Hvis du vil vide noget om Kina, så drop DR og de andre negativ-propagandister

Photo: Jan Oberg in Xian, China

Kinas kommunistparti holder kongres i disse dage. Vestlige mainstream-mediers vinkel har kun to temaer: XI Jinpings person og rolle som en slags diktator samt Kinas oprustning som en fare for Vesten – hvis egen oprustning naturligvis ikke omtales ligesom Kinas militær ikke sammenlignes med f.eks. USAs eller NATOs.

Hvordan man styrer et land med 1400 millioner mennesker i et parti med 95 – en nok så formidabel organisatorisk opgave, som man let forstår med lidt god vilje – ja, dét interesserer ingen i Vesten. Kina er jo en diktaturstat med en farlig stærk mand på toppen. De 1400 millioner er hjernevaskede eller skræmte fra vid og sans og – jamen sådan er det jo altså bare.

Som jag har sagt og skrevet før: Medierne er i dag den største enkeltbarriere mod at forstå verden.

Gravende journalistik og folkeoplysning, kritik af egen magt og politik er blevet udraderet – langsomt men systematisk – så der er kun én sandhed tilbage. Og erstattet af redigering og lidt omskrivninger hist og pist af tekster fra udelukende amerikanske og britiske nyhedsbureauer.

Simple as that! Jo mere tid, man bruger på disse medier – og det gør mennesker desværre stadig i stedet for selv at gå til kilder på Internet og forholde sig kritisk til hvad der spyttes ud i form af fake, udeladelser og manglende kildecheck – jo mindre vil man forstå af vor verden og dens gang. Og man vil ikke få en snus af noget, der kunne rubriceres som spændstigt, kreativt – for ikke at tale om politisk ukorrekt.

Medier er med magten. Ikke kritisk til den. Og den magt ligger indlejret i det, der findes i alle lande i større eller mindre omfang, nemlig det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Kompleks (MIMAK).

•

Et lille eksempel blandet tusinde. Danmarks Radios Philip Róin skrev den 16. oktober “Kongres i verdens største komunistparti: Hvad har verdens måske magtfulde mand opnået efter ti år som Kinas leder? DR’s korrespondent i Kina har talt med fem Kina-kendere om, hvordan Xi Jinping har håndteret sit embede som præsident og leder af Kommunistpartiet.” (Læs den her).

Billedvalget er sigende – flere billeder på Xi Jinping, billeder fra Kongressalen med den dominerende røde farve, et billede af en af Kina-kenderne, der har rejst rundt på motorcykel i Kina, og så et billede af Xi sammen med bl a Putin o Bolsonaro… Sikkert sådan rent tilfældigt.

Nå, hvem er så ekspert på de hér ting?

Mediernes definition af en Kina-ekspert er en person, der kun har negative ting at sige om Kinas udvikling, kun kan se huller i den kinesiske ost, fokuserer helt på én mand men ikke på de processer, der skabes af 95 millioner partimedlemmer (eller på hvor meget der kræves af en parti-ansøger før man kan blive medlem). De fokuserer heller ikke på hvad der er gået forud for kongressen eller hvilke substantielle forandringer, Kina vill gennemføre efter kongressen.

En Kina-ekspert er en person, der kun ser Kina som truende, men aldrig nævner USAs Kolde Krig mod Kina. Og en person, der skal komme fra institutter, der er kendte for eller har interesse i at fremstille Kina negativt – i mange tilfælde fordi de drager nytte af oprustningen. Det har vi på Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, kortlagt i denne rapport sidste år.

Og en ekspert er et uddannet mennesker, der skam har studeret de vestlige lærebøger men ikke har spurgt sig selv: Hvad kræves der – kulturelt, kosmologisk, filosofisk for at jeg skal kunne forstå Kina på deets præmisser – for jeg véd at jeg ikke kan forstå det med kun min egen kulturs begreber og værdier?

Derfor bliver du bedraget om Kina af vore medier.

Det siger jeg ikke fordi der ikke er negative sider ved Kina, men fordi “balancen” er så iøjnefaldende uvidende og propagandistisk. For eksempel opruster Kina fordi det jo altid har repræsenteret den gule fare, søger verdensherredømme efter USA osv – og slet ikke fordi Kina føler sig provokeret og truet af os, af USA/NATO.

DR ville ikke turde at bruge danske eksperter – eller folk rundt om i verden – der er begavede nok til at kende til både positive og negative sider og derfor giver et fair billede af dette vanvittigt anderledes og komplekse land – et land, som man ikke vil forstå en høstblomst af hvis man kommer med vestlige begreber og kun dem.

De kan meget vel være mennesker, der har opholdt sig nok så meget i Kina – men skønt dét principielt er vigtigt, så er det ikke nogen garanti for, at man har det fornødne samfunds- og kulturanalytiske apparat i orden.

Ingen af dem, der udtaler sig her, nævner det af Kina i 2013 initierede Belt & Road Initiative (BRI). Det er endog meget sigende, da BRI er verdens største samarbejdsprojekt og involverer henved 140 lande og ikke indeholder én eneste base, regimeforandring, kup eller krig.

Disse mediemennesker er da sikkert alle gode, flittige og kyndige mennesker – men de er tilfældigvis alle fra de samme indavlede Kina-negative kredse. Og så skal de jo have smør på brødet og betale af på banklånene.

•

Mathias Lund Larsen er Phd-studerende på Copenhagen Business School men også associeret med MERICS, det tyske Mercator Institute for China Studies. Og det skal vi komme tilbage til. Han citeres for bl a at sige, at “klima og miljø er stadig ikke den højeste prioritet i Kina. Det er social kontrol og økonomi.” Nå – og hvordan måles så disse prioriteringer? Kunne man endog forestille sig at kineserne ikke tænker i hierarkiske prioriteringer men ser sammehænge og laver skriftende prioriteringer i forhold til tid og sted i dette vældige rige?

Danske Banks Allan von Mehren mener, at Xi har været tvunget til at håndtere den ene krise efter den anden. Der er store “ubalancer,” som man ikke har haft held til at løse. Og omfordeling, siger han, er blevet nedprioriteret – jamen dét forstår man skam når 700 millioner mennesker er blevet løftet ud af fattigdom og har fået det uendeligt meget bedre end før på bare 30 år. Kinas fattigdom er afskaffet – men det véd Danske Banks chefanalytiker tilsyneladende intet om, og han sammenligner heller ikke med Vestens tilsvarende politik for fattigdommens afskaffelse som vi måske ikke har haft så meget held til at løse.

Ja, og så mener han naturligvis at det er forkert af Kina at have en stor statslig sektor. Så der ikke bliver plads til tilstrækkeligt mange markedsreformer! (De skal jo blive som os, ikke?)

Kriterierne for om Kina er godt eller ej er vore kriterier, ikke deres egne.

Nis Grünberg er – tilfældigvis – chefanalytiker på ovennævnte Mercator Institut. Han siger om den nødvendige og strenge anti-korruptionspolitik, der er udviklet under Xi, at den “kører videre den dag i dag, som han har brugt til at straffe høj som lav i partiet. Han har også brugt den til at fjerne rivaler og udrydde rivaliserende fraktioner inde i partiet.” Om det er hvad han kan sige om den sag – hvad så med også at fortælle hvorvidt korruptionen er blevet mindre? Eller hvorfor så ikke nævne et par navne på dem, der således uretfærdigt er blevet smidt ud?

Han lægger med strålende samfundsvidenskabelig præcision til at partiet står stærkere end nogensinde og at det “har fingrene nede i alle lag af befolkningsdejen. Det er helt tæt på og inde i folks mobiltelefoner…”

Flot som sinofobisk propaganda – indtil dokumentation leveres til DRs brugere.

Mads Vesterager Nielsen præsenteres som opdagelsesrejsende og skribent. Det er lidt mærkeligt eftersom han i 2019 – blot 28 år gammet og med et halvt år tilbage af sin kandidatuddannelse – fik et nyt, prestigefyldt job som general manager – svarende til daglig leder, hos Det Danske Handelskammer i Kina (DCCC).

Han citeres for dette:

“Jeg er selv et Kina-barn af Xi Jinpings æra, da jeg jo kom til landet i 2012. Dengang talte folk om Partiet som noget, der var langt væk, og noget, man skulle holde sig fra: Hvis du krydsede klinger med partiet, så kunne det koste dig i sidste ende. Hold dig væk fra dem, kan jeg huske, venner advarede mig om.

Nu er Partiet tilbage i kinesernes liv. Folks aspirationer bliver ekkoet i propagandaen, blandt andet i Xis Den Kinesiske Drøm” . . . og “Det paradoksale ved partiets kampagner er, at selvom de er blevet højteknologiske, så er det den samme moraliserende prædiken om, at ”vi ved bedst, og det skal du ikke bekymre dig om”, der bliver gentaget, og det ser mange kinesere som en hån mod deres intelligens.

Nå, gad så vide, Mads, hvornår de 1400 millioner rejser sig i retfærdig harme over det, du også kalder denne “nationalistiske “vi-er-overlegne”-propaganda?

Hvis mine læsere vil have en fornemmelse for denne unge mands stil så læs hér i Ræson:

“I Beijing griber Xi Jinping den totale magt. Hvilket Kina venter os?
Et år, der skulle have været lige ud ad landevejen, er blevet et usædvanligt annus horribilis for Xi Jinping. Partiets legitimitet og den sociale kontrakt med befolkningen er i nogen grad udfordret. Utilfredsheden brygger i afkroge af det kinesiske samfund. Det er med dette som bagtæppe, at kommunistpartiets 20. partikongres afholdes…”

På sin motorcykel har Mads Vestager Nielsen naturligvis været i disse afkroge.

Hans tendentiøse sti og indhold ses også hér i Sinolytica:

“Partikongres-sæsonen er oppe over, mens statsmedier og partiorganisationer gør alt hvad de kan for at klappe i takt op mod magtrokaden i midten af oktober måned, der kommer til at handle om tre ting: 1) Xi 2) Xi og 3) Xi.

På kinesiske sociale medier har censorer været på overarbejde, hvor kontroversielt content og hashtags relateret til demonstrationerne i Iran, en busulykke i Guiyang 贵阳, partikongressen og den russiske mobilisering er blevet skrubbet væk fra forskellige platforme, så den positive energi kunne indfinde sig.”

We get it!

Der kan ikke siges noget neutralt, noget analytisk, noget om komplekse sammenhænge – eller noget om hvordan en sådan kongres fungerer. Nej, kun de negativt farvede, nok så nedlande person- og magtfikserede perspektiv.

Sinolytica drives af Kinanørderne, som de kalder sig:

“KinaNørderne – Casper Wichmann og Mads Vesterager Nielsen – som har startet Sinolytica for at gøre Danmark klogere på Kina. Mads og Casper fortæller om, hvordan de kom i gang med Kina, og hvordan landet har udviklet sig – på godt og ondt – i den tid, de har haft med Kina at gøre.” Og tænk, de har lige lavet en podcast med ovennævnte Nis Grünberg.

Gøre Danmark klogere?

På Camilla Tenna Nørup Sørensen, lektor, Forsvarsakademiet – forstår man nærmest, at Kinas tid snart er ovre. Hun beskriver først hvordan Xi førte sig frem og holdt store taler i Davos og FN – de fleste statsledere taler i FN? – og så: “Med nedadgående pres på økonomien og med de uforløste strukturelle skævheder, der er i økonomien, så har Kina ikke længere de samme muligheder og den samme tiltrækningskraft som tidligere.” Nej nej – godt du ikke nævnte BRI og heller ikke USAs Kolde Krig, som du formodentlig tolker som forståelig i lyset af USAs – hastigt vigende – tiltrækningskraft rundt om i verden. Jeg mener, det kan man jo udtale som ansat på Forsvarsakademiet.

“Med forholdet til både USA og Euopa på et historisk lavpunkt…” – som hun ikke forklarer – skal vi forstå, at Kina vil “forsøge at klinke skårene med Europa, blandt andet under de forestående besøg til Kina af Macron og Scholz.” (Besøg til eller i – undskyld)? Men klinke hvad? Har nogen i Vest nogensinde klinket noget med Kina?

•

Og så til Mercator-Instituttet som lovet ovenfor.

Her ser du instituttet under “About” – og gå så videre til “Partners”. Der finder du et par af de mest høgeaktige ‘think’tanks som har direkte eller indirekte relationer til US State Department og Pentagon: Centre for a New American Security (CNAS), Centre for Strategic & International Study (CSIS) samt den vestlige militarismes nok vigtigste mødeplads, Munich Security Conference (MSC).

Instituttet er grundlagt af den tyske familie Karls Schmidt’s Mercator Stiftung, der stort opsat på sin forside skriver:

“Stiftung Mercator is a European foundation. It promotes understanding between people of different cultures, stands up for a united Europe and helps establish the social prerequisites for peaceful coexistence.

We are appalled by the war of aggression that Russia’s President Putin has ordered against Ukraine. It is a blatant breach of people’s right to self-determination and of human rights. Stiftung Mercator views the war against Ukraine also as an attack by Putin on European values, an attack directed against democracy, pluralism, freedom of opinion and freedom of the press throughout Europe.”

Sådan. Fredelig sameksistens med Rusland – lige undtaget. Mere forenklet sort/hvidt kan det jo ikke Sættes. NATO kunde have forfattet den tekst.

•

Gad vide hvordan den proces ser ud, der får DR til kun at bruge disse negative – og ikke blot kritiske – Kina-kendere i et lille netværk med klare politiske relationer til vestlige kjoldkrigsinstitutioner?

Aner DR selv hvor ensidigt, det er? Hvor meget mere folkeforførende end folkeoplysende, det må være for den, der ikke allerede véd en hel del?

Nogen må jo kende til den slags netværker. Men gør man ingen research eller kaster sit kommentator- og ekspertnet tilstrækkeligt bredt ud, så bliver det så ensidigt pro-vestligt og pro-koldkrigspropagandistisk som jeg her har beskrevet.

Og det så dem, man vælger at bruge. De præsenterer fake i et rimeligt stor omfang. Jeg har altid hævdet at udelukkelse er vigtige end fake – udelukkelse af eksperter, vinkler, kundskabsområder og relationer til vor egen vestlige konfrontationspolitik.

Tænk at de er så dårligt udrustet på DR – journalisterne og redaktørerne – at de ikke har kunnet finde én af de mange i Danmark og tusindvis ude i verden, der véd noget seriøst om det komplekse Kina og kan pege på både positive og negative aspekter ved landet og dets politik.

Svaret er: Følg ydre retningslinker. Brug selvcensur hvis du véd bedre. Giv fanden i din professionelle integritet. Overlev i din kulturkreds’ MIMAK. Og lad være med at se dig selv altfor længe i spejlet om morgenen…

•

Lad mig afrunde dette med to stykker fakta, som nu er måneder gamle – men som DR og dets nøje udvalgte negativ-propagandister aldrig ville kunne finde på at fortælle dig.

(1) I USA findes en institution, der hedder Edelman. Om den kan du læse følgende: “Edelman is a global communications firm that partners with businesses and organizations to evolve, promote and protect their brands and reputations. Our 6,000 people in more than 60 offices deliver communications strategies that give our clients the confidence to lead and act with certainty, earning the trust of their stakeholders.”

Edelman laver et globalt Tillids-Barometer baseret på en nok så stor population i knapt 30 lande i mange kulturer. Her ser du resultaterne for 2021 – publiceret i januar 2022. Altså: Hvem har tillid til hvilke institutioner – medier, politik, næringsliv, civilsamfunds-organisationer, etc?

48% ser regeringer som splittende, som nogen der er ringe tillid til. Det samme tal er 46% for medierne.

Og om kinesernes og amerikanernes respektive tillid til sine regeringer lærer vi noget, der er nok så chokerende – måske: “Trust among Chinese citizens in their government is a record 91 percent, the highest seen in a decade. The result is even more striking compared to the U.S., where trust in government is at 39 percent.”

Og i denne PDF får du al dokumentation for det triste faktum at tilliden rasler ned i demokratierne – ikke mindst i Tyskland, Holland, Australien og USA. Og, kære Kina-kendere, Kina er det land i verden, der har det højeste index-tal (83) for tillid til alle de nævnte sektorer i samfundet. Til sammenligning er USAs indextal 43 og Ruslands 32.

(2) En lille dansk krølle på parti-halen. Kinas kommunistparti har omkring 95 millioner medlemmer – hvilket er knapt 7% af hele befolkningen. Til sammenligning har det demokratiske Danmarks politiske partier sammenlagt 136 000 medlemmer, hvilket udgør 2,2% af landets befolkning.

For at blive partimedlem i Kina kræves en omfattende uddannelse og afsluttende eksamen. I Danmark skal man blot betale en årsafgift og så er man med.

Der bliver med andre ord større og større forskelle med Kinas meritokrati og Vestens demokrati på vejen mod kakistokratiet.

Og dét er måske den grundlæggende årsag til at vi kun ser negative historie om og sider af Kina i den offentlige debat – ført af mennesker, der ikke aner (og ikke må) lave komparative studier.

Hjerteligt tak til Edelman. Studér den og spred den, kære læser.

Jeg blir altid glad for en påskønnelse for mine frie skriverier. Det er hurtigt, let og sikkert. Mange tak!