objekt for en offentlig, bredt sammensat kommissionsrapport, der ville have analyseret fordele og ulemper i forhold til forskellige tænkte konflikt- og krigsscenarier.

Og derpå ville der have været en rimelig offentlig debat.

Nu fikser regeringen Frederiksen istedet lige Danmarks amerikanske fremtid i juledagene. Det er fuldstændigt uansvarligt, men det véd de ikke; for dem er alle ting jo så helvedes enkle.

Det kan kun gå galt en dag. Selv fiaskoen med NATOs ekspansion og oprustningen af Ukraine eller andre blinde loyalitets-politikker til benefice udelukkende for USA får tilsyneladende ingen ansvarige til at stoppe op og tænke.

Og DR public ‘service’ interviewer kun én militærperson iklædt både ydre og indre uniform. Det slår dem ikke at han er soleklar part i sagen, naturligvis positiv, og aldeles ikke en uvildig ekspert.

Han har mage at sige, at der nu bør forhåndslagres amerikanske våben i Danmark, fordi det “ville “tage alt for lang tid at få tingene transporteret hertil fra USA, siger Anders Puck Nielsen.”

Nåh – og det finder man så bare lige sådan ud af nu efter Danmarks 74-årige NATO-medlemsskab hvor hovedhjørnestenene netop hele tiden har været: Ingen udenlandske baser, ingen tropper, ingen forhåndslagring, ingen atomvåben på dansk grund og intet samarbejde med NATO nuclear planning group.

Alt dette vil blive strøget over jul. Bare så du véd det. Som en bagatel, en ekspeditionssag.

Journalisterne stiller ikke stiller men holder megafon; de spørger ikke hvad det hér betyder: At USA kan lave “militære operationer i vores nærområde, som på den måde forbedrer vores egen sikkerhed!” (min kursivering).

Hvilke operationer? Og eksakt hvordan bidrager forhåndslagring og disse militære operationer i Danmarks nærområde til at forbedre “vores egen sikkerhed”? Det er klokkeklar propaganda uden mindste analyse eller forbindelse til fakta. En tom påstand. Uanset hvad USA og Frederiksen-regeringen gør hen over hovedet på folk – i værre end Putin-stil – så er det simpelthen og per definition godt for “vores sikkerhed.”

Jeg ville på No time kunne levere holdbare argumenter for, at alt dette øger Danmarks u-sikkerhed.

Det forkorter varslings- og eventuelle forhandingstider i en krise; at det hér er yderligere en provokation, som Rusland vil se negativt på, at denne aftale i sin konsekvenser vil tvinge Danmark ind i krig tidligt og reducere den danske regerings første pligt: At håndhæve Danmarks retslige og politiske suverænitet og beslutningsret over egen fremtid, etc. (Enhver regerings vigtigste spørgsmål er: Skal vi eller skal vi ikke deltage i krig?)

Videre at enhver amerikansk base – 30-40 i Norden? – vil blive omgående mål for russiske raketter i de første timer af en krig og død og ødelæggelse i miles omkreds er garanteret. At USA allerede har 600+ baser rundt om i verden og er et sygt militaristisk system, der har tabt alle sine krige og aldrig kan få våben og baser nok. Samt at Danmark vil få endnu mindre lov til at fremme mægling, FN, international nedrustning, tillidsskabende foranstaltninger, folkeretten etc – fordi man i praksis er USAs forlængede arm og ikke (på dette område) en suveræn stat.

På DR aner man ikke hvor vigtig den hér sag er. Eller også trækker nogen i trådene oppefra og gør det på den hér måde, netop fordi de véd, at det er det største brud med dansk udenrigs- og sikkerhedsolitik siden 1949 og man ikke ustraffet rejser kritiske spørgsmål vedrørende USA.

Denne aftale vil blive indgået med det mest krigsførende og massedræbende land siden 1945. På et tidspunkt hvor det står helt og fuldt bag – aktivt støtter – det indiskutabelt største folkemord i Vest siden krigen.

Hvis du sover i et demokrati risikerer du at vågne op i et diktatur – som en klog mand skal have sagt.

Det her er – jeg gentager – uanstændigt og i den grad sikkerhedsreducerende. Med 45 års videnskabelig erfaring med teori og praksis på disse områder véd jeg lidt om disse ting. Jeg råbe vagt i gevær – også selvom jeg véd at intet dansk medie, heller ikke DR, ville søge min og andres kritiske analyse og perspektiver.

Sådan er militarismen. Sådan fungerer det cancer-lignende MIMAK – det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks, der aldrig har haft en sådan medvind i Vest, i Danmark., som det har nu. Fordi folk finder sig i det, bøjer sig, taler om noget andet.

Dansk politik fremmer risikoen for tredje verdenskrig i en tid hvor alt andet ville være både tænkeligt og muligt. Danmark står på den gale side af historien; verden vil en anden vej end USAs. Og Danmarks.

Nu enhver retskaffen, fredelig dansker (uanset holdning til sagen som sådan) simpelthen gå på gaden og protestere mod regeringens stadigt voksende magtmisbrug og stadigt mere blinde loyalitet med USA hvorved den fortsætter med hensynsløst at sætte Danmarks fremtidige vé og vel over styr.

Noter

• Læs også “Nej til amerikansk militær på dansk jord.”

• Interessant ‘afsløring’ af militærekspert:

“Også forsvarsaftalerne mellem en række nordiske lande – herunder altså Danmark – er også blevet bemærket i Rusland, siger Peter Viggo Jakobsen.

– Bekymringen for, hvordan russerne reagerer, er selvfølgelig reel nok. Vi skal huske på, at vi er meget stærkere militært end russerne – og nu truer vi noget, der er utrolig vigtigt og følsomt for russerne. Det gælder atombasen på Kola-halvøen, og det gælder jo også en by som Skt. Petersborg, hvor der pludselig står amerikanske soldater og Nato-soldater meget tæt på. (Min kursivering)

– Det tvinger jo Rusland til at reorganisere deres militære styrker, hvilket de også har meldt ud.

Ministerier nægter at lade offentligheden få indsigt i base-forhandlinger med USA – inklusive artikler dérunder artiklen (fra 2022).

5 thoughts on “BREAKING: “Senere på ugen underskriver Danmark og USA en forsvarssamarbejdsaftale”

  1. Ja, der foregår ingen kritisk, demokratisk debat, hverken i Sverige, Finland eller Danmark. Eller andre steder for den sags skyld.
    Sådan er realiteterne efter den Kolde Krig. USA-Nato kritiske politiske partier og medier eksisterer ikke længere, eller er blevet marginaliseret. Og kritiske stemmer, som tidligere blandede sig i debatten, tier af frygt for at blive udråbt om Putin-støtter. Den førhen anti-imperialistiske, marxistiske venstrefløj fokuserer udelukkende på Palæstina og forholder sig iøvrigt ukritisk over for reaktionær islamisme.
    Så alle forudsætninger for en Tredje Verdenskrig mod Rusland før eller senere er til stede. Kun russisk og kinesisk tilbageholdenhed har hidtil forhindret denne.
    Der er behov for et kæmpe oprydningsarbejde for at vende den igangværende usikkerhedspolitik, hvis logik kun kan være et konfrontationsperspektiv. I Danmark må det første skridt i denne retning være at retablere et kritisk anti-imperialistisk, ikke fordomsfuldt anti-russisk politisk parti, hvor kritisk intellektuelle kan søge hen.

  2. “Forsvarssamarbejdet” mellem Danmark og USA betyder jo entydigt, at USA-imperialismen, uden armvridning som i Jugoslavien, vil få uhindret adgang til dansk jord.
    Det er jo helt hen i vejret, at der ikke findes et politisk parti, der værner om optimal dansk suverænitet.

  3. “Forsvarssamarbejdet” betyder altså, at USA-imperialismen – uden trusselsanvendelse som i Jugoslavien – får uhindret adgang til dansk jord.
    Køber danskerne virkelig påstanden om at amerikansk kontrol over deres land er nødvendig for at forhindre alternativ russisk kontrol?

  4. vesten har desværre valgt at bakke op om den største aggressor verden har set, og jeg tror motivationen er kujonens, man følger bøllens diktater af ren frygt for at blive offer for bøllens aggression,
    man accepterer krigen ud fra en ide om at ville være på “vinderens” side, og deltager derfor i dæmoniseringen af dem som bøllen har valgt som ofre, man bilder sig ind at man derved kan gøre sit valg legitimt,
    og derfor dæmoniserer man også de kritikere af bøllen som holder fast i sandheden, og forsøger at bekæmpe krigen og volden ud fra et ønske om en retfærdig og ærlig verden,
    og et ønske om at bevare sin egen integritet,
    vi ser det hele tiden USA hader enhver form for socialisme og derfor er alt det der er galt med verden selvfølgelig socialisternes skyld for medløberne.

Leave a Reply to Per DørupCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.